Hun kiggede ud af vinduet, det øsregnede! Hun sukkede roligt, for at få renset luften i sine lunger ud, og puffede gardinet tilbage på plads. Et vindpust fra gardinet ramte hendes ansigt, og hun lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Hun stod lidt med lukkede øjne og nød lyden af regnens trommen på vinduet. Hun havde altid elsket regnvejr! Specielt når hun skulle sove. Det lullede hende roligt i søvn, og hun drømte altid behageligt, eller sov en dyb og dejlig søvn.
   Hun åbnede sløvt øjnene, og kiggede direkte ind i sit spejbilledes øjne. Hun gav et lille gisp fra sig, da hun troede, der stod én derude. Hun grinede højt. Hvor latterligt! Hun var oppe på 3. sal, hvordan kunne nogen så stå udenfor vinduet? Hun lo hjerteligt, og fjernede en lok sort hår fra sit ansigt. Hun spejlede sig lidt i vinduet, mens hun krammede lidt op i sit korte, sorte hår. Det var klippet i etager, og havde røde striber spredt vilkårligt omkring. Hun havde altid været glad for sine skrå øjne, som nogle gange så ud som om de var helt sorte. Hun var ikke af asiatisk afstamning, så hun vidste ikke, hvor det var kommet fra, men kvinderne i hendes familie havde altid haft de træk. Hendes næse så meget normal ud, synes hun, mens hun kørte fingrene op og ned ad næseryggen. Det eneste skår i glæden, så at sige, var hendes mund. Hun havde altid hadet den som pesten! I hendes yngre dage havde hun altid dækket den med halstørklæder, tørklæder eller rullekraver, men nu hvor hun var midt i 20'erne, ville hun ikke skjule sig mere. Hun havde skjult sig, siden hun blev født. Selv på de yngste og mindste billeder af hende, dækkede hun altid munden med sin ene hånd eller begge hænder.
   Hun havde kun et lille, hvidt ar, som bevidnede om hareskåret, hun blev født med. Hun talte også fint, havde hun fået at vide af kolleger og venner. De sagde, man faktisk slet ikke kunne høre det. Men hun synes selv, hun lød som et togs fløjte hver gang, hun talte. Derfor var hun kendt som den stille, generte pige, fordi hun aldrig havde turdet at åbne munden. Men det ville hun ikke mere! Godt nok havde hun stadig det lille ar, men nu ville hun til at lære at være stolt af det! Det var hendes kendetegn, og kun hendes. Ingen havde et helt magen til, og sådan her var hun! Hvis der var nogen, som brændte hende af på grund af det, så var det ikke hendes fejl. Det var bare dem, der var overfladiske og egoistiske.
   Hun gloede vredt ind i sine egne øjne overfor på grund af den pludselig vrede, der blussede op i hende. Hun smilede forlegent, som var det hendes livs udkårne, der stod foran hende. Hun mærkede varmen stige op i kinderne, og hun rødmede.

Regnen var stoppet nu, og de sorte skyer var i fuld gang med at drive væk fra himlen. Hun tog sin lange læderfrakke på, og skød kraven op om ørerne.
   Hun skuttede sig lidt, da hun åbnede hoveddøren ud til den lille gårdhave. Blomsterne nikkede af vandet på deres kroner, og græsset knirkede vådt under hendes gummisko. Vinden blæste i hækken til højre for hende, og hun snusede glad lugten af regn ind i sine næsebor. En fugl sang, mens hun besluttede sig for at gå ned til søen.

Da hun sad på bænken ved søens kant og kiggede på ænderne, følte hun for alvor kulden. Da hun gik, frøs hun ikke, men når hun sad stille og ikke bevægede sig, var det kun et spørgsmål om tid, før hun begyndte at fryse. Hun gav mine til at rejse sig, da hun hørte gruset knage bag sig. Af en eller anden grund blev hun forfærdeligt bange. Hvis hun ikke var det, ville hun bare have rejst sig, og måske lige kastet et blik over skulderen, men ellers bare gået videre. Hun stivnede midt i bevægelsen, og en klam lugt af fugt og noget andet ulækkert, hun ikke rigtig kunne sætte fingeren på, slog imod hendes ansigt, som hagl på størrelse med tennisbolde. Hun tog mod til sig, og drejede forsigtigt hovedet til det ukendte bag hende. Hun håbede, det bare var en lille gravhund eller et eller andet, men hun tvivlede stærkt på det.
   En snøften fik det til at gibbe i hende. Pudselig slog det hende, hvor latterlig hun egentlig var. Der kunne jo ikke ske noget ved at se, hvad det var. Det værste ville være en fyldebøtte eller en vagabond, og de var ganske ufarlige. Det var jo en hyggelig, lille by, det her, der var ikke sket noget voldsomt de sidste 15-20 år. Kun nogle unge, der stjal slik nede i Jensen's købmand, havde hun hørt om, og hun havde boet her hele sit liv! Hun blev vred på sig selv over sit bange gemyt, og drejede i ét nu hovedet.
   Pigen bag hende fløj tilbage ved den pludselige bevægelse. Hun kunne højst være 8 år, og hun var drivvåd. Hendes hår var så fedtet, at det sad i kager omkring hendes hoved. Hun var meget beskidt! Hun havde en kjole på, som var alt for stor til hende. Den havde engang været rød, men nu var den bare grålig. Der sad klumper af mudder overalt på hende. På hendes ansigt, hals, skuldre, kjole, og hendes bare tæer. Man kunne tydeligt se, hun havde grædt på de lyse striber, der slangede sig ned ad hendes runde kinder. Det var det eneste rene på hende.
   "Undskyld!" sagde hun til den lille pige, mens hun rakte hånden frem til hende. "Jeg ville ikke gøre dig forskrækket, jeg blev bare lidt bange."
   Pigen kiggede nysgerrigt på hende, mens hun lagde armene omkring sit lille bryst.
   Bare ved at kigge på det lille væsen, som næsten ikke havde noget tøj på, fór der store byger af kulde igennem hende.
   "Hvad hedder du?" spurgte hun videre, og drejede sig mod hende, for hun kunne mærke, hun var ved at få ondt i nakken. "Jeg hedder Ditte," sagde hun, for at få pigen til at sige noget, men hun stod bare helt stille uden at gøre mine til at sige noget. Hun så slet ikke ud til, hun trak vejret, så stille stod hun.
   "Er du blevet væk fra nogen?" Ditte ønskede inderligt, hun havde en familie, men på den anden side, hvem efterlod sin datter herude? Hun havde været her i et stykke tid, regnede hun med. Hvis hun havde en familie, så skulle de i hvert fald få nogle sandheder at vide! Hun smilede lidt for sig selv. Det her var overhovedet ikke den stille og generte pige. Hun rankede ryggen, og mærkede en ukendt følelse af stolthed brede sig fra sin rygrad ud i fingerspidserne.
   "Anna," sagde pigen pludselig ud af det blå, helt stille, som om hun næsten sagde det til sig selv. Som om hun bare lige skulle vide, det var hende, der stod her. Anna kiggede Ditte direkte ind i øjnene, og afslørede nogle smaragdgrønne øjne, som borede sig ind i Dittes sjæl. Ditte mærkede en rislen i sin krop, hun fik gåsehud og de små hår i nakken rejste sig. Hun blev skidebange, lige ud af det blå. Hun manede bestemt følelsen væk, og smilede sødt til Anna. En and rappede, og regnen begyndte så småt igen at dryppe ned fra en sort himmel. Det støvregnede kun, men skyerne varslede ordentlig skylle om ikke så lang tid.
   "Vil du ikke hjem til mig, Anna?" spurgte Ditte, mens hun forbandede den luskede vind, der kunne skifte retning når som helst og blæse skyerne den forkerte vej. Anna nikkede og rakte sin ene hånd frem til hende. Den var så beskidt, at man slet ikke kunne se neglene. Hun tog den, og lidt statisk elektricitet fløj igennem hendes hånd. Hun bed sine læber sammen for ikke at lade et lille skrig slippe sin mund, så pigen blev forskrækket igen. Hun ville bare lige give Anna et bad, og derefter ringe til politiet. Mens de gik, holdt de i hånd, og Ditte snakkede til Anna. Hun vidste, hun hørte og forstod det, men hun svarede ikke. Stakkel, tænkte Ditte. Hun har sikkert ikke haft et særlig nemt liv. Måske er hendes forældre alkoholikere eller sådan noget lignende? Forfærdeligt!
   I det samme kiggede pigen op på hende og smilede. Ditte blev rørt, og smilede ømt tilbage. Nu skulle hun få et varmt bad, og måske havde hun stadig noget tøj fra sin lillesøster, som Anna kunne passe?

Efter Anna havde været i bad, og Ditte havde skrubbet hende overalt, lignede hun en ganske almindelig pige. Lige bortset fra hun havde den smukkeste lille, røde mund. Ditte blev helt misundelig på hende, men hver gang hun mærkede jalousiens uhyre krabbe sig frem mod hende, jog hun den straks væk igen. Der var overhovedet ikke noget at være misundelig på! Javist havde hun en smuk mund, som hun næsten ville have givet sine ører, næse og stemme, plus alle sine øvrige lemmer, for, men pigen havde været udenfor i flere timer i regnvejr. Hun havde garanteret ikke haft det let, så nu skulle Ditte bare slappe helt af, og være tilfreds med det, hun havde!
   Hun havde nu fået et par blå joggingbukser og en T-shirt på, og sov inde i Dittes seng. I morgen ville hun helt klart ringe, men nu skulle hun lige sove ud. Ditte redte op på sofaen, men ombestemte sig. Hvad nu, hvis Anna vågnede om natten og var bange? Hvis hun havde mareridt, og havde brug for én til at trøste sig? Eller hvis hun bare vågnede om morgenen og blev skræmt, fordi hun følte, hun var helt alene? Ditte gik resolut ind i soveværelset, og lagde sig ved siden af pigen. Hun så så sød ud, mens hun lå der og sov. Hun havde bare lyst til at tage hende op, og kramme hende. Kramme alle de sorger hun måtte have haft i sit liv, ud. Forsikre hende om, at alt nok skulle ordne sig. Lige inden hun mærkede søvnen tage over, kiggede hun på sit digitalur sengebordet. Tallene viste 23.04, og hun vidste, det var den 14. januar. Hun smilede ved lyden af den regelmæssige trommen på ruderne omkring i lejligheden. Så lagde hun træt hovedet ned på puden, og faldt straks i søvn. Det mørke ingenting veg fra en masse billeder, som tonede op som en behagelig drøm:

"Hun legede med Anna, som grinede højt hver gang, Ditte sagde noget. Hun vidste instinktivt at de var mor og datter nu. De legede i haven bagved et stort hus på 2 etager. En mand kom ud, og gav Ditte et kys på munden, mens han legede med Anna med den anden hånd. Han kildede hende på maven, og Anna grinede højt, mens hun hagede sig fast i hans arm. Hun gav slip på jorden med benene, og hang nu i hans arm. Han svajede ikke engang, han stod helt stille. Han slap endelig Ditte, som smilede lykkeligt. Så blinkede han til hende, inden han lod Anna dumpe ned på et tæppe. Han holdt hende fast, mens han kildede hende under armene. Hun grinede, og begyndte at hikke. Hele hendes lille krop spjættede hver gang, hendes mave trak sig sammen i et hik.

Lyset blinkede, og Annas ansigt kom frem, mens det idylliske billede helt var væk. Det var som om, hun glemte det, hun lige havde set, lige så snart dette billede dukkede op.
   Hendes ansigt lo ikke mere, hun var vred, kunne Ditte se. Det lille, vrede ansigt fyldte næsten hele Dittes synsfelt, og bagved hende, var der kun koldt mørke. Det lille ansigt blev rødt af vrede, og det fortrak sig i en hæslig grimasse, mens den perfekte lille, røde mund sagde:
   "Vidste du, hvad du gjorde, dengang du fik en abort for præcis 8 år siden?" hun råbte nogle forfærdelige skældsord, og en forfærdelig sandhed gik op for Ditte. Det var hendes datter! Men hun var jo død? Nu smilede Anna ondskabsfuldt, mens hendes engang så bange hoved sejlede rundt i drømmen.
   "Nu fatter du det endelig, hva', MOAR? Tillykke, det er din drabsdag i dag!" Ditte gispede af skræk, og hun mærkede tårerne brændte under hendes øjenlåg.

BLINK-BLINK-BLINK, og billedet skiftede igen. Ditte lå i sin seng ved siden af Anna. Hun vågnede op ved, Anna kaldte på hende. Hele det ubehagelige fra før, var som forsvundet fra jordens overflade.
   "Kom, Ditte, skal vi ikke gå en tur?"
   Ditte gav hurtig efter, for hun var så glad for, Anna endelig talte rigtigt til hende. De gik ned ad de mange trapper, hånd i hånd. Deres marmoroverflader var kolde mod Dittes fødder, men hun mærkede det ikke. Hun lod Anna følge sig, og følte kun varmen fra hendes hånd gå ned i sin. Varmen bredte sig i hele hendes krop, og hun frøs ikke det mindste! De gik ud i gårdhaven, og regnen bredte sig som et tæppe omkring dem. De løb gadedrenge-løb ned ad den halvmørke gade. Gadelygterne lyste deres ansigter op for et sekund, inden de i næste nu var væk fra lygten, og var på vej til næste lyskegle. Vandpytterne sprøjtede omkring dem, og gjorde Dittes natkjole våd nede i sømmen. Anna fulgte hende bare derudad, og det virkede som om, natten aldrig sluttede. Da de endelig stoppede, opdagede Ditte, at hun havde lukkede øjne. Hun havde bare ladet sig føre, og nu stod hun her. Hun åbnede spændt øjnene, og vidste, noget spændende skulle ske. De stod i kanten af søen, hvor de mødtes allerførste gang. Det yderste af Dittes tæer stak ned i vandkanten. Der var ingen ænder, eller tegn på andet liv. Der var så uendeligt tyst. Hun følte det som om, hun fløj, og hun var bare så lykkelig. Intet andet ord kunne beskrive dét, hun følte. Bare ovenud lykkelig.
   Anna holdt hende stadig i hånden, og månen lyste venligt ned på dem. De kiggede på hinanden. Anna smilede og lo højt, hvorefter hun forventningsfuldt trak Ditte et skridt fremad. Hun bemærkede ikke et lille glimt bag pigens øjne, som bevidnede om andet end glæde. Noget, som fortalte om en lille drøm om noget ondt."

Et ægtepar, der var ude at gå tur med deres schæferhund, fandt hendes lig næste morgen. Det vendte med hovedet nedad i vandet, men flød ikke rigtig. Det var rullet sammen i fosterstilling, og halvt flød, så ægteparret havde først troet, det var en stor plasticpose. Det var først da de kom tættere på, de så at poser ikke har hænder - eller natkjoler på.
   De alarmerede politiet fra mandens mobiltelefon, og 2 betjente kom straks efter. Langsomt kom der flere og flere, og til sidst var hele søens område befolket med politifolk. En kriminalbetjent gav ordre til at trække hende op fra søen.
   På hendes armbåndsur var viserne gået i stå, da uret kom ned i vandet. Politiet kunne derfor kende hendes præcise dødstidspunkt, som var klokken 23.04, den 14. januar.
   De fjernede noget tang og alger fra hendes ansigt, og opdagede, hun havde et saligt smil om hendes læber. Hun så ud som om, hun sov. Hun knugede en dukke ind til sig, som havde den smukkeste, røde mund.