Sove,
sove i tusinde år,
siger min trætte stemme,
når jeg lægger mig om natten,
og så føler jeg mig tryg ved evighedens mørke.
Den kalder på lange drømme,
indprenter mig at huske hver eneste detalje
gennem dagen,
er lige ved at få mig til at ringe
til dem, de handler om,
men jeg gør det ikke.
For jeg følger
kun min indre stolthed
der een gang gav mig skubbet
til at leve videre,
den som i sidste ende
vil fylde mit liv med indhold
som er til at tåle
med mine egne grænser.
Jeg ser på murene i min isolation,
jeg kender dem ikke,
jeg ved ikke,
hvad de er bygget af,
eller hvor mange de er.
Men jeg ved,
hvor meget de gælder,
jeg ved deres vilje
af umulige fjender,
man aldrig kan fortælle alt til.
Min trætte stemme
får mig til at søge harmonien hele dagen
i en verden uden angst for mareridt,
i en dag der fortsætter i nattens drømme,
i en verden jeg ikke kendte før.
For jeg troede,
jeg ikke mere kunne skabe,
jeg troede,
jeg aldrig mere skulle møde mine egne ord.
Min trætte stemme er den eneste,
jeg har,
og den siger næsten ingenting,
den laver bare sammenhæng
i alt der er sandheden bag.
Træt af at leve
lytter jeg til den
i forståelse
og vemod.