Vi skulle på besøg hos mormor i hendes kolonihavehus d. 1. juni. Det var en meget regnfuld sommerdag, der ligeså godt kunnet have været en kold efterårsdag. Det var mindre end en uge siden, jeg havde fået sommerferie, og regnen vækkede mig klokken 12.30, da den hamrede ned på naboens bliktag. Jeg havde været midt i den bedste søvn, jeg havde fået længe, da vejret tog en dyyyyb indånding, og derefter blæste tonstunge regndråber ned på vores planter. Alle vores blomster bukkede under for pytterne på deres kroner, og vandet samlede sig sammen på det omtalte, larmende bliktag over naboens skur. Jeg havde prøvet at vende mig om og sove videre, men det var umuligt med den rytmiske plasken og min lillebrors vilde leg i haven.
Jeg havde lettet lidt på gardinet og set Magnus hoppe rundt på det mudrede græs med sin grønne regnfrakke og blå gummistøvler med pokémon på. Han hvinede, mens han hoppede i det sumplignende græs, og fik store sprøjt op ad sine cowboybukser og i ansigtet fra den store vandpyt.
Vores have var slet ikke noget specielt. Det var bare noget græs dækket af masser af kløver. Da vi flyttede ind for 2-3 år si-den, havde de tidligere beboere ladet hele haven forfalde. De havde bare smidt store sten og grus over det hele, og ellers lå der gamle tandbørster, sutter, legetøjsbiler og havehandsker under det tørre grus. Vi har fået ret meget skik på den, hvis man kigger på "før"-billederne, men den er ret kedelig. Jeg ville ønske, vi i det mindste havde et rigtigt stakit i stedet for en hullet hæk. Så kunne vi ligge ude og sole os, når der vel at mærke er sol, men når folk bare kan kigge ind, når de går forbi, så skal jeg ikke ligge dér!
Magnus grinede, mens han smed en tennisbold op ad væggen og greb den igen. Hele græsset slubrede når han bevægede sig, og han gik næsten i ét med den brune græsoverflade, fordi han var så beskidt.
Der gik ikke særlig lang tid før himlen begyndte med sine symfonier af blå/hvide lyn og efterfølgende tordenbrag. Magnus brød sig bestemt ikke om lyn og torden, så han løb ind, som fanden var i hælene på ham, og krøb sammen til en kugle i mors seng. Han ville ikke åbne øjnene, som var klemt sammen til små, tynde streger, og han forsvandt næsten nede under dynen. Jeg sad lidt hos ham og prøvede at få ham til at åbne øjnene, men han holdt sig for ørerne og hørte ikke et ord af, hvad jeg sagde.
Lidt efter kom mor prustende hjem, slæbende på 5 indkøbsposer. Mens hun stod og tørrede sig over sin svedige pande med håndryggen, spurgte hun, hvor Magnus var. Jeg svarede, at han lå nede under den citrongule dyne, og han havde fået sovehår og pudemærker op ad kinden. Mor gav mig besked om at vække ham, så vi kunne komme af sted til mormor. Jeg ruskede i ham, mens mor stod ved siden af og trippede utålmodigt. Jeg fik da endelig rystet lidt liv i ham, og han klemte sig fast til min hånd, mens han tog sine gummistøvler på. Vi styrtede ud af døren med vores gule paraplyer, og Magnus tabte sin ene støvle. Mor fortsatte, mens vi fik sat gummistøvlen på Magnus' sorte strømpe. Vi indhentede mor, og skyndte os ind i vores gamle rustvogn af en bil. Mor lod en irriteret, stønnende lyd slippe ud gennem læberne, da vi endelig satte os ind på de grå sæder. Vi var blevet godt våde, selvom vi havde paraplyer, og bilen lugtede af klam regn. Jeg tændte for radioen og begyndte at vugge foden lidt frem og tilbage til sangen. Mor slukkede hurtigt igen og mumlede noget om hovedpine.
Magnus var meget stille under køreturen på 15 minutter, især når tordenen buldrede sig gennem vores ører og ind til trommehinderne gang på gang. Han kunne slet ikke se det smukke i lynene, der revnede himlen foran os, på trods af mine opmuntrende råb og forsikringer om, at biler er det sikreste sted at opholde sig under sådan et vejr. Han nægtede igen at åbne øjnene, og spurgte bare gentagne gange om, hvordan jeg kunne være sikker på det. Jeg prøvede at forklare lidt om gummiet på hjulene, men opgav hen ad vejen. Til dels pga. Magnus' uinteresserede, skræmte mine, til dels fordi jeg ikke selv var helt sikker på grunden.
Vi nåede frem til parkeringspladsen uden for indgangen til mormors sommerhus. Mor parkerede nede under et træ.
"Her må du ikke holde, mor," sagde Magnus lavt. Han kiggede lige frem på træet med store øjne, som havde det slået ham.
"Lynet kan slå ned i træer og så går der ild i det, og så går der ild i vores bil, og så eksploderer den, og så kan vi ikke komme hjem," sagde han, med en stemme der steg for hvert ord. Han havde en vane med at sige "og så", hver gang han var ivrig eller bange. Mor drejede nøglen om igen, og fik bilen til at starte efter nogle få host. Hun bakkede og kørte hen i den modsatte ende af pladsen. Hun gad ikke engang sukke.
Jeg åbnede døren i min side og trådte direkte ned i en sø af mudret regnvand. Jeg sukkede irriteret, og da Magnus så det, pegede han triumferende på mit bukseben og skraldlo. Jeg gav ham et dræberblik, kun teenagere kan præstere, og ryste-de mit våde ben hele vejen hen til mormors røde, metallåge.
En køn, lyshåret pige kom hen mod os, mens hun smilede høfligt til mig. Jeg smilede tilbage, og af mangel på en bedre idé, samlede jeg mine lange arme omkring mig. Jeg følte mig pludselig så akavet. En svag brise af parfume sneg sig vej til mig, da hun strøg forbi, og jeg drejede hovedet efter hende. Hun gik om hjørnet længere nede, og jeg fjernede ikke blikket fra stedet, hvor hun forsvandt, mens jeg trådte over en ordentlig pyt, inden jeg gik ad havevejen hen til mormors røde dør, der matchede lågen. Mor havde ladet den stå åben, og jeg trådte indenfor. Lugten af ældelse slog mod mine næsebor. Jeg råbte hej, stillede paraplyen i gangen, og begyndte at snøre min ene sko op. Magnus klamrede sig til mig.
"Trinny, hvornår stopper det med at lyne? Jeg kan ikke lide det... Der er sikkert heller ikke en lynafleder her hos mormor, og så kan lynet slå ned i os, og så kan vi dø af stød eller vi kan også brænde inde, og det vil jeg ikke!" Han tog en dyb indånding på grund af hans manglende hukommelse med hensyn til at trække vejret i hans talestrøm.
"Der sker ikke noget, Magnus, jeg skal nok redde dig ud, inden der sker noget," mumlede jeg til ham, mens jeg prøvede at hive min våde gummisko af med min frie hånd.
"Det kan du ikke vide," surmulede han, og sparkede sine støvler af. Vi gik ind sammen, hvor jeg satte min gladeste mine på mit ansigt og sagde begejstret hej til mormor. Magnus var ikke så god til at skjule sit humør, så han smuttede forbi mormor og ind på hans soveværelse. Jeg trak undskyldende på skuldrene for mormor, men jeg kunne sagtens forstå ham.
Mormor satte nogle småkager frem og begyndte at tale med mor om sin ryg. Jeg tog en småkage, stirrede ligegyldigt ud i luften, og prøvede at brede mit bukseben så meget som muligt ud, så det kunne tørre. Jeg tog min strømpe af og smed den på gulvet. Mor sendte mig et vredt blik, men jeg gad ikke samle den op.
"Jeg kan godt leve med smerterne i min ryg, men jeg kan snart ikke holde ud at have dårlig mave hele tiden. Her i mandags måtte jeg løbe ud på toilettet, uden at jeg nåede det, og så skulle jeg til at vaske mit tøj og skrubbe gulvet," beklagede hun sig. Mor nikkede medlidende med mormor.
"Du skal ikke lære at leve med smerterne, mor, der er smerteklinikker rundt omkring i landet. Du kan bare bede din læge om at henvise dig til den nærmeste," råbte mor ud til mormor, der i mellemtiden var gået ud i køkkenet for at lave kaffe.
Jeg tog et dameblad fra sofabordet og begyndte uinteresseret at læse om de royales kjoler gennem de seneste 10 år. Jeg bladrede videre, hvor en glad, kraftig dame stod glad på midten af siden. Den kjole, hun havde på, var nok den grimmeste kjole, jeg nogensinde havde set. Jeg rynkede på næsen. Den klistrede ind til hendes krop med en gyselig, lyserød farve. Hun havde enorme pufærmer, der rent faktisk var større end hendes ret så store, lyserøde hat. Selv hendes sko var den samme, grimme lyserøde farve, med snore op ad hendes ben, der fik dem til at ligne 2 indsnørede rullestege. Hun lignede en kæmpe gris med skinkeben. Jeg forestillede mig mor i den. Jeg fnisede.
"Det er ikke særlig selskabeligt at sidde og læse, nu hvor vi er hjemme hos mormor..." mumlede mor anklagende.
"Nej, det er det altså ikke," samtykkede mormor på jysk fra køkkenet. Jeg lukkede bladet og stirrede ud i luften igen.
Jeg rystede mekanisk benet, uden at det så ud til, det hjalp.
Jeg begyndte at undre mig over, hvad Magnus lavede, og rejste mig for at gå ind til ham. Han lå på maven og læste i ét af hans mange Anders And blade, mens han sparkede med benene i luften. Han kiggede ud af øjenkrogen på mig, men vendte hurtigt tilbage til sit blad.
"Det er stoppet med at lyne," sagde jeg optimistisk.
"Vinden kan vende, og så kan det komme tilbage," hviskede han uden tøven, og uden at lægge mærke til mit sjældne opti-mistiske humør. Jeg smilede over hans pessimistiske side.
"Skal vi ikke lave et eller andet?" spurgte jeg og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Han svarede ikke.
"Skal du bare ligge dér og læse Anders And?"
Han reagerede slet ikke.
"Du skal sgu da ikke være sur på mig, dit lille fjols, jeg har da ikke gjort noget!" sagde jeg lidt surt. Han lagde bladet fra sig, kiggede lige på mig og sagde:
"Nogle gange kan man altså godt have en dårlig dag og være sur uden nogen egentlig grund," mens han citerede, hvad jeg plejede at sige, når jeg havde menstruation. Han vendte hovedet mod sit blad igen, og jeg kom med et lille komisk grynt. Jeg betragtede ham lidt, men til sidst stavrede jeg tilbage til mormors sygehistorie. Nu snakkede de om "Husk", og mormor henvendte sig til mig, og sagde:
"Det hedder husk, fordi man skal huske det." Jeg granskede hendes ansigt, for at finde ud af, om hun havde sagt det for sjov. Ikke fordi mormor har særlig meget humor, men jeg kunne ikke forestille mig, hun kunne sige sådan og mene det. Hendes ansigt var gravalvorligt. Hvordan det kunne være, mormor altid snakkede til mig, som om jeg var et lille barn, var mig en gåde. Jeg udstødte et suk og stirrede længselsfuldt på et "Ude og Hjemme", der også lå på sofabordet. Jeg elskede kriminalhistorierne, men ellers var det for det meste om kræftsyge, handicappede, hjemløse og sådan, og det var ofte for deprimerende.
Der stod noget med helseopskrifter, og forsiden var printet med en historie om drengen Matthias, der var blevet rask efter en hjerteoperation. Jeg gav mig selv ret i, det altid var sygehistorier i "Ude og Hjemme". Som et helt blad mormor.
Jeg kiggede skiftevis på mor og mormor. Nu snakkede de om mormors gigt og skøre knogler. Havde mor overhovedet opdaget, Magnus ikke sad ved siden af og at jeg hadede at være her? Jeg blev pludselig så vred på alt det her lort om, vi skulle sidde pænt og høre om mormors lidelser. Det var da rigtig synd for hende, men Magnus og jeg skulle da ikke sidde og høre på det! Jeg mumlede noget.
"Hvadbehager?" spurgte mormor overrasket over min pludselige afbrydelse fra mit ellers så stille jeg.
"Jeg er lesbisk," udbrød jeg og vidste, det var sandt. Der blev helt stille. Mormor drejede hovedet hen mod mig, mens mor var stivnet i en bevægelse.
"Jeg er MEGET lesbisk! Lesbisk med stort L," provokerede jeg, og drejede hovedet og så direkte på mormor.
"Ja, lesbisk betyder, jeg er til piger. At jeg kan lide at have sex med dem i stedet for drenge," sagde jeg med tryk på sex. Hun måbede. Jeg tog min våde strømpe i hånden og udenfor med mine gummisko i hånden. Jeg tog dem begge på, mens jeg smed min våde strømpe over i et blomsterbed. Så gik jeg ud ad den rødmalede dør, der matchede havelågen, og videre i ret-ning af hjørnet, pigen var drejet ned ad, mens jeg nød, regnen var stoppet og at solen varmede mit ansigt.