Hun kunne ikke sige præcis hvornår det startede. Det var vel en slags glidende overgang. Men hun huskede hvordan den første spæde bekymring var spiret frem i hendes bryst, da hun på en af sine daglige strandture var faldet over et gammelt bræt, der stak op af sandet. Det var ikke selve faldet, der havde bekymret hende, hun var vant til, at hendes bliks evige søgen mod himlen, skyerne, stjernerne, solen, månen havde den ganske jordnære pris, at hun med jævne mellemrum måtte kysse sandet, græsset, jorden, asfalten, gruset.
   Det der havde gjort hende en smule urolig var den følelse, hun havde haft, da hun havde rejst sig op, eller rettere manglen på følelse, især i fødderne. Som om der pludselig var groet et tyndt lag vat ud mellem det varme sand og hendes bare fødder.
   Det havde ikke hjulpet, at hun var gået raskt til ad den smalle sti gennem klitterne op mod huset. Et brandvarmt fodbad og en kop kamillete havde beroliget hende lidt, men hendes krop var blevet ved med at leve sit nye foruroligende liv, og da te ikke længere var nok, måtte hun forsøge at overbevise sig selv om, at man i en alder af 76 vel måtte regne med et par forbigående skavanker ind imellem.
   Hun malede måger og hvaler i alle størrelser og farver. Måger i skrigende flugt hen over morgenhimlen, hvalhoveder, der brød havets rolige overflade i kaskader af vilde skumsprøjt. Måger dykkende helt ned på havets mørke bund efter selvlysende småfisk og tonstunge hvaler svævende som ensomme majestætiske skyer på stjerneklare nattehimle.
   Der var kommet en ny lethed i hendes krop, og hun følte, at hendes tanker og sanser var skarpere end nogensinde før. Hendes indre billedverden flød fuldstændig uanstrengt ud på de hvide lærreder, og nye fantasibilleder blev fremkaldt og stablet op af væggen i et rasende tempo.
   Det var under en af de sjældne pauser, hun trods alt tog sig, at hun så det. Så det, der ikke var. Hendes fodspor. De var der ikke. Der var kun regntungt uberørt sand der, hvor hun lige havde gået i sine tunge blå gummistøvler. Hun mærkede koldsveden pible frem gennem alle kroppens porer, og sorte fugle flaksede vildere og vildere i hendes bryst, mens hun desperat forsøgte at forstå. Hun kastede sig hulkende ned mod sandet, men hun kunne ikke mærke det, der var kun luft. Mågernes skrig og havets brusen samledes i en tunnel af forvrængede kor og slog gennem hende uden resonans, uden ekko, og hun blev liggende som en efterladt regnvåd bylt.
   Hun vidste ikke, hvad der fik hende til at rejse sig. Tom som et verdensrum uden stjerner og uendeligt tung og let på samme tid gik hun turen op til sit lille hus mellem de regntunge vindblæste træer og krøb i seng.
   Den kølige natteluft sneg sig ind gennem en sprække i vinduet og vækkede hende blidt fra en dyb mørk søvn. Hun var fuldstændig rolig og fattet. Hver eneste celle i hendes krop var fuld af overgivelse og afklaring. Der var ingen modstand. Intet valg.
   Hun stod ud af sengen, tog sin morgenkåbe på, trådte ned i de slidte plystøfler og gik ind i det hjørne af stuen, hun brugte som atelier. Hun stillede sit sidste tomme lærred op på staffeliet og trådte ud på terrassen. Hun sugede den kølige forårsluft ind i et dybt åndedrag, vendte ansigtet op mod regnen og lod sig føre op gennem natten. Kun luft.