Sådan havde jeg siddet længe. Spejdet ud af vinduet med en kop kaffe i hånden, som for længst var blevet koldt og ventet på det. Men det kom aldrig. Den dag indså jeg, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg var nødt til at gøre noget andet. Jeg kunne ikke bare sidde her og vente hele mit liv.
   Trine, servitricen, smiler til mig, da hun går forbi mig med en bakke balancerende på hver arm. De kender mig alle sammen så godt efterhånden. Så mange gange har jeg siddet her og spejdet ud af vinduet.
   "Vil du have mere kaffe?" spørger Trine lidt efter.
   "Øhh" Jeg kigger ned i min kop. Jeg tror ikke, at jeg har lyst til at drikke det. Overhovedet ikke.
   "Nej, tak. Jeg går nu."
   Hendes øjenbryn ryger op.
   "Går du? Men det er da alt for tidligt. Du plejer da ikke, at gå før.."
   "I dag er anderledes." afbryder jeg hende stille.
   Hun kigger uforstående på mig.
   "Anderledes?"
   "Ja. Jeg kan mærke det."
   "Hmm.." hun ryster på hovedet.
   "Ja, ja. Sig til hvis du vi have mere kaffe, ikke?"
   Jeg nikker.
   "Selvfølgelig."
   Hun sender mig et venligt smil, og så er hun væk.
   Jeg sidder lidt med kaffekoppen i hånden. Så rejser jeg mig og går. Det er mildt i vejret. Min jakke hænger over min arm. Jeg overvejer at tage den på et kort øjeblik, men lader være. Det er det alligevel for varmt til. Jeg smiler til en forbipasserende. Først ser han forundret på mig, men så smiler han tilbage.
   Jeg ved ikke, hvor den pludselig følelse af lykke kommer frem. Det er som om, den bobler inde i mig. Jeg føler en afklarethed, som jeg ikke har følt længe. Rigtig længe.
   Jeg sætter mig på en bænk i en park. Det har lige regnet, så den er stadig våd. Jeg prøver at tørre den med min jakke, men det er som om, at den ikke vil suge.
   En ældre dame sætter sig en lille meter fra mig.
   "Dejligt vejr i dag." siger jeg henvendt til hende.
   Først kigger hun forvirret på mig, som om hun ikke helt er med på om det her hende, som jeg snakker til.
   "Ja. Meget" siger hun og smiler.
   "Det er længe siden, at det har været så klart."
   Jeg nikker. Det er længe siden. Alt for længe siden.
   Jeg rejser mig. Den ældre dame smiler venligt til mig. Jeg slentrer gennem parken, mens jeg betragter alle de mennesker, som jeg passerer. Den ene har mere travlt end den anden. Jeg møder en mand i grå lærredsbukser og sort hat, som konstant er ved at blæse af hans hoved, fordi han næsten løber. Jeg smiler til ham, men han ser mig ikke. Han fortsætter blot i sit hurtige tempo, som om at han skulle nå den sidste natbus.
   Den næste jeg møder er en dame med en meget ivrig labrador, som er ved at vrides halsen ud af halsbåndet for at komme til at snakke med mig.
   "Så, så Sofus. Rolig nu." Hun prøver ihærdigt at holde den tilbage, men det hjælper ikke noget. Jeg bøjer mig ned og rækker min hånd ud, som den ivrigt slikker på,
   "Ja, du må undskylde...Den er altid så ivrig.."'
   Jeg smiler blot.
   "Det gør ikke noget. Det skal der også være plads til."
   "Ja, ja. Det er rigtigt" klukker damen.
   "Men det er ikke altid, at alle er lige glade for det."
   "Nej, det har du nok ret i." siger jeg stille. Jeg rejser mig op igen og børster hundehår af min jakke.
   "Det er en sød hund." siger jeg.
   Damen smiler igen.
   "Ja, er han ikke? Jeg er også så glad for ham."
   Vi står lidt og kigger på hinanden uden at der er nogen af os, som siger noget.
   "Nå, vi må også se at komme videre. Kom Sofus." siger damen og trækker i Labradoren, som modvilligt følger med.
   Jeg går videre. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen. Det er også lige meget. Eller i hvertfald i dag er det ikke så vigtigt. En anden dag ville jeg være gået helt i stykker over ikke at vide, hvor i alverden jeg var på vej hen. Man kan jo ikke bare sådan gå uden at vide, hvor man ender henne. Men i dag er en undtagelse. Det er faktisk rart. Umådelig rart.
   Da jeg når til en lille sø stopper jeg op, for at betragte den. Pludselig får jeg lyst til at springe ud i den, men jeg gør det selvfølgelig ikke. Det kunne jeg aldrig finde på. Heller ikke i dag. Det er alle de stirrende blikke, da jeg dypper foden i vandet, der får mig til at lade være. Det går jo ikke.
   Jeg går videre i stedet for.
   ***
   Senere sider jeg med en kop kaffe overfor en mand. Jeg har aldrig set ham før. Alligevel føles han ikke fremmed. Ikke længere. Det stoppede da han tilbød mig kaffe, fordi han syntes, at jeg så kold ud.

"Livet skal ikke tages for alvorligt. Det går kun galt." siger han efter lidt tid. Jeg ved ikke, hvordan vi er kommet ind på det, men pludselig snakker vi om det. Jeg prøver egentligt heller ikke at finde ud af hvorfor. Det rart for en gang skyld bare at side her at snakke uden at tænke over, hvorfor jeg gør det, og hvad det skal føre til.
   Jeg nikker.
   "Du har sikkert ret."
   "Måske. Man ved aldrig. Livet er en finurlig størrelse." siger han.
   Jeg nikker. Jeg nikker ret meget faktisk. Måske det er fordi, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige. Det kan også være svært nogle gange.
   "Jeg tror at det er det, som er problemet."
   Han ser på mig.
   "Hvad er problemet?"
   "At alt for mange tager livet alt for alvorligt."
   "Nårhh...Ja. Det tror jeg, at du har ret i."
   Han smiler. Jeg kan godt lide det. Han har et dejligt smil.
   "Vil du have mere kaffe?"
   Jeg ryster på hovedet.
   "Nej. Jeg drikker alt for meget."
   "Samme her. Det er ligesom blevet en dårlig vane. Du ved noget man gør, uden at ligge mærke til det."
   "Ja. Du opdager ikke engang, at du er gået hen og blevet afhængig af det, før det er for sent." siger jeg roligt.
   Vi kigger på hinanden lidt tid, inden jeg bryder stilheden.
   "Jeg er begyndt at drikke te i stedet for. Det er egentligt meget godt."
   Det sidste ender jeg med at mumle ned i bordet.
   "Mænd drikker vist ikke te, har jeg hørt. Så jeg er nødt til at holde mig til kaffen."
   "Man er vel ikke nødt til noget" siger jeg stille.
   Han trækker på skuldrene.
   "Nej, det er man vel ikke."
   "Men vi gør det alligevel. Følger alle de der forbandende regler, mener jeg."
   "Ja," svarer han. "Vi gør det alligevel. Det er ret dumt."
   "Mon vi nogensinde holder op med det?" spørger han, mens at han rører rundt i sin kaffe.
   "Det tror jeg ikke, at du skal regne med." siger jeg.
   "Mennesker er ret ens. De kan ikke forandre sig ret meget." tilføjer jeg.
   "Det ved jeg nu ikke. Jeg tror problemet er, at de ikke vil."
   "Hvorfor skulle de ikke ville det?"
   Han trækker på skuldrene igen.
   "Det samme spørgsmål har jeg spurgt mig selv mange gange."
   Han drikker det sidste af sin kaffe i en mundfuld.
   "Jeg er aldrig rigtigt kommet frem til et tilfredsstillende svar. Mit gæt er, at de er bange for det."
   "Der er ret meget, vi er bange for." siger jeg.
   Han hæver øjenbrynene.
   "Hvad er du bange for?" spørger han efter lidt.
   "Hmm..." mumler jeg "Jeg er bange for, at livet en dag bliver så trist, at der ikke er mere at holde af."
   "Det tror jeg aldrig kommer til at ske." siger han.
   "Det håber jeg ikke." siger jeg.
   "Hvorfor skulle det det?" spørger han.
   Jeg trækker på skuldrene.
   "Jeg ved det ikke. Jeg synes bare at grå regnvejrsdage kan være ret triste."
   "Det er de vel" siger han.
   "Men der er jo, så mange solskindsdage. Hvad med dem? Tæller de ikke?"
   "Jo, selvfølgelig gør de det." siger jeg stille.
   "Det indser vi bare aldrig, gør vi vel?"
   Han ryster på hovedet.
   "Nej. Det tror jeg ikke. Vi har altid så travlt med, at det snart bliver efterår. For lige efter efteråret kommer vinteren, og det er endnu værre. Der bliver det endnu koldere. Der er aldrig noget, der er rigtig godt. I hvertfald ikke længe. Der er altid et eller andet galt."
   Jeg nikker.
   "Ja. Det er altid noget galt. Med alt. Med livet."
   "Der er underligt." siger han.
   "Jeg tror ikke altid, at det har været sådan. Jeg tror bare, at vi har glemt det."
   Jeg smiler til ham. "Jeg kan lide dit smil" siger han.
   Jeg smiler endnu mere.
   "Jeg elsker når folk gøre det. Smiler, altså. Det føles så rart" siger jeg.
   Han nikker.
   "Men det er ikke ret tit, at de gør det" siger jeg stille. Mit smil blegner.
   "Jeg forstår det ikke rigtig. Du siger jo selv, at der er så meget at smile af"
   Han nikker, men siger ikke noget. Jeg tror ikke, at han ved, hvad han skal sige. Kan ikke finde noget godt svar, for det findes ikke.