Jeg tror ikke på navnesammenfald og jeg tænker her ikke på mit navnefællesskab med den engang så folkekære tegner, skuespiller og digter, men med selve begrebet, klichéen må man vel nærmest kalde det. Der vil jeg gerne skille mig ud. Stå fast. Et navn er kun et navn, ikke en betegnelse eller en vejviser eller hvad fanden det er, de forventer. Gaden her? Frederiksberg Allé hedder den nu. En gang hed den Kongevej. Det giver et hint, men kan du finde vej uden et kort eller at spørge en forbipasserende eller vide det i forvejen? Kan du fortælle dens historie i andet end latterlig grov fortegning uden at have været bag kulissen så at sige, her i teaterkvarteret?
   Henrik Storm satte paraplyen fast ned mod flisen diagonalt foran venstre fod, lod så højre hånd glide rytmisk fremad for derefter med et lille sving baglæns at elevere paraplyspidsen ca. 30 cm. over fortovet. Dette gentog sig for hvert skridt som en omhyggeligt koreograferet dans. Forbipasserende ville nok have fundet ham opstyltet og måske latterlig. Der var bare ingen. Andre mennesker havde klogelig holdt sig inden døre.
   Så slemt kunne det vel heller ikke blive. Altid skal de overdrive. Worst case scenario, lige som da der var pandemipanik for nylig. Så står de der med deres mikrofoner uden for sygehuse, lufthavne, regeringskontorer eller bare i menneskemængden på strøget, og taler det hele op i en spiral, en sproglig tornado, en orkan af forestillinger, af forhåndsudlevede katastrofer, som om det skulle kunne ændre på noget som helst. Drama har sin egen dynamik. Katastrofer lytter ikke. De er som autister eller folk, der taler i mobiltelefon: tumler rundt i virkeligheden uden indsigt i egen kaotiske kollisionskurs. Bang tju tsunami. Vær så god serveret! Videre til næste ret så snart, der er ryddet op og tårekanalerne tørret ud.
   Han havde for lidt siden forladt sin første sals lejlighed på Alhambravej i nr. 1. Var gået forbi tandlægerne i stuen, hvor alt var stille, ingen tænder at fylde sådan en dag. Havde hørt advarslerne i radioen: gå ikke ud med mindre det er strengt nødvendigt. Strengt nødvendigt? Det er vel altid strengt nødvendigt at leve sit liv, eller hvad? Og hvad skulle der ske? Selv stormen i 99, alle tiders værste orkan, havde de fleste jo allerede glemt. Var det 8 mennesker, der var døde? Det er vel mindre end der dør i trafikken hver måned året rundt. Og her på Frederiksberg stod træerne stadig på dybt fæstede rødder, urokkeligt, som de imposante husfacader, der rejser sig på sidegadehjørnerne ud mod alléen. Han havde rundet hjørnet med Frederik de VI, det stilfulde udskænkningssted, og straks søgt ud på det brede fortov med de omkransende lindetræer. Blomsterkasser og serveringsborde havde man taget ind. Der lå kun en dynge løse brosten, hvor de plejede at stå, og papirer, blade og kviste hvirvlede rundt om den lille stendynge som i en can-can-finale akkompagneret af rytmen fra trækronernes whiskerkaskader og vindens fløjtelyde når den flækkedes af de fremspringende gesimser og forsiringerne på de nyklassisistiske husfacader. Bænkene langs alléen stod tomme og op af papirkurvene stod en hvirvel af papir, karton og plastik, som straks opløstes af vindkræfterne i et spredningskaos, som indimellem sendte flyvende affald i retning mod hans ansigt, så han måtte holde hånden for og vende sig væk. Men det tager han sig ikke af. Der var noget løssluppent over stedet, som dengang Carstensens Alhambra lå der med mauriske vinterkolde palæer omgivet af landlige grøfter som et miskendt eksotisk tilbud til et klunkeforskrækket københavnerborgerskab. Han døde vist samme år, det åbnede, Carstensen, var det 1857? Og det stod vist kun i 17 år før fallitten var en realitet. Sørgelig historie i øvrigt med denne Carstensen. Gad vidst hvor mange der egentlig ved, at han blev forvist fra sit eget Tivoli, da han kom tilbage fra krigen i Schleswig i 48? I dag tænker alle bare, at Tivoli, det er Georg Carstensens. Og så breder idyllen sig i blanke øjne. Men nøgternt bedømt gik han fra fiasko til fiasko, i hvert fald hvad økonomi angik. Og som H.C. Andersen skrev: en vildsom sjæl, evigt på farten. Kun 44 år gammel da han døde, og han så vist ikke en gang selv Alhambra færdig. Godt det samme. Så blev han skånet for den fiasko.
   Tap, tap, tap lød det når han satte stokken i fliserne. Var det fra Ulysses? Ja, kapitel 11: Sirenerne, "Bronze by gold.." Den blinde mand på fortovet med sin stok: tap, tap, tap, desværre oversat af Boisen med dunk, dunk, dunk. Hvad skal det nu til for? Og Big Ben Dollard med de store kønsdele i stramme lånte bukser syngende Croppy Boy i Fis-dur. Det ville jeg s'gu gerne have hørt.
   Det møder man ikke her på Frederiksberg Allé, ikke en gang på Kellerdirch. Selvom det var vist ret frivolt en gang. Sangerindepavillioner over det hele. Selv nede hos Frelsens hær på Sct. Thomas Plads. Gad vidst, om de ved det? Lad endelig være med at fortælle dem det. De ville bare stille sig ud og synge i en uendelighed med deres elendige guitarer og trækharmonikaer sammenflettet med metalliske kvindestrubelyde og blødt vibrerende mandomsundskyldende mavesammentrækninger gennem slattens adskilte læber med øjne der dugger af hellig kasketfims. Hvem fanden har lukket dem ind her i teaterkvarteret? Er der slet ingen nedre grænse? Så hellere lille Dagmar Hansen, Oh. Dagmar. Selvom det jo næsten var pædofili, da hun stod der 14 år gammel lige så let påklædt som hendes sange til de mandlige bedsteborgere, som havde slæbt klunkerne ud af klunkekamrene og nu fik en letsindig ungpigespiller der græd snot udover morskabsteatrets plydspolstrede sæder. Mon det var derfor, Betty Nansen i sin tid fik fingrene i det? "Nu går den på Dagmar, siger man jo." Og selvom Dagmarteatret, hun kom fra, var opkaldt efter den russiske kejserinde, har der s'gu altid været noget liderligt ved de der teaterkællinger. Hun har sikkert gået og snuset til sæderne og syntes, det lugtede bekendt. Her må stor kunst kunne få udløsning, har hun vel tænkt. Og senere sendt stafetten videre til ham Lommergøjen med liderlighedens ABC. Her har man jo selv siddet og revet den af til en kavalkade af læbestift, stilethæle og dansende Lommerpigebryster til tonerne af Jørgen Gauengård og Daimi og ekkoet af Kås- og Ryg-latteren. Men nu er vi vist i kapitel 13 hos Gerty McDowel og festfyrværkeriet. Joyce din gamle libertiner.
   Han var nået til Madvigs Allé og kunne skæve over til teatret. På højre side kom han nu forbi monumentet over Jeanne D'Arcskolen, den franske skole, hvor over hundrede børn og nonner blev levende kogt af udsivende damp fra lækkende varmerør i kælderen mens de engelske bombefly udtømte deres potente bombelast udover skolekvarteret som en stor kollektiv ejakulatio praecox. 21. marts 1944 stod der under de to børn som forgæves søgte beskyttelse hos den omklamrende franske nonne. Lidt senere passerede han Dr. Priemesvej hvor Storm P. havde haft sin kære bil, som han aldrig kørte i, Kassimir "opstaldet", indtil den blev ramt af den nedstyrtede engelske jager, som havde forårsaget bombeforvirringen da den var brudt i brand og fik det hele til at ligne et legitimt bombemål. Han havde vist ikke en gang kørekort den gode slagterdreng Petersen, så hvad helvede skulle han med en bil? Var hans liv også et stort teater? Hvad gik han og lavede med sin Else der inde bag plankeværket på Acasievej? Sad han bare og bakkede på sin pibesamling sendte røgsignaler ud i den verden, han må have hadet? Og så gik de alle uden for og sagde: "Nej, sikke nogle morsomme røgsignaler. Det må være en morsom mand, der bor der." Han ligger nok stadigvæk og smiler polisk nede under sin sten på kirkegården derovre. Der hvor han så tit vandrede og sikkert morede sig kosteligt over al den død under store sten mellem idylliske blomster og grene.
   Han var nået til Allégade, hollændernes gamle mislykkede bosættelse. Trafiklyset virkede ikke. Det gjorde ikke noget. Der var ingen biler på vejen. Folk har nok respekt for stormvarsler. Al den klimasnak får dem til at tro, at næste gang bliver det lige så slemt som de tropiske orkaner. Men hvad forstår de sig på temperaturgradienter og corioliseffekt. For deres skyld kunne en orkan vel opstå i deres egen baglomme, hvis de ikke passede på. Så sy den hellere til inden det går galt.
   Tap, tap, tønk. Stokken fangede og spiddede en pizzabakke, som var kommet hvirvlende ovre fra Lorry, der hvor Lars Mathiesen en gang drak englænderne under bordet, efter de havde bombet sig vej ind i København og derfra ud til det festlige smugkrokvarter langs Allégade. Han blev stående ude midt på vejen og lod trodsigt blæsten få fat i klæderne. Løftede stokken og så den bevæge sig fra lodret til en vinkel på mindst 45 grader, indimellem næsten op til vandret. Jo, den havde fat nu, stormen. Var ved at køre vindkanonerne i stilling. Kulden slog sig om ham som et vådt håndklæde. Han åbnede munden og mærkede at kinderne udspiledes som vindsække. Strammede læberne lidt og mærkede at det hele begyndte at vibrere og udsende lavfrekvente toner. Hvad lavede han der midt på den forladte kørebane under de gyngende lysarmaturer, som hvert øjeblik truede med at falde ned? Skulle han ikke vende om, gå hjem til Alhambravej, tilbage gennem lindealléen, de gode, rodfæstede, beskyttende lindetræer, kongens en gang private vej som nu alle kunne benytte. Alhambravej nr. 1. Den alt for store lejlighed med de omhyggeligt selekterede klassiske møbler, antikviteterne, sølvtøjet, guldalderkunsten på væggene, møntsamlingen, vinreolen med Bordeaux og Bourgogne i gode årgange, alle bøgerne fra Homer over Dante, Shakespeare, Goethe til Joyce og whatever. Hvem ville ikke gerne kunne sidde der og ride stormen af i ly af al den kultur? Kvalitet med holdbarhed dokumenteret gennem generationer af vanvittige omvæltninger. Konger, kejsere, nationer var faldet, men her var noget, der stadig stod. Som lindetræerne langs alléen. Han satte stokken fast i asfalten, pizzabakken var for længst hvirvlet af den svingende stok og fløjet videre. Tap! Gik med bestemte skridt over mod runddelen, den firkantede.
   Han gik forbi den arkitekttegnede vandpost fra drosjekuskenes tid til højre for flisebelægningen. Der stod en støvsky af vand ud fra den. Gennem jernporten forbi prinsens gård og ned til Bissens statue af Frederik VI. Stakkels mishandlet barn af den sindssyge Christian VII. Bøndernes befrier som satte sin popularitet overstyr med nederlaget til englænderne og statsbankerotten. Men heldigvis havde han sin have, hvor han kunne lege stor konge i sit Kinesiske Lysthus, det romerske Apistempel, Trækfærgen, Kildegrotten, Vandfaldet og frem for alt de små latterlig både som han lod sig sejle rundt i iført fuldt admiralsornat. En sjælden gang fik han vist selv lov til at sidde ved årerne og styre bådens stille drift, som et andet barn ved rattet i en radiobil, men det gik gerne galt til spot og spe for de omkringstående. Der tronede han så kanalmaritimt, landsfaderen, "vi alene vide" monarken i enevældig barnagtighed, mens guldalderen malede og digtede alt ind i et stort kollektivt glansbillede af en nation af drømmere dømt til fornedrelse. Støvet stod omkring statuen og piskede nu hårdt og klingende mod bronzeoverfladen uden at påvirke det majestætiske ansigtsudtryk. Der var ingen tvivl nu, stormen blev voldsom.
   Han stod lidt og funderede, kiggede op på regentens myndige ansigt som håbede han på at få et råd, et tegn, bare et eller andet. Al beslutsomhed var som drænet ud af kroppen. Han som altid havde vidst, hvad han ville, fornemmet, hvad han skulle, haft fod på, styr på, kontrol over relationer, konflikter, kriser. Kunnet skære igennem, når det var påkrævet. Kunnet bøje af, være fremkommelig og ikke unødigt magtsyg, skønt han havde haft magten så rigeligt. Han som havde ført sin afdeling frem blandt de ypperste, som kunne se tilbage på en støt og målrettet vandring gennem en allé af kirurgisk karriere, social status, æstetisk og moralsk upåklagelighed, ægteskab og familie efter de bedste opskrifter, en helt igennem veltillavet ret her midt i det noble, royale Frederiksberg. Og her står han så. Ubevægeligt og ubeslutsomt som statuen tæt ved de kanaler, hvor konger aldrig mere skal sejle. Fornemmer fugten som langsomt vil tørre ud bag de tyngende øjenlåg. Var det hele et djævelsk teater, hvor slutningen allerede var skrevet for længe siden? Havde det hele tiden været på vej, synligt for andre, men ikke for ham? Havde hendes smil været malet på med sminkepensel i det tidløse, pudrede ansigt, med de uaflæselige øjne og den aldrig løbende mascara? Hendes kærtegn blot omhyggelige kropsaflæsninger for at lokalisere stedet, hvor det endelige lammende stød skulle sættes ind? Og børnene hendes nikkende marionetter i et forførende, selvspejlende kalejdoskop, havde han overhovedet kendt dem? Og hvem var han selv, nu hvor omverdenens spejl stod så tomt og hvirvlede sit støv gennem sprækkerne i de sammenknebne øjenspalter? Een storm skal der til. Bare en. Og alting er forandret som havde det aldrig været der. Kun statuer er standhaftige. Vi er det ikke. Os leger vinden med.
   Orkanen tager til i styrke mens han står der. Et kraftigt vindstød danner et tæppe af støv som løfter ham op. Højere og højere stiger han indtil han er oppe over orkanen og kan se gennem dens øje ned over landet og byen, som nu virker så ligegyldig. Her kommer freden tilbage til ham. Her vil han være. Langsomt, uendeligt langsomt, begynder han atter at dale. Han har næsten genvundet kontrollen. Orkanen ligner heroppefra et snurrende hjul eller et rat til at styre med, blot nogen tog fat. Hænderne har genvundet varmen og har aldrig føltes mere kompetente. Armene breder han ud og tager fat. Det er lettere end han havde troet. Hjulet drejer ikke mere. Klokken er 20.32 den 3.december 2009. Her går tiden i stå midt i århundredets sidste orkan.