Jeg blev født d. 15 juli 1988 klokken 22.16, hvor jeg faktisk var skindød, fordi jeg havde siddet i fødselsgangen så længe. Jeg fik hurtigt suget slim ud ag lungerne, og fik nogle klask, og overlevede.
   Det var en hård fødsel for min mor, og også hendes første, og jeg var klart et ønskebarn. Min mor havde desværre aborteret gangen før, hun havde været gravid, og det havde naturligvis været et hårdt slag for hende. Men så kom jeg, præcis en måned efter hendes 28-årsfødselsdag, og var et meget nemt barn. Mine forældre havde allerede bestemt, jeg skulle hedde Sara, for det synes de, var et rigtig sødt navn. Men hvis jeg havde været en dreng, var det mere uklart. Det stod mellem 2-3 navne, og jeg kan godt lide at tænke på, det måske var forudbestemt, jeg var en pige, siden de kun havde ét pigenavn fremfor flere drengenavne.
   Jeg havde en god barndom i et godt kvarter, og jeg var et meget glad og kærligt barn. Min far arbejdede i Told og Skat, og var ikke så meget hjemme. Jeg var endnu ikke stået op, når han tog af sted, og jeg var lagt i seng, når han kom hjem, så jeg har altid haft det tætteste forhold til min mor.
   Jeg har også altid været glad for at sove ude, det har aldrig generet mig, modsat min bror, og jeg elskede at sove hos min farmor. Jeg forguder min farmor, og vi havde det rigtig hyggeligt sammen, selvom jeg blev usigeligt forkælet hos hende. Jeg var jo hendes lille "guldklump". Jeg kunne nævne mange lykkelige stunder, jeg havde, helt frem til omkring 6. klasse, hvor det langsomt ændrede sig.
   Det var lige omkring det tidspunkt, mine forældre besluttede sig for at blive skilt. Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af, og jeg synes, det var mærkeligt lige pludselig ikke at have dem begge to omkring mig.
   Det var især mærkeligt at skulle pakke, til vi skulle flytte fra mit barndomshjem. Jeg kan huske, jeg faktisk ikke pakkede noget, men jeg var også kun 11. Jeg overnattede hjemme hos min farmor i den uge, og da jeg kom hjem, var der pludselig tomt og forladt. Det var et chok for mig at se, at alle de velkendte ting, som altid havde været der, ikke var der mere.
   Min far boede et stykke tid i vores gamle hus, indtil han fandt noget andet, men stadig var det mærkeligt at skulle hjem til ham, og så var min mor der ikke. Det tog mig lang tid at komme over, men lige på det tidspunkt, begyndte det også at ændre sig i skolen.

Jeg havde kun én ven, og havde altid haft kun én ven, så det var meget naturligt for mig. Jeg havde en slags ejerfornemmelse over for hende, og var nok meget dominerende, det kan jeg godt se nu, men hun sagde aldrig fra, så jeg lærte ikke rigtig noget af det. Men så begyndte hun at være sammen med en anden pige fra klassen, og der udviklede sig hurtig et trekantsdram, hvis man kan kalde det det, og jeg føler stadig, det mest var mig, der var udenfor. De andre piger siger godt nok, de blev holdt ligeså meget udenfor, og jeg vil ikke benægte, de sikkert blev holdt udenfor, men jeg er ikke enig i, det var lige så meget. De dage er brændt ind i min hukommelse, og det endte altid med, jeg enten græd derovre, eller når jeg kom hjem. Jeg snakkede meget med min mor om det, for vi havde altid kunnet tale om alt, og vi diskuterede tit muligheden at flytte skole. Men af en eller anden grund, ville jeg ikke. Jeg var til dels bange for, det ville blive værre på den anden skole, og jeg havde nok også til dels en form for tryghedsfølelse overfor den skole, jeg altid havde gået på. Jeg kan ikke give en fornuftig forklaring, for jeg ved det ikke selv. Jeg græd meget de år, og jeg spurgte hele tiden grådkvalt min mor om, hvornår det ville stoppe. Hun anede ikke sine levende råd, og kunne kun tale med lærerne og foreslå skoleskift gang på gang. I dag ved jeg ikke, hvordan hun klarede det. Jeg tror, jeg til sidst var blevet vred, og havde tvunget mit barn til at flytte, eller også ville jeg tale med forældrene.
   Lærerne gjorde ikke så meget, de troede ikke, der var tale om direkte mobning, og jeg har stadig mine tvivl, om det egentlig var det, og kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Vi havde mange gange "pigemøder" i mødelokalet, hvor vores kvindelige klasselærer talte med alle pigerne, for det var ikke kun vores trekantsdrama, der var i gang. Mange flere sad fast, og sådan tror jeg, det er på alle skoler. Det endte med, jeg også begyndte at være sammen med den nye pige, min veninde havde "fundet", og så sad vi jo fast på alle leder og kanter. Jeg fik ikke det samme forhold til min gamle veninde, og ærligt talt, tror jeg også, vi alligevel var ved at vokse fra hinanden, men det var alligevel enormt hårdt fra mig. Jeg fik nogle slemme humørsvingninger, og jeg ved ikke, om alle teenagere har det i så stor grad, som jeg havde, og til dels stadig har. Jeg kunne være så meget nede, at jeg overvejede selvmord, og så højt oppe, at jeg næsten grinede sygeligt meget. Jeg er meget ude i yderbanerne, og jeg tror ikke, jeg KAN være inde i midten.
   Nu har jeg fundet en rigtig god veninde, også fra klassen, som næsten altid er meget glad og griner meget. Vi har rigtig meget tilfælles, og det ærgrer mig lidt, at vi ikke fandt hinanden tidligere. Hun har hjulpet mig meget, og genopbygget det meste af min selvtillid, som var ekstremt lav, og min gamle trang til at grine (normalt), men jeg er til tider stadig meget trist. Jeg overvejer ikke selvmord mere, og jeg griner også meget, men jeg er ikke helt kommet over alt det der. Det er heller ikke stoppet helt, jeg er stadig meget upopulær i skolen, og bliver betragtet som en nørd. Det kan gå mig meget på, men min veninde er også meget ude for klassen, og hun er virker totalt ligeglad, og det støtter mig meget. Jeg kan nogle gange gå tilbage i min gamle vane med at skære i mig selv, men slet ikke så ofte, som jeg har gjort. Mange af mine følelser får jeg afløb for i mine digte, eller i min musiksmag, som nogle gange er ret aggressiv. Nu glæder jeg mig bare til jeg skal begynde i gymnasiet efter sommerferien 2004, og jeg håber ikke, der er alt for mange fra min gamle klasse, bortset fra min veninde, som jeg har ønsket at være sammen med, og at jeg endelig vil få flere venner end én, og være bare lidt populær. Jeg synes ikke, det er for meget at bede om, og jeg vil bare have det lidt bedre inden i.