Ude på en stor åben mark render der en stor hesteflok rundt.
I flokken er der en stor hingst, han er stærk og muskuløs. Rundt om ham render resten af flokken, ungheste, deres mødre og fædre. Den store hingst er flokkens leder, det er ham der sørger for god orden. Nogle gange sætter han i galop og resten af flokken følger ham, han har fundet et bedre sted at græsse, det siger hans instinkt ham. Så dér løber han, med sin flok bag sig:
- Hvorfor følger flokken efter ham?
- Hvorfor bliver de ikke bare og græsser der hvor de står?
Fordi de har blind tillid til ham, han har aldrig givet dem grund til andet. Han har aldrig styret dem eller truet dem med alverdens katastrofer hvis de ikke følger ham, det står dem frit for om de ønsker at følge ham. Han fortæller dem ikke, at hvis de ikke er med ham, så er de imod ham.
Hvert eneste medlem af flokken har sin frie vilje.
Han gør heller ikke forskel på farve og form, alle er velkomne i hans flok, brune, røde, sorte, hvide, spættede, tykke, ja, selv de skeløjede er velkomne. Han står og holder øje når flokken græsser, for at advare dem hvis der lurer en fare, han tager sit job ganske seriøst, det er en æres sag for ham, at passe på sin flok.

Han værner om hopperne når de er med føl, der er han ekstra meget på vagt, for det er vigtigt for ham at hans race ikke uddør, det er hans fornemmeste opgave.
Der er ingen i flokken der skal arbejde mere end andre for at få lov til at græsse på hans nyfundne sted, de kan bare spise til de er mætte og tilfredse - og han jager ikke nogle væk fra det frodige vandhul fordi han er angst for ikke at få nok selv, de er alle sammen velkomne til at slukke deres tørst. Han har ikke brug for at eje vandhullet. Han favoritiserer ikke blandt flokken, alle er unikke i hans øjne. Han deler derfor sol og vind lige. Når der ikke er mere vand, vil han sørge for at finde et nyt sted, hvor de alle kan slukke deres tørst.

Hvis der en sjælden gang skule være uro i flokken, så vrinsker han og stiller sig på bagben.
De uartige lystrer ham!
- Hvorfor gør de nu det?
De har ikke grund til andet, han forviser ikke de uartige heste til et andet græs-land. De bliver ikke hele tiden mindet om hvor dårlige medlemmer af flokken de er. Derfor er alt er glemt få minutter efter den store hingst har markeret sig, de uartige viger blot et skridt eller to tilbage, og fortsætter så deres græsning.

Sådan går der mange somre og vintre, den stærke hingst bliver ved med at sørge godt for sin flok. En dag vil den stærke hingst blive gammel og svag, og en ny hingst må tage over - det gør den uden at slå den gamle hingst ihjel, eller love resten af flokken alverdens vidundere, han overtager posten som den nye leder, ene og alene af den grund... Han er i stand til at passe på flokken.
Sådan har det set ud i tusindvis af år, og det ser ud til at fungere.