Ronja tegnede et træ. Hun farvede stammen brun og kronen grøn. Men det var ikke bare et træ. Det var et æbletræ. Hun tog den røde farve og snart bugnede træet af fine røde æbler. Med tungen i mundvigen gjorde hun dem så røde og runde, at hun næsten syntes hun kunne smage dem.
Træet fandtes nemlig i virkeligheden. Det stod inde ved damen, der var deres nabo, og en dag havde mor fået nogle af dem.
Ronja så træet alle de dge, hun legede ude i haven. Æblerne var der ikke, før det havde været sommer længe og de var ikke røde, før det blev efterår. Men nu var det den måned som hed oktober og nu var de modne. Der hang æbler på næsten alle grenene og de blev tunge af det.
Ronja så igen på sin tegning. Der var fire grene på den, men i virkeligheden var der mange flere. Store, stærke grene, så man kunne klatre op i træet og gemme sig, ligesom drengen i den historie, mor havde læst for hende i aftes.
Ronja fik lyst til at prøve. Henne i "Fritteren", sagde de voksne, at det kunne være farligt at klatre i træer, men hvis nu hun spurgte damen, fik hun måske lov til at prøve. for når drengen i den historie, mor havde læst i aftes, kunne, så passede det måske ikke, at det var farligt. Gitte fra gymnastikklubben lod hende da klatre op i ribberne og det var sjovt. Måske var det kun farligt for små børn? Og hun var da 6 år og gik i børnehaveklasse og fritter, så hun var ikke lille.
"Moar.." beyndte Ronja og ville plage om lov til at spørge nabodamen. Selvom det ikke var pænt at plage, gjorde hun det sommetider.
Men nu tav Ronja, for mors blad lå på gulvet og mor var faldet i søvn. Hun havde haft noget der hed "aftenvagt", så det var synd at vække hende.
Beslutsomt tog Ronja sin lyserøde jakke på, stak fødderne i skoene og lukkede velcrobåndene. Hun rullede tegningen sammen, stak den i lommen og gik udenfor.
Det blæste lidt og der duftede dejligt af overstået regnvejr og røg fra nabokonens skorsten.
Ronja trådte lige på mellemrummene mellem fliserne, for det gav lykke og så fik hun nok lov til at klatre op i træet.
Foran den hvidmalede låge, hvor malingen skallede af, så noget gammelt grønt og slidt maling kunne ses, blev hun stående og trådte sig selv over tæerne. Pludselig var hendes mave fyldt med sommerfugle og hun kunne ikke få sig selv til at gå ind, for hun kendte jo ikke damen.
Damen kendte heller ikke Ronja. Ikke sådan rigtigt, i hvert fald, for de havde ikke snakket sammen, men Olga Kinski havde da set den lille lyshårede pige i Brugsen og når hun legede ude i haven. Hun havde også hørt hendes latter, når noget var sjovt. Naboens Ronja var vist en glad lille en.
Olga sad netop ved bordet med den blåternede voksdug og kom til at tænke på pigen og på børnebørnene, der blev så forskrækkeligt store og næsten voksne allesammen. Og på børnene, der havde været voksne alt for længe og havde så travlt.Kartoflerne snurrede på gaskomfuret, katten gned sig op f hendes ben og foran hende stod en kurv med Ingrid Marie-æbler. Det var egentlig spiseæbler, men der var alt for mange til en, så hun tænkte, at hun kunne lave æblemos af dem - og måske bruge den til en kage. Hvis nu en eller anden skulle forvilde sig på besøg.
Ronja drejede sig rundt. Hendes hjerte bankede på ribbenene og hun turde ikke åbne lågen. Mor savnede hende måske. Hun måtte hjem.
Nej, for hun ville så gerne klatre i træet. Hun vendte sig igen. Årh, hun var jo ikke et pattebarn.
Lågen gled op med en jamrende lyd og hun gik op af havegangen. Med museskridt. Der duftede fra de blomster og andre planter, der stod på begge sider af fliserækken.
Olga lyttede. Svage lyde havde fanget hendes ører og gled ind i hendes bevidsthed. De kom fra haven. Skridt mod fliserne? Det kunne vist ikke passe? På den her tid af dagen? Årh visse vasse. Det var vel bare indbildning? Hun måtte hellere begynde på sovsen.
Ronja gik lidt til den ene side for døren. Der så hun navnet på postkassen. Det beyndte med "o" og "l" - så kom der et mærkeligt, svært et med boller og krøller.
Hun hævede hånden for at banke på døren som var malet rød, men så turde hun alligevel ikke og gik til den anden side, for lige at samle alt sit mod. Og der så hun æbletræet. Det var om om det strakte sine grene frem mod hende og kaldte: "Kom nu bare. Hvis man ikke spørger, ved man da ikke, at man ikke må."
Hvis hun lyttede efter træet, slap hun for at tale med damen. Et øjeblik kæmpede hun imod. Så var det som om hun blev båret af et stædigt, usynligt fantasivæsen og med et stod hun foran det forjættede træ.
Inde i køkkenet rystede Olga på hovedet og begyndte at piske margarine, mel og mælk sammen til en dejlig, tyk sovs.
Prøvende satte Ronja en fod op på et fortykket sted på stammen. Hun rakte efter en gren højere op og trak sig op, mens hun spejdede efter en gren af passende tykkelse. Dér var en og hun flyttede først den ene fod, så den anden. Det bruste i hende og bladene sang, mens de dansede i deres gyldne dragter.
"Præcis som den skal være," mumlede Olga og betragtede den blævrende sovs med et lille tilfreds smil om munden i sit mørke, buttede ansigt.
Ronja sad oppe i træets krone. Hun kunne se ind i deres egen have. Også ind i haven på den naden side af damen. En hund dansede rundt efter en bold, som en dreng havde kastet. Hvor så de små ud, begge to. Hun så også ud over markerne og hun skimtede en flig af det blå vand, der var en fjord.Hun satte sig tilrette i sin gode hule. en trækrone var meget mere end en skæv, grøn kugle med fire grene, der strittede opad. En hule med mad. Nu hun var kommet helt her op, ville hun plukke et enkelt. Et eneste æble og det skulle være det bedste og fineste af dem alle sammen. Og det var jo det lige foran hende ... nej, det var plettet ...det lidt højere oppe var pænere - men ikke så pænt som det på grenen dér. Skidt med at det var så højt op. Hun var kunne jo klatre. Hun var god til det og det passede slet ikke, at det var farligt.
Olga stak sovseskeen ned i kasserollen.
Et tyndt, skingrende skrig flænsede alle hans sanser og kløvede den emmende køkkenluft i små sitrende firkanter. Skeen smuttede ud af hendes hånd og et øjeblik blævrede hele Olgas lille buttede krop omkap med den bastante sovs. En stor brun sovseklat skjulte en gul blomst på kjolen.
Så fattede hun så. Skriget lød fra haven og det var et barns skrig. Hurtigt tørrede hun hænderne i forklædet, smuttede i sine futsko og ilede ud af køkkenudgangen.
Hendes hårknude gik op og det endnu tykke sorte hår, med de grå stænk fløj omkring hendes ansigt.
På jorden, for foden af æbletræet lå en lille skikkelse i lyserød jakke og blå cowboybukser. Olgas hænder fløj op foran munden. Jøsses, den bitte var da vel ikke ...
Nej, Gudskelov, rejste barnet sig langsomt op og så på hende med store forskrækkede, blå øjne i et lille, beskidt ansigt. Hun snoede en tot af sit hår om sine fingre og begyndte at græde.
"Så så, din lille æbletyv," snakkede Olga og mente ikke noget ondt med det. Hvem kunne være gal på sådan en bitte forskrækket og forslået en?
"Jeg ville bare..." græd pigen.
"Kom nu med ind. Så vasker vi dig lidt," småsnakkede Olga.
Damen er væmmelig, tænkte stakkels Ronja. Hun havde ondt i panden og det ene knæ, men kunne da stå op. Hun var rigtig meget bange. Pludselig var hun fløjet og så kom jorden op mod hende. Og nu gjorde det ondt. Og den tykke, mørke lille dame, troede hun havde stjålet hendes æbler. Og så havde hun ikke engang plukket et eneste, fordi hun faldt ned -
Selvom Ronja ikke var et pattebarn kom hun til at hyle ligesom et.
En blid lunhed listede sig dog omkring hende, da damens hænder havde listet jakken af hende og vasket hendes ansigt. Nu sad Ronja på et køkkenbord og damen sagde, hun måtte smøge buksebenet op, så hun kunne puste på knæet og måske skylle det, hvis der var en rift.
"Jeg ville bare klatre i træet," hikstede Raja og så på damens smil, at hun ikke helt troede på hende. Damens ansigt var som et hav med bølger eller som det æble, mor engang fandt under sofaen.Det var helt krøllet, da de fandt det. "Et værre vinteræble," sagde mor og tilføjede leende: "Sådan sagde min mormor - din olde - tit."
"Det passer altså," sagde Ronja bestemt. "Og du ligner et vinteræble i dit hoved!"
Damen så skrap ud, men så fik hun endnu flere bølger og så lo hun som en masse små klokker.
"Vil du se min tegning? Det er dit æbletræ, men det er helt forkert." Ronja heflede tegningen frem. Nu var den også fyldt med bølger, men damen foldede den ud.
Og hun sagde ikke bare: "Hvor er den fin," sådan som de voksne i "fritteren". HUn sagde: "Ja, mit træ har mange flere grene og flere æbler."
Så smilede de til hinanden.
"Jeg skulle lige til at spise middag. Jeg laver altid varm mad midt på dagen," sagde Olga. "Har du spist, lille pige?"
Ronja nikkede hurtigt og kom til at skære en grimasse, da hun så det brune "noget," der lignede en budding, men som damen kom på sine kartofler.
"Er du heller ikke vant til tyk, god sovs?" sukkede damen, "mine børnebørn plejer at kalde mig for "Mormor tyksovs, men jeg hedder Olga. Hvad er det, du hedder`"
Ronja sagde sit navn og så forlegent væk fra massen, der åbenbart var sovs. I stedet så hun på de mange røde æbler.
"De skal skrælles og laves til mos," sagde Olga, "men jeg mangler lige en hjælper. Så kunne vi bruge det til en bombe."
"Orv - en bombe!"
Ronja blev så forskrækket at hun gispede.
"Ja, altså en kage af hvedemel, som vi fylder med dejlig æblemos. Har du smagt sådan en kage?"
Ronja rystede på hovedet, lidt betuttet.
"Må jeg godt være din hjælper?" spurgte hun så og Olga nikkede og smilede over hele sit vinter-æble-hav-ansigt.
Mens Olga spiste sin mad, rendte Ronja hjem og fortalte sin mor om Olga og æblerne. Mor skændte lidt, men fulgte så sin datter over til nabokonen.
Den eftermiddag sad der tre ved den ternede dug. De spiste æblebombe og tegnede æbletræer, med mange grene og æbler. Og de snakkede om, at man skal passe på, når man klatrer i træer og ikke vove sig ud på de tynde grene.