Min morfar havde ry for at være streng og hård. Men sådan oplevede jeg ham aldrig.
   Min morfar var for mig min store levende engel. Han havde det fineste sølvstængte grå hår, han var stor og bred, og ofte, som barn tænkte jeg på at han måtte have været en stor, stærk og flot fyr da han var ung. Hans øjne var blå, og han trak vejret tungt, fordi han havde astma. Han delte ofte en hvidtøl med mig, som han serverede for mig i tomme og vaskede sennepsglas. Sådan var det hjemme ved min morfar og mormor, dér smed man aldrig noget ud - alt der kunne genbruges, blev genbrugt.
   Så kunne vi sidde der, min morfar og jeg, ved spisebordet og høre radioavis mens vi drak af den kolde, søde og skummende hvidtøl. Hvis jeg engang imellem spurgte til, hvad damen i radio avisen sagde, tyssede han på mig, og kiggede strengt på mig.
   Jeg tav med det samme; jeg havde lært, at når min morfar havde det blik på, så skulle man tie stille.

Min morfar var gartner, hans isme og kærlighed lå i haven - der brugte han mange timer. Han var kendt for at have Ølbyvejs flotteste og mest velplejede have. Brugsen, som lå ved siden af min morfars store røde hus, købte ofte af min morfars grøntsager og blomster. Somme tider hjalp jeg min morfar. Jeg kørte rundt på min tre hjulede røde cykel med ting på laddet - nogle gange, når det var forår, kørte jeg med alle frøene, som min morfar lagde i jorden. Om sommeren var det blomster han havde plukket til min mormor. Om efteråret var det skovle, eller visne blade der skulle i kompostbunken. Jo, jeg gjorde skam mit til, at den flotteste have på Ølbyvej, var min morfars.

Når vi havde rendt rundt i haven, hørte det sig til at min morfar skulle sove middags- lur, så satte jeg mig ind i køkkenet til min mormor der som regel stod og syltede, eller lavede klar til aftensmaden. Min mormor kaldte det ikke for aftensmad, men for middagsmad. Så sad jeg der og stak en sur rabarber ned i sukkerskålen og gnaskede det i mig, mens min mormor fortalte historier fra gamle dage. Når min mormor var færdig med sit køkkenarbejde var det hendes tid til at sove til middag. Jeg gik med ind i den store seng og puttede mig ved siden af hende.
   Her lå vi og snakkede, til jeg faldt i søvn.

Det er gode minder jeg har fra tiden med min morfar og mormor. Her var jeg i ro, og her følte jeg mig elsket. Jeg kedede mig aldrig når jeg var sammen med dem - det var nogle meget lykkelige barndomsår, de år, jeg tilbragte med min morfar og mormor.

En dag blev min morfar meget syg, og de måtte sælge det store røde hus på Ølbyvej.
   Det var hårdt for os alle sammen, men mest for min morfar der havde det svært med at skulle undvære sin have - men hans astma var taget til, og hans høje alder havde også krævet at han måtte trække sig tilbage.
   De flyttede i lejlighed, min morfar og mormor, ikke mere end en kilometer fra det store røde hus. Huset blev solgt til en cykelsmed.
   Man fik lavet en lille tilbygning på huset, og herfra blev der solgt og repareret cykler.

Jeg skulle begynde i skole samme år, som min morfar og mormor fik deres nye lejlighed. Min mor arbejdede meget, så det blev min morfar der hver dag hentede mig i skolen. Hver eneste dag tog han mig med hjem, og her fik jeg enten hvidtøl, eller sigtebrød med sukker på. Og en daglig middagslur sammen med min mormor i den store bløde seng blev det også til. Hvis jeg en sjælden gang skulle kede mig, så fandt min mormor altid på et eller andet jeg kunne lave. Jeg tegnede tit på madpakkepapir. Jeg lagde det tynde, næsten gennemsigtige papir, oven på en tegning fra avisen, og så tegnede jeg af. Det var oftest tegneserier - gerne "Poeten og Lillemor".
   Jo, jeg hyggede mig meget i mine bedsteforældres stuer.

Årene gik. Jeg blev ældre og blev mor. To måneder efter jeg fik min lille smukke datter, blev min morfar meget syg. Han blev indlagt, og kort tid efter døde han. Alderen var trådt ind, kroppen blev svag, og hans smukke hjerte ville ikke pumpe mere.
   Det var forfærdeligt, jeg var i dyb sorg i lang tid - ja, faktisk i mange år. Da min morfar døde, var det som om at alt det, jeg syntes var smukt og kærligt, døde med. Javist, havde jeg min lille datter, som naturligvis var det smukkeste i hele verden. Men at min morfar ikke var ved min side, var ikke til at bære. Jeg endte i en dyb depression. Hvem skulle nu få mig til at føle mig elsket? - Hvorfor kunne Gud ikke bare vente lidt med at tage ham fra mig? Det forhold jeg havde til min morfar var unikt. Det var et dybt spirituelt kærlighedsforhold mellem en bedstefar og hans barnebarn.

Jeg kastede op til begravelsen, og tårerne trillede ned ad mine kinder, ned i salmebogen da vi sang "op al den ting." Min morfars ynglings salme, og i øvrigt den dag i dag også min. Mine tårer gjorde de smukke ord af Hans Adolph Brorson næsten ulæselige. Men alligevel fortsatte jeg med at synge, som var det den sidste gode gerning, jeg kunne gøre på denne jord.
   Min elskede morfar var død, jeg skulle aldrig mere se ham. Eller skulle jeg?

Få måneder efter min morfars bisættelse, lå jeg en kold november-nat i min seng. Sorgen over min morfar var ikke taget af, men hverdagen var her, og den var jeg nødt til at tage mig af, især fordi min rolle som nybagt mor ligesom krævede det.
   Men her lå jeg altså og sov, i min store egetræsseng og de store dundyner.

Midt i min søvn, kom min morfar til mig ved daggry - han stod ved min sengegavl og kiggede på mig, hans blik var en blanding af ømhed og et blik der ville fortælle mig, at jeg skulle lytte godt efter nu. Jeg kiggede bare på ham, jeg var lidt forvirret, han var jo død, så hvordan kunne han så stå der og kigge på mig?
   Han sagde ingenting, men tog derimod min hånd i sin, og førte mig ud gennem det ellers lukkede vindue. Vi fløj bare igennem det, som om at ingen af os vidste, at det var lukket.
   Vi fløj opad, steg op mod de store hvide skyer, der mindede om store bløde vat-totter.
   Jeg kunne se mit hus når jeg kiggede ned, og ud over byen når jeg kiggede frem. Det var ufatteligt smukt.

Pludselig var vi ved det store røde hus på Ølbyvej. Vi fløj ind gennem et lukket vindue, nøjagtigt som da vi fløj ud. Min morfar holdt stadig min hånd, han tog mig med på erindringsrejse gennem stuerne, alle gæsteværelserne, kælderen, som min mor, jeg, og mine søskende boede i, da huset stadig var min morfars.
   Min morfar var tavs gennem hele erindringsrejsen, han førte mig blidt og sikkert gennem det store røde hus. Duften af min morfar og mormor var der stadig, duften af kærlighed og tryghed. Jeg græd, mens min morfar førte mig rundt. Jeg mindedes alting så klart. Alle fødselsdagene der var blevet holdt der, min mormors dejlige jordbærgrød, de mange juleaftener, haven med de mange blomster og grøntsager, min lille hvide tremmeseng, der stod op ad vinduet som vendte ud mod haven. Jeg kunne huske at jeg som barn kunne kigge ud i haven, hvis jeg stod på tæer i sengen.
   Alting stod så lysende klart for mig på min erindrings rejse gennem barndomsminderne, og selvom min morfar var tavs gennem hele rejsen, var det som om han alligevel talte tusinde ord. Han fortalte mig med sin blotte tilstedeværelse at disse år i det store røde hus havde betydet noget vigtigt for mig, og for ham.

Da rejsen indenfor var slut, stoppede vi op ude i haven. Min morfar kiggede på mig og sagde for første gang noget som jeg aldrig vil glemme:
   "Køb huset Rina," (min morfar kaldte mig Rina). "Huset er til salg, og det piner mig at se det falder i forkerte hænder." Og mere hørte og så jeg ikke, for det næste jeg husker er, at jeg sidder oprejst i min store seng og græder, jeg var tung og ør i hovedet.

Jeg overbeviste mig selv om, at det hele blot var en drøm, og forsøgte at finde hoved og hale på mig selv efter den lange rejse til erindringens land. Jeg stod op som alle andre dage og fik styr på dagen. Efter morgenmaden og bleskift slog jeg op i den lokale avis og læste:
   "Hus til salg på Ølbyvej, stort, rummeligt og familievenligt."
   Der var der et billede af min morfars store røde hus, som jeg ganske få timer forinden havde været på gennem rejse i.
   Jeg sad længe og stirrede på salgs annoncen, jeg ved ikke hvor længe jeg sad der. Men jeg husker at jeg flere gange kiggede og læste det hele igen og igen. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
   Havde min morfar virkeligt været hos mig den nat, eller var det hele bare en livagtig drøm? Hvordan kan det være at der var en salgs annonce i avisen, dagen efter jeg drømmer at huset er til salg?

Jeg havde ikke råd til at købe huset. Hvis jeg havde haft råd, havde jeg købt det.
   Jeg var blot 18 år - ung og under uddannelse.
   Min morfar sagde til mig i drømmen, at han ikke ville have at huset faldt i de forkerte hænder. Huset blev solgt til et selskab som rev det ned og byggede en tankstation.
   Nu er huset væk. Men ikke minderne, de er der stadigvæk.

I mange år, har jeg spurgt mig selv om hvordan jeg kunne få den viden i en drøm.
   Jeg har aldrig fundet svaret, men er blevet enig med mig selv om, at jeg må acceptere at der nogle gange sker ting som vi mennesker ikke skal, og kan forstå.
   Om det hele var en tilfældighed, eller om der virkelig er mere mellem himmel og jord, skal jeg ikke være dommer over. Men barndomsminderne og min erindringsrejse står lysende klart i mit indre, og jeg værner om dem begge med mit hjerte. Det skylder jeg min morfar. Og jeg håber at han har tilgivet mig for at jeg ikke har købt det store røde hus på Ølbyvej.