Puffet, dørene smækkede bag mig
De blokerede for barndommens vej
Med ord, "kærlighed er dit våben"
Hamrede løs med en panisk råben
Er fængslet i fortrydelsens spjæld
Men hvordan tilgiver man sig selv
I selvhad er jeg dømt til at drukne
Håbets murer er tørre og sprukne
Jeg er her stadig, bag låste døre
Her er noget nyt, jeg ikke tør røre
Ryggen mod væggen, knæ bøjet
Med en tåre hængende ved øjet
Hulkene beder jeg, luk mig ind!
Indhyl mig i falsk tryghed igen
Åben dørene, omend et øjeblik
Så jeg kan leve af det sidste kig