Vi ankom i dag... I tågen af vin og flyvefeber havde vi tjekket vi ind på vores hotel. Firkantede mennesker i pænt tøj tog imod os. Vores handlinger var langsomme, men præcise.
   Aftenen var endelig slut, varmen i luften var for hård mod min danske gipsblegehud. Vi kom endelig frem på hotellet.
   Vi lagde os på sengen uden en lyd. Vi var begge trætte. Havde det ikke været for vinen, der stadig kræsede rundt i blodet, havde vi nok bare lagt os til at sove med det samme.
   Men forventningerne til hvad folk ville kalde en ægte bryllupsnat hang tungt i luften.
   Jeg tænkte tilbage på i går. Gæsterne, maden, vinen, talerne og musikken. En fin helhed alt i alt.
   Om jeg var jeg særlig opmærksom på ham ved jeg ikke... Men jeg nød da, når han smilte. Smilte i kirken, under middagen og i flyet i går.
   Kys var der ikke mange af, det var jo en travl aften.
   Men nu lå vi altså her og jeg tænkte på om det var mig der skulle kysse ham først. Jeg blev hurtigt distraheret af gadens larm.
   Et ungt par skændtes, jeg kunne ikke forstå hvad problemet var. Mit sprogøre var døvt når det gjaldt tyrkisk. En ting var dog sikker, de var ulykkelige.
   Jeg kiggede mig til højre, mine øjne flakkede, han var faldet i søvn. Vores romantiske bryllupsnat var allerede slut, og synderen var alkohol. Jeg kunne mærke samme fortvivlede følelse, som inden jeg trådte ind i kirken. Var han nu den rette? Var det her det rigtige at gøre? En hård følelse af skuffelse, ramte min mave. Stemningen i min krop blev trygget. Var det mon min skyld, at han var faldet i søvn? Hvad har det her med en bryllupsnat at gøre, når ens kærlighed falder i søvn før tolv?
   Med et kunne jeg mærke at mine øjne lukkede sig stille og roligt. Jeg prøvede at holde dem vågne. Men det var umuligt. Rødvinen havde for alvor sejret.