Jeg bryder mig faktisk ikke ret meget om at have menstruation. Jeg har ondt der hvor kun kvinder kan have det. Det føles som om underlivet buler op, og ved at mase sig frem, finde en vej ud fra mørket. Ondt i mine lår får jeg også, det niver hele vejen fra det skyldige sted, ned til midt på lårene. For ikke at glemme spændingerne i lænden. Og jeg vil heller ikke glemme at nævne mit humør. Jeg er irriteret, sart, ked af det og får lyst til at stikke hovedet ned i en olie tønde, fyldt med chokolade fra Toms chokolade fabrik.
Jeg må ned og hente bind i supermarkedet, for jeg har naturligvis lige brugt det sidste for et par timer siden. Det er som om det kommer bag på mig, hver eneste måned, at det her kan ske.
Jeg hopper elegant ned i mine støvler og tager frakken på. Jeg traver den lange ved nej til supermarkedet. Jeg finder hylden med bind og tampax. Der står en mand foran mig, han ser flov ud. Stakkels mand, hans kone har sikkert sendt ham ned efter bind og jeg kan kun forestille mig, hvilket drabeligt helvede han måtte komme i, hvis han havde nægtet. Jeg fniser stille for mig selv.
Arme - stakkels - mand.
Jeg vælger en pakke bind med vinger, de sidder godt - i hvert fald de første 5 minutter, lige indtil jeg begynder at trave rundt og gøre alt det der skal gøres, så begynder det at krølle. Det værste er når vingerne river sig løs og klæber sig fast til hinanden. Ja, forestil dig det lige, de to sider med klister, der skulle sørge for at bindet sidder fast på trussen, mødes! Jeg plejer at give op og skifte med det samme, ellers kan det hurtigt gå hen og blive en blodig oplevelse.
Jeg ved godt, at det ikke er ting man taler om, men det går mig på.
Nå, men jeg går hen til kassen for at betale min pakke bind. Den stakkels mand er for længst væk, han sneg sig langs hylderne, efter han hev en pakke nat bind ned og lagde den i vognen.
Ved kassen står der en ældre dame, hun tager pænt én ting af gangen op fra sin vogn, i et tempo der kan gøre selv en skildpadde misundelig. Jeg står og tripper, ved siden af mig ligger de smukkeste stykker chokolade jeg nogensinde har set. Fra Toms. Sveden begynder at pible frem på min pande, jeg har det frygteligt! I et kort øjeblik synes jeg at chokoladen siger mit navn. Jeg ryster på hovedet. Det må være indbildning.
Endelig får den ældre dame lagt den sidste vare op på båndet. En pakke smør. Ægte smør, ikke det der kærgården.
Det er min tur, jeg skynder mig at lægge mine bind op på båndet og frydes over, at jeg vandt kampen mod chokolade paradiset ved siden af mig. Jeg smiler triumferende.
Jeg kører plastic kortet gennem skinnen og betaler på beløbet. Jeg køber ikke en pose, men vælger at tage pakken med bind i hånden, jeg har ikke lyst til at betale de par kroner en pose koster. Desuden er jeg også ligeglad, hvis folk vil grine af, at jeg slentrer ned gennem hovedgaden med en pakke bind, må de gøre det.
Jeg skynder mig hjemad, jeg kan tydeligt mærke at det er på tide at få skiftet bind.
Ja, jeg ved godt det ikke er noget man taler om, men tænk på, at ca. halvdelen af jordens befolkning står i denne situation, syv til otte dage om måneden i mange år. Og alligevel er det noget man ikke taler- eller skriver hjem om. Du synes måske oven i købet, at det er ulækkert, at sidde her og vide alt dette? Så prøv lige at forestille dig, hvordan jeg har det måned efter måned.

Men her går jeg altså, op gennem hovedgaden med mine bind.
Endelig er jeg hjemme, jeg smider mine støvler i entreen og nærmest løber ud på badeværelset. Jeg lukker døren, selvom jeg er alene hjemme. Men når en kvinde er i denne situation, vil hun helst være så alene som overhovedet muligt. Efter lidt mas med at få åbnet den nye pakke bind, lægger jeg et nyt stykke ned i trussen. Glat og fint ser det ud, og helt rent. Jeg tænker på, at så pænt vil det ikke være næste gang jeg kigger på det. Jeg laver en underlig grimmasse efter dén tanke, og skynder mig at tænke på noget andet.
Efter et vellykket toiletbesøg, vandrer jeg ud i køkkenet og sætter en kop kaffe over. Jeg går ind i soveværelset og finder en bog frem, som ligger på mit natbord. Jeg skifter samtidigt til mine lyserøde pyjamasbukser, jeg holder ikke de stramme bukser ud, underlivet laver igen forøget på at mase sig ud. Tilbage til køkkenet hvor kaffen er færdig, jeg hælder op i en kop og slentrer ind i sofaen, lægger en sofapude godt til rette, sætter mig ned og vikler tæppet der ligger henslængt på sofaryggen om mig. Jeg slår op på den side jeg er nået til i bogen, og begynder at læse. Jeg glemmer alt om bind og toilet besøg, i hvert fald de næste par timer.