Den kolde regn pisker mod hans ansigt og mørket omkring ham gør det umuligt for ham at se noget. Hans hoved føles tungt, gulvet snurrer og det sviger i hans håndled, efter han febrilsk har prøvet at vride sig fri. Lyden af tunge skridt mod betongulv når gennem døren og han venter blot på at døren bliver åbnet. Det kan kun være et spørgsmål om et par minutter. På trods af at han prøver at forhindre dem i det, ryster hans hænder ukontrolleret. Han kan umuligt slippe væk. De vil jage ham for evigt. Han havde vidst det hele tiden, men et kort øjeblik havde døden været at foretrække, frem for det her liv. Han tørrede hans svedige håndflader af i sine bukser. Men nu var han ikke så sikker mere. Hvis bare de ville gøre det kort. Men han vidste at de ville de ikke. Hvis bare han have en chance for at forstille sig, hvad de ville gøre ved ham. Måske de ikke ville slå ham ihjel. Han var trods alt svær at undvære. På den anden side kunne de på ingen måde risikere.... Han rystede på hovedet. Han var holdt op med at kæmpe med rebene. De var bundet for stramt, til han ville kunne stille noget op med dem. Nu lyttede han intens. Prøvede at sætte brudstykker af deres samtale sammen, men det var ganske få ord der trængte gennem den tykke trædør.
   Smagen af jern, sad stadig i hans mund. Hans spyttede på den mørke, beskidte cement foran sig, men det hjalp intet.
   Hjertet bankede i brystet på ham og han lukkede øjnene. Der var et tidspunkt hvor han ikke havde været bange for dem. I hvert fald ikke på den måde. Men det var før... før de var holdt op med at opføre sig menneskelige.. Det var som der kun var ondt tilbage i deres øjne, som om mørket havde taget over, men han vidste at det kun var noget han så. For andre ville de virke, næsten charmerende. Oprigtige. Han bøjede hovedet en smule - prøvede at skærme sig fra den kolde regn, selvom han var så våd han næsten ikke mærkede den. Hvis han bare han havde vidst at det ville ende sådan her. At der gemte sig så meget mørke og begær bag de falske facader, så havde han ikke siddet her og ventet på at hans liv skulle slutte.
   Hans eneste håb, var at hans bror ville forstå hans besked. Han ville ikke kunne rede ham, men måske ville han forstå. Han ville have forklaret ham, hvorfor han ikke var den samme mere, men kunne ikke fortælle ham det direkte. Han ville involvere ham, men samtidig vidste han, at ingen ville finde ud af hvordan han døde, hvis ikke han gjorde. De ville være for grundige. Måske han ville finde ud af det, måske hun ikke ville. Uanset hvad havde han prøvet. Det eneste han ønskede var hans bror skulle forstå. Mere kunne han ikke forlange. Ikke engang at leve. Det havde han ikke fortjent længere. Hans øjne var stadig lukkede, da han hørte døren gå op bag ham.
   Et par timer senere ses en mørk skikkelse på havnekajen. Han spejder ud mod det mørke hav. Han falder ned på sine knæ og i skæret fra de smalle striber af lys gadelygterne kaster over vejen, ses det lidende udtryk på hans ansigt. Han havde ikke været sikker. Havde ikke forstået ham, men alligevel var han endt her. Han havde vidst, at noget ville ske, men havde aldrig forstået hvad. Og nu var det for sent. Han sænkede blikket.