Den gamle bygning var for et par år siden blevet restaureret og stedet var nu blandt byens mest besøgte restauranter, som var indrettet efter gammel stil med spiseborde af mørkt træ og store flotte dekorerede træpaneler. Den eneste belysning bestod af nogle lamper som kastede et blødt skær over rummet. Som sædvanlig summede stedet af mennesker og jazzmusikken strømmede ud af højtalerne.. Som regel plejede musikken og atmosfæren at have en positiv indvirkning på hende, men i dag virkede latteren og summen fra de mange mennesker mere støjende på hende end normalt og forværrede den uudholdelige hovedpine. Distræt balancerede hun med en stabel tallerkener som hun flere gange var ved at tabe, da hun prøvede at manøvre sig omkring i det tætpakkede lokale. Ud af øjenkrogen fornemmede hun svagt at nogen trådte ind af døren. Det værkede i lænden og ryggen og hendes trædepudder var ømme efter en hel dags arbejde på baren. Diskret kastede hun et blik på uret og kunne med et lette suk konstatere, at der var ganske få timer til at hun kunne gå hjem. Varsomt satte hun med en klirrende lyd tallerknerne fra sig i køkkenet. Derefter bevægede hun sig hen til Vicki som stod i baren og så forbløffet, næsten forskrækket, på noget eller nogen.
   "Hvad sker der Vick?" spurgte hun og fulgte nysgerrigt hendes blik.

Hun hoppede af ren og skær forskrækkelse og tabte glasset hun havde i hånden, som smadrede mod gulvet med et brag.
   "Shit" med et suk satte hun sig på hug, for at samle det knuste glas op.
   "Det var ikke meningen at forskrække dig" Mikala satte sig ved siden af veninden for at hjælpe hende med at rydde op. "Hvad var det for resten, der var så spændende" spurgte hun nysgerrigt. Vicki forsatte blot med at samle glasskår op uden af gøre mine til at svare. En smule overrasket rynkede Mikala panden og granskede veninden som pludselig så dybt koncentreret ud med at samle skårene op. Hun kiggede først op da hun forsigtigt prikkede hende på skulderen.
   " Århh, ikke noget særligt" mumlede hun og rejste sig for at gå ud i køkkenet med det knuste glas og lod Mikala sidde tilbage med et undrede ansigtsudtryk. Det lignede ikke hende, at være så kort for hovedet. Hun slog venindens mærkværdige opførsel hen og tænkte at det højst sandsynligst skyldes de mange timers arbejde og koncentrerede sig i stedet om at tørre gulvet op. Derefter fik hun besværet rejst sig op fra den ubehagelige arbejdsstilling.
   Ud af øjenkrogen fornemmede hun at hun blev iagttaget og drejede en halv omgang for bedre at kunne se personen. Idé hun vendte sig om drejede han hovedet bort, så han sad med ryggen halvt vendt mod hende. Det var ganske lidt lys, som nåede ned i den ende af baren hvor han havde placeret sig og det var derfor svært for hende at se hans udseende. Alligevel var der noget ved hans grove og muskuløse statur som frembragte en følelse af genkendelse op i hende. Det var ikke mærkværdigt at han havde betragtet hende, det havde hun efterhånden vænnet sig til, for her kom fra tid til anden en del specielle typer, som kun kom for at komme i kontakt med en køn servitrice, det var mere måden han havde kigget på hende. Det virkede ikke rigtig som om han ville i kontakt med hende, men nærmere som om han holdt øje med hende. Hans fremtræden var afvisende, som han sad der med ansigtet vendt væk fra hende, men alligevel var hendes nysgerrighed vakt tilstrækkelig til at hun tøvende skridt nærmede sig ham.
   "Kan jeg hjælpe dig med noget" spurgte hun venligt.
   "Måske du kunne skænke mig en drink" sagde han roligt.
   "Hvilken slags"
   Han trak ligegyldigt på skuldrene. "Hvad anbefaler du?"
   På en eller anden måde fandt hun det ikke svært at vælge mellem det store udvalg af drikkevarer. Med rutinerede bevægelser skænkede hun op i glasset og drejede langsomt rundt, mens hun koncentrerede sig om at holde ikke at spilde det glassets indhold ud over gulvet. Da hun stillede glasset, kunne hun svagt dufte hans aftershave. Hun kiggede af på ham, for at bekræftet at han var tilfreds med hendes valg af drink, men gik i stå midt i sætningen og blev så overrasket, at hun med hånden væltede drinken ud over bordet og ned over hans tøj. Men hun gjorde ikke mine til at tørre op, men lod i stedet drinken løber ud over bordkanten og ned på gulvet og betragtede ham med forbløffelse. Han havde taget solbrillerne af og hun kiggede lige ind i hans øjne.

Efter hvad der føltes som evigheder rev han blikket bort og rejste sig for at tørre op. Først nu gik det rigtig op for hende at hun havde hældt drinken ud over det hele og skyndte sig at finde noget at tørre op med.
   "Det må du virkelig undskylde" sagde hun tørrede med heftige bevægelse bordet af, men endte i stedet med at skubbe det ud over ham.
   Hans læber formede sig til et smil, mens han betragtede hendes elendige forsøg på at tørre op.
   "Lad mig" sagde han venligt.
   Mikala stod lidt og betragtede ham, inden hun vendte om på hælen, men hun nåede ikke længere end et par meter inden hun resolut vendte om og gik tilbage til ham.
   "Undskyld, men kender jeg dig" spurgte hun høfligt.
   Han betragtede hende længe. Det smil hun før havde set var forsvundet og hun syntes pludselig at se noget sørgmodig i hans blik. Men det var væk lige så hurtigt som det var kommet og da han svarede hende var tonen høflig og der var intet af de hun før havde set i hans blik.
   "Nej" Hun måtte undertrykke en trang til at læne sig ind over bordet og ruske svaret ud af ham, for hun vidste han løj. Selv ikke charmen kunne dække over det. Nok var han god til at lyve, men hun var sikker. De havde kendt hinanden, eller deres stier havde i hvert fald krydses på en ell
   er anden måde. Spørgsmålet var bare hvorfor han ikke ville kendes ved det?
   "Jeg er sikker på jeg ville huske, hvis jeg havde mødt sådan en køn ung pige før" Mikala mærkede hvordan kinderne blev varme og hun vendte sig væk fra ham for at skjule sin forlegenhed.
   "Mikala" forskrækket over at høre hendes navn nævnt vendte hun sig om.
   "Måske du kunne finde en ny drink til mig" han rakte hånden ud mod det glasset, vis indhold hun for lidt siden havde hældt ud over bordet. Denne gang var hun mere omhyggelig med ikke at spilde da hun serverede drinken for ham.
   "Du kender mit navn" Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Denne ene mundvig krængedes op i et smil, da han slog hånden ud i retning af hendes brystkasse, hvor hendes navneskilt sad.

Den smule lys, som trængte igennem det smalle vindue kastede skygger over hans ansigt. Selv i mørket var hans øjne tydelige og nu indså hun hvor fængslende de i virkeligheden var. Hans blik var charmerende, men bag dette fornemmede hun at der gemte sig andre ting. Hun synes at kunne ane nogle bekymrede linjer i hans ellers så glatte hud og der var noget alvorlig over hans blik. Som hun stod der og betragtede hans markerede ansigt, halvt oplyst, halvt henlagt i skygge bredte der sig en underlig følelse i hendes krop. Ude at kunne sætte ord på hvorfor, havde hun en fornemmelse af at personen foran hende bragte problemer med sig. Trods det havde hun brændende ønske om at vide hvem ham var.
   "Hvad er dit navn?" spurgte hun og skramlede med glassene i baren, mens hun prøvede at virke tilstrækkelig uinteresseret. Der gik lang tid inden der kom en reaktion fra ham.
   "Sander" svaret kom en smule tøvende.
   Hun fortsatte med at tørre glassene omhyggeligt af, mens hun smagte lidt på navnet. Sander. Hun ledte omhyggeligt igennem hendes hukommelse for, at se om hun genkendte navnet, men der var ingen klokker der ringede. Et kort øjeblik overvejede hun om det i virkeligheden var hans rigtige navn.
   "Er det ikke et efternavn?" spurgte hun undrende.
   Han trak på skuldrene. "Unikt navn" Det måtte hun give ham ret i. På en måde passede navnet godt til ham.
   "Vi lukker snart" hun tørrede det sidste glas af og satte dem på plads i skabet. Sander gjorde ikke mine til at rejse sig, men drejede blot glasset rundt i hånden, mens han studerede det indgående.
   "Har du tænkt dig, at sidde her hele aftenen?" Hans øjne var mørke da han endelig løsrev blikket fra glasset for at betragte hende. Nogle unge fyrer spillede billiard i de ene hjørne af restauranten, men ellers var rummet tomt og den summen fra mennesker, som før havde fuldt rummet var væk og var blevet erstattet af de rolige rytmer fra musikken og lyden af klirrende service fra køkkenet.
   "Jeg kom bare for at få en enkelt drink" han drejede hovedet og kiggede tankefuldt ud af vinduet, mens han drejede en smule uroligt på stolen. Et kort øjeblik så han ud til at overveje, hvorvidt han skulle forlade stedet eller ej. Efter nøje overvejelser indskydelse vendte han blikket mod hende og rakte glasset frem.
   "Er der tid til en sidste drink?" Klokken var mange og hun burde smide ham ud. Alligevel fyldte hun hans glas igen. Denne gang med et noget stærkere indhold, som hun håbede på at det ville løsne ham lidt op. Hun ville hun gerne vide mere om ham, men så snart hun spurgte ind, blev hans blik fjernt og tillukket og der faldt en mørk skygge hen over hans ansigt. På en måde mindede han hende om mange af de fyre han ofte servicerede i baren og alligevel virkede han så anderledes fra dem. Han havde også den samme charmende smil og tiltrækkende udstråling, men hans øjne rummede langt mere alvor end hun tidligere havde set, selv hos fyre som var langt ældre end ham. De fleste kom for at have det sjovt og more sig, måske charmere sig ind på en af bartenderne eller servitricerne og de fleste plejede også at være forholdsvis snakkesagelige.
   Han kneb øjnene let sammen da han tog en slurk af drinken og lagde hovedet lidt på skrå mens han kiggede granskende på hende.
   "Stærke sager" sagde han og tømte det halve af glasset. Med lettere distræte bevægelser begyndte hun, at orde glassende, mens hun mærkede han blik i ryggen.

"Jeg hørte at du kom ud for en ulykke...?" hans stemme var lav og hun syntes at kunne ane et strejf af bekymring. Mikala satte en smule overrasket glasset fra sig og drejede sig rundt, så hun stod med fronten til ham.
   "Hvad mener du?" Spørgsmålet var ikke hvad hun mente, men mere hvor han vidste det fra? Han kendte hende ikke, så hvorfor skulle han dog vide hvad hun havde været ude for?
   Han så ud som om han fortrød hvad han havde sagt, i samme øje blik som ordene var sluppet ud af hans mund.