Der lød en susen og et sprødt knæk. Endnu en mælkebøtte havde mistet hovedet. Johan travede hastigt gennem markens høje græs med en bambuspind svingende foran sig. Anders måtte småløbe for at holde trit med ham. Han havde også en lang pind i hånden og forsøgte at kappe blomsterhoveder af på samme måde som Johan, med lynhurtige, præcise hug og næsten uden at se ned, men det var svært, når han samtidig skulle bevæge sig så hurtigt, og han fik kun ram på et hoved af og til.
   De var næsten nået op til landevejen nu. Anders stoppede op.
   "Hvor skal vi hen?"spurgte han Johans ryg og sænkede sin pind.
   "Møllen," svarede Johan og fortsatte uden at se sig tilbage.
   Anders løb op på siden af ham.
   "Jeg tror altså, jeg skal hjem og have aftensmad nu." Hans stemme var lav og tynd.
   Johan så hånligt ned på hans rødmossede ansigt med de kuglerunde, lyseblå øjne.
   "Det siger du jo bare, fordi du ikke tør gå over vejen. Fordi din moar siger, du ikke må."
   Anders' blik flakkede. Johan fortsatte op mod vejen. Anders tøvede men fulgte så efter med sænket hoved og pinden slæbende efter sig.

Møllen skød op af græsset som en forvokset stamme foran den lille lund af slanke birketræer. Den voksede næsten helt ind i himlen. Hvis de sejlende, hvide skyer en dag fløj lavt, ville de lange, spidse vinger flænse dem i stykker. I dag stod vingerne stille, selvom birketræernes små, tynde blade flimrede og hviskede i de høje kroner. Johan og Anders gik helt hen til tårnet. Johan lagde hovedet på skrå og så op mod den hvide, solbeskinnede top. Det skar i øjnene, så han måtte knibe dem sammen. Det lange tårn væltede ned mod ham, blev ved og ved med at vælte i susende fart under de hurtigt drivende skyer. Det svimlede for ham, og han flyttede blikket hen mod Anders, der kun havde været så tæt på møllen en enkelt gang før, og da havde skyerne ligget som et massivt, gråt låg højt over de langsomt drejende vinger. Johan frydede sig over Anders' store, bange øjne og dumt åbne mund.
   "Den... den er ved at vælte," peb han.
   Johan grinede.
   "Nej den er da ej, din idiot. Det er bare skyerne, der gør det."
   Han stillede sig hen ved siden af Anders, pegede op mod skyerne og forklarede ham, hvordan han, når skyerne om lidt var drevet forbi og himlen var blå, ville se, at møllen stod stille igen. Anders lyttede opmærksomt, mens han så skiftevis på Johan og op mod skyerne, og det forskrækkede udtryk forsvandt fra hans ansigt.
   Første gang, de havde været i nærheden af møllen sammen, var det pludselig blæst op, og det høje pilekrat, de stod i, var blevet levende. De slanke, spændstige stammer svajede kraftigt fra side til side, og grenene med de spæde blade piskede mod hinanden. En dyb, kværnende lyd havde overdøvet blæstens susen i træerne, og de havde stillet sig i kanten af krattet og set op mod møllen for enden af den skrånende græsmark. Vingerne drejede så hurtigt, at det var svært at skelne dem fra hinanden. Johan havde set på Anders, der stirrede tryllebundet på møllen, mens han knugede den flitsbue, han lige havde lavet af en kraftig pilegren.
   "Du ved godt, det er møllen, der laver vinden, ikke?" havde Johan sagt.
   Anders havde set skeptisk på ham, men Johan havde holdt fast i, at det altså var rigtigt nok, der var bare ikke så mange, der vidste, at det var sådan, og så havde Anders troet ham. Man kunne bilde ham hvad som helst ind. Men han var jo også kun syv år, tre år yngre end Johan.

Anders var flyttet ind i huset over for Johans et par måneder tidligere. Johan havde holdt øje med den nye dreng i noget tid, inden han en eftermiddag var slentret ham i møde på Anders' hundeluftningsrute rundt om husene. Johan havde hænderne dybt begravet i lommerne og så på den rødmossede dreng med de store, lyse krøller med en kølig, ligeglad mine, da de mødtes på fortovet. Anders så usikkert op på Johan, der var mere end et hoved højere end ham. Hundesnoren hang slapt ned fra hans hånd, den lyse terrier havde lydigt sat sig på fliserne. Johan snøftede og lagde hovedet lidt tilbage, så han blev endnu højere.
   "Hvad hedder du?" spurgte han.
   "Anders." Hans stemme var lys og spinkel.
   "Jeg hedder Johan. Hvor gammel er du?"
   "Syv."
   Johan kneb øjnene sammen og fastholdt Anders' blik et øjeblik, inden han fortsatte hen ad fortovet og kastede et tonløst "vi ses" hen over skulderen. Han kunne stadig mærke Anders' forskræmte blik i ryggen, da han drejede om gadehjørnet.
   Siden var Johan ofte, ligesom tilfældigt, dukket op, når Anders luftede hund, og de var begyndt at bruge eftermiddagene sammen i den lille skov bag husene eller på boldbanerne ved skolen.
   Når Anders havde kammerater med hjemme, stod Johan bag gardinet i køkkenet hjemme hos sig selv og så dem springe på trampolin og spille fodbold i haven, indtil de pludselig stoppede op i deres leg og forsvandt ind i huset. Så vidste Johan, at Anders' mor havde stillet hjemmebagte boller frem med syltetøj og hyldeblomstsaft til, for det havde hun også serveret for ham en enkelt gang. Johan havde siddet ved siden af Anders i den store flødefarvede lædersofa, og moren havde siddet overfor i en sofa magen til og set på ham med et underligt stift blik og sammenknebet, rød mund. Johan havde lagt sine hænder hen over knæene, der var brune af jord fra da han var kravlet ind under en busk efter fodbolden, men pletterne var for store, de tittede frem langs håndfladerne.

Johan slog et par gange med sin bambuspind på møllens hule krop, før han gik om på den anden side. Anders fulgte efter ham og standsede så med et sæt. Foran dem var møllens lille metaldør slået op, og de kunne se ind i dens skrog. Der hang et hvidt skab på væggen derinde, og de kunne se det nederste af en stige og et bundt tykke sorte kabler.
   "Tror du, der er nogen derinde?" hviskede Anders.
   Johan gik langsomt hen mod åbningen og stak hovedet ind. Der var tomt og stille. Det rungede svagt, da han gik ind på det grå metalgulv, og en tør kulde lagde sig øjeblikkeligt omkring ham. Han mærkede et sug i maven, da han lod blikket følge stigen op gennem det svimlende høje tårn. Han sank en klump.
   "Tør du godt gå derop?" spurgte Anders med store øjne.
   Han havde stillet sig ved siden af Johan og havde fulgt hans blik.
   Johan kneb øjnene sammen og gjorde et lille kast med hovedet.
   "Selvfølgelig gør jeg det," sagde han. "Men det gør du ikke."
   Anders så usikkert på ham.
   "Joe...," sagde han tøvende. Han så igen op ad stigen og kneb læberne sammen.
   "Jo, jeg gør da så!"
   "Ok, så bevis det," sagde Johan roligt.
   Anders var rød i hovedet nu. Johan kunne se, han var lige ved at græde. Anders vendte sig om mod stigen, tog fat et stykke oppe og satte prøvende foden på det nederste trin, inden han lod den anden fod følge efter. Så hævede han sig op på det næste trin. Der var langt mellem trinene for hans korte ben, og der kom små anstrengelseslyde ud mellem hans sammenbidte tænder. Endnu et trin. Og et mere. Det var, som om han havde vænnet sig til stigen nu, havde fået en rytme og var blevet mere sikker, og hans tempo øgedes langsomt. Han var efterhånden så langt oppe, at Johan ikke længere kunne se hans anstrengte, røde ansigt, kun høre de lavt rungende metalliske lyde fra Anders' sko mod stigens trin.
   Johan bed sig i læben, mens han spejdede op i tårnet.
   "Anders," råbte han. "Du kan bare komme ned nu." Hans stemme ekkoede op gennem skakten.
   Men det var, som om Anders ikke kunne høre ham, han fortsatte med at klatre, længere og længere op. Johan kunne kun ane hans lille skikkelse nu, mørket højere oppe i den snævre skakt var ved at lukke sig om ham.
   "Anders. Anders!" Johans skingre stemme slog tilbage mod ham fra møllens metalsider.
   "Kom nu ned!"
   Anders var helt forsvundet nu, og heller ingen lyde undslap mørket i møllens top. Johan mærkede tårerne presse bag øjnene.
   "Det er ikke sjovt, for helvede. Kom nu ned! Anders!"
   Johan greb fat i stigen og satte den ene fod op, men hans ben var blevet til leddeløse gelestænger, og hans arme rystede. Det trange runde rum lukkede sig omkring ham, klemte luften ud af ham, og mørket susede ned mod ham. Han tumlede ud i det blændende sollys og snublede ind mellem birketræerne. En brombærbusks tornede fangarme greb fat i hans tøj og hans hud og holdt ham fast, og han slog vildt omkring sig til han endelig var fri og kunne løbe.

Sidst på eftermiddagen ringede det på døren, og kort efter rungede Johans fars stemme ned gennem gangen. Johan satte computerspillet på pause og gik ned mod hoveddøren, hvor hans far stod med den ene hånd på dørhåndtaget. I den anden hang fjernbetjeningen til tv'et. Hans uklippede, fedtede hår var fladt i den ene side.
   "Har du set Anders?" spurgte han.
   Johan så ud på trappen, hvor Anders' mor stod med hænderne knuget foran brystet. Fingrene med de lange negle var hvide.
   "Vi legede ovre i skoven," sagde Johan. "Og så sagde Anders pludselig, at han skulle hjem, og så gik han. Jeg tror, det var ved tretiden."
   Anders' mor så på ham med store, bange øjne.
   "Ved tretiden. Og du er sikker på, han sagde, han skulle hjem?"
   "Ja," sagde Johan. "Han gik også den vej."
   Moren blev ved med at se på ham. Så vendte hun sig hurtigt rundt og forsvandt ned ad trappen. Johan var tilbage foran computeren, inden hans far havde nået at lukke hoveddøren.

Politiet kom med deres sporhunde, og lavtflyvende helikoptere rystede jorden og husene en tid. To politibetjente ville tale med Johan, og han sagde det samme til dem, som han havde sagt til Anders' mor. Efter en tid blev eftersøgningen indstillet.

Johan gik ud i køkkenet og drak et glas mælk. Han undgik omhyggeligt at se ud af køkkenvinduet. Nogle dage efter Anders' forsvinden havde han gennem ruden set Anders' mor gå hen ad fortovet med terrieren. Hun havde stirret lige frem for sig med et underligt, glasagtigt blik. Når hunden stoppede op for at snuse til noget, stoppede hun også ligesom automatisk, som om hun ikke selv lagde mærke til det. Pludselig havde hun drejet hovedet med et ryk og stirret direkte på Johan et øjeblik, inden hun igen rettede blikket stift fremad.
   Johan tog sko på, gik ned gennem kælderen og ud af kælderdøren til baghaven. Han fortsatte hen ad den tilgroede flisegang til cyklen, som nu havde fast plads op ad hækken ud til gaden bag huset. Han trak cyklen ud på gaden, satte sig op og ræsede af sted gennem fletværket af villaveje og videre ad markvejen ud til engene omkring mosen, som lå i den modsatte retning af landevejen og møllen. Han stillede cyklen op ad en hegnspæl ved vendepladsen for enden af vejen og trådte forsigtigt rundt i kanten af den opkørte, mudrede jord. Der var masser af friske hjulspor. Så havde der nok været jægere igen. Han gik ned over engen og fandt den smalle dyreveksel, der førte ind gennem mosens tætte løv og mundede ud i lysningen ved søen. En andeflok lettede fra vandet med forskrækkede rap. Det var her, jægerne plejede at stå og skyde. Johan brækkede en gren af et træ og gav sig til at rode i det høje græs ved bredden. Han fandt to cylinderformede patronhylstre, som han tilfreds stoppede i bukselommerne. Han havde allerede en hel lille samling i forskellige farver i sin skrivebordsskuffe. De lå og rullede rundt mellem legetøjsbiler, modellervoksklumper og plasticdinosaurer, når han åbnede skuffen.
   Johan fulgte en anden dyreveksel videre gennem mosen og ud på den anden side til den lille skråning med rævegravene og de gamle, udgåede træer. Han stod et øjeblik og missede mod den skarpe sol med hænderne knuget om patronhylstrene i lommerne. Så faldt hans blik på en lille, pelset, grålig klump lidt længere nede ad skråningen. Han gik hen og stillede sig over den. Det var en ræveunge, der lå helt stille og trykkede sig i græsset. Dens kuglerunde, blanksorte øjne så op på ham med et forskræmt, spørgende blik. De øjne. De var alt for store, de fyldte det hele, hvorfor stirrede de sådan på ham, det så dumt ud, ynkeligt. En bølge af varmt had skyllede gennem hans krop, så dum og svag den unge var, og han greb en tyk, halvrådden gren fra græsset og hamrede den ned over de stirrende øjne igen og igen, indtil grenen knækkede. Han smed stumpen fra sig og løb uden at se sig tilbage, hvid inde i hovedet af skrig og piben og knasen. Han spurtede op over engene, kastede sig under et trådhegn og fortsatte ind gennem villakvartererne. Benene fandt selv vej ad de labyrintiske gader og stier, bragte ham hele vejen hjem, og dér, lige foran ham på fortovet, stod Anders' mor, og det var de samme øjne, det samme spørgende, lidt forundrede blik. Han tumlede forbi hende og hamrede havelågen op. Havegangens fliser væltede op mod ham, han snublede op ad trappen og skrabede sit skinneben på den ru cement, men han ænsede ikke smerten, løb bare videre med den smalle gangs vægge væltende omkring sig, indtil han endelig nåede frem til sit værelse og kastede sig ned i sengen. Han lagde sig med ansigtet ned i puden og dynen oppe over hovedet, indtil han ikke længere kunne få luft. Så løb han ud på toilettet og nåede lige at gribe fat i håndvasken, inden det væltede ud af ham i en tyk stråle. Det sprøjtede op på spejlet og dryppede ned på gulvet, og han blev ved med at kaste op, indtil der ikke var andet end lyden tilbage.
   "Hvad er der med dig knægt, er du syg?"
   Ordene sejlede langsomt gennem badeværelset på et forvrænget lydhav. Johan blinkede for at stille skarpt på sin far. Koldsveden klæbede hans tøj til kroppen, hans kinder brændte, og han rystede. Han åbnede munden, men der kom ikke nogen lyd ud.
   "Er du syg, spurgte jeg?" Hans fars stemme var højere nu.
   "Nåh ja, ellers ville man vel ikke lave sådan noget. Forbandet svineri. Læg dig ind i sengen, og så brug lige toilettet en anden gang, ikke!"

Johan støttede sig til væggene, da han langsomt bevægede sig tilbage til sengen. Han krummede sig sammen på siden og stirrede tomt ind i væggen. Svajende skygger fra birketræet uden for hans vindue dansede stille rundt på det hvide tapet. Han kunne høre sin far skramle og bande ude på badeværelset. Så blev der stille.
   Lidt efter lød der skridt i gangen. Johan lukkede øjnene. Døren blev skubbet op, og der var stille et øjeblik, inden faren gik hen og satte noget på gulvet ved siden af Johans seng. Så forsvandt skridtene igen. Johan vendte sig om på den anden side og så ned på et glas juice og en tallerken med to stykker knækbrød med ost. Han lagde sig ind mod væggen igen. Han havde aldrig kunnet fordrage ost.

De dansende skygger var forsvundet, da Johan vågnede, og et gråt halvmørke havde sænket sig over værelset.
   Johan stod ud af sengen og listede hen ad gangen. Det flimrede blåt ud gennem den halvåbne dør ind til stuen, og han kunne høre fjernsynet køre. Han tog hurtigt sko på og åbnede hoveddøren på klem. Gaden var tyst og tom. Anders' hus lå mørkt og stille hen.

En enlig bil susede forbi bag Johan, da han havde krydset den aftenmørke landevej. Hans ben skød hurtigt gennem det dugvåde høje græs. Luften var skarp og klar. Månens segl lyste hvidt over møllen, der tårnede sig tavs og blågrå op foran birketræerne. Dens sorte skygge strakte sig hen over græsset mod ham.
   Han standsede op et øjeblik og så op mod den aflange top med de lange slanke vinger, der rakte ud i halvmørket. Så løb han hen og ruskede i den låste dør.
   "Luk op!" skreg han.
   Han hamrede med knyttede næver på den kolde metaldør, så det sang og buldrede inde i tårnet.
   "Luk op Anders, jeg ved, du er der, vil du ikke nok komme ned! Anders!"
   Johan hvilede knoerne mod døren, så op mod toppen og sugede luft ind:
   "JEG HADER DIG!" skreg han.
   Johans knyttede hænder gled langsomt ned ad døren, og han sank hulkende om i græsset.
   Han græd længe, hikstende bølger gled langsomt over i en varm strøm af tårer, der løb ned over kinderne og blandede sig med græssets kølige dug.

Da han omsider rejste sig, var Månen faldet ned under horisonten, og nattekulden stak som små nåle i hans hud. Trods det strømmede en blød, rolig varme indeni. Johan tog i møllens dørhåndtag, og han vidste, at døren ville gå op.
   Mørket var tæt inde i møllen, men det omfavnede ham venligt og lagde hans hænder og fødder på stigen, skubbede ham blidt op gennem møllens høje tårn, højere og højere op, indtil han til sidst ikke kunne komme længere. Han mærkede søgende efter i loftet med den ene hånd og fandt et håndtag, som han skubbede op. En lem åbnede sig over ham, og han kravlede op gennem åbningen og så sig rundt. Et dæmpet, varmt lys oplyste et lillebitte aflangt, lavloftet rum. For enden af rummet var der et panel med små lamper og knapper i forskellige farver og former, og ved siden af det sad Anders og smilede og så på Johan med et varmt, strålende blik, han aldrig før havde set. Hans kinder glødede ivrigt under de lyse krøller.
   "Kom og se hvordan man styrer vinden," sagde han.
   Johan kravlede hen ved siden af ham, og Anders sad rank og stolt på sine knæ og trykkede på de forskellige knapper på panelet og forklarede, hvordan man kunne tænde og slukke for vinden og regulere, hvor kraftig og kold eller varm, den skulle være.
   Johan lænede sig op ad væggen. Han følte sig behageligt slap og døsig.
   "Du var min bedste ven, ved du det?" sagde han.
   "Er det rigtigt?" Anders så glad på ham.
   Johan nikkede smilende. Anders blev mere og mere utydelig, flød sammen med lyset, indtil han til sidst forsvandt helt fra Johans lukkede øjne.