Alex smed den tomme æske cornflakes ned i skraldespanden. Toppen på skraldespanden vuggede da den tomme æske ramte vippelåget for at glide helt ned i det mørke dyb.
- Fandens! udbrød Alex, og hev køleskabsdøren op.
Det tomme, nærmest øde køleskab, sneg en stank af gammel ost op i næsen på Alex.
To ensomme dåseøl stod i hylden og en bakke med resterne af det der engang havde været pizza, stod med halvåbent låg, som om den grinede af ham. Han turde slet ikke tænke på hvornår han havde købt den pizza.
Alex hamrede køleskabsdøren i. Det irriterede ham at han uge efter uge glemte at købe ind.
Enlig på syvende år, og han havde stadig ikke lært sig selv at være struktureret hvad madindkøb angik. Alt andet var han struktureret med. Møblerne i stuen der stod velovervejet på deres vante pladser, det blanke skindene trægulv og de hvide persienner der hang lige og pæne foran de store vinduer. Men at sørge for at fylde et køleskab op med mad, kunne han altså bare ikke finde ud af.
Det var nemmere dengang Jeanette boede her. Hun havde altid sørget for at maden i køleskabet ikke stod og grinede af ham. Hun var struktureret med alt. Lige fra regningerne der skulle betales til kattemaden.
- Katten!
Alex åbnede køkkenskabet.
- Lad der være mad til katten, lad der være mad til katten ... messede han, som var det en bøn til guderne.
Han åndede lettet op. Der var lige nok til morgenrationen. Han sparkede madskålen på gulvet frem fra hjørnet og bukkede sig ned for at hælde de sidste rester fra pakken ned i den.
Han smed den tomme pakke op på køkkenbordet.
- Kit! Føde! råbte Alex
Han rakte ud efter en kuglepen der lå på køkkenbordet og skrev en note til sig selv på undersiden af venstre arm
At glemme at købe cornflakes og mælk var én ting, men mad til katten skulle død og pine være i orden. Han rammede ordet ind i en cirkel.
- Så skulle den være i orden Kit, maden er sikret. Hvis de er løbet tør for "Cog au vin" må du nøjes med en pakke af den sædvanlige tørkost.
Alex gloede lidt på Kit, hun stod og spiste sit tørfoder og ignorerede sin ejers forsøg på at være morsom.
- Nå, ja, hvad ved katte i øvrigt om Franske delikatesser. Alex trak på skuldrene af den humorforladte kat og begav sig mod soveværelset.
Han stoppede op ved billedet der hang på væggen i gangen. Det var af ham og Jeanette. Det viste to mennesker side om side. Jeanettes hoved hvilede på Alex's ene skulder og der var smil på begges læber. Det var taget året efter at de tilfældigt havde mødt hinanden i Tivoli.
Jeanette havde tabt indholdet af sin taske foran ballongyngerne. Alex var sprunget frem og havde tilbudt den forvirrede unge kvinde sin hjælp. Hun havde takket ja, og sammen havde de ligget på jorden med deres ender i vejret for at finde læbestifte, spejl, nøgler og alle de andre ting kvinder underligt nok, kan få plads til i deres små håndtasker.
Alex fandt Jeanettes skønhed betagende og havde budt hende på en kold flaske vin på en fortovscafé. Hun havde taget imod tilbudet. Hurtigt havde de fundet ud af at de var på bølgelængde, og et møde var blevet til flere og inden året var omme var Jeanette flyttet ind til ham i den lille treværelses.
Året efter var hun flyttet igen. I et brev, som hun havde valgt at hænge til ham køleskabet - sikkert en fin hentydning, havde hun skrevet, at hun var træt af hans manglende ansvarsfølelse overfor parforholdet og at det eneste han nogensinde ville gifte sig med, var hans job, hvis han da ikke allerede var det.
Hun havde tømt lejligheden for alt de havde købt fælles - det eneste hun havde efterladt ham, var Kit og et billede af Jomfru Maria de sammen havde købt på en ferierejse til Spanien.
Alex hev billedet ned fra væggen. Han undrede sig over hvorfor det havde fået lov til at hænge der så længe, men nogle ting blev vel bare en vane at kigge på. Han gik ind i soveværelset og smed billedet i papirkurven.
Alex åbnede klædeskabet, skjorter og bukser hang på en pæn lige linie på stålbøjlerne. På den måde kunne han tage tøjet på i den rigtige rækkefølge. Skjorterne først, alle hvide. Så bukserne, alle var sorte. Sokkerne var lagt sammen til en lille kugle med retsiden udad, alle sorte. Par efter par lå ved siden af hinanden i den lille skuffe under skabslågen.
Trods at Alex var ustruktureret med de huslige indkøb, var tøjet til gengæld altid i sin orden og på den rette plads.
Slips og bælter hang på hver deres stang som var monteret på indersiden af skabslågen.
Han tog den skjorte på der hang forrest i køen, derefter de første par bukser på den næste stang.
Og med samme fremgangsmåde, tog Alex det første par sokker.
De sorte blanke skindsko stod på sin vanlige plads ved enden af skabet.
Alex havde siden han var barn haft dette system med sit tøj, til sin mors store forbavselse.
Hans mor havde ofte kaldt ham "det lille ordensmenneske", men hun havde aldrig forstået hvorfor, han ikke havde det samme behov for orden når det gjaldt oprydning på værelset. Men moderen havde forbarmet sig over ham og havde dog prist sig lykkelig over, at hendes søn var i stand til at både at stryge og lægge tøj sammen. Da Alex flyttede hjemmefra fik han strygejern og strygebræt af moderen.
Han smilede ved tanken om sin mor. Typisk moderen, at give fornuftige indflytningsgaver.
Det var det eneste Alex havde tilbage fra sin mor - det gamle strygejern. Det blev stadig brugt flittigt når skjorter og bukser skulle glattes.
Moderen døde af kræft da han var nitten år. Han havde altid boet alene med sin mor, faderen var en fordrukken sømand, som aldrig var vendt tilbage efter at han fandt ud af, at Alex's mor ventede sig.
Alex bandt sine sko og kiggede sig i spejlet, han rettede på det mørke slips og strøg en hånd gennem det næsten kulsorte hår. Et par grå hår var begyndt at vise sig i siderne og på toppen.
Han så godt ud, hans niogtredive år sad godt på ham. Den lige næse, de markerede kindben og de dybe brune øjne.
Han spekulerede på, om han mon lignede sin far. Øjnene var fra hans mor, det var han slet ikke i tvivl om, men de fyldige læber og det kraftige kæbeparti var ikke moderens, hun var spinkel og havde feminine ansigtstræk.
Alex følte et savn i sit indre ved tanken om moderen. Hun var det eneste familie han kendte. Mormoderen og morfaderen var døde længe før Alex blev født, og Alex's mor var deres eneste barn.
Han sukkede, drejede sig en halv omgang og fandt sin cottoncoat der hang løst over stoleryggen.
En velkendt kimen fra telefonen på væggen fik Alex's opmærksomhed væk fra cottoncoaten.
- Ja! sagde Alex da han stod med telefonrøret.
- Walther her, det er sket igen! Du er nødt til at komme ned på stationen, "hunden" har indkaldt til møde. Denne gang en toogtyveårig kvinde, de fandt hende i en skov. Elleve knivstik som sædvanligt.
"Hunden" var chefen i kriminalafdelingen, de kaldte ham "hunden" fordi han havde ry for at have en næse, der kunne opspore enhver forbryder.
Alex tog fat om cottoncoaten med den ledige hånd.
- Jeg er der om tyve minutter. Han lagde røret, tog cottoncoaten på og greb ud efter bilnøglerne der lå på skrivebordet.
Alex trykkede på knappen i elevatoren. Fem etager under ham lå parkeringshuset. En af årsagerne til at han valgte at købe en lejlighed i denne ejendom var, at der hørte en parkeringskælder med i købet. Hver lejlighed havde sin egen parkeringsboks.
Han nikkede et vanligt godmorgen til parkeringsvagten.
Madsen havde siddet i det lille vagthus og åbnet og lukket bomme i al den tid Alex havde boet i ejendommen.
Madsen var en venlig ældre herre, men ikke så vild med at snakke. Det var sjældent at Alex kunne få mere end enstavelsesord ud af ham. Men den ældre parkeringsvagt besvarede altid hans morgenhilsen, med et venligt smil og nik.
Alex trykkede på centrallåsen i nøgleringen. Et velkendt bip fra bilen lød og han satte sig ind i den hvide BMW. En bil hans politiløn ikke ligefrem havde råd til at betale for, men Alex var af den opfattelse, at visse ting måtte man tage sig råd til, på bekostning af andre ting.
Han kørte ud fra parkeringsboksen, den hvide BMW gav et par hjulspind da han lod bilen accelerere ved bommen. Madsen trykkede på bomknappen og løftede hånden i en hilsen.
Solen stod højt på den August-blå himmel. Alex åbnede handskerummet og fandt solbrillerne frem.
- Fandens til godt vejr at dø i, sagde han til sig selv.
Tre knivstiksmord på under fjorten dage. Seriemord.
Alle tre mord var begået med elleve knivstik, alle i brystet og han var åbenbart på vej til det fjerde mord af samme slags.
At "hunden" havde indkaldt til møde betød at sagen lå som højeste prioritet.
Alex sukkede, han var klar over at hvis de fortsat fandt døde mennesker rundt omkring i byen, så ville søvn og fritid være en by i Rusland. På den anden side, så havde han ikke meget andet at tage sig til, end at hellige sig sit arbejde. Han var den typisk klassiske kriminalbetjent, der brugte sit arbejde til at slippe for det daglige navle-pilleri med at realiserer sig selv og sine drømme.
For Alex handlede det om at gøre sit arbejde perfekt, der var ikke plads til afvigelser i opklaringssager. Især ikke i sager som denne han var på vej til nu.
Den hvide BMW kørte ind på politiets parkeringsplads. Alex steg ud af bilen og lod igen centrallåsen gøre sit arbejde.
Han smækkede svingdøren op og trådte ind på stationen.
Der var tydeligvis travlt, alle rendte rundt i hektisk panik. Telefoner kimede, folk rendte frem og tilbage og udvekslede sagsmapper.
Walther dukkede frem fra menneskemylderet. Han var tydeligvis ophidset over nattens nye fund.
- Godt du kom, vi venter på dig inde i mødelokalet.
Walther drejede om på hælen og gik i forvejen som en førerhund.
Alex fulgte tavs efter.