Når vinternattens stjerner roligt glimter ned på jorden, og himlens blide fnug dækker mark og skov i et tæt hvidt duntæppe, blæser en nordenvind gennem landsbyen, Munac.
   Den lille by er kun oplyst af et koldt måneskær. Alt levede sover, og vinterens dyr er i dvale. De bemærker ikke vinden, der vækker en far.
   Der er ikke mange huse i byens midte, og den består mest af gårde og så den store skov. Faderen lister sig forsigtigt op af sin varme seng, så hans kone ikke skal vågne. Hans fødder rammer let det kolde trægulv, og han skutter sig. Hans lange kjortel er heller ikke særlig varm, og kammerets brændeovn er i løbet af natten ophørt med at sende sin varme rundt i huset.
   Han går forsigtigt hen til det eneste vindue, rummet har. Frosten har sat sine smukke iskrystaller på glasset, men han kan dog endnu se igennem det. Han ser ind i skoven, som er huset så nær. Han har aldrig været inde i dens indre. Det har kun ganske få. Hvilke farer der lurer der, ved han ikke præcist. Han har blot hørt historierne som alle andre. Han ser de sneklædte graner vejre i den nu hårde vind, der får taget til at beklage sig. Han går ud af rummet og står i den mørke stue, der også er familiens spisested. Han er urolig og går hen til ildstedet, hvor den store gryde hænger. Der er stadig lidt varme fra gløderne. Gulvets brædder giver sig lidt uden hans vægt. Under dem er forrådskammeret, som han selv har konstrueret, da han byggede huset i slid og slæb og glæde til sidst. Hans familie havde et hjem.
   Han sikre sig, at den solide egetræsdør er forsvarligt lås. Det er den, og hans bekymrede sind er ikke tilfredsstillet. Han går forbi spisebordet med de fire stole og kikker ind i en alkove på hans to døtre. De sover trygt. Deres gyldne lokker, der minder sådan om hans kones hviler på deres puder. Den ældste holder om den mindste, og deres lange åndedrag beroliger ham.
   Han går hen til sin gyngestol, hvor hans gevær også hænger. Han har været på jagt for nylig i en anden skov langt væk. Han var nær ikke nået tilbage til byen, før Vinterfrost stod ved døren.
   Måske er det bare kulden, der sætter ham griller i hovedet.
   Han rokker lidt frem og tilbage i stolen, da en lille skikkelse i hvid natkjole kommer hen til ham. Hun gnider sine øjne og se undrende på ham. "Er det morgen, papa?" Spørger hun, og han smiler til hende og ryster på hovedet. Han tager hende op på skødet, og sammen rokker de lidt.
   "Det blæser meget," siger den lille lidt frygtsomt, mens de begge se ud af et vindue. "Ja, det er nordenvinden, men den skal man ikke bekymre sig om," hvisker han, men tror han selv på det? Hun falder i søvn, og han stryger hende over kinden. Hun ligner en engel, synes han. Hans lille Nora.


Munac
   "Det er så her, du skal af, lille frøken," sagde kusken venligt. Tia var nu ikke den eneste, der skulle af i byen. Hun stod foran en mellemstor hvidkalket bygning. Et skilt var fastgjort til dets tag. "Postudlevering" Stod der. Hun var vant til meget større og imponerende bygninger i hovedstaden, men denne var den største, hun kunne se på den gade, der åbenbart udgjorde byens centrum.
   Der var også en lille købmandsbutik, hvor nogle folk kom ud fra. Det var vist den eneste anden butik, der var. En kvinde og hendes lille datter, havde handlet ind der. De bar simpelt overtøj, store huer og halstørklæder. Sikkert noget hun selv havde syet, tænkte Tia, da kusken tog hendes store kuffert ned fra karetens tag, og kvinden forsvandt med barnet bag en bygning.
   "Jeg kender Deres onkel, Adrian. Han kommer sikkert snart, lille frøken. Så behøver De ikke stå her og fryse længe, " sagde kusken og lettede på sin hat som farvel. Han var også en simpel mand, der lugtede af tobak og hest. Han var beskidt og havde et smil, der afslørede hans to manglende fortænder. Tia nikkede som farvel, og var glad, da han rettede sin opmærksomhed mod de andre passagerer, der lige som hende kom fra hovedstaden. Det var et fint ældre ægtepar, der skulle besøge deres yngste datter og hendes familie. Tia havde talt til med dem, men hun havde nu helst været fri. Hun havde ikke haft et roligt øjeblik alene siden...
   "Goddag, niece," hørte hun pludselig en høj stemme bag sig. Kareten kørte, og hun så en høj og muskuløs mand iført samme lædertøj, som kusken. Han havde bare ikke været så stor. Tia vidste, at en smed sikkert var stærk at se på, men hun havde faktisk aldrig mødt en før. Han kom hen og rakte sin store hånd frem mod hende. Hun så lidt på den. Den var mørk af den tidligere sommers sol og smedjens skidt. Hun rørte ikke den med sine fine hvide handsker. Hun vidste, at det var uhøfligt, men hun var ærlig talt ligeglad.
   Disse mennesker havde lige så mange manere som en flok køer. Hun så i stedet over bag manden, da han lidt undrende trak sin hånd tilbage og tog hendes kuffert i stedet. Han lavede en vittighed med dennes tyngde, men Tia fandt det ikke morsomt.
   Hun havde fået øje på den smukke rødhåret kvinden bag ham. Bag kunne kun se hendes rødehår, fordi, dets lokker, der stak frem under hendes tørklæde, skabte en så tydelig kontrast til det lette hvide snedække i byens omgivelser.
   Kvinden, Tias faster, Melina gik hen til hende og gav hende et knus. Hun duftede svagt af nybagt brød, der fik Tias mave til at huske, at hun ikke havde spist siden den morgen. Nu var det allerede ved at være frokosttid. Tia havde gjort holdt i en anden by de sidste par nætter. Der var langt til Munac fra Hovedstaden, og maden, som hun havde fået, havde ikke været særlig god på kroen.
   "Jeg håber, at du har haft en behagelig tur," sagde Melina venligt. "Jo, tak," svarede Tia spagt. Hun blev pludselig så trist. Hun så over på Adrian, der havde båret hendes kuffert over på en vogn anført af to heste. Han havde også nogle sække på vognen. Ellers ville han bare være gået med det hele. Deres hus var ikke særligt langt væk, forklarede Melina, mens de gik.
   Tia syntes nu, at en kilometer helt hen til en skov var temmelig langt at gå. Hendes fine høje sorte støvler var heller ikke så behagelige at vandre langt i.
   Da de kom til huset, var Adrian allerede der. Han satte sækkene, som var korn hø og mere korn til dyrene over i en mindre lade. "Vi troede, at vinteren ville være slut nu, men det kan man vist aldrig vide," sagde Melina. Tia frøs. Det havde ikke været så koldt eller blæsende i hovedstaden. Foråret måtte vel også snart komme, tænkte hun, da de gik ind i det lille hus, som sendte røg op fra skorstenen. Tia vidste ikke, hvorfor de havde laget ilden brænde, når de nu ikke var hjemme. Da blev hun mødt af en dejlig duft at krydderurter, mørt kød og samme nybagt brødduft, som Melina havde.
   "Kusine," råbte en pige og kom løbende hen til hende og slog armene om hende. Tia vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. "Øh goddag," sagde hun, da pigen endelig slap hende. Hun var vel cirka fjorten lidt yngre end Tia selv. Hun havde sin mors lange røde hår og sin fars krøller, så Tia, da han kom ind og tog sit overtøj af. Han havde lyst hår og klare blå øjne ligesom hans kone og datter.
   Tia måtte spørge pigen, hvad hun hed, hvilket var lidt pinligt. Hun svarede: "Nora." De havde sat sig ved et lille spisebord, som også stod i køkkenet. Der var vist heller ikke nogen stue.
   Tia havde aldrig været i så fattigt et hjem, og hun kunne pludselig godt se, hvorfor hendes farfar havde taget afstand til sin datter, efter hun havde valgt at flytte så langt væk fra al civilisation. "Der er fattige folk nok i dette land. Dem, der har det godt, behøver vel ikke lade som om, de er fattige også," havde han engang sagt. Ellers talte de ikke særlig meget om Tias faster.
   "Vi håber, at du falder godt til her," sagde Melina. Tia havde mødt hende til begravelsen, men hun kendte ikke familien. Hendes farfar og farmor var døde nu, og hendes afdøde mors familie havde hun aldrig mødt. De var vist alle døde i krigen, der havde hærget landet, før hun selv blev født.
   Hun havde endnu en onkel på sin fars side, men han boede nu i Amerika med sin familie. Hun havde kun mødt han en gang. Hun nikkede stille til Melina. Hun ville gerne smile lidt også, men hun kunne ikke. Hvis hun havde haft et valg, ville hun tusind gange hellere været blevet i hovedstaden og ikke kommet her ud på landet, hvor husene var få, bjergene høje, vinden bidende, skovene uendeligt store og det hele meget skræmmende for en bypige, der lige var blevet forældreløs.
   Det var underligt at tænke på. Hun sad sammen med en familie, hendes familie, der talte om hverdags ting, da hun ikke rigtigt svarede på deres spørgsmål, og hun følte sig så alene, bange og ulykkelig. Hun var sulten, og maden så også helt spiselig ud. Det duftede også dejligt, men hun kunne ikke få ret mange bidder ned. "Du må spise noget mere, min pige. Ellers overlever du ikke vinteren," sagde Adrian og smilede til hende. Hun sendte ham bare et træt blik og meddelte, at hun havde spist en stor morgenmad. Hun løj ellers ikke.
   Adrian gik ind til byen igen for at arbejde efter frokosten. Melina og Nora ryddede op efter maden, som de vist også skulle have til aften. Mørket var allerede begyndt at falde på, så Tia ud gennem vinduerne.
   Nora viste hende, at bag et forhæng ved siden af spisebordet, gik der en trappe op ovenpå. Tia havde håbet, at hun skulle sove bag den eneste dør, som rummet havde udover hoveddøren, men hun tog fejl. Hun skulle kravle, hvilket var ydmygende nok, op på et loft, hvor duften eller stanken af mug og hø dominerede. Her var der skrå vægge, og hun skulle endda sove i en seng, som næsten var på gulvet, fyldt med hø og to vævede tæpper over. Det var næsten nok til at få hende til at tude lige på stedet. Nora sov også der oppe, og hendes seng stod ikke langt fra Tias, begge ved den varme skorsten. De havde et skab og en stol. Tia skulle selv bære sin kuffert op, og der var slet ikke nær nok plads til hendes kjoler og andet tøj i skabet. Hun fik nogle af dem nedenunder i Melinas skab, og resten måtte hun lade være i kufferten. Hun blev vred, da Nora påpegede, at hun sikkert ikke ville få brug for så fine kjoler ude på landet, og hun havde heller ikke noget arbejdes tøj. Tia så bare surt på hende og gik udenfor og gennem nysneen over til udhuset, som hun hadede var så langt væk. I hendes hjem, havde de fået et toilet, som de franske kaldte det.
   Hun blev derude et stykke tid og græd for sig selv. Hvordan skulle hun nogensinde passe ind i dette samfund? Hun ville sikkert heller ikke finde en ordentlig herre at gifte sig med. Hun havde rigtigt ondt af sig selv, og hun savnede sin far så uendeligt meget. Hun tørrede sine øjne og kæmpede sig over mod huset igen. Det var begyndt at sne igen, og vinden bed i hendes kinder og kastede hendes mørke hår rundt for hendes øjne. Hun blev rigtig olm af det vejr. Kunne man sparke vinden, havde hun gjort det.
   Melina sad og strikkede, da hun kom ind igen, men hun stoppede og spurgte, om Tia havde det godt. Tia nikkede og gik hen til spisebordet, hvor Nora sad og læste i en historiebog, som de åbenbart skulle læse i skolen. "Jeg kender den godt. Den er meget god, men der er en, der er endnu bedre. På min fars bibliotek..." Tia stoppede sig selv. Nora lyttede ellers interesseret. Tias gamle hjem var væk, alt i det var solgt. Pengene stod i banken, men minderne var væk med palæet. Hun så ned og bed sig i læben.
   "Det er lige meget. Det er en god bog," mumlede hun for sig selv. "Du går vel med i skole i morgen," sagde Nora fornøjet. Hun var køn, og hun havde en pæn lille figur og et hvidt smil som sin mor. Hun fremstod så naiv og barnlig for Tia.
   "Tia har nok brug for lidt tid her hjemme, før hun kaster sig over bøgerne igen," sagde Melina til sin ivrige datter, der nu så forstående på Tia. "Undskyld, jeg tænkte mig ikke om. Det kan ikke være let, at... at miste en far," sagde Nora stille. Tia rystede på hovedet. Hun havde lyst til at gå, men det kunne hun vel ikke.
   "Jeg tror vi har brug for mere brænde, Nora," sagde Melina. Nora, der vist også var glad for at slippe fra den spændte situation, rejste sig hurtigt og tog sit sjal og gik.
   Melina kom hen til Tia. "Min bror var en god mand, og jeg er sikker på, at han også var en rigtig god far, ikke sandt?" Tia nikkede og mærkede tårerne presse på, mens hun undgik Melinas blik. Hun rejste sig. Hun måtte ud, men Melina stod i vejen. "Det er okay, min ven. Jeg sørger også over ham." Hun tog om Tia, der ikke længere kunne holde tårerne tilbage. Hun holdt om Melina og græd hæmningsløst mod hendes skulder. "Jeg savner ham bare så meget," hulkede hun, mens Melina nikkede og strøg hende over håret. Hun græd vist også lidt, bemærkede Tia.
   Nora kom ind, da de begge stod og tørrede øjnene, og hun spurgte, hvad der var sket. "Ikke noget min egen. Tia vil gerne hjælpe os med middagsmaden. I kan gå over i laden og indfange en høne," sagde hun og smilede til sin datter. Nora nikkede og så på Tia, der havde det lidt bedre. Selvom hun ikke havde specielt meget lyst til at lave middag. Det havde hun aldrig gjort før.
   Hun gik med Nora over i skuret, og de fangede en høne. Det tog dog lidt tid, og de havde det faktisk lidt sjovt sammen. Tia følte ikke, at hun burde grine, men hun kunne ikke lade være. Hun ville give familien og byen en chance. Måske var det hele ikke så slemt endda.