Maja stillede sig på tæer og strakte sig så lang hun var for at kigge op over plankeværket.
   Her havde han heller ikke gemt sig, det eneste hun kunne se var et par træer og naboens græsslåmaskine. Men hun ville ikke give op, hun skulle tale med ham, om noget meget vigtigt.
   Hun gik over i haveskuret for at finde sin fars trappestige. Den måtte da kunne bruges.
   Med mas og besvær fik hun hevet trappestigen ud og trak den hen til indkørslen. Hun foldede stigen ud og begyndte at gå op ad den, trin for trin, til hun var oppe på det øverste, hun holdt fast med den ene hånd på den lange stang, der var monteret på trappestigens håndtag. Hun tog den anden hånd op og placerede den vandret og udstrakt over øjerne for at se bedre, nøjagtigt som hun havde set sømænd gøre det på film, når de skulle kigge langt. Hun kiggede ligeud, til siderne, nede og oppe. Men det var svært at kigge helt op, solen skar i hendes øjne selvom hånden skærmede den smule den nu kunne. Men heller ikke her kunne hun se ham, trods hendes ihærdighed. Måske var trappestigen ikke lang nok, men hun turde ikke tage den lange stige. Hun huskede godt hvad der skete den dag hendes bror var kravlet op af den, for at komme helt op i toppen på birketræet. Han var faldet ned fra stigen og havde brækket den ene arm, så han måtte gå med gips i lang tid. Det skulle hun i hvert fald ikke prøve.
   Hun kravlede ned fra stigen, satte sig på det nederste trin og lod ansigtet hvile modløst i hænderne. Nu havde hun ledt efter ham alle vegne. Bag huset, foran huset og nede ved mosen havde hun gået og kaldt på ham op mod træerne. Hun havde jo fødselsdag i morgen, derfor var det vigtigt at finde ham.

Hun tænkte på billedet af ham som hang over mormors seng. Han havde en lang hvid skjorte på der nåede helt ned til fødderne og han havde et stort hvidt skæg. Mormor havde tit sagt at Gud fader boede i det høje og der skulle vi alle hen en dag. Men trappestigen var ikke lang nok og hun havde ikke tid til at vente på, at hun skulle op i det høje. Mormor kunne ikke sige hvornår det var. "Det er noget han bestemmer mit barn," havde hun sagt.
   Hun havde spurgt om man ikke kunne ringe til ham og mormor havde grint så meget at hun var begyndt at græde. Da hun endelig var færdig med at grine og græde sagde Mormor, at man ikke kunne ringe til Gud.
   "Hvorfor ikke?" havde hun spurgt sin mormor.
   "Fordi Gud ikke har en telefon." Og så havde mormor givet hende en kage fra kagedåsen.

Hun sad og tænkte lidt.
   Måske kunne man ikke få så lange ledninger, at de kunne nå helt op i det høje.

Mor kaldte på hende inde fra huset, der var aftensmad. Hun rejste sig fra trappestigen og gik mod huset med nakken bøjet nedad. Hun måtte nok bare vente til hun skulle op til ham i det høje, eller indtil hun fandt en ledning der var lang nok.
   Hun spiste sin aftensmad og gik tidligt i seng. Mor sagde at det var vigtigt hun fik sin søvn, nu hvor hun havde fødselsdag i morgen.

Næste morgen blev hun vækket af mor, far og storebror. De stod inde på værelset og sang fødselsdagssang. Hun strakte sig og smilede. Nu var hun otte år. Hun følte sig allerede større.
   "Kom med ind i stuen, Maja," sagde mor, og så gik de alle sammen ind i stuen.
   Midt på gulvet stod en stor brun papkasse.
   "Den er til dig Maja," sagde far, "tillykke med fødselsdagen."
   Hun gik hen til papkassen og løftede forsigtigt på pappet. Hendes øjne blev store og lyste op. Der sad en sød lille hundehvalp med store øjne og peb.
   "Men hvordan fandt han ud af det, jeg kunne jo ikke finde Gud fader i det høje?"
   Hendes stemme var fuld af forundring.
   Mor og far begyndte at grine.
   "Nogle gange, Maja, hører Gud hvad vi tænker og hvis vi ønsker noget stærkt nok, så kan han måske få det til at gå i opfyldelse," sagde far.
   Maja sad og tænkte lidt over hvad far lige havde sagt, hun klappede tænksomt hundehvalpen på hovedet:
   "Nu kan jeg bedre forstå man ikke kan ringe til ham, det er nok også alt for dyrt."
   Så grinte far og mor igen, selv storebror grinte. Men Maja var ligeglad for hun havde fået sin hundehvalp og nu vidste hun, at hun aldrig behøvede at lede efter Gud fader i det høje igen, man kunne bare nøjes med tænke på ham. Hun huskede sig selv på, at hun skulle sige tak til ham når hun engang skulle til det høje. Så tog hun tog hundehvalpen op og begyndte at lege med den.