I fordums tid, når livet nærmede sig sin afslutning, var det en god skik at tilkalde de nærmeste. Dels for at sige farvel og samtidig lette sjælen for de kvaler og hemmeligheder der måtte trænge sig på hos den døende. Overtro gennem mundtlige overleveringer, var hos mange en helt naturlig del af livet. Især på landet var troen på det uforklarlige stor, men der var undtagelser og en af dem, var Jens, bonde på Højgård. Han troede kun på sig selv og det havde i årenes løb, skaffet ham brød på bordet og lidt til. Jo, det var gået ham godt siden dengang han i sit 18 år, havde overtaget gården efter sin far. Jens var godt tilfreds med sit liv som bonde, det eneste der virkelig pinte ham, var noget uforklarligt mellem konen og ham selv ? de kunne ikke få børn og nu havde han nået en alder af 26 år, uden det var lykkedes. Han ville ofre næsten alt, hvis bare han kunne få en efterfølger der kunne tage del i det landmands liv, han selv holdt så meget af. På Høj gårdens sydvendte mark, lå der en høj og lige bagved den, var der en sti med navnet gammelgang. Den førte ned gennem et Ellekrat og videre tværs over mosen til en mark på den modsatte side. Højen var fra Bronzealderen og den ville Jens, grumme gerne af med. Den sene efterårsblæst, havde fra morgenstunden hvirvlet blade i alle farver rundt på marken, og efter det afholdte middags hvil, havde vinden lagt sig og det var blevet køligere. Solen havde en enkelt gang vist sig i løbet af eftermiddagen, men nu, hvor den havde gemt sig bag ellekrattet, begyndte en silke grå og fugtig tåge, at snige sig ind over marken og hen mod højen hvor Jens var i gang med at pløje det det sidste stykke. Igen i år tog han et par plovfure længere ind i højen, og hver ekstra alen vendt jord, er mere brød på bordet, havde hans far så ofte sagt.
Efter Jens havde spændt hesten fra ploven rettede han sig op i sin fulde højde. Men kun for at stivne som træet i skoven, Helt oppe fra de svedige hårlokker og helt ned i træskostøvlerne, gik der et gys igennem hans krop, ud af tågen lige foran ham i en sort munke lignende dragt, stod der en skikkelse med en let bøjet hætte. Jens bemærkede at de var omtrent lige store, men de tanker kom han hurtigt fra da skikkelsen løftede det højre ærme så det pegede lige i mod ham. Om det var tågen eller det han så, så føltes det som om blodet for et kort øjeblik isnede i kroppen.
"Hvis du nogen sinde igen pløjer i min høj eller på anden vis kommer mig på tværs, så besøger jeg din kone ved fuldmåne som straf" Stemmen der kom ud af hætten, lød skærende og uhyggelig som var det døden selv der talte. Jens listede sig til at lægge hovedet en smule på skrå, for at se ind i hætten, og til sin forbløffelse var det kun sort tomhed han så. "Hvem er du"? Kom det stille fra Jens det føltes som en evighed inden svaret kom. "Man kalder mig Elle kongen".. " Har du også en Le " spurgte Jens videre, ordet Le kunne knap nok høres. "Ja, den ligger inde i højen," svarede den kropsløse skikkelse idet den umærkeligt trak sig baglæns og lod sig opsluge af tågen. Længe stod Jens og stirrede efter skikkelsen og den uvirkelige oplevelse, medens tankerne summede som en bisværm inde i hovedet. "Hesten" sagde han højt, det var som om det var længe siden han havde pløjet. Han gik over til hesten og efter en stund med seletøjet trak han hjemover, fast besluttet på at holde sit møde med Elle kongen for sig selv.
Fra den dag, var Jens totalt forandret, det eneste han kunne tænke på var, hvordan han fik smidt Elle kongen ud af sin høj og for hver dag der gik blev han mere og mere ærgerlig over at han var blevet så lamslået ved mødet på marken. Som barn havde Jens hørt om en mand der gik midt ud på marken hvor han dryssede et kors af hvede korn og hvis kornene var væk inden to dage ville alt dårligdom gå af marken. Det er måske en udvej tænkte Jens og nu ventede han til næste fuldmåne. Da aftenen kom med den runde og lysende Måne, gik han over i laden for at fylde lommen op med hvede korn. Herefter gik turen ud over marken og op på højen, her dryssede Jens med stor omhyggelighed et lille kors. "Tak for sidst" sagde han halv højt, og veltilfreds med sit forehavende gik han tilbage til gården. Der gik lang tid inden Jens faldt i søvn den aften. Nu var det bare at vente på skæbnen: Enten lå der korn eller også, var de væk sammen med Elle kongen. Jens lyttede til konens dybe åndedræt og lidt efter sov han. Om morgenen var Jens tidlig oppe, i en fart kom han i bukserne og lidt efter gik han igennem storstuen på vej ud i bryggerset. Han bemærkede ikke Elle kongen i den sorte dragt der sad i tusmørket ved langbordet. Jens skar en humpel brød og hældte mælk i kruset inden han gik ind i storstuen for at sætte sig. I samme sekund han satte mælk og brød på bordet , fik han øje på Elle kongen nede ved bordenden. Jens blev ved at stirre på skikkelsen, denne gang var han på hjemmebane og denne gang skulle Elle kongen ikke slippe, nu gjaldt det om af få overtaget.
"Hvordan er det fat med min kone" spurgte Jens, han huskede tydeligt advarslen ude på marken. Elle kongen sad helt ubevægelig , endelig kom svaret.
" Hun har det efter omstændigheden godt, og da du nu har smidt mig ud af min bolig i højen, sover jeg hos hende fremover."
Jens skiftede farve i ansigtet, nu var han igen kommet til kort. " Jeg vil forære dig hele mosen hvis du lover ikke at sove hos min kone" brast det ud, han var selv overrasket over sit tilbud.
"Se det lader sig høre, vi to har en aftale" og i samme øjeblik var den kropsløse dragt forsvundet. Jens fortsatte med at spise, uroen var væk og virkelysten var kommet tilbage. Året efter nedkom hans kone med tvillinger, det var en pige og en dreng. Om det var Elle kongen, eller det var hans egen fortjeneste, det fandt Jens aldrig ud af og hemmeligheden beholdt han for sig selv, til kort før han døde. Derfor var de voksne børn kaldt ind, for at høre om den sælsomme oplevelse. Højen står der den dag i dag som et minde fra fortiden, dengang spøgeri og overtro var almindelig i Danmark.