Janne lukkede hoveddøren bag sig, hængte cykelhjelmen fra sig på anden knage fra venstre, tog skoene af og stillede dem på plads ved siden af gummistøvlerne i skoskabet. Så gik hun ud i køkkenet, satte vand over til te og rakte hurtigt ind efter den magre friskost på køleskabets nederste hylde. Den anden hånd havde allerede fisket to stykker groft knækbrød op af pakken. Hun smurte osten på det ene stykke og greb fat om glasset med honning. Låget bandt. Fingrene blev hvide, og hun begyndte at svede. Elkedlen buldrede. Endelig løsnede låget sig, og Janne kastede kniven ned i honningen, fik en ordentlig klump med op, spredte den hastigt ud over knækbrødet og skramlede kniven ned i vasken nøjagtigt samtidig med, at afbryderen på elkedlen røg op og den orange lampe slukkedes. Hun sukkede lettet og lagde et tebrev i koppen, der stod parat på bordet. Det havde været tæt på i dag, men hun nåede det. Det gjorde hun altid.
Hun tog maden med ind til spisebordet i stuen og spiste, mens hun bladrede i lokalavisen. Da hun havde drukket den sidste slurk te, tog hun sine praktiske sko på, smækkede døren bag sig, gik ned for enden af gaden og fortsatte ind på den smalle sti, der løb hele vejen bagom villakvarteret. Hun passerede bålpladsen med borde- bænkesættene i udkanten af den store, åbne eng, Allans baghave med det høje abetræ og de små statuer, Noras forfaldne plankeværk, men hun så ikke rigtigt noget af det, den ene tankefilm efter den anden flimrede hen over omgivelserne. Sådan var det altid, der var så mange ting, hun skulle huske, så meget at holde styr på hele tiden. Dengang hun gik turen med Laika hver dag, var der jævnligt opstået pauser, når Laika skulle snuse til det ene eller det andet. Dengang kunne alting med ét stå knivskarpt og lysende for hendes blik, bare ved et ryk i hundesnoren. Et træ, en blomst, en drivende sky. Men Frederik havde taget Laika med, da han flyttede.
Janne ville heller ikke have lagt mærke til guldsmeden den eftermiddag, hvis det ikke havde været for solen. Hun var nået halvvejs på sin rute, da en høj summen tæt ved hendes ene øre rev hende ud af sine spekulationer. Hun stoppede op og så noget svirre og glimte i luften foran sig. Det var den største guldsmed, hun nogensinde havde set. Solstrålernes spil i den lange, slanke krop og de transparente vinger fik de blå, grønne og gule farver til at sitre mod den strålende blå himmel, som om de hvert øjeblik kunne eksplodere og blive ét med det flimrende forårslys. Janne snappede efter vejret. De tynde, stærke vinger var flakset ind under hendes hud og fik også hendes krop til at sitre. Guldsmeden blev hængende i luften. Så var den pludselig en fartstribe af reflekser, inden den igen stod stille et stykke ude over den lysegrønne eng. Janne trådte væk fra stien og ud i det høje græs. Hun nærmede sig forsigtigt det lille væsen, men lige som hun kom tæt nok på til at høre dets vibrerende summen, fløj det endnu længere ud over engen.
Janne vidste ikke, hvorfor hun blev ved med at følge efter den smukke guldsmed hen over engen, over en smal bæk og ind gennem det mørke krat af træer og buske, hun hidtil kun flygtigt havde bemærket på afstand. Der var bare noget i hende, der blev ved med at sitre, og den indre tankefilm var sat på pause og erstattet af denne eventyrlige og dog virkelige skabning, som var lige der foran hende, så levende og håndgribelig, at hun kunne nå den, hvis bare den ville sidde stille.
Hun kunne ane solens varme stråler forude, og noget glitrede bag træerne. Guldsmeden vibrerede et øjeblik i luften lige foran hendes ansigt og forsvandt så ud i lyset. Hun bevægede sig det sidste stykke gennem vildnisset, skubbede det tætte bladhang til side og trådte ud i en lysning omgivet af høje træer. Et gult hav af mælkebøtter bredte sig ud over et vildtvoksende, mørkegrønt græstæppe. Hist og her rakte vilde kørvelplanter deres tynde arme op mod solen. I midten af lysningen stod et kroget, udgået træ, og under dets døde, sorte grene lå den mest vidunderlige, lille sø omkranset af spæde siv og dunhamre, der spejlede sig i den blanke vandoverflade. Janne nåede at se et par rådyr stå side om side og drikke af det klare vand, inden de opdagede hende og satte i spring ind mellem træerne. Luften over søen summede af guldsmede i alle farver og størrelser, og så snart en af dem kom for tæt på vandspejlet lød et lille plask fra en forhåbningsfuld fisk, og små ringe bølgede gennem vandet og gjorde søens spejlverden levende. Janne kunne ikke skelne sin guldsmed fra alle de andre, men det gjorde ikke noget, for de var lige vidunderlige allesammen. Aldrig havde hun set noget så smukt som denne glitrende, flimrende eventyrverden, og hun vidste med det samme, at dette sted måtte blive hendes. Det havde jo, efter det uplejede udseende at dømme, været glemt af omverdenen i årevis, og hvor var det dog en skam, at det bare sådan stod og groede til i ukrudt.
Hun lukkede øjnene et øjeblik og vendte ansigtet op mod solen. Hun kunne stadig se de små farvestrålende væsner for sit indre blik. Hun sukkede dybt. Hun havde lyst til at sætte sig i græsset og nyde sin nyfundne oase. Men græs var svært at vaske af bukserne, for slet ikke at tale om mælkebøttesaft, så hun gik i stedet langsomt rundt om søen, mens hun stirrede hypnotiseret på guldsmedenes dans over det blanke vand.
Da Janne vendte tilbage dagen efter, var det med en klapstol under armen og en fyldt rygsæk. Senere ville hun købe en mere komfortabel og praktisk liggestol i træ, som ville kunne stå der permanent, men foreløbig måtte klapstolen gøre det ud for siddeplads. Hun havde omhyggeligt afsøgt engen med sit blik, inden hun bevægede sig ind mellem træerne. Hendes oase skulle ikke befolkes af støjende børn og gøende hunde, der ville snappe efter guldsmedene og efterlade lorte overalt.
Hun slog stolen ud ved søens bred og stillede rygsækken i græsset. Hun satte hænderne i siden og så ud over lysningen. Der var meget at gøre. Det høje græs måtte vente til i morgen. Det ville kræve en le. Men de vilde kørvel og de andre høje ukrudtsplanter kunne hun rykke op med det samme. Så kunne hun måske også få rødderne med. Hun fiskede et par havehandsker op af tasken og gik i gang.
Da hun var færdig, samlede hun planterne sammen og smed dem ind mellem træerne. Hun tørrede sig over panden med bagsiden af havehandsken og smilede tilfreds. Nu så det hele allerede meget pænere ud. Kun mælkebøtterne forstyrrede den grønne flade. Men de ville ryge med, når græsset blev slået. Hun dumpede ned på klapstolen. Nu skulle det gøre godt med en kop te. Hun skænkede op fra termokanden og gav sig til at bladre i et Bo Bedre. Hvide, blanke flader over lyse trægulve. Små, runde, kobberfarvede lamper smagfuldt ophængt i par over ovale, glatte teaktræsborde. Florlette, hvide gardiner. En rød rose i en Kählervase. Så enkelt, så rent.
Janne lånte en le af naboen og en plæneklipper af Henny længere nede ad vejen. Det var godt, hun var kommet i tanker om Hennys håndskubber. En motorklipper ville med sin støj have kunnet tiltrække sig opmærksomhed, og den ville have været umulig at transportere. Det havde heller ikke været nemt at få håndskubberen bugseret over bækken og ind gennem buskadset, Janne havde måttet standse op og samle kræfter flere gange undervejs. Men det var lykkedes til sidst.
Det var hårdt arbejde at rydde hele lysningen ved håndkraft, og da Janne efter flere dages slid endelig var færdig, sank hun udmattet og svedende ned på klapstolen. Hun fandt hyldeblomstsaften frem fra rygsækken, hun havde stillet i skyggen under stolen. Guldsmedene svirrede over søen lige foran hende. Hun så ud over lysningen. Så fint det var blevet. Jævnt og ensartet grønt. Hun så op i den blå himmel, trak duften fra det nyslåede græs langt ned i lungerne og åndede langsomt ud. Da hun sænkede blikket igen, landede det på noget mørkt i udkanten af lysningen. Noget der bevægede sig. Hun rettede sig op, hvad var nu det? Kunne det være et pindsvin? Hun satte saftflasken fra sig på jorden og gik hen mod det.
Janne var ikke gået mange skridt, før det gik op for hende, at der absolut ikke var tale om et sødt, lille pindsvin, der gæstede hendes oase men om et hastigt voksende muldvarpeskud. Hun sukkede ærgerligt. Nu havde det hele lige været så pænt. Hun jævnede den lille jordbunke ud med foden. En grim brun plet midt i alt det lysende grønne. Men græsset ville vel snart dække den, og måske kunne hun ikke se den fra sin plads ved søen. Bare der nu ikke kom flere. Hun satte sig igen, hævede saftflasken op mod munden og kastede den så fra sig med et lille skrig. Flasken var sort af myrer, der kriblede og myldrede rundt mellem hinanden. Hun sprang op og børstede febrilsk ned over tøjet og de bare arme. Sveden prikkede koldt på ryggen.
Da Janne var faldet lidt til ro igen, kiggede hun forsigtigt ned i tasken. Ingen myrer. Men deres bo måtte være lige i nærheden. Hun tog stolen og tasken med længere hen langs søbredden. Så måtte det her blive hendes nye plads. Det var fint nok, det vendte stadig rigtigt for solen. Men hun ville blive nødt til at fjerne en del siv, for her var de så høje og talrige, at de skyggede for udsigten til søen og guldsmedene.
Janne kunne ikke falde til ro med sit blad, hendes blik vandrede hele tiden hen på sivene. Og så var der det udgåede træ med den halvvejs knækkede gren, der ragede ud i søen som en sort skelethånd. Det var jo grimt. Det passede slet ikke ind. Hun sukkede irriteret, puttede bladet i tasken og klappede stolen sammen. I morgen. I morgen ville hun tage en sav med. Leen havde hun heldigvis ikke leveret tilbage endnu, men hun orkede ikke mere arbejde i dag.
Da Janne vendte tilbage den følgende eftermiddag, havde der rejst sig en ny jordbunke oveni den, hun havde glattet ud dagen før, og yderligere tre var skudt op i nærheden. Hun slog hurtigt den nyindkøbte liggestol op, gik hen og glattede bunkerne ud og trampede derefter hårdt på dem. Hele dagen på apoteket havde hun drømt om, hvordan hun om eftermiddagen ville ligge i solen og nyde sit paradis, når hun havde fået styr på sivene og træet. Endelig ville idyllen være fuldendt. Og så skete dette. Hun skulle have købt muldvarpefælder allerede i går. Hun vidste jo egentlig godt, at sådan nogle altid bredte sig. Forbandede skadedyr. Hun greb fat om leen og gik løs på sivene med raseriet sydende i kroppen. Guldsmedene svirrede tæt omkring hende, men hun ænsede dem ikke. Så fandt hun saven frem og tog fat på den knækkede gren. Det var ikke let at komme til, fordi stammen stod så tæt på søen. Det kolde vand sivede ind i hendes sko, og de tynde, døde grene rev og stak hende, mens hun savede. Den tykke gren hvinede og knagede under saven, og da hun endelig næsten var nået igennem den, brækkede den over og svirpede op på hendes håndled. Det forrevne træ lavede et par lange flænger i huden, og små bloddråber piblede frem. Janne kylede saven fra sig i græsset. Hun så på træet med hårdt knyttede hænder og sammenbidte tænder. Raseriet pressede tårer frem i hendes øjne. Så samlede hun saven op igen og kastede sig over træet. Den ene gren efter den anden faldt eller blev kylet til jorden, så det mørke træ splintredes til mindre stykker med sprøde knæk, og da der ikke var flere grene inden for Jannes rækkevidde, gav hun sig til at smide stumperne ind mellem træerne.
Da hun gik tilbage mod liggestolen, var hun så udmattet, at hun ikke gav sig tid til at pakke hynden ud og lægge den på, lod sig bare dumpe ned på det hårde træ. Hun smækkede armene op på armlænene og gav i det samme et skrig fra sig. En hveps havde boret sin brod ind i højre underarm. Hun klaskede den hurtigt væk. Det sved og stak i den hævede plet, og hun mærkede tårerne stige op i øjnene igen. Hvor var det urimeligt, det her. Hun lagde venstre hånd hen over hvepsestikket, lænede sig tilbage og så ud over søen. Guldsmedene glitrede gennem tårerne.
"Godt jeg har jer," hviskede hun.
Muldvarpene undveg behændigt fælderne og gravede nye gangsystemer. Deres skud bredte sig efterhånden ud over hele lysningen. Så snart Janne glattede et ud, skød der et nyt op et andet sted. Der var slimede sneglespor og fugleklatter på liggestolen, og bittesmå biller gnavede sig ind i træet. Rådyrene havde hun ikke set mere til, men de var begyndt at lægge deres små, sorte lorte overalt, og til sidst havde hun købt tre ruller trådhegn og hegnet hele lysningen ind.
Mælkebøtterne var hurtigt skudt op igen, og da blomsterne voksede for tæt på jorden, til at hun kunne tage dem med håndskubberen, måtte hun fjerne hver enkelt med hænderne, mens hun konstant viftede hvepse og myg væk fra ansigtet og de bare arme. Når hun endelig fik tid til at slappe af i liggestolen, summede de stadig omkring hende og satte sig alle steder, så hun aldrig havde et roligt øjeblik. Hun havde forsøgt at finde hvepsenes bo men uden held. Det var som om de konstant var, hvor hun var, som om deres eneste formål var at genere hende, og af og til følte hun sig så vred og afmægtig, at hun havde lyst til at opgive det hele. Men nej, de skulle ikke vinde, hun ville have sin oase.
Når Janne kom hjem efter en eftermiddag í lysningen, udmattet men med uroen sitrende i kroppen, ryddede hun systematisk op i skuffer, skabe og reoler. Der var altid noget, der skulle smides ud eller lå forkert et eller andet sted, især i køkkenet, og det kunne tage timer at få alt i et skab bragt helt i orden. Men det var det værd, for når alt var blevet placeret og hængt op, så linjerne flugtede med hinanden eller så det passede sammen i farverne, sænkede roen og tilfredsheden sig over hende, og hun kunne endelig falde om på sofaen foran fjernsynet.
En dag da Janne ankom til lysningen så hun straks, at der ingen nye muldvarpeskud var dukket op, siden sidst hun havde været der. Hun var ellers ikke kommet der i to dage, fordi det havde styrtet ned næsten uden ophold. Nu skinnede solen igen, og alt det grønne strålede som aldrig før og duftede friskt og godt. Janne sukkede lettet og smilede op mod solen. Så havde muldvarpene nok endelig givet op. Hun tog det vandtætte slag af drømmesengen, slog den ud og lagde hynden på. Så lagde hun sig ned og så ud over søen. Der var usædvanligt mange guldsmede i dag. Flere end hun nogensinde før havde set på én gang. Det var nok noget med vejret. De svirrede og sværmede rundt mellem hinanden i et virvar af glitrende reflekser, og den ene snappende fiskemund efter den anden efterlod vandspejlet i konstant oprør. Pludselig landede en af guldsmedene på Jannes bare knæ. Hun gispede begejstret. Det var aldrig sket før! Så landede en anden på hendes arm. Og endnu en på skulderen. Den ene guldsmed efter den anden satte sig rundt omkring på hendes krop og i hendes hår, og Jannes begejstring gled langsomt over i et stigende ubehag. Hun begyndte at børste guldsmedene forsigtigt væk, men de satte sig igen så snart hun fjernede hånden, og nye kom hele tiden til. De nappede i hendes bare hud, det stak overalt, og hun mærkede panikken krybe op i sig. Hun sprang op og satte i løb hen over græsset, mens hun slog vildt om sig med armene, men insektsværmen fulgte med, og den blev stadigt større og tættere, bed i hendes kinder og flaksede ind under hendes tøj. Pludselig faldt hun så lang hun var over noget i græsset, og da hun forsøgte at rejse sig, blev jorden levende under hende, tung, våd muld pressede sig op under hendes hænder og knæ. Liggende på alle fire så hun gennem det flimrende kaos af guldsmede hundredvis af muldvarpeskud skyde op rundt omkring sig på én gang, og da åbnede den våde, underminerede grund sig under hende, slugte hende i et sultent svup og lukkede sig igen.
Græsset voksede sig højt og kraftigt, lange mælkebøttestængler strakte deres gule hoveder op mod lyset, hovederne gik i frø og svævede ud over lysningen som små faldskærme, der landede mellem græsstråene og spirede til nye, spæde planter. Mange af frøene endte i søen, der havde bredt sig ud over hele den ene halvdel af lysningen, så birketræerne bag det halvvejs væltede trådhegn nu stod og spejlede deres slanke, lyse stammer i det mørke vand. Rådyrene drak under de hviskende kroner, der om efteråret dryssede søen til med gule bladtæpper, guldsmedene svirrede, gik til og genopstod, fiskene sprang.
En tidlig sommerdag brød en flok børn gennem krattet, bevæbnet med spande og fiskenet på lange bambuspinde. De havde ikke rodet længe mellem sivene, før noget tungt fik en af pindene til at bøje faretruende. En lang, tyk knogle blev hevet i land, og lidt efter endnu en, kortere og smallere. Nettene stødte ivrigt mod hinanden, og skoene blev våde, mens bunken af algegrønne knogler hastigt voksede på søens bred. Til sidst gik der ikke andet end sprællende haletudser i nettene, og de blev sat ud igen med det samme, de var ikke længere interessante.
Noget kranium havde børnene ikke fundet og vist heller ikke alle knoglerne, så det var ikke til at sige hvilket dyr skelettet stammede fra. Nogen mente en ko, andre holdt på en hest eller et rådyr.
Børnene sorterede knoglerne i mindre bunker efter størrelse og form og gav sig derpå til at lægge dem i mønstre i det fladtrådte græs på bredden. De lavede det ene lille mønster efter det andet med de glatte, grønlige knogler, indtil de til sidst ryddede det hele og satte alle knoglerne sammen til ét stort, symmetrisk cirkelmønster, der fyldte hele det område, de havde stået på. De stod lidt i tavshed rundt om cirklen og beundrede deres værk. Så tog de spandene i hænderne, slyngede bambuspindene med de våde net over skuldrene og bevægede sig tilbage gennem krattet.