Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv. Alting stod klart for mig i det øjeblik. De skummene bølger knækker over, da de smadrer mod det høje klippefremspring. Hun står på kanten af klippen og svajer faretruende. Det er kun et spørgsmål om tid. Mine lunger skriger efter luft, men i stedet for at stoppe, presser jeg dem endnu mere. Jeg er nød til at nå derhen. Mine fødder når knap nok at mærke fast grund under fødderne, før de igen har sat af. Jeg flytter ikke blikket fra klippefremspringet et øjeblik. Vinden suser omkring mine ører og alle lyde omkring mig virker fjerne. Det eneste jeg hører er mine hurtige, overfladiske vejtrækninger. Hendes hænder og fødder er bundet, så hun hurtigt vil synke mod den mørke havbund. Selvom jeg ikke kan se hendes ansigt, er det ikke svært at se hendes skræmte, opspærrede øjne for mig.
Jeg stopper brat op da hendes skrig gennemborer luften. Det føles som om det næste foregår i slowmotion. Hendes krop der falder gennem luften for til sidst at bryde den urolige overflade og mine fødder som automatisk sætter i bevægelse, denne gang en helt anden retning end før. Hvordan kunne jeg lade det her ske?
Mine tunge skridt giver genlyd i den stille nat og bølgernes brussen bliver højere som jeg kommer tættere på. Det er for sent.
Hver eneste muskel i min krop fryser til is, da jeg kæmper mig gennem de tunge vandmasser. Tøjet klæber til kroppen og tynger mig ned. Min hjerterytme slår mod mine trommehinder og mine tunge vejtrækninger er besværede.
"Lin!" ordenes rungen bliver overdøvet af den hylende vind. Det er nytteløst.
Udmattetheden i min krop føles om bly, som tynger mig ned i dybet. Jeg kæmper mig febrilsk gennem de iskolde, ubarmhjertige vandmasser. Det føles surrealistisk det hele. Hvordan endte det så galt?
Min krop er udmattet og truer med at give efter og lade mig falde ned i dybet. Alligevel bliver jeg ved med at kæmpe. Panikken ligger omkring mig som en dyne og truer med at kvæle mig.
Inden jeg dykker ned i det mørke hav, trækker jeg så meget luft ind som muligt. Under havoverfladen forstummer vindens sus og bølgerne brusende- Den eneste lyd der er tilbage er lyden af hans hjerte som hamrer af sted og den skvulpende lyd af vandmasser i bevægelse. Det er umuligt, at se bunden i det mørke, dybe vand og sigtbarheden er dårlig. Jeg famler mig frem, tvinger mine arme til at bevæge sig op mod overfladen, da mine lunger skriger så desperat efter luft at jeg ikke kan gøre andet. Store bølger skyller ind over mig. Jeg hoster og sprutter, da jeg sluger det salte vand, som sviger i halsen.
Jeg spejder rundt, i håb om at finde hjælp, men det eneste jeg er vand og store, nøgne klipper som stikker op af dybet.
Min krop er ved at give op, vandmasserne er for stærke. Det er umuligt. Hun er død. Alligevel dykker jeg ned igen og igen. Jeg er så træt, at jeg ikke ved om jeg er i stand til at redde mig selv ind igen.
Pludselig fanger mit blik noget. Noget mørkt og livløst et stykke under mig. Det trykker for mine ører og strømmen forsøger at rive mig opad, men alligevel lykkedes det at gribe fat om skikkelsen. Mine lunger skriger, men det er langt til overfladen endnu. Jeg kan svagt ane himlen gennem den slørrede, mørke overflade. Kom nu. Kæmp.
Med en sidste kraftanstrengelse får jeg kæmpet mig ind på land, hvor jeg falder sammen ind over hendes livløse krop. Hendes ansigt er ligblegt og hendes skikkelse livløs. Jeg lægger alt min vægt mod hendes brystkasse uden tanke for at hendes ribben bukker under for det store pres.
Jeg famler efter min mobil i lommen. Mine fingre er ukontrollerede og upræcise.
"Alarmcentralen. Hvad kan jeg hjælpe med" lyder en myndig stemme i den anden ende af røret.
"Jeg har brug for en ambulance hurtigt."
"Hvad drejer det sig om?"
"En pige er styrtet i havet. Hun trækker ikke vejret" siger jeg overraskende rolig og fattet.
"Hvad er adressen" hendes stemme er alvorlig, men samtidig rolig.
Jeg kigger rundt. Hvor er jeg overhovedet?
"På stranden. Jeg ved ikke hvor"
"Hvad kan du se? Noget som kan fortælle hvor du befinder dig"
Mit blik fanger et skilt et stykke derfra. C4 står der.
"Et skilt. C4"
"Godt. Der er allerede sendt en ambulance afsted. Kan du førstehj..." jeg hører ikke mere. Jeg smider telefonen fra mig i sandet og fortsætter med at give førstehjælp.
Kom nu. Træk vejret.
"Hvorfor gør du det her?" spørger en køligt stemme mig. Jeg behøves ikke vende mig om for, at se hvem stemmen tilhører. Jeg løfter ikke blikket fra hendes krop et øjeblik. Øjenlågene sitrer en anelse og hendes læber er blålige. Det er ikke det mindste tegn på liv. Panikslagen prøver jeg at få hende til at trække vejret, men der sker ingenting.
"Hvorfor?" spørger jeg mellem mine overfladiske vejtrækninger.
"Jeg tror godt du ved hvorfor" svarer han køligt og sætter sig på hug, foran mig. Hans blik er fjernt og hans øjne gennemborende.
"Det handler ikke om mig mere det her, gør det?"
Han svarer ikke. Betragter mig blot med iskolde øjne.
"Hun er død" siger han i et kynisk toneflad uden det mindste tegn på medfølelse.
Jeg ryster på hovedet. "Nej, hun er ikke død. Det kan hun ikke være" min stemme sitrer, selvom jeg desperat forsøger bevare roen. Jeg kan ikke vise det mindste tegn på svaghed.
"Der var ingen grund til at drukne hende"
"Det var der. Det er der stadig. Du kan ikke blive ved med at beskytte hende."
"Hvad skal der til for at i lader hende være?" jeg forsætter med at presse mine håndflader mod hendes brystkasse, mens jeg løfter blikket og betragter personen foran mig, som jeg ønsker jeg aldrig havde mødt. Det hele har været en fejltagelse fra begyndelsen af.
"Det ved du godt"
Jeg ryster på hovedet. "Jeg kan ikke følge med mere. Det her handler ikke kun om, at I er ude på at skade mig"
"Vi var nød til det. Det ved du godt" hans tonefald lyder
næsten beklagende, da han slår armene ud mod den livløse skikkelse foran ham, men der er ikke den mindste spor af fortrydelse at spore i hans blik. Hans øjne er iskolde og hans mund krænget op i noget der kunne minde om et smil. Men det det ikke. Der vil aldrig være noget venligt over hans blik. Man vil aldrig kunne slippe godt fra at lege med ham. Han er ikke en person man kan stole på, men det er først nu jeg erfarer hvor sandt det virkelig er.
"I kan ikke gøre det her" siger jeg.
"Vi gør hvad der nødvendigt" siger han afmålt.
"I kan ikke holde det skjult for evigt..." jeg løfter ikke blikket, da jeg snakker til ham.
"Det går meget godt, synes du ikke?"
Jeg ryster på hovedet. "Nej. Det gør det ikke. Jeres hemmelighed er ved at slippe ud. I kan ikke forhindre det"
Hans blik borer sig ind i mit. "Det er jeg ikke så sikker på"
"Har du overvejer, hvad der ville ske, hvis jeg tilfældigvis kom til at blande politiet ind i det her?" spørger jeg.
"Det er jeg sikker på, at du ikke gør" Der er ikke det mindste tvivl at spore i hans blik.
"Det ville ikke være svært at tippe politiet om det mordforsøg, som i står bag."
Han griner højt og rungende. "Mordforsøg? Du for det til at lyde så... voldsomt. Og hvor skulle politiet få disse såkaldte oplysninger fra?" siger han og ser på ham med et skarpt blik. Øjnene er mørke og det beklagende smil er forsvundet. Han sætter sig på hug ved siden af mig og læner sig ganske let ind over mig.
"Du ved jo hvad der sker, når politiet bliver blandet ind i det" visker han i mit øret og minder ham om de forfærdelige ting som han har gjort. Den kolde vind får hårene på mine arme til at rejser sig. Jeg vender blikket væk fra ham og koncentrerer mig i stedet for om hende. Læberne er begyndte at få lidt mere farve og hendes krop er begyndt at ryste svagt. Om det er fordi hun er ved at komme til bevidsthed er svært at sige. Hun er stadig i livsfare.
"Du ved hvordan spillereglerne er. Så kan du jo selv vurdere hvad der betyder mest for dig." han siger det som om han rent faktisk giver ham et valg. Men han ved, at han ikke havde noget valg. De er for bange for, at der er for mange hemmeligheder hun vil afsløre. De kan umuligt lade hende være i fred.
"Det er jo ikke sådan det foregår længere. Det har det aldrig gjort" svarer jeg. Mine ord overdøves af lyden af sirener, der hastigt kommer nærmere.
"Du må hellere komme væk herfra" siger jeg, mens jeg desperat prøver at få liv i hende. Hendes krop bevæger sig i små stødvise ryk, som en slags kramper. Jeg er uhyggelig klar over, at hvis ikke han snart får hendes hjerte i gang, så vågner hun aldrig.
"Du kan ikke løbe fra din fortid. Du vil altid være den du er, uanset hvor meget du prøver at ændre det" hans blik er gennemborende og hans tone koldt og kynisk.
Mit blik møder hans. Jeg havde aldrig forventet at det ville koste mig, og andre, så meget. Kunne jeg vælge om, havde jeg valgt noget andet. Men det er for sent. Jeg er nød til at betale den høje pris. Da jeg kigger op øjeblikket senere
drejer hovedet og forventer at se ham stå foran mig, men der er ingen. Tilbage er der kun hans fodaftryk i sandet. Pludselig udstøder hun en halvkvalt lyd og åbner øjnene med et sæt. Øjnene er store og forskrækket og hun blinker flere gang, som for at klare sit syn. Mine hænder flyver op til mit ansigt, for at sikre mig at min hætte stadig er oppe. Hun må ikke se mit ansigt. Sirenerne er endnu højere nu. Jeg slipper hende og løber væk. Ambulancen drejer ind af en lille grusvej. Bremserne hviner det den bremser hårdt op og sand og grus hvirvles op omkring den. Øjeblikket efter springer to mænd, iført selvlysende dragter, ud af bilen.
Jeg sørger for at jeg er gemt nok bag krattet til at de ikke ville kunne finde se mig. De må ikke vide at jeg er indblandet i det. Forhåbentlig var hun så desorienteret og bevidstløs at hun ikke ville kunne huske mig.
"Herover" råber en af mændene og vinker den anden i retning mod hendes livløse skikkelse. De løber lige forbi mig, men ingen af dem ænser noget.
Deres skridt er tunge, hastige og udtrykket i deres ansigt er alvorligt. De sætter sig på hug foran hende og skygger for mit udsyn til hende. De udveksler bekymret blikke. Øjeblikket efter kører en ambulance mere ind og flere selvlysende personer springer ud.. Ud fra redernes blik at dømme, er situationen meget alvorligt. Det hele foregår meget hektisk og stemninger er kaotisk med folk der render frem og tilbage. Følelse af magtesløshed er overvældende ubehagelig. Jeg har lyst til at hjælpe, gøre et eller andet, men jeg kan ikke gøre andet end at sidde her. Jeg betragter deres forsøg på at få hende til bevidsthed.
Hun skal overleve. Det er hun nød til.
De har fået en lagt op på en orange båre og bærer hende over mod ambulancerne.
Pludselig stopper hen af mændene op og ser sig forvirret om, som om han søger efter nogle.
"Hvem ringede efter hjælp?" mumler han til en af de andre kollegaer, som også er stoppet op. Han spejder ud over vandet.
Den anden trækker på skuldrene. Han læner sig ind over ham og siger et eller andet, som bliver overdøvet af den højlydte susen fra vinden.
"Vi er nød til at køre. Nu!" Ordene er knap hørlig gennem den højlydte sirene.
Manden kaster et hurtigt blik på klippefremspringet. De sammenknebene øjne, får ham til at se mistænksom ud, men så ryster han på hovedet og skynder sig tilbage til de andre.
Da lyden af sirener endelig ebber ud, er der kun lyden af mågernes skingre skrig og hans egne tunge åndedræt tilbage. Hele hans krop ryster og han hviler udmattet hovedet på en sten, mens han kun har en tanke i hovedet. Hurtigt tvinger jeg mine ben op og skynder mig hen mod bilen. Jeg kan ikke miste dem af syne. Jeg er nød til at følge efter dem.

Slutning:


Det kommer ud af det blå. Skuddet. Mine øjne er opspærrede, skræmte. Jeg kaster mig fremover, men ved at det allerede er for sent. Jeg prøver at skrige, men det eneste der kommer ud af min mund er en halvkvalt lyd. Der lyder en tung lyd, da falder livløs om på jorden. Han træder frem, før skjult af de skovens mørke. Han har stadig pistolen strakt ud foran sig med rystende fingre. Mit blik møder hans et flygtigt øjeblik. Han brune øjne, indtrængende og skræmte, borer sig ind i mine.
Mine knæ hamrer mod den jordbund, da mine ben giver efter. Jeg kæmper mig op, kaster mig fremover, men tumler forover da en hånd griber fat om min ankel.
"Der er forbi" hvisker han mod mit øre. Den samme ubehagelige, kyniske stemme fra før.
Jeg tvinger mit hoved op tidsnok til at se pistolen som er presset mod hans tinding. Pistolen holder han stadig ud i strakt arm, som om den kunne rede ham. Hans øjne er stadig skræmte, men der er noget tomt og udtryksløst over hans blik. Som om han ved at det er forbi. Det kan det ikke være.

Jeg kan næsten række ud og røre ham. Jeg kan ikke længere lugte skovbunden. Den eneste lugt der fylder mine næsebord er den klamme, kvalmende lugt af blod, som allerede har gennemblødt hans sweatshirt. Jeg strækker mine fingre, prøver at nå ham, men jeg er for langt væk. Jeg løfter blikket, men det hele svimler så meget, at jeg tror jeg skal besvime. Mine øjne glider i et øjeblik. Det kan ikke være forbi. Jeg er nød til at kæmpe.