Aage er begyndt til hundetræning med Kingo en gang om ugen. Jeg troede kun det var for hunde, siger jeg. Aage trækker på skuldrene. Jeg har betalt lidt ekstra i kontingent. Han taler om, at der er hunde på holdet, som er langt større end Kingo. Der er en, der har en granddanois, Ruffus hedder den, siger Aage, den kunne æde Kingo til morgenmad. Aage ser utilpas ud, når han snakker om den. Er du bange for den?, siger jeg. Nej, siger Aage, jeg er mere nervøs på Kingos vegne, jeg tror den føler sig intimideret af Ruffus. Sådan er det at komme ud i den virkelige verden, siger jeg, man kan ikke være venner med alle.

Aage har lært den kommandoen "sit". Den sidder underlig akavet ovenpå bagbenene. Jeg tror ikke det er meningen, at den skal kunne det, siger jeg, den ligner en, som er ved at vride benene af led. Visse vasse, siger Aage.Han har også lært den "dæk". Den kaster sig fladt ned på alle fire, som om den er en cirkushest. Dyyygtig, siger Aage. Han har købt en klikker, klik, klik, klik. Godbid. Hvad er det du fodrer den med?, siger jeg. Hundeguf, siger Aage, indtil videre går det fint, den har ikke fået tyndskid endnu. Jeg er blevet mere glad for Kingo af at gå på det hundehold, siger Aage, man får sat tingene i perspektiv, mens de andre hunde gør, står Kingo bare stille og glor.

Det er Aages søn, som henter og bringer hver tirsdag. Jeg møder ham anden gang, de skal afsted. Han står i døråbningen og ryster på hovedet, mens Aage forsøger at overbevise Kingo om, at det er en fantastisk ide at tage til træning. Han har kommet den i en hundesele, så trækker det ikke så meget i halsen, siger Aage. Aages søn er oprigtigt bekymret for ham. Tror du vi skal have ham undersøgt?, spørger han, jeg mener, det kan jo være demens. Jeg ryster på hovedet. Han fejler ingenting, siger jeg, det er den hest, som er steget ham til hovedet.

Aage er ved at træne Kingo i at følge efter ham, men den har det med at komme på afveje. Han går med dem frem og tilbage ude på de lange gangen med guf foran mulen på den hele tiden. Klik, klik, klik. Else er ved at blive sindsyg, få det æsel ud, råber hun. Den bliver en hel attraktion på plejehjemmet, beboerne fra hus A og C valfarter til, som om Kingo var det nye mekka.

Aage er begyndt at gå daglige ture med den rundt i husene, den har indtaget en position som plejehjemshest, de gamle lyser op, når den kommer forbi for at blive klappet. Det er fantastisk, siger Aage. Han taler om, at dyr er terapeutiske, der er dem ro over dem, som mennesker ganske enkelt ikke besidder. Jeg foreslår Eva, at vi skiller os af med demens sælerne, nu hvor de gamle er blevet så glad for Kingo. Kingo er en døgnflue, siger Eva, vi kan ikke have den til at rende rundt og terrorisere stedet.

Evas trusler forbliver trusler. Tiden går og ingen tager affærer, som sædvanlig. Evas manglende handlekraft falder ud til Kingos fordel.