Hun var min brors første og eneste kone. Den gudeskønne Nkomba. Øjnene var grønne smaragder, oplyste indefra. Håret var naturligt glat på en silkeagtig made. Det lå omkring et hjerteformet ansigt med meget lysere hud end min. Hun var intelligent. Hun var klasse.
Til at begynde med var jeg stolt af dem begge to. Men særligt af hende. Min fantastiske svigerinde. Veluddannet. Yndefuld og feminin. Så anderledes end mine egne koner med deres parykker presset ned over de noget mere uskolede hoveder. Senere hen tog min misundelse til for hver dag, der gik. Jeg misundte ham Nkomba i så høj grad, at jeg ikke længere så mine egne koner. Tidligere var jeg især begejstret for min tredie kone, Tinka. Det var ikke fordi hun var bedre uddannet end de andre to, tværtimod. Jeg fandt hende ude i bushen. Blandt ranglede høns og overtroiske hjerneblæste landsbyboere. Egentlig under min værdighed. Selvfølgelig fortalte jeg pressen en anden historie. Højnede standarden til noget betydeligt mere acceptabelt. Jeg var jo justitsminister.
På en rejse rundt i landet op til et valg, fik jeg øje på Tinka. Ikke at hun ligefrem var nogen skønhed. Men hun havde en særlig form for charme som virkelig fangede mig. Lynhurtigt. Selvfølgelig var sex fantastisk med hende. Som jeg altid havde drømt, det skulle være. En stor oplevelse. Det vidste jeg før vi giftede os. Før jeg nogensinde satte en ring på hendes finger. Jeg vidste det allerede den dag, jeg spottede hende for første gang ude i bushen. Hun havde været mere end generøs med sig selv. Det stod også klart, at jeg ikke var den første. Normalt et krav jeg stillede til mine koner. Det var inde over mine overvejelser at gøre hende til min elskerinde. Men det hun kunne tilbyde, ville jeg gerne have til rådighed og i min absolutte nærhed hver dag.
Overraskende nok udviklede hun sig hen ad vejen til at blive den perfekte værtinde ved officielle middage. Hun udkonkurrerede faktisk de andre to. Ofte var hun omgivet af en kødrand af beundrere, som hun tilsyneladende underholdt til alles tilfredshed. Jeg har ingen anelse om hvad hun talte med alle de diplomater og erhvervsfolk om. Bestemt ikke om diplomati eller business. Hun var 15 år yngre end jeg og min absolutte favorit blandt konerne. Indtil Nkomba dukkede op.
Selvfølgelig var jeg også sammen med andre kvinder. Løst og fast. De kastede sig praktisk talt for mine fødder. Ministerens fødder. Jeg var og er ikke noget naivt menneske og var udmærket klar over den glans mit embede omgav mig med. Magten og mulighederne. Dog bildte jeg mig også ind, at de fandt min virilitet uimodståelig. Det var aldrig noget alvorligt; men jeg hyggede mig da og belønnede dem for deres selskab. Det kunne være et smykke, en kjole eller en tur til Paris. Jeg tror, de opfattede mig som behagelig og opmærksom. Men måske tror man det, man ønsker at tro.
Først da min bror Lazarus præsenterede mig for sin forlovede oplevede jeg, hvad det vil sige at beundre en kvinde. Han blev viet til Nkomba en sommerdag i England, hvor de begge havde læst, og hvor hendes familie boede. Det foregik i en eller anden victoriansk bygning med faconklippede buske og trimmede græsplæner. En stil jeg sagtens ville kunne genskabe omkring en af mine villaer. Måske ved hjælp af en engelsk havearkitekt. Jeg havde og har et had/kærlighedsforhold til de gamle koloniherrers pompøse stil, hvilket giver sig udtryk i min meget afrikanske park omkring min største villa og lidt blandet i nogle af de andre.
Den dag lagde jeg for første gang mærke til en insisterende misundelse, der kimede mig ned indefra mit centralnervesystem. Trods oprigtige forsøg, lykkedes det mig ikke at stoppe den. Ikke den dag. Ikke nogen anden dag. Min misundelse slog ned på mig med samme styrke og sikkerhed som en falk, der dykker ned og sætter kløerne i en spurv.
Nkomba var alt det mine egne koner ikke var: sofistikeret, dannet, intelligent og i besiddelse af raffineret humoristisk sans. Frem for alt var hun drop dead beautiful. Jeg matte have hende. Lazarus blev på intet tidspunkt klar over, hvordan Nkomba påvirkede mig. Hele mit liv har jeg været overordentlig god til at kontrollere og skjule mine følelser. Selv de voldsomste. Også et stort aktiv for mig i min politiske karriere. Ingen var i stand til at læse mig.
Lazarus' fald fra tinderne startede et år efter, han giftede sig med Nkomba. Mit begær efter min svigerinde var så alt fortærende, at det ikke kunne undertrykkes længere. Det brændte mig op. En lidenskabelig mand i flammer, der ikke kunne slukkes med brandmænd og vandslanger. Rødt, hedt og uudholdeligt. Hun skulle være min nu.
En tæt samarbejdspartner - en direktør fra et oliesyndikat, der ofte havde brug for min hjælp til transaktioner af den mere tvivlsomme art - udarbejdede anklagepunkterne. Han ville aldrig vove at afsløre sin forbindelse til mig. Mit ministerium havde alt for meget på ham, der ikke tålte dagens lys. Anklagerne mod min bror var nok til en strafudmåling på 40 års afsoning. På hver eneste tv kanal i landet - og nogle få i udlandet - græd jeg og svor at kæmpe for løsladelsen af min bror til min dødsdag.
Nkomba var helt til rotterne og i store vanskeligheder økonomisk. Hun skulle klare terminerne på tre forskellige kæmpevillaer og fra den ene dag til den anden forsørge sig selv praktisk taget uden nogen form for indkomst. Han havde ikke efterladt meget. Lidt værdipapirer med lav ydelse. Ingen kontanter. Opsparing var de slet ikke kommet til endnu. De havde haft alt for travlt med stærkt forlængede hvedebrødsdage.
Før hun overhovedet kunne nå at komme i tanke om at søge en stilling på universitetet eller andetsteds, greb jeg ind. Den hensynsfulde svoger. Men selv om hun var helt ødelagt over sin mands situation, ville hun ikke lade mig hjælpe sig. Fjollet stolthed. Men i sidste ende blev hun tvunget til at overgive sig. Ejendomsmægleren opgav at sælge de enorme og kostbare ejendomme. Dem måtte jeg så overtage. Selvfølgelig kostede det mig big time. Men jeg skal ikke klage. Det var det, der skulle til.
Min tålmodighed med hende var grænseløs. Vi besøgte min bror i fængslet sammen. Jeg arrangerede selskaber for hende med mennesker hun fandt interessante. Kunstnere, udenlandske kolleger, intellektuelle. Og da Lazarus fik lungebetændelse i sin fugtige celle, jublede jeg i hemmelighed. Et skridt tættere på at nå i mål. Den dybe drift i mig, der fik mig til at tage Nkomba fra ham, levnede ikke plads til broderkærlighed. Jeg sørgede for, at han ikke overlevede.
Arm i arm med den smukke enke, deltog jeg i begravelsen og overbeviste pressen og min familie om mit store tab. Hun sørgede men var på det tidspunkt blevet vant til hans fravær og min konstante tilstedeværelse.
Seks måneder efter begravelse friede jeg til hende for første gang. Hun afviste mig. Jeg vidste, det var midlertidigt. Jeg vidste hun ville overgive sig. Hun havde behov. Seksuelle behov, sociale behov, økonomiske behov. Faktisk tror jeg, det var hendes behov for at sikre børnene uddannelse og arv, der endeligt overbeviste hende. Yderligere seks måneder senere sagde hun ja.
Hun elskede mig aldrig, som hun havde elsket min bror. Vores hvedebrødsdage var af den almindelige varighed. Ikke månedsvis som deres. Men bortset fra det gav hun mig, hvad jeg ville have. Når jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke sikker på, hvor meget jeg elskede hende heller. Det var nok snarere liderlighed og misundelse. Liderlighed og misundelse kan sandelig være magtfuldt nok til at gifte sig. Under alle omstændigheder blev hun min brud, og jeg delte bord og seng med hende uden større problemer i fem år, indtil hun mødte denne kedelige historie professor og bad mig om skilsmisse. Naturligvis kunne jeg ikke give hende skilsmisse. Jeg havde kæmpet alt for hårdt for hende, og det havde kostet mig alt for dyrt.
Professoren døde i en færdselsulykke. Måske gættede hun i den forbindelse, at jeg stod bag. Måske også bag hendes afdøde mands forfærdelige skæbne? Jeg formoder det sidste var sværere at tro. Han var jo dog af mit eget kød og blod. Så hun kunne ikke være absolut sikker på, hvor langt jeg var i stand til at gå. Vores forhold ændrede sig ikke så meget, at det generede mig. Hun var stadig min hustru, og hun tog sine pligter som sådan alvorligt. Jeg gjorde mig ekstra umage med at imødekomme hendes ønsker i denne periode. Vi måtte anskaffe et par nye klædeskabe til ekstra kåber og fodtøj købt ind på ekstravagante udlandsrejser. Primært til Milano og Dubai.
Skyldfølelsen var mild og til at leve med. Mine mareridt var meget voldsomme men utroligt sjældne. Nogle få gange om året blev jeg plaget af dem. Normalt lige omkring Lazarus' fødselsdag. Der kunne jeg godt få nogle slemme drømme, som mest handlede om angst for min egen død - og eventuelle skudsmål i de højere sfærer på den anden side. Jeg kæmpede alene med det hele. Bad aldrig kirken om syndsforladelse. Muligvis vil jeg gøre det, når jeg er døende. Jeg bekendte andre synder til vores præst. Han havde ingen mistanke overhovedet. Om min hovedsynd.
Jeg misundte Lazarus. Jeg slog ham ihjel. Jeg fik det, jeg ville have. Jeg vandt. Men som årene går, og jeg bliver ældre og svagere, føler jeg i stedet for tidens fylde undertiden en form for støvet aske i mit hjerte ved tanken om Lazarus' endeligt og manglen på kærlighed mellem Nkomba og mig selv.
Små erindringsglimt om to små drenge, der løb rundt og legede, dukker op. Åh, hvor de glædede sig til at komme i skole. Fulgtes ad derhen med deres fine nye skoletasker. Prøvede kræfter med hinanden og kammeraterne. Fysisk og mentalt. Delte alt. Savnet af to ældre mænd, som kunne have siddet i de gode stole ved vinduet mod bugten og have delt erindringerne. Jeg havde Nkomba, og det bragte mig megen glæde og prestige. Jeg kæmpede for hende. Jeg nedlagde mit livs største trofæ, og jeg slipper hende aldrig igen.
På stille søndage i familiens skød er følelsen af at være blevet frarøvet min fulde sejr særlig markant.