Vejrtrækningerne blev mere pibende og hvæssende som sekunderne gik. Han følte det som om hjertet ville gå i stå, eller allerede var det. Selv kunne han ikke mærke andet end den smertende fornemmelse som bredte sig i hele kroppen. Han havde ikke troet, at det var muligt at føle sådan. Han havde oplevet smerte i livet, men aldrig - aldrig nogensinde som denne. Han registrerede svagt, at kroppen var forslået. En dulmende smerte i benet vidnede om dets tilstand. Den svage sødlige lugt af indtørret blod, som højst sandsynligt stammede fra de dybe sår i ansigtet, forstærkede den begyndende kvalme som han mærkede. Men på trods af at de fysiske skader var omfattende, så ænsede han dem næsten ikke.
Han registrerede ikke de paniske stemmer omkring ham. Der var kun plads til en følelse, som forvoldte denne ulidelige smerte - sorg. Det var som om hver eneste fiber i kroppen brændte, og hovedet værkede så meget, at han ikke kunne tænke. Men det var trods alt bedre end det han vidste, han havde i vente. Snart ville denne forfærdelige følelse som han følte aftage og blive erstattet af nogen endnu værre. Tomhed.
Vejrtrækningerne blev efterhånden mere normale og langsomt mærkede John hjertet, som slog i taktfaste stød. Omgivelserne blev skarpere og kom mere i fokus, og han begyndte at kunne skildre stemmerne fra hinanden. Den første tanke som slog ham var, at han burde gøre noget, men han viste, at det ikke ville være muligt. Han kunne prøve alt det han ville, men tingene stod ikke til at ændre. I det mindst måtte han forsikre dem om han levede - eller i hvert fald trak vejret. At leve det ville han nok aldrig komme til, for noget i ham var gået i stykker. Noget som ikke kunne blive syet sammen igen.
Forsigtig slog han øjnene op, men lukkede dem hurtigt i igen. Det skarpe hvide lys blændede hans øjne. Han mærke hvordan nogle hænder forsigtigt strøg hen over hans ansigt. Først nogle kolde, tynde og skælvende fingre, som senere blev afløst af nogle små forsigtige barnefingre. Den sidste berøring fik ham til at klynke højt. Han behøvede ikke at åbne øjnene for at vide, at der ikke stod et lille barn, og så på ham med bekymrede øjne. Det var blot hans underbevidsthed som legede med ham.
Den kliniske og sterile lugt sveg i hans næsebor og gjorde ham frygtelig utilpas. Han måtte gøre adskillige synkebevægelse for ikke at kaste op ud over hospitalssengen. Vejtrækningerne blev hurtigere og hurtigere og sammen med angsten, kom den forfærdelige oplevelse krybende.
Han havde lyst til at kæmpe, men musklerne var for trætte. De havde for længst givet op. I stedet lod han den skæbnesvangre oplevelse indtage hans sind igen, velvidende at det ville være langt fra sidste gang, at han skulle se denne indre film for sig. Erindringen var underlig omtåget, på trods af at den ikke var mere end et par timer gammel. Måske det var de piller som de have givet ham, som gjorde minderne diset. Eller måske havde han fået en mindre
hjerneblødning, da han slog hovedet. Men han huskede tydeligt barneskriget og den magteløshed, som han følte.
Den dårlige belysning gør det svært for ham at orientere sig. Vejen virker tilsløret og alting glider ud af fokus. Flere gange må han rykke hårdt i rettet for, at styre bilen på ret kurs igen. Ved siden af ham hører han taktfaste rolige åndedrat fra barnet ved hans side. Med den ene hånd på rettet, retter han på hatten, som er gledet ned over øjnene på hende. Han smiler for sig selv. Han havde aldrig troet, at nogen nogensinde skulle komme til at betyde så meget for ham igen. Men der tog han grueligt fejl.
Han mærker hvordan øjenlågene bliver tungere og tungere og koncentrationen forsvinder Et ganske kort øjeblik overvejede han at holde ind til siden, men tanken om, at hun skal overnatte på en mørk landevej gør ham nervøs.
Få sekunder senere mærker han, hvordan bilen skrider for ham. Han prøver febrilsk at rette op, men det nytter ikke. I næste øjeblik tumler bilen om og han når lige at se datterens ansigtsudtryk, da hun vågner med et skrig.
Han registrerede først, at han prøvede at kæmpe sig ud af de slanger som fæstnede ham til sengen, da nogle stærke hænder holdt ham tilbage og tvang ham ned at ligge ned igen. Han kunne ikke længere se de mennesker som han før havde hørt omkring sig. Om de var gået, eller om de aldrig havde været der, vidste han ikke.
Barneskriget er højt og indtrængende. Aldrig før har han hørt hende så panisk. Selv ved han ikke, hvad han skal gøre. Han kan intet stille op. Panikken lammer ham og hans hjerne, som i forvejen arbejder på halv styrke, synes at lukke helt ned. I al kaosset hører han lyden af glas, som splintres og derefter et hjerteskærende skrig. Airbaggen må være blevet aktiveret, for pludselig mærker han, hvordan den forhindrer ham i at bevæge sig. Hænderne er smurt ind blod og de glider da han prøver at spænde selen op. Det er umuligt at se hendes ansigt. Den lille barnekrop ryster, fordi hun græder så hysterisk. Men langsomt stilner den voldsomme gråd af og kroppens rysten aftager. Han vil hjælpe hende, men kan ikke komme fri. Det eneste han kan gøre er at håbe at hjælpen vil komme.
Han vidste at der var noget galt. Hvorfor det forholdt sig sådan kunne han ikke forklare, men på en måde viste han, at det altid ville være sandt. Det var som om der var en brik i puslespillet som manglede, eller ganske enkelt ikke passede ind. Hvorfor havde alting været så slørret, og hvorfor var han så desorienteret? Havde han drukket? Han slog hurtigt tanken fra sig, fordi den forekom ham så absurd. Men alligevel blev tanken ved med at presse sig på, fordi han ikke kunne finde nogen, og nok aldrig ville, rationel konklusion på, hvordan han kunne lade noget så forfærdelig ske.
Ude på gangen hørte han lyden af nogle velkendte stemmer. En dyb mandlig stemme, som han gik ud fra tilhørte kvindes - hans kones - bror, stemme prøvede at berolige kvinden som hulkede ukontrolleret. Han prøvede på ny at åbne øjnene og denne gang skar lyset ham ikke så voldsomt i øjnene. Svimmelheden var så voldsom, at han måtte støtte sig til sengegelænderet for at komme op at sidde.
En person i kittel og en mappe under armen nærmede de to skikkelse ude på gangen. Da han præsenterede sig, fik hans kone omgående et mere alvorligt udtryk i øjnene. De stod ikke langt fra hans stue nu, og nu da han endelig var ved at vågne op, kunne han høre afbræk af deres samtale. Instinktivt vidste han at det drejede sig om ham og han rejste han sig op, for at komme tættere på, så han bedre kunne høre hvad der blev sagt. Det eneste han nåede at opfange, før en sygeplejeske kom ind på stuen og lagde ham tilbage i sengen var, at føreren var påvirket af alkohol da bilen forulykkede.
Han vågnede ved, at der sad en kvinde i stolen ved siden af ham. Håret var i uorden og hun havde store rander under øjnene. Men det der gjorde hans kone mest uigenkendelig, var den foragt han kunne skimte i hendes øjne. Og da blev han bekræftet i de ting, han havde haft mistanke om, eller som han inderst inde hele tiden havde vidst. At deres datter var død - og at det var hans skyld. Hun åbnede munden, men han så den kun bevæge sig. Han ville ikke høre hende sig det højt, som han selv tænkte.
Han vidste hvad han skulle gøre. Det ville ikke være en umulig opgave at klare. Han havde allerede pistolen liggende. Så manglede han modet. Men det ville han tidsnok finde. Når han så på hans kone, så han foragten i hendes blik. Foragten over at hans fuldskab førte til deres barns død. Men den foragt kunne ikke måle sig med den han selv følte. Han havde elsket hende så højt - og så havde han selv dræbt hende. En tåre trillede ned af kinden. Langsomt og med skælvende fingre tog han vielsesringen af og tog slangerne fra. Han kendte et sted hvor han ville få ro. Her ville han altid kunne genkede sig datterens glædefulde latter, når hun så på de gamle piletræer, som tilhørte Grise-Olsen. Et navn som hun selv havde givet ham.
John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedrat over blæsten. Der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op af markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud med hænderne for ansigtet og øjnene spillet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at han hørte ham.