"Den store idiot, han har brugt deres sidste spareskillinger, på at købe en brugt bil. En rustbunke, et flødefarvet lig", Maja knytter sin hånd hårdt sammen, og slår den ind i dørkarmen, så det snurrer.
Pers ansigt flækkes i et stort lyksaligt grin, mens han stikker hovedet ud af sideruden: "Kom nu, du skal da have en prøvetur", råber han.
Maja tøver på dørtrinet med munden fuld af ord.
Så begynder hun at hoste. Hun hoster og harker, så hun er lige ved at kløjes i det.
Per springer ud af bilen, og kommer hende til hjælp med kraftige slag i ryggen: "Så, så skat, hvad sker der dog?", udbryder han med et forskrækket udtryk i de grønne øjne.
"Det ved jeg virkelig ikke", gisper hun, og får endelig vejret tilbage.
Han tager om hende med sine store bjørnelabber, og trækker hendes krop tæt ind til sig.
Derinde varmer han som en dyne. Hun lægger sit hoved mod hans brystkasse og snuser ind. Han dufter som en forårsdag med krydrede nelliker og som en gris i brunst. Han får hende til at smile, og han tindrer tilbage som en nyslået skilling.
De kysser og alt falder i hak.
Når hun kører med Per flyver de. Landskabet udenfor forsvinder i accelerationen. Rejselystens blå røg stiger op i fartstriberne.
Med tilbagelænet susen i ørene og prikken i kroppen, i et vildt vanvid på kanten lige før himmelrummet åbner sig.
Bagefter er hun altid lettet.
I dag er hun dog også underligt forpustet og svimmel, da de drejer af fra motorvejen og ind til ishuset.
Isen smager af chokoladedrømme med kold sanselighed, der smelter på tungen.
"Den kører godt bilen", udbryder hun, mens hun slikker det sidste i sig.
"Ja, ikke", Per står i sin fulde bredde og ser ned på hende, han er for længe siden færdig med sin is: "Skal vi tage en tur til i møgspanden?" Han peger fingre af hende, og gør et par kluntede dansetrin.
Hun stirrer tilbage på ham: "Hvorfor siger du det?"
"Åh, ikke for noget", han griber endnu engang ud efter hende, og trækker hende ind: "Jeg elsker dig sgu. Bilen, det er en møgspand, men jeg skal nok få den repareret, så den bliver god".
Hun er pludselig stille, og hendes stemme piber, som en dør på rustne hængsler, da hun svarer: "Ja, lad os tage en tur til".
Hun står i køkkenet. Hænderne arbejder automatisk skyller kopper, glas, bestik, og tallerkener af, fra de sidste par dage. Tankerne danser i hjernebarken, som en fodbold der har svært ved at finde målet. Hun lukker opvaskemaskinen, sådan ja, ser ud mod vejen. Derude er hendes Per, og han reparerer bil.
Hun fylder et glas med vand og drikker.
Hvad er det dog med de biler? Nu er kontoen igen tømt, de skal spinke og spare, med mad og alt andet.
Robbo sidder for hendes fødder. Det er som hunden fornemmer hendes sorte humør. Den glor på hende med sit allermest kærlighedsfulde hundeblik, mens en klat savl flyder fra dens mundvig.
Hun griber hundesnoren fra krogen: "Kom Robbo, vi skal ud at gå".
Hunden danser begejstret omkring og slikker hendes hænder, mens hun sætter snoren fast.
Udenfor standser hun kort, og betragter hans to arbejdsbukseklædte ben iført slidte sikkerhedssko.
"Robbo og jeg går en tur", råber hun mod fødderne.
Han glider hurtigt ud mod hende, med sorte striber i ansigtet:
"God tur smukke", som en fod i en hose rammer hans blik hendes, og smelter forbeholdet.
Hun sender ham et fingerkys og begiver sig i rask trav ned mod anlægget.
Solen varmer stadig. Der skal gås til for at holde trit med Robbo, der snuser rundt på sine faste steder.
Telefonen ringer, lige da hun drejer mod stien. Hun må holde godt fast i hunden, mens hun tager den.
Det er hendes mor: "Kommer du en tur over? Bare en lille en?", stemmen har den bedende klang, der er svær at modstå.
"Ja, ja", Maja løfter ansigtet mod solen, og lader varmen strømme ind: "Jeg er der om et kvarter, jeg har Robbo med".
Hun slår telefonen fra, griber om hundesnoren og gir den gas. Benene arbejder som trommestikker. Hun og hunden side om side, til sveden drypper og hun taber pusten.
Tre gange rundt på den store græsplæne. Naboens to drenge spiller bold i det fjerneste hjørne, de råber efter hende, da hun passerer. Hun vinker og flyver videre med den varme sommervind på kinderne, og Robbo der næsten indhenter hende.
Hun sætter sig kort på en bænk, tørrer sveden af panden og glatter håret, mens hun betragter, de grå betonblokke, barndomslandet. Solen blinker i vinduerne, deroppe i nummer 42, på tredje til venstre.
Hvor har hun dog tit gået denne vej alene med nøglen i lommen.
Hvor hun dog hadede det. Og hvor hun elskede turene i bilen med Per. Hun var flyttet ind hos ham, nærmest med det samme.
Hvad var det hendes mor havde sagt, som en trussel, og fordi hun syntes det var en meget dårlig ide:
"Hvis du flytter nu, skal du ikke bryde dig om at komme rendende tilbage om en uge".
Efter den svada var der gået et halvt år, hvor de ikke havde snakket sammen. De havde set hinanden et par gange i området. Hver gang var det Maja, der demonstrativt vendte ryggen til og marcherede den modsatte vej.
Det blev Per der brød isen, han syntes de skulle invitere hendes mor til hans 19 års fødselsdag.
Det havde været en hverdagsaften, og de havde kun været de tre til kaffe og lagkage. Hun huskede det som en svær og tung aften. Hendes mor havde været stille og neddæmpet, mens Maja havde kæmpet med sig selv. Hun var stadig sur og såret, selvom hun da godt kunne se, at, det kunne hun ikke blive ved med at være. Nu sås de jævnligt og i afmålte tidsrum.
Et par timer ad gangen, det føltes som i orden.
Maja standser foran opgangen, og skubber med armen til den tunge indgangsdør.
Den indeklemte lugt af gammel mados og tør beton når hendes næse, hun ser ned på Robbo og smiler: "Kom så, du skal med op og have godbidder".
Hunden reagerer, han ved godt hvad godbidder betyder, og trappen bliver tilbagelagt i småløb.
Døren er åben som den plejer. Så efter at have banket på går hun bare ind, og tager snoren af Robbo. Der lyder glade velkomsthilsner og hundeglammen inde fra stuen. Hendes mor sidder i sofaen ved kaffebordet, hun har en osepind i den ene hånd, og en hundekiks i den anden, for hendes fødder sidder Robbo fint og venter.
"Hej", sagde Maja og kigger på dem: "I hygger jer allerede", samtidig mærker hun hvordan den sure tobaksrøg slår hende i møde. Hendes mor har ikke for vane at lufte særlig meget ud.
"Hej", hendes mor Kirsten ser op, og kaster hundekiksen højt gennem luften, hunden griber den, og sætter sig ned et stykke fra sofaen knasende og tyggende.
På kaffebordet står to skårede krus, en termokande og et halvfyldt askebæger.
Maja smækker sig ned ved siden af sin mor:"Hvordan går det med flyttekasserne? Har du fået sorteret i nogen af dem?"
Hele den ene halvdel af stuen er fyldt med kasser, der står sirligt ovenpå hinanden.
Hendes mors buttede ansigt, bag de støvede briller stirrer tilbage på hende: "Nej siger hun: "ikke særlig meget, jeg har haft travlt på arbejdet. Jeg synes også det er svært at tage sig sammen. Men jeg fandt noget i går", hendes stemme tøver og dirrer ganske let.
Maja griber termokanden, hælder op i det tomme krus foran sig, og drikker langsomt af den halvlunkne kaffe.
"Hvad?", spørger hun og læner sig nysgerrigt frem.
Kirsten rejser sig, og går over mod spisebordet hvor der ligger en opslået mappe, hun lukker den omkring papirerne og tager den med over til kaffebordet, hvor hun lægger den foran Maja.
"Her", siger hun: "Se selv".
Maja griber mappen og åbner den, den indeholder adskillige gamle avisudklip. Hun tager det første og begynder at læse. Efterhånden som hun læser, bliver hun mere og mere mystificeret.
"Hvad har det her med os at gøre?" hun løfter det gulnede avisark op mod sin mor. Mord i forstæderne står der med store typer, efterfulgt af et billede af ambulancefolk der bærer en fyldt ligpose hen mod en ventende ambulance.
Hendes mor rykker nærmere, helt hen ved siden af hende. Og så gør hun noget, det er meget længe siden hun sidst har gjort. Hun trækker Maja helt ind til sig, og krammer hende hårdt.
"Kære Maja", siger hun mens hun stadig holdt fast: "Det er mormor, hun slog sin første mand ihjel".
"Mormor? Hold nu op, det kunne hun da aldrig finde på", Maja trækker sig ud af sin mors greb, mens hun ryster voldsomt på hovedet.
Kirsten tager forsigtigt avisudklippet ud af hendes hænder: "Det er desværre sandt. Og der er mere, hun havde en søn Albin, han var der da det skete. De tog ham fra hende.
Hun fik en dom på 10 år, jeg tror hun mødte morfar i fængslet."
Majas hænder ryster, hele Maja ryster. Og tårer hun ikke ved hvor kommer fra pibler ned af hendes kinder:
"Mor", snøfter hun: "Hvad er det her? Du burde have sagt noget".
Hendes mor sidder roligt i sofaen, hendes blik ser lige ind i Maja, da hun svarer: "Jeg vidste det heller ikke før i går. Jeg fandt papirerne i kassen. Og ja, måske vidste jeg et eller andet. Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget skjult. Mormor talte aldrig om sin ungdom. Jeg troede hun havde levet et vildt liv. At det var derfor. Jeg spurgte aldrig, om mere. Hun var ikke en person, der indbød til spørgsmål. Det var også lidt mystisk da hun og Bent blev skilt. Hun ville ikke have, at jeg så ham. Det eneste jeg ved, er at han fik hyre på et skib. Jeg var kun fire dengang."
Ingen af dem taler i lang tid, Robbo er ved Majas side, han har lagt sit store sorte hoved i hendes skød.
"Hun er tarvelig" Maja bryder som den første, stilheden.
"Hvem?" Kirstens blik er sløret: "Mormor, nej ved du hvad Maja, jeg synes ikke, vi skal sidde og skælde ud på hende lige nu".
"Hvem så", Maja sender sin mor et ondt blik: "Ja, hun er lige død og hvad så?"
Kirsten rejser sig. Med en smøg i hånden, traver hun rundt i stuen, standser et øjeblik ved flyttekasserne, som hun aer med den frie hånd.
"Det må have været værst for hende selv", siger hun eftertænksomt: "Men, Maja måske betyder det her også, at du og jeg skal se at få snakket noget mere med hinanden, mens tid er?"
"Og hvad skulle det så være, vi skulle snakke om?", Maja hører godt selv vreden i sin stemme. Er der noget hendes mor ikke skal blande sig i, så er det forholdet til Per. Aldrig i livet.
Kirsten traver tilbage mod kaffebordet, og slukker sin smøg i askebægeret: "Vi kunne jo snakke om mig og min vilde ungdom", udbryder hun forsigtigt: "Vi kunne snakke om hvorfor du aldrig fik mulighed for at se din far. Dengang var jeg tarvelig over for dig. Jeg ville have dig helt for mig selv. Det kunne vi snakke om?"
"Ja, måske", Maja nikker svagt, før hun rejser sig: "Hvad gør vi nu, jeg er et stort spørgsmålstegn", hendes stemme lyder også sådan, prøvende efter svar.
Hendes mor griber mappen, og hiver et brev ud: "Vi kunne starte med at sende dette til min halvbror. Mormor har skrevet et brev til ham, og det er jeg tvunget til at sende. Måske svarer han så tilbage, det er jo ikke til at vide, vel?" hendes øjne har det triste og opgivende skær, som Maja har set før.
"Selvfølgelig svarer han" Maja stamper i gulvet, og mærker hvordan vreden gør hendes kinder røde: "For det bliver han nødt til" hendes øjne gnistrer mens hun lægger en medfølende hånd på sin mors skulder.
Og tænker hun imens, hvis han ikke gør, skal jeg nok få ham til det.
"Jeg bliver nødt til at gå nu, jeg skal hjem til Per", hun smiler mens hun siger hans navn, og begynder at gå mod entreen.
Hendes mor følger efter, og idet Maja åbner døren kalder hun: "Maja tak for du kom, det er jeg glad for" et lille smil breder sig på hendes læber, hun løfter en finger op mod sin næse, og så siger hun med et endnu større smil: "Der er noget mere du skal vide?"
"Hvad?" Maja stirrer tilbage, mens hun sætter snoren på Robbo.
"Hvis jeg ikke tager meget fejl, så tror jeg du er gravid. Få det lige tjekket, ikke".
Da døren smækker bag hende, bliver hun efterladt måbende på trappen. Det kan da umuligt passe? Maja smiler og tænker på Per, den måske kommende far.