Mørket havde lagt sig udenfor og Alex nød hans torsdag aften med et glas bourbon som han altid har gjort. Han har altid fortrukket bourbon, og denne gang var det Jim Beam bourbon og ikke Jack Daniels som han ellers altid drak.
   Han står i midten af hans lejligheds stue og betragter mange af hans ting, han over hans 27 år lange liv har samlet sammen. Alt var organiseret enten efter familie, venner eller tour oplevelser.
   Der var minder fra da han var ung, billeder af hans familie og venner i hans teenager år, skilte han havde samlet op og købt på sin tour i Europa og USA.
   Hans billeder har altid betydet meget for ham, specielt et billede. Et billede hvor han ikke er mere end 3-4 år gammel og sidder en sommerdag ude i haven, han sidder oven på hans mors skød og betragter hendes smukke ansigt, hendes lange lyse hår og hendes fantastiske blå øjne. Alex var altid stolt af hans mor og han elskede hende præcis som hun var. Hun var der altid for ham.
   Han havde kun et billede af hans far, og det hang ved siden af. Han døde i en bilulykke for mange år siden.
   Stuen bliver lyst op af de flotte blå lyn udenfor, mens regnen pisker mod ruden. Johnny Cash spillede løs fra hans gamle plade afspiller og røgen fra hans grønne cecil fyldte stuen.
   Hans akustiske guitar står smukt ved siden af skrivebordet og står som et eksemplar for alle de timer han har brugt på at krænge hans hjerte ud foran tusinde mennesker.
   Alex vågner op fra hans stille stund og bevæger sig igennem stuen hen imod hans skrivebord. Han stiller sit glas og begynder at løsne op for hans sorte slips og smørere hans hvide skjorte ærmer op, han kigger ned på hans skrivemaskine. Han har over et par måneder nu været i gang med at skrive en bog.

Alex sætter sig i stolen og tager begge sine arme til hovedet og massere hans øjne, de er røde og trætte og hans vejrtrækning er dyb og tung. Det forhindrer ham dog ikke i at tænde en grøn cecil og placere den i hans mundvig. Alex havde tit snakket om at han gerne ville skrive en bog omkring hans liv, måske ikke som en bevidst selvbiografi, men mere som en offentlig novelle skrevet af en sindsforvirret mand med et andet navn. En mand der ikke kunne græde, ikke fælde en tåre over de ting der har ramt ham over alle de år.
   Jeg har set ham skrive bogen op til flere gange og været lige ved hans side når han haft brug for hjælp til f.eks. stavning. For det, som mange ikke ved er at Alex er ordblind. Jeg ved mange ting, ikke alle ved omkring Alex, de fleste gange har han om aften snakket med mig, jeg har ikke sagt så meget men ageret som en lyttende ven, når han haft brug for at snakke. Jeg er der som regel altid i lejligheden, enten over ved hans lille bar hvor man kan skue over til hans skrivebord eller til døren ud til gangen, eller ovre ved hans skrivebord for at hjælpe ham videre.

Jeg mødte Alex tilbage for 10 år siden, på da værende tidspunkt var han meget indelukket og ked af det. Men jeg tog mig af ham og var den ven han havde brug for. Vi blev hurtigt gode venner, og han hentede mig tit nede i Fakta hvor jeg var at hente også tog vi hjem til ham bagefter. Han fortalte om hans musikker drømme, om hans familie og hvordan hans far døde og hvordan havde det med det.
   Alex fik rigtig nok af vide at hans far døde i en bilulykke, hvad Alex ikke vidste var han havde drukket sig selv fra sans og samling og var på vej i bil for at hente hans gode ven Jim, også kan jeg ikke lige huske hvad han ellers hed, det startede vidst med "B".
   Alex lærte aldrig rigtig sin far at kende, og dette har vækket mange spørgsmål op inde i ham, han har kun få minder fra da han var barn. Men de minder var fyldt med alkohol og svigt, ting han kun snakkede med mig om i hans sene natte timer.
   Hans sind har altid været præget ar den mørke side, hans spørgsmål til sin far trængte ham på og gjorde ham ustabil i skolen. Mange troede ikke på ham, så hans selvtillid faldt længere ned samtidig med at trangen til at forsvinde blev størrere.
   I hans skoletid blev han mobbet for at være anerledes end de andre. Men han blev altid trøstet af hans mor, hun gav ham selvtillid og troede på ham da han sagde at han ville leve af at spille musik, hendes tro gav ham succes.
   Men Alex er uden på en perfektionist med et stort hjerte for hans venner og familie, han kan lide at der er styr på tingene og det er det han gerne vil signalere over for resten af verden, og det har han gjort med ynde. Men indeni er han som en tikkende bombe der kun venter på at eksplodere, en bombe der er fyldt med had over for hans far, hans venner der mobbede ham, pigen der forlod ham og den mørke og kraftfulde uforståelighed over hvorfor det var ham folk trådte på og forlod.
   Alex hader på mange måder sig selv fordi han som barn ikke har været i stand til at rede tingene ud mens de udviklede. Han har altid gjord hvad han kunne for at tilfredsstille alle folk, kun for at opnå utilfredshed over for sig selv. Han har ofte i hans dystre momenter sagt at jeg var firkantet, tom og aldrig sagde noget. At jeg var ligesom glas man bare kunne se igennem og ignorere. Det på mange måder rigtigt, men Alex er også glad for at jeg bare lytter og at jeg er der når problemerne trænger på.

Alex kiggede ned på hans skrivemaskine, mens TV'et kørte lydløst i baggrunden. 257 sider var det blevet til, han tastede de sidste ord færdig, rev papiret ud af maskinen og tog sin pen frem og signerede hans forfatter navn: "Max..." også så jeg ikke det sidste, da jeg stod i den anden ende af stuen henne ved baren.
   Han lagde det sidste stykke papir oven på bukken, rettede kanterne sammen med hans finger spidser så alt lå lige. Tog sin bog, rejste sig og var ved at miste balancen da stolen stod lidt i vejen for at han kunne komme ud. Han gik over til stue bordet og lagde hans bog der, gik tilbage til bordet og drak det sidste i hans glas.
   Han satte glasset hårdt i bordet og gik ud i hans mørke gang, Alex tændte lyset og jeg kunne høre han åbnede op for skabet og tog noget der ud der lød som hans gamle tunge spejder reb og en hans gamle fisker stol. Det begyndte at lyde som han bandt noget sammen eller evt. lavede knuder. Han slog stolen ud og trådte op på den, lædereret fra stolen var mørt og gav en knasende lyd gennem gangen samtidig med at rebet blev løftet op og ned. Alex trak vejreret dybere og tungere, også væltede stolen!
   Træet fra stolen ramte hans træ gulv og lyden fra rebet var en indikator på at det blevet spændt.

Gad vide om han vil savne sin gamle ven Jack D, jeg håber det!