Stille var det. Ikke en lyd hørtes i miles omkreds. Ensomheden omsluttede hende som en kold hånd. "Intet er som det var" - tænkte hun ved sig selv.
   Emmy stod på gårdspladsen, eller det der engang havde været det. Vinden gnavede i ansigtet og træerne vuggede, næsten tungsindigt, i takt med de tiltagende vindstød. Pigstenene var groet til med græs og mos og kunne næsten ikke ses mere. Hun magtede det ikke, ikke alene i hvert fald. Emmy havde passet det lille landsted, lige siden hun og hendes mand købte det da de var unge. Dengang havde de udvalgt sig den lille ejendom specielt til, at danne rammerne om deres hverdag. Staldbygningerne var ikke noget særligt, og lidt forfaldne var de da, idet de havde stået der fra før stuehusets tid. Næsten sørgmodige så de ud, kalken var skallet af flere steder, og afslørede et murværk der havde set bedre tider. "De ligner gamle, hærgede mænd" tænkte Emmy ved sig selv, men de havde egnet sig fint til det lille kvægbrug de havde i deres planer. Huset var derimod nyere og havde stået strunkt som en tinsoldat og spejdet ud over de golde marker. Sådan var det ikke længere. Staldbygningerne var revet ned og stuehuset var forfaldent. "Lidt ligesom mig selv" tænkte hun og mærkede et knugende savn i sit bryst.
   Hun gik ind i huset igen og hørte straks den velkendte lyd af kaffemaskinen der klukkende lod de sidste dråber løbe igennem tragten. Kaffe til én, middag til én, altid til én. Pigerne i hjemmeplejen var flinke til at handle ind for hende. Hun krævede ikke meget, blot et besøg i ny og næ med en madforsyning. Flytte ville hun ikke, og slet ikke på plejehjem. Alfred havde altid kaldt den slags steder for "dødsfabrikker". "Man kommer ind, men aldrig ud, man går ganske enkelt i hundene" havde han sagt. Så hun blev i stedet på gården, ganske alene, med undtagelse af hendes gamle kat, Buster, der gladelig holdt hende med selskab og altid kom villigt springende når hun raslede med kattemadsdåsen.
   Børnene var for længst fløjet fra reden, var nu spredt ud over landet, og langt fra hende. Nu og da kom de hjem i højtiderne, men det hørte til sjældenhederne efter Alfreds bortgang. De plagede hende om at flytte på et hjem, og hun nægtede altid. Besynderligt nok gik det hende ikke på at hendes børn aldrig kom. De var nærmest blevet som fremmede efter de rejste. Det kunne være det samme.
   Alfred var speciel, ikke køn, ikke rig, bare speciel. Hun elskede ham og han hende.
   Hun skuttede sig og hældte en kop dampende kaffe op. Den første mundfuld varmede hendes trætte krop. Hun kunne høre vinden tage til udenfor. Hun kiggede ud af køkkenvinduet på det grå landskab. De havde lovet stormvejr i nat, op til orkanstyrke havde de sagt i radioen.
   Hun tog kaffen med ind i stuen. Væggene skildrede hendes historie. Overalt hang der billeder og udklip, der vidnede om hendes liv. Et livs følelser og minder komprimeret til gulnede fotografier i støvede rammer. Hun havde været så glad. Nu kendte hun end ikke den følelse mere. Den eneste menneskelige kontakt i hun havde, var med pigerne fra hjemmeplejen. Sådan havde det egentlig altid været, med menneskelig kontakt altså. Hun havde ikke rigtig nogen venner, ingen der kunne besøge i hvert fald, hun boede jo så langt ude. Selv deres bryllup havde været småt. Alfred og hende havde haft nok i hinanden. De var begge enspændere. Nogle ville måske mene at de havde brændt deres broer, og meldt sig ud, men de havde ikke haft behov for andet end det de havde.
   Hun lod blikket glide hen over deres bryllupsbillede. "Intet er som det har været," tænkte hun "livet falmer som fotografier, de er glatte og fejlfrie i begyndelsen, men i sidste ende bliver de krøllede og unyttige". Hun satte sig på den gamle sofa hjalp benene op på sædet. De gamle trætte ben. Hun rakte ud efter fjernbetjeningen. Snart overdøvede Tv'ets støj den hylende vind udenfor. Hun så ikke så meget på Tv'et, men lyttede til de muntre melodier der strømmede ud. Hun lod sit blik glide igennem rummet og dvælede ved hvert enkelt fotografi.
   Vinden udenfor tog til, og det ruskede i det gamle hus' tag. En enkelt tagsten eller to, lettede og tog i kort tid flugt, til trods for dens ellers tunge krop, for derefter at falde hårdt til jorden. Emmy hørte intet i stuen. Måske ville hun ikke høre. Hun lukkede øjnene og tænkte tilbage på hendes første møde med Alfred. Det var til et bal på den lokale kro, hun havde været så usikker. Hun kunne ikke danse, og var ikke god til at snakke. Hun havde fra barnsben været en enspænder, og hun kunne ikke se hvordan det nogensinde kunne blive anderledes. Pludselig sad han der bare. Lige ved siden af hende, uden at sige et ord, uden at tage kontakt, han var der bare. Da hun så ham i øjnene, sendte han hende et lille bekræftende smil. Hun følte sig tryg ved ham. Hun kendte ham ikke, men hun følte sig tryg. Sådan sad de i noget tid, uden at sige et ord til hinanden, men trygge. Han tog det første skridt og greb hendes hånd. Snart talte de som gamle venner og ænsede ikke folk omkring dem. Hun havde ikke sluppet ham siden. Hun var lykkelig i hans nærvær.
   Stormen rev og sled i det gamle hus, ting der før havde stået som i dvale, væltede rundt, som havde vinden givet dem nyt liv. Træernes før tungsindige vuggen havde nu forvandlet sig til voldelige kast med deres nøgne kroner.
   Emmy døsede hen på sofaen. De glade minder om en lysere tid kørte som en film bag hendes lukkede øjenlåg. Der formede sig et tilfreds smil på hendes læber og nattens mørke omsluttede hende.
   Morgendagen kom og solens varmende stråler brød igennem skydækket for at afsløre nattens voldsomheder. Trods gårdens kaotiske rod af maskiner, væltede træer og løse tagsten, herskede der en nærmest fortryllet ro. I stuen kørte fjernsynet ikke mere. På sofaen lå Emmy med sit tilfredse, næsten fredfyldte smil på læberne, som var det frosset fast. Ikke en lyd kunne høres.
   Stille var det.