Forfatteren sad og stirrede på de skrevne ord. Han var gået i stå.
   Han lænede sig tilbage i stolen, trak brillerne ned på næsetippen og kiggede ud over brillestangen. Han lod det slørede blik falde på den skrevne tekst. Bogstaverne flød ud og gav ingen mening. Han sukkede, tog brillerne af og lod ansigtet falde ned i hænderne. Han var træt, han havde siddet og skrevet i timevis. Spist havde han heller ikke, kun drukket af den kande kaffe, han havde sat frem på bordet tidligere. Han rakte ud efter kaffekanden og rystede den. Den var tom.
   Han kiggede efter sine smøger og fandt en halvkrøllet pakke Kings, ved siden af tastaturet.
   Han bankede en cigaret ud ad pakken og satte den til munden, tog sin lighter frem fra skjortelommen og tændte sin cigaret.
   Kaffe og cigaretter, så kunne han sidde her i timevis uden at ane hvor tiden blev af.
   Han kiggede på sit ur. Klokken var halv elleve, han havde skrevet i fire timer nu. Mørket havde for længst gjort det lille hus usynlig i natten.
   Forfatteren tog sine briller på, som han havde lagt ved siden af computeren.
   Han kiggede på teksten foran sig. Han vidste ikke hvad han skulle gøre nu, historien havde nået en mur.

Hovedpersonen sad i et tog fra Rom mod Paris, på vej til at snigmyrde Den Amerikanske forsvarsminister, som i dette øjeblik var på vej til Frankrig for at diskutere omrokering af styrker i Irak med den franske præsident i Paris.

Han havde valgt en kvindelig snigskytte som hovedperson. Hun var høj, smuk og intelligent.
   Han smilede af sin egen genialitet. Hvem ville nogensinde nære mistro til en smuk, ung kvinde på vej til Paris for at kigge på kunst?

Nu sad hun her i toget, fuldstændig kold og klar til at udføre sit job. Hun var berygtet blandt ligesindede for sin pression og loyalitet. Et job var et job, og målet var blot endnu en genstand for hendes lyst og glæde.
   Mange kaldte hende sygelig, man sagde det kun, når hun ikke hørte det.
   Venner havde hun ingen af, der var ikke plads til sentimentalitet og følelser i hendes liv.
   Hun efterlod altid et varemærke ved sine døde genstande. Et stykke afrevet rød klud, for at minde andre om hvem de havde med at gøre. Magt og frygt var hendes styrke. Trods hendes smukke ydre og hendes ekstraordinære intelligens, hvilede der en kølig, afstumpet jernlady i hendes dyb.
   Efterretningstjenester verden over havde givet hende tilnavnet "blod-kluden".
   Ikke en levende sjæl havde nogensinde spekuleret på, at "blod-kluden" kunne være en kvinde.
   Hendes mor, der efterlod hende da hun var syv år, stak af med en græsk millionær og overlod datteren til den sadistiske og fordrukne far.
   Efter faderens død, tog hendes enlige onkel hende til sig.
   Onkelen boede på landet, han havde lært hende at gå på jagt. Allerede i en alder af seksten år, var hun i stand til at ramme sit bytte på lang afstand og hun besad en tålmodighed, som kun ses hos de mest garvede jægere.
   Hun havde elsket at ligge der, på lur, vente på byttet som var totalt uvidende om dets kommende skæbne. Når adrenalinen pumpede i blodet, kunne hun ligge der i timevis. Hun elskede følelsen af at have magten, at have alle fordelene. Hun tænkte ofte på sin far, når hun lå der. Hvordan han plejede at slå hende med kosteskaftet, når der ikke var mere sprut i huset, eller brændte hende med cigaretter, når han blev overmandet af afmagt.
   Når hun lå der imellem buske og træer og ventede på sit offer, var det hende der bestemte. Det var hende der lå med magten i hænderne.
   Som voksen havde onkelen sendt hende på universitetet. Han havde fortalt hende, at viden er magt.
   Hun havde bestået sine eksaminer med glans og havde en doktorgrad i kunsthistorie.
   Efter onkelens pludselige død var hun rejst til Rom for at være i nærheden af det eneste, hun respekterede og fandt smukt. Nemlig det gamle Roms kunst og historie.
   Det var det eneste, hun følte for.
   Men savnet af at holde et våben i hånden, havde ledet hende til militæret.
   Efter en vellykket militæruddannelse som officer i hæren, havde hun stiftet bekendtskab med en mand, der ville betale hende godt for at gøre det hun var bedst til. At dræbe.
   Gennem ham kom hun ind i det meget lukkede land, hvor hver mand er sin egen. Her var hemmeligheder og loyalitet dagsordenen, og enhver der forsøgte at ændre på det, eller gå andre veje, endte i grå ligposer. Er man først inde, er den eneste vej ud - ligposerne.

Forfatteren smilede, han var tilfreds med sin hovedperson. Hun var perfekt. Hun var den type kvinde, enhver mand fandt mystisk nok til at bruge tid på, og samtidig var hun smuk.
   Men hvis mænd kendte til hendes indre, ville de løbe den anden vej, meget hurtigt.
   Han skimtede atter teksten igennem, han var irriteret over blokeringen. Hvis han bare kunne få ét guldkorn, bare et enkelt et, der kunne vise ham hvordan han skulle gribe romanen an.
   Han sukkede og lænede sig tilbage i den sorte kontorstol.
   Et bad ville gøre godt, det hjalp altid at blive skyllet igennem, når kreativiteten gik i stå.
   Han slukkede for læselampen, der stod på skrivebordet og gik ud i badet.

Han stod længe og lod vandet sile ned ad sin krop, de varme dråber prikkede på huden som små hagl. Han bad til, at han måtte få en åbenbaring, han manglede stadig det indre billede, der skulle til, for at han kunne fortsætte romanen.
   "Blod-kluden" sad i sit tog, hun havde siddet der længe nu. Alt for længe. Hun var ikke den tålmodige type når det gjaldt om at komme frem til sit mål. For hende gjaldt det om at nå til målet hurtigst muligt, fuldføre sit job og videre til det næste.
   Forfatteren tænkte, at hun måtte være rasende over ventetiden i toget.
   Hun blev en vulkan i udbrud, hvis nogen gik hende i vejen på vej til et job og sådan som hun havde arbejdet for at være hvor hun sad i dag, fortjente hun ikke hans ødselhed. Han følte en skyldfølelse overfor "blod-kluden".

Han slukkede for vandet og fik tørret sig i et håndklæde, der hang på knagen.
   Efter en tiltrængt barbering slog han sin mørkeblå slåbrok om sig, stak fødderne ned i de varme hjemmesko og gik ud i køkkenet. Sulten havde overmandet ham, et stort tomt hul i maven krævede hans opmærksomhed.
   Ude i køkkenet tændte han kontakten, lyset blinkede et par gange, før det oplyste det lille køkken.
   Han stivnede et øjeblik, øjnene bedrog ham. Han lukkede dem hurtigt igen.
   Hvad der ramte hans øjne måtte være hallucinationer - mangel på mad måtte være årsagen, han følte sig svimmel.
   Forsigtigt åbnede han sine øjne.
   - Nej, det kan ikke passe, sagde han højt.
   Men det passede. Midt på køkkenbordet lå der et lille stykke stof.
   Det var ikke bare et almindeligt stykke stof.
   Det var rødt og kvadratisk, han kunne se det var revet af fra et større stykke, det lille stykke flossede i siderne, små tråde hang løst.
   Febrilsk rakte han ud efter stoffet, åbnede lågen til skraldespanden og smed stoffet ned i plasticposen der hang på skraldestativet, som var det en smitsom sygdom han stod med i hænderne.
   Han knaldede skabslågen i med et brag der gav genlyd. Stillede sig med ryggen til lågen og gispede efter vejret.
   Jeg må have glemt at jeg har lagt det der, jeg ved ikke...
   Hans tanker var forvirrende, han kunne ikke fuldfører en tanke førend den næste slog ind.
   Han tog fat i et glas, der stod på køkkenbordet, åbnede for den kolde hane og førte glasset ind under det rindende vand.
   Sulten var væk, pludselig følte han sig mæt. Han stak glasset med det klare kølige vand op til munden og drak indholdet i et hug.
   - Jeg er bare træt, sagde han til sig selv og satte det tomme glas fra sig.
   Han gentog ordet træt i sit indre, i et forsøg på at berolige sig selv.
   Man han følte sig overhovedet ikke spor rolig.
   Forfatteren trængte til en cigaret. Hvad han lige havde set, krævede noget at berolige sig på og da han ikke brugte alkohol som beroligende middel, var cigaretterne det eneste, han kunne komme i tanke om. Han gik ind i arbejdsværelset hvor lyset fra den bærbare lyste godt nok op til, at han kunne se cigaretterne der lå på skrivebordet. Da han rakte ud efter dem kunne han mærke noget blødt røre ved sin hånd. Han stivnede et kort øjeblik og førte derefter hånden over på knappen til læselampen. Lyset pegede direkte ned på den bløde genstand.
   - Hvad fa... Mere sagde forfatteren ikke, synet gjorde ham tavs...
   Den lille røde klud lå ved siden af cigaretpakken. Han slukkede hurtigt lyset, som om at mørket ville få det han så, til at forsvinde.
   - Det er ikke muligt, hun er bare en figur, hun er sprunget ud fra min fantasi … hun findes ikke.
   Hans tanker løb stærkt nu, den ene tanke erstattede den anden. Det var som om, hele hans indre ville op gennem halsen, kvalmen steg opad som en brændende fornemmelse. Han løb ud på badeværelset, han kunne ikke længere holde opkasten tilbage. Han stak hovedet ned i tønden og gav mavesækken lov til at bestemme farten. Mavesyren sved i halsen. Han trak ud i toilettet og rejste sig op, svimmelheden gjorde ham tung i hovedet, hvide prikker for øjnene der dansede rundt; umuliggjorde det, at orientere sig. Han rakte ud efter håndvasken for at have noget at holde fast i, han følte han skulle falde. Få sekunder var nok til, at han igen kunne se klart.
   Et skrig tordnede ud mellem hans læber. En rød klud, identiske med dem han havde fundet i køkkenet og i arbejdsværelset, lå midt i håndvasken. Kvadratisk med tråde der hang løst i siderne.
   - Hvad er det, du vil? Råbte han ud i den døve luft.
   Forfatteren løb ind i soveværelset. Heldigvis havde han mulighed for at forsvare sig.
   Han rev skabsdøren op og fandt en lille æske på den bagerste hylde. Med rystende hænder fandt han den lille metalgenstand frem fra bunden af æsken. Han checkede våbenet for patroner. Den var fuld. Han havde købt pistolen i sine unge dage, dengang alle var bange, på grund af det stigende antal indbrud.
   Han stak pistolen i lommen på slåbrokken og rendte ind i arbejdsværelset. Med rystende hænder tændte han for læselampen og satte sig ned foran computeren.
   Fingrene hamrede i tastaturet som om hans liv afhang af farten. Længe sad han og skrev uden pauser, han turde ikke stoppe.
   En svag lyd fra stuen fik ham til at stoppe op. Det føltes son om, at istapper gled ned af ryggen.
   Med næsten tavse skridt gik han ind i stuen, der lå mørk og tavs.
   Men han var sikker, han havde hørt noget herindefra. Langsomt lod han sin hånd finde kontakten på væggen. Han lod pegefingeren glide nedad, lyset sprang frem med det samme og oplyste rummet.
   Med et fast blik scannede han stuen igennem for røde genstande.
   Noget rødt, er her noget rødt …
   Tanken fik huden på hans arme til at bule op i små prikkede landskaber.
   Der var intet at se. Alt så ud til at være som det skulle være, men for at være sikker lod forfatteren atter blikket glide henover stuen.
   Intet, stuen var som den skulle.
   Han slukkede for lyset og lod ansigtet falde ned til brystet af lettelse.
   Et chok fik ham til at hoppe et skridt tilbage, foran ham, i døråbningen lå der endnu en rød klud.
   - Nu kan det være nok din sindssyge kælling, råbte forfatteren.
   En tanke løb gennem hans indre.
   Hun har mistet tålmodigheden, hun er vred. Jeg skulle aldrig have ladet hende sidde i det tog så længe. Jeg véd jo, hvordan hun reagerer på den slags.
   Forfatteren mærkede hvordan rædslen overmandede ham. Han burde have vidst bedre. Han havde jo selv skabt hende, og nu var hun trådt frem for at slå ham ihjel.
   Han løb ind i det mørke soveværelse. Stuen lå mørk og øde hen. En forfinet lugtesans ville kunne ane en stærk lugt af angst, der hang i luften som tunge skyer.
   Et højt brag fra soveværelset gav genlyd ude på gaden. Og så blev der stille.


* * *
   Bech stod i soveværelset med sin lille notesbog og skrev.
   - Hvad fanden er der sket her? spurgte kriminaltekniker Nielsen, der trådte forvirret ind i rummet.
   - Ja, det er det mest vanvittige selvmord, jeg nogensinde er blevet kaldt ud til, svarede Bech.
   - Selvmord! Er jeg blevet hevet ud af sengen klokken to om natten, på grund af et simpelt selvmord?
   Nielsen skjulte ikke sin irritation.
   - Først troede vi, det var mord, svarede Bech. En nabo slog alarm da han hørte et skud. Men som efterforskningen skred frem, blev det tydeligt at manden her har skudt sig selv med pistolen. Bech pegede ned på den døde forfatter.
   - Krudtslam på hænderne… sagde han med en vanlig tone.

Forfatteren lå på ryggen. Placeringen af hans arme og ben vidnede om, at han var faldet ved skuddet. I højre hånd lå en pistol og et skudsår kunne ses i højre tinding. Rundt omkring ham og på sengen lå der røde afrevne klude. Men Nielsen tog ikke notits af dem.

- Det er ikke første gang, politiet rykker ud til selvmord af denne slags.
   Nielsen var tydeligvis stadig irriteret.
   - Næh, svarede Bech, der stadig stod med hovedet begravet i notesbogen og skrev. Men hvad der foruroligede os var de skrevne ord på computeren i arbejdsværelset. Bech stak en pegefinger frem og pegede ud mod gangen som vejviser.
   - Det næste vi fandt, var små røde klude liggende overalt i huset, han lavede et hurtigt nik med hovedet i retning af de røde klude på gulvet.
   Nielsen forstod intet.
   - Du må forklare dig bedre Bech!
   Bech stak notesbogen ned i lommen og kiggede op.
   - Jeg synes, at du selv skal gå ind og kigge, jeg bliver her og venter.
   Et gådefuldt drilsk smil gled hen over hans læber.

Nielsen gik ind i arbejdsværelset. Computeren stod midt på skrivebordet.
   Han kiggede på skærmen.
   "Blod-kludens sidste job". Overskriften stod med fede bogstaver øverst.
   Nielsen tog fat om musen og kørte ned i teksten. Det ene kapitel efter det andet synede frem. Det lignede en helt almindelig romantekst. Nielsen fandt intet foruroligende ved det han læste.
   En kriminalroman om en kvindelig snigskytte. Hvad foruroligende kunne der være ved det?
   Nielsen huskede, at han engang havde arresteret en kvindelig spritbilist, men aldrig en kvindelig morder.
   Han var lige ved at opgive sin søgen efter tegn, der kunne give ham svar, da han fik øje på adskillige sider med den samme tekst nederst i romanen:
   Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld …
   Det fortsatte i det uendelige.
   - Det var satans! Udbrød Nielsen for sig selv.

- Det ser ud til, at vores forfatter har fået knald i låget, sagde Nielsen, da han igen trådte ind i soveværelset.
   Bech smilede stadig.
   - Ja, sådan kan det gå, når man er en succesfuld kriminalforfatter og ikke længere kan skelne virkelighed fra fantasi. Synd og skam, han var virkelig dygtig til det med fiktion, hans bøger har solgt godt verden over. Han rystede på hovedet og trak på skuldrene og fortsatte:
   - Inde i klædeskabet… han brugte igen sin pegefinger, der hænger en rød kåbe, som er revet i laser. Jeg går ud fra at de røde klude, der ligger rundt omkring i huset stammer derfra. Idioten må selv have placeret dem, i sit vanvid for at skræmme sig selv. Bech slog en latter op.
   Nielsen nikkede:
   - Højest sandsynligt.
   Nielsen satte sig på sengekanten. Selvom han var en rutineret betjent forekom det ham usandsynligt at forlade gerningsstedet på dette tidspunkt:
   - Hvad gør vi nu?
   Bech satte sig ved siden af ham.
   - Jeg ved det ikke helt, vi venter vel.
   - På hvad? spurgte Nielsen, selvom han allerede kendte svaret..
   - På ordrer ovenfra. Bech smilede igen.
   Nielsen nikkede sammenstemmende. Han vidste udmærket fra hvem.
   - Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har tålmodighed til at sidde her hele natten, jeg hader at vente - det er respektløst, det sker desværre alt for ofte efterhånden.
   Nielsens stemme var forandret, tonen af forvirring var erstattet med en dyb selvsikker ryst. Der var en snert af iver i hans stemme.
   Bech fangede Nielsens blik, han lod hånden glide ind under jakken. Pistolen lå i sit hylster som vanligt:
   - Heller ikke jeg.
   Hans stemme var lav, men tydelig nok til at Nielsen forstod budskabet.
   Begge betjente lod blikket glide ud i rummet, de sad og stirrede afventende ud i intetheden.
   Et stagneret rædselsvækkende smil sad limet fast på begge betjentes læber.