Han sled skoene hen af asfalten, så de blev endnu mere slidte på skosnuden, end de var i forvejen. Han kunne lige forestille sig den rynke, som de slidte sko ville frembringe i moderens ansigt. Præcis derfor gjorde han sig umage med at slide dem så meget så muligt.
   Når han var med hende nogle steder henne, og han vanlig sled skoene, plejede hun irriteret at udbryde " Conrad, løft så fødderne!" Så plejede han som regel demonstrativt at løfte fødderne så højt, at hans mor rystede opgivende på hovedet.
   Når de forbipasserende kiggede underligt på den lille dreng der kom marcherende hen af fortovet ved siden af hende, smilede hun undskyldende til dem. Når det så til sidst blev for meget for hende, sagde hun roligt til Conrad: "Hvis ikke du går pænt, så kommer du ikke med ud igen" Det fik ham som regel til at gå pænt ved siden af moderen i nogen tid.

Han var på indkøb for mor. Da hun pludselig manglede fløde til kagen, så måtte Conrad ud af sted med det samme. Uden at lyne jakken og med snørebåndende hængende - gæsterne var på vej - så der var ikke tid til sådan noget som at binde skoene, når der manglede noget og mor ventede gæster. Så måtte man hellere skynde sig, ellers fik mor et utilfreds udtryk i ansigtet, som fik Conrad til at krympe sig indeni.

Conrad frøs om anklerne. Han bøjede sig ned og trak lidt op i sokkerne, så det ikke gabede mellem buksebenende og sokkekanten. Sådan noget så ikke pænt ud, sagde mor altid. Conrad var heller ikke selv vild med at gå med for korte bukser, men han havde ikke andre.
   Det havde regnet i flere dage og store, enorme, vandpytter og mudderpøle dækkede skolens område den dag midt i Septemper. Da han kom hjem, dækket af mudder fra top til tå, havde hans mor bare kigget på ham så længe, at han begyndte at tro, at hun ville stå der og glo hele dagen. Så rystede hun endelig opgivende på hovedet og gik. Så måtte Conrad selv vaske tøjet - på alt for mange grader, så bukserne stumpede i benene, næste gang han fik dem på.

I går havde Conrad været med mor på indkøb og fået fine nye sorte bukser. Dem ville han gerne have haft på ud, for tænkt hvis han mødte nogen han kendte. Så kunne de rigtig se hvor fin han var, i nye bukser, som ikke stumpede. Men det gik jo ikke, for sådan nogle som disse, skulle man hverken spilde eller grisse på, så meget vidste han. Så fik han ikke lov at få fine bukser igen. Det vidste han også godt. Man skulle opføre sig opføre sig ordentligt, isæt når der var gæster. Gjorde man ikke det, så blev man sendt op på værelset, og der kunne man så sidde og kukkelure, til de havde spist flødekage og drukket deres kaffe.
   Conrad sjoskede ned af den regnfyldte gade. Skoene var helt gennemblødte og hans næse løb, men han tænkte hverken på regnen eller de gennemblødte sko. I stedet så spekulerede han over mor og telefonsamtalen.
   Han havde ofte hørt mor snakke i telefon med farmor. Han var ikke i tvivl så snart det var ham det handlede om. Så dæmpede hun altid stemmen, som om han ikke måtte høre, hvad der blev talt om.
   En dag da han var kommet hjem, og mor havde været optaget af at snakke i telefon - hun havde ikke hørt ham smække døren - listede han hen til døren og lyttede. Hun talte ikke lavt denne gang, hun vidste jo ikke han var der.
   "Jeg siger dig, nogle gange, så bliver det simpelthen for meget med den dreng" hun sukkede på den måde, som hun plejede, når noget var for meget for mor.
   "Så uopdragen han er. Har du set hans sko for nyligt? Dem som jeg har betalt for i dyre domme. De er helt slidte på siden. Når han har slidt dem op, så får han ikke nogle nye, det kan jeg godt fortælle dig. Jeg har ikke råd til at den dreng går og ødsler mine penge op på den måde" Morens ophidsede stemme trængte tydelig igennem den lukkede dør.
   Farmoren mumlede et eller andet uhørligt til svar.
   "Til tider så kan jeg tvivle på, om han nogensinde rigtigt kommer til at føles som min egen. Især nu da den nye kommer" sukkede moderen.

Conrad vidste det godt. Han kunne godt mærke det der med, at han ikke var hendes. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. På så mange punkter så fungerede de to, eller nærmere 3, ham, hende og den ny kæreste, som en hver anden lille familie. Hun havde ofte bagt kage, når han skulle havde det med i skole, og en enkelt morgen havde hun også bagt boller til ham, selvom hun ikke var god til sådan noget. Det sagde hun i hvert fald. En dag så havde hun pludselig stået der i døren til hans værelse med mel på hænderne og de fine rødlakerede negle og håret i uordnen, sådan helt utraditionelt. De højhælede sko havde hun ikke haft på den dag, så han havde slet ikke hørt hende. Pludselig havde hun bare stået der med helt friske hjemmebagte boller. Der havde vist ikke været nogen speciel lejlighed, så vidt han mindedes. Hun havde smilet til ham og lige der, der følte han, at han virkelig betød noget for hende. Ikke sådan som frimærkesamlingen betød noget for Conrad, det var mere end det, selvom den ellers ikke fyldte så lidt i hans liv.

Men andre dage, så var der hverken tid eller overskud til ham. Især ikke på det seneste. Først havde han troet, at hun var alvorlig syg, da hun havde ligget i sengen i flere dage, men en dag havde hun så fortalt ham, at det var fordi hun ventede en lille ny. En lille en, som hun holdt så meget af. Hun lagde ofte beskyttende hånden på maven, og når Conrad så også ville mærke babyen, så fik moderen altid sådan et specielt udtryk i ansigtet, der fik ham til at lade være.

Babyen betød meget for mor. Når mor og kæresten, som ejede en lille kiosk i Hvidovre og havde skæg og gik med ternede skjorter, sad og hyggede inde i stuen og nussede om den lille inde i maven, så sad Conrad tit på værelset og lejede med hans biler eller betragtede mønsteret i loftet, som han efterhånden kendte så godt, for der var ikke nogle der havde spurgt ham, om han ville hygge med.
   Han kunne selvfølgelig bare gå ind i stuen og sætte sig. Det havde han gjort et par gange. Så sad han som oftest ovre i det ene hjørne og kukkelurede, og da han en enkelt gang havde spurgt hvad de så, så havde morens flygtigt kigget på ham, inden hun igen vendte hovedet mod skærmen. Derfor gjorde han det sjældent - sad inde i stuen - han ville helst ikke forstyrre mor.

Nu mere han tænkte på mor og den lille baby, nu mere arrig blev han. Han havde altid opført sig pænt, sådan for det meste. Dækket bordet fint når der blev bedt om det, løbet ærinder for mor og sørget for aldrig at se sjusket ud når der var besøg, men lige meget synes det at hjælpe.

Arrigt sparkede han til en sten på vejen. Han var ligeglad med om mor nåede at få fløden til kagen eller om skoene blev helt ødelagt.
   De tre - hende, kioskejeren fra Hvidovre og den lille fine baby - måtte selvom det. Så måtte gæsterne få kage uden fløde.
   "Ja, så må de selv om det" mumlede han for sig selv og han fandt en ny sten at sparke til.

Da han kom til byen, hvor den lille kiosk lå, forsatte han indtil, han fandt en bager. Møjsommeligt fik han skubbet den tunge dør op. Så snart han trådte indenfor, mødte der ham en vidunderlig duft af nybagt brød. Så rankede han ryggen og gik hen til skranken som ragede langt op over ham.
   "To kanelsnegle og en hindbærsnitte, tak" sagde Conrad til ekspedienten.
   Conrad betalte med de penge, som han havde fået med hjemmefra, hvorefter han gik ud af butikken og satte sig på en bænk i nærheden og fiskede den ene snegl op af posen.

Folk kiggede besynderligt på den lille dreng, som sad på den blåmalede bænk og smilede for sig selv. Hvad han smilede af begreb de ikke, vejret var i hvert fald ikke noget at smile af. Selv forstod han det nok heller ikke helt, men glad var han i hvert fald blevet, næsten helt lykkelig, som han sad der med kanelsneglen købt for mors penge. Han tænkte at hun nok manglede ham, eller i hvert fald fløden, men den havde han jo ikke penge til længere. Conrad slugte den sidste mundfuld kanelsnegl og fiskede hindbærsnitten op af posen.