Lalynn kiggede ud over vildnæsset, mens hun stod på altanen. Måske kom hun aldrig til at se den udsigt igen. Hendes ånde dannede små hvide skyer, i den iskolde luft, og hun rystede over hele kroppen, om det var på grund af kulden eller nervøsiteten var hun ikke helt klar over.
   "hvordan har du det?", det var hendes mor, dronning Sachiba. Det var et spørgsmål hun ikke forventede svar på. "jeg forstår godt du er bange. Det var jeg også til mit bryllup dengang. Jeg var kun 14 år. Åh jeg kan huske det som var det i går. Vi ville egentlig have ventet til jeg var 15, men din far skulle i krig, og vi var ikke sikre på hvor længe han skulle af sted, eller om han nogensinde kom hjem igen, så for at bevare Llop klanen, måtte vi gifte os. Vi var begge så nervøse på bryllupsnatten, og den nat lavede vi dig." de var gået indenfor mens hun havde fortalt historien, og hun havde i mellemtiden begyndt at lede efter noget i en stor lomme hun havde i sin kjole.
   "Jeg fik den af min mor da jeg blev gift, jeg har gemt den til den dag det blev min datters tur".
   Hun fandt en lille stofpose frem som hun åbnede for at afsløre et halssmykke i sølv, med et vedhæng formet som en drage, og lagde den om halsen på Lalynn.
   "Den er meget smuk". Lalynns stålgrå øjne kiggede ind i sit eget spejlbillede. Det næsten hvide hår var sat op med en spænde lavet af en blåmusling skal. Nogle enkelte totter havde revet sig løs og krøllede ned af den rosenrøde kind. Kjolen var lavet af mørkeblåt stof, med lyseblå sten syet ind i korsettet.
   "16 år er en passende alder Lalynn. Desuden er det ikke hverdag at en prins sejler halvvejs over havet for at tage en Llop til kone."
   "Mmh" svarede Lalynn bekræftende.
   "Hvorfor bekymrer det dig?" spurgte hendes mor.
   Lalynn undlod at svare, og vendte sig i stedet mod spejlet igen.
   "Du ser smuk ud." hendes mor gave hende et varmt smil, og hun kunne ikke lade være med at svare med et ligeså varmt smil.
   De blev afbrudt brat af en banken på døren og en tjenestepige trådte ind med hovedet bøjet. Hun nejede og sagde "Det er tid Frøken."
   "Tak Zichi." tjenestepigen nejede igen og stillede sig hen ved siden af døren.
   "Kom så!" kommanderede hendes mor kærligt.
   Lalynn havde tåre i øjnene og gav hendes mor et hjerteskærende knus. Hun så hendes mor dybt i øjnene, men lod det være usagt, at hun ikke havde lyst til at skulle forlade sin familie. Hun gik derefter med tunge skridt hen mod den åbne trædør, og vendte sig om, inden hun trådte ud rummet, for at kigge på sin mor en sidste gang, inden hun skulle gå.
   "Det skal nok gå" sagde hendes mor overbevisende.
   Lalynn tog en dyb indånding og gik så endelig ud af rummet.
   Hun gik ned af den lange korridor alene. Hun havde en knude i maven og milliarder af spørgsmål pressede sig på. Hvad forventede han af hende? Ville hun blive en god hustru? Hvordan ville han blive som ægtemand? Hun havde hørt historier om at han aldrig havde været med en kvinde, selvom han var 25 år. Alle unge drenge hun kendte morede sig med tjenestepigerne ude i staldene eller endda på deres kamre. Det var næsten forventet af dem at de havde lidt erfaring inden de lå med deres fremtidige hustru. Men hun havde hørt historier om flere tjenestepiger der prøvede at lokke ham til at ligge med dem, og han havde nægtet hver gang. Hun vidste ikke hvordan han så ud, om han var venlig eller hård. Kun hans navn havde hun hørt flere gange; Edon. Hun havde hørt tjenestepigerne viske om at han var smuk, men selv havde hun aldrig set ham. Det var hendes far og hans far der havde aftalt brylluppet, som en fredspagt mellem de to klaner. Hendes klan hed Llop, hans Mar.
   Hun nåede hen til den store tunge dør, og følte at det havde taget hende evigheder at nå derhen, selvom det samtidig føltes som om det var gået alt for hurtigt. Den åbnede op til festsalen, og to trompetister stod og truttede brylluppet i gang. Hun gik ind og så at salen var fyldt med folk. Først da hun tog et par skridt op af den røde løber, opdagede hun at salen var delt i to. På den ene side, genkendte hun sit folk, hendes familie og byen. På den anden side sad en masse mennesker hun aldrig havde set før, og hun forstod at dette måtte være Mar folket. Hun kiggede frem for sig og så at for enden stod en ung mand og stirrede på hende. Han havde mørkt hår, og et utroligt smukt ansigt. Hun var næsten forblændet af hans skønhed. Han var høj og muskuløs. Man kunne fornemme hans muskler under hans uniform. Hans kæbe var markeret og hans øjne havde en næsten sort farve. Hun nåede op på siden af ham, og prøvede et forsigtigt smil, men han holdt sit ansigt i stramme folder, og tog hendes hånd uden nogen form for følelser, for så at vende sig mod præsten. Selvom hun fornemmede en næsten afsky fra hans side af, kunne hun ikke lade være med næsten at føle en prikken i den hånd han havde fat i. Hendes hjerte hamrede, og hun tog en dyb indånding inden præsten begyndte at snakke.

Lalynn sad og havde svært ved at holde sig vågen. Festen havde varet næsten hele natten, og hun kunne se de første morgenstråler bryde igennem skyerne og ind af festsalens vinduer. Hun kiggede til venstre for sig. Der på den anden tronestol, ved siden af sig, sad hendes mand. Han havde ikke sagt et ord til hende endnu, havde ikke drukket sig fuld, havde ikke moret sig med de andre. Han havde siddet trofast ved siden af hende, hele aftenen og stirret ud over de fulde folk, der havde skabt sig som de plejede, når der var fest. Pludselig rejste han sig, og hun skyndte sig at rette sig op i stolen og kigge ligeud igen. Hvis han ikke kunne værdige hende et blik, kunne hun i hvert fald heller ikke ved ham.
   Hun kunne fornemme at han gik helt hen til hende. Han rakte sin hånd ned mod hende. Hun kiggede forbavset op, men stadig var der ikke en følelse at spore over det kønne ansigt. Hun lagde sin hånd i hans og rejste sig.
   "Hvis jeg kunne få alles opmærksomhed, tak!", han råbte ikke, men alle hørte ham og var stille med det samme. Det var ikke tit han sagde noget, så folk tav nok mere af forbavselse, end af respekt.
   "Det er på tide at min brud og jeg, trækker os tilbage for natten. Vi rejser i morgen." mere sagde han ikke, og gik i stedet hen mod udgangen.
   Lalynn rødmede da han nævnte bryllupsnatten, men stivnede ved, at han så brat havde sagt, de skulle rejse i morgen. Hun ville ikke forlade sit hjem, sine to brødre, eller hendes forældre, men hun havde ikke andet valg end at føje ham og eftersom han stadig havde fat i hendes hånd, blev hun nærmest trukket med ud af salen.
   Han gik med hastige skridt ned af korridoren, og drejede skarpt om hjørnerne. Hun var forbavset over hvor godt han allerede synes at kende vejen til hans kammer. Hun kunne kun se hans silhuet foran sig, og mærke hans hånd trække hende af sted ned af gangsystemer, indtil han nåede hen til hans dør.
   Han stoppede endelig op og hun synes hun kunne fornemme en sagte tøven inden han vendte sig om og så ned i hendes øjne, mens han stod helt tæt op af hende. Han var mindst et hoved højere end hende.
   "Gå du bare ind og læg dig, jeg tror jeg vil gå en tur ned til skibene og sikre mig at de er klar til i morgen." hans stemme var fløjlsblød, men bestemt. Hun nikkede, men hun var så tør i halsen at hun ikke kunne sige et ord til ham.
   Han drejede om på hælen og forsvandt i mørket. Hun stod stille et øjeblik, og prøvede at gemme på hans berøring, hans blik, og hans duft. Lalynn havde aldrig haft denne følelse for nogen før. Hun havde aldrig prøvet at være forelsket før, og alligevel vidste hun, at hun var dybt forelsket i Edon.
   Da hun var kommet ind i hans kammer, tog hun stille tøjet af. Først den store kjole, så korsettet indenunder, og til sidst begyndte hun at tage hendes hårpynt ud af håret, så det faldt ned i sin fulde længde. Det var langt og det krøllede vildt. Hun stod nøgen foran et stort gulvspejl der stod i hjørnet af rummet, og betragtede sig selv i skæret af månen, der lyste ind af et stort vindue. Hun havde en markeret lige næse, høje tydelige kindben, og en rød frodig mund. Hendes hage havde en svag antydning af en kløft. Hun var slank, og havde kun lige fået bryster, men de var allerede fyldige og runde. Hendes hofter var brede, og hendes rumpe var rund. Alt i alt var hun godt tilfreds med sit udseende. Men om Edon mon ville synes det samme, var hun ikke sikker på. Selvom hun havde en krop som en voksen kvinde, var der stadig noget barnligt uskyld, i hendes blik. Han var trods alt meget gammel af en mand, som først lige var blevet gift, at være. Måske han foretrak modne kvinder, og ikke en ung tøs. Det var nok også derfor han endnu ikke var blevet fristet af de unge tjenestepiger. Hun blev pludselig meget nervøs. Hvad hvis han slet ikke ville have hende? Han havde også virket meget reserveret under brylluppet, næsten som om han slet ikke ville giftes. Måske kunne han ikke lide hende, og måske blev han skuffet da han så hende, for første gang. Pludselig kunne hun høre skridt ude på gangen. Hun skyndte sig hen til sengen, kravlede under dynen og lod som om hun sov, da døren gik op. Hun kunne dufte at det var ham, kunne mærke hans blik, men hun var for nervøs til at åbne øjnene. Der var dødsens stille. Han bevægede sig igen. Han tog sit tøj af, og hun havde lyst til at kigge op over dynen, men hun gjorde det ikke.
   "Ved du ikke at ens vejrtrækning bliver tung når man sover?" hun havde fået et chok over lyden fra hans stemme der så pludseligt brød tavsheden.
   Hun satte sig op i sengen, men holdt dynen op mod sig, for at han ikke skulle se den krop, hun så pludselig var blevet usikker over.
   "Jeg lod ikke som om jeg sov, jeg... prøvede at falde i søvn." hun fortrød med det samme ordene forsvandt fra hendes mund.
   "Så du vil altså ikke tilfredsstille din ægtemand?" han smilte til hende for første gang, og hun svømmede hen ved synet. Aldrig havde hun set så dejligt et smil. Hendes blik gled ned af hans krop, og først nu opdagede hun at stod fuldstændig nøgen foran ham. Hendes øjne spilede op ved synet af hans lem. Det var første gang hun så en nøgen mand, og selvom hun havde hørt historier om det fra tjenestepigerne, havde hun aldrig forestillet sig, at den så sådan ud. hun synes den så voldsom stor ud. Hun kiggede hurtigt op på ham igen. Han grinede højlydt.
   "Se ikke så skræmt ud hustru!" han lagde sig ned i sengen til hende, kiggede hende dybt i øjnene og sagde mens han strøg håret væk fra hendes ansigt, "der kommer ikke til at ske noget i nat, men for din egen skyld må du hellere sige der gjorde, hvis nogen spørger".
   Han rullede om på siden, og faldt hurtigt i søvn.
   Men hun kunne ikke sove. Hun var fyldt med blandede følelser. På den ene side var hun lettet over at der ikke var sket noget, men på den anden side ville hun bare have det overstået. Og hvorfor havde han ikke lyst til hende. Han havde faktisk leet af hende. Ikke engang kysset hende. Havde hun gjort noget forkert? Skulle hun begynde på noget nu, var det det han forventede? Til sidst, midt i alle tankerne, faldt hun ind i en dyb urolig søvn.

Den næste morgen var hektisk. Edon var allerede gået da Lalynn vågnede. Der lå tøj fremme til hende, hun kunne se, på den måde det lå på, at det var Zichi der havde været inde med det. Det gjorde hende en smule bedrøvet at hun skulle undvære hendes trofaste tjenestepige.
   Hun kom i tøjet, og satte sit hår op med nogle bånd der lå ved hendes tøj. Mens hun så sig i spejlet, kunne hun ikke lade vær med at tænke på aftenen før. Den måde han havde kigget på hende på, og det sted han havde rørt hendes kind, hun synes stadig hun kunne mærke det.
   Hun blev pludselig distraheret af larm fra gårdspladsen. Hun kiggede igennem den store rude, og så folk begynde at samle sig og pakke gaver og andet ned i vogne, som Mar klanen havde folk til at trække, ned til skibene. De havde ikke haft plads på skibet til at tage heste med, da det var tradition at når man blev gift, skulle begge parter give gaver, der passede til familiens velstand. I dette tilfælde var bruden og gommen royale hvilket var lig med bunker af tøj, krukker, mad, smykker og hvad man ellers havde af værdi.
   Da Lalynn endelig trådte ud i gården myldrede folk forbi hende. Hun nåede kun at få et glimt af Edon, men han nåede ikke at se hende. Hun besluttede sig for at finde hendes brødre for at få sagt ordentlig farvel, men mens hun så ud over menneske mængden opdagede hun at det nok blev en mere uoverskuelig opgave end først antaget. Hun gik rundt mellem de travle folk, men var egentlig ikke sikker på at hun kom nogen vegne. Pludselig hørte hun nogen råbe hendes navn.
   " Lalynn! Lalynn vent!" det var hendes yngste bror Bryti på 6 år. " Lalynn du må ikke rejse!" han græd imens han kastede sig i hendes arme. Hun havde sat sig på hug, da hun så ham løbe i mod hende. Hun kunne ikke svare ham, for hun var bange for selv at komme til at græde. Hendes ældre bror Satis kom hen til dem.
   "Bryti stop så! Hun er en gift kvinde nu, ikke et barn længere!" selvom han kun var 14, havde hun altid tænkt han var så voksen i den måde han snakkede og tænkte på. Satis tog Bryti op på armen og kiggede på sin søster.
   "Vi kommer til at savne dig Lalynn.." han skulle til at sige noget mere, men fik tåre i øjnene, og valgte i stedet at give hende et stort knus og gik derfra med hastige skridt. Selvom hun var ked af, at hun ikke kunne sige ordentlig farvel, var hun alligevel glad for at hun slap for at stå og give en tårevæddet afsked foran Edon og hans familie.
   Hendes mor og far, kong Sant, kom i mod hende, og gav hende et hurtigt knus.
   "Du må se at komme af sted Lalynn, de venter på dig". De gennede hende begge hen til en vogn trukket af 6 utroligt store mænd. Inden i sad en mand med smukt broderet tøj. Han havde ar i ansigtet der fortalte at han havde været i krig et par gange i sit liv. Men ellers lignede han meget Edon. Ja det vil sige at Edon lignede meget kong Epson, manden i vognen, det var hans far. Ved siden af ham sad en kvinde, med en stor krum næse. Hun havde sølvtøj på, og hendes grå hår var sat op med lange sølvbånd. Hun tænkte at dette måtte være dronning Nostia, Edons mor. Hun brød sig ikke ved tanken om at denne kvinde skulle være i hendes liv fremover. Hun havde hørt uhyggelige historier om at hun slog sit personale og endda sine børn, kun for fornøjelsens skyld.
   "Vi har en lille gave til dig Lalynn." sagde hendes far smilende. Selvom han for det meste så meget alvorlig ud, vidste hun at han havde et varmt og godt hjerte.
   "Du må få Zichi med dig". Lalynn var lykkelig for at hun måtte få en med sig, hun over årene var kommet til at værdsætte meget højt.
   "Tak fader!" Hun smilte et kæmpe smil og gav hendes far et stort knus, hvorefter hun satte sig ind i vognen ved siden af Edon. Hun vinkede igennem ruden til hendes forældre og kneb en lille tåre, da de blev trukket derfra.
   "Tænk at blive så berørt over en simpel tjenestetøs!". Lalynn blev chokeret over den skarpe kommentar fra Nostia. Hun kiggede op men opdagede at Nostia ikke engang så på hende. Det var blevet sagt så stille som en hvisken, og alligevel højt nok til at alle i den lille vogn hørte det. Hun anede ikke om hun skulle sige noget. Hun var godt klar over at det var ment som en fornærmelse, men ville heller ikke gøre sig upopulær hos sin nye familie første dag.
   Dronningen havde åbenbart ikke forventet et svar, og fortsatte med sine fornærmelser.
   "Og jeg kan vel stole på at et barnebarn blev sat i gang i hende i går?" hun stirrede direkte på Edon med sine grønne stikkende øjne.
   "For vores privatlivs skyld vil jeg sige at du ikke har noget at bekymre dig om" svarede Edon roligt tilbage. Nostia var tilsyneladende tilfreds med svaret, for nu sad hun og kiggede ud af sideruden igen, og der blev ikke snakket mere på turen ned til havnen.
   Ude i det fjerne kunne Lalynn se tre enorme skibe, der stod klar til at fragte dem alle tilbage over havet. Hun vidste at hendes liv ville være forandret for altid. Hun kiggede over på Edon. Han kiggede også ud mod skibene, og mens hun så på ham kunne hun ikke lade vær med at glæde sig til at starte et liv med ham.