Kulden trængte sig ind på mig, som en følelse af tusind skarpe nåle der flygtigt prikkede til min hud. Vi var nået derhen i god behold. Lukas og Jane stod sammen med mig ved hovedindgangen og vi kiggede alle tre på hinanden. Der var en indforståethed i vores blikke. Jane var en høj og slank pige med bølgende blondt hår. Nyfarvet ganske vidst, ja, for det var jo mig der havde farvet det kort tid forinden. Min hårfarve var ikke noget at prale af. Det var bare en falmet rødbrun da jeg ikke havde haft den fornødne tid til at farve det op igen. Selv var jeg lav, men med en tilhørende spinkel kropsbygning. Der var ikke noget at sige til at vi begge to var attraktive unge kvinder, det syntes vi i hvert fald selv, og det var jo det vigtigste.
Stedet befandt sig i en lille gyde som man nok ikke ville gå forbi alene en sen aften alene. Jeg kiggede mig rundt da vi gik indenfor. Der var rimelig beskidt og møblerne var slidte. Det undrede mig egentligt heller ikke at mange af festens deltagere lignede punkere fra 80erne som var ankommet ved hjælp af en tidsmaskine. Mine øjne gled over en høj, mørkhåret dreng. Det var alt imens jeg stod med mine gamle veninder og førte samtaler over hvor længe siden det dog havde været, og hvor glad vi var for at se hinanden igen, at jeg mødte Mie. En rigtig flot pige med meget kort, blondt hår. Vi stod egentligt bare på gulvet og konverserede. Der var nogle der dansede, men de fleste sad bare ned med dem de kendte. Havde jeg ikke i forvejen haft endel veninder at snakke med, havde jeg nok ikke følt mig tilpas i de uvante omgivelser.
Vi kyssede. Mie og jeg, altså. Hun var en rigtig flot pige. Da vi i timevis havde danset forførende op af hinanden, med vores munde klistret til hinandens, kunne jeg mærke folk havde tabt interessen. Vi var ikke så spændende at se på mere. Jeg nød ellers opmærksomheden. En øl eller tre var helt bestemt sivet ind i min krop, som gav mig en modig og mere hæmningsløs tilgang til alt omkring mig. Jeg så ham den mørkhårede igen og denne gang sendte jeg ham et uopfordret smil. "Sig nu hej til ham!" sagde Jane. "Det kan jeg da ikke, det er da akavet." Mine tanker var ikke enige med mit svar, og de gav sig til udtryk. "Okay, jeg går hen og siger han er pæn!" klukkede jeg med en typisk beruset piges røst. Da jeg havde mælet ordene til ham kunne jeg se en glæde der brød frem i hans øjne, de selv samme øjne som han havde brugt til at komplimentere mit udseende ved siden af sit forfinede "Tak, og I lige måde!".
Vi kyssede et par gange eller tre. Hans konstante interesse i mig kedede mig. Så pæn var han jo heller ikke, men valgmuligheder var der ikke mange af. Mine flakkende øjne faldt over en ny, mere spændende fyr. Han havde langt, blondt hår og en afslappet skovmandsskjorte på. Jeg pegede på ham og sagde "Ham der. Ham vil jeg gerne have." Jane kiggede på mig med store øjne. "Det kan du da ikke mene, ham den anden var da meget flottere!" Jeg var ikke enig. Da jeg fandt ham med sin veninde gik jeg endnu en gang i position, med samme taktik som før. De var jo alle sammen ens alligevel. "Hej, du er pæn." Sagde jeg med et sødt smil. Han var smigret, det kunne jeg se, men denne gang fik jeg ikke et kompliment tilbage. Jeg gik uden en følelse af at jeg vidste hvor jeg havde ham. Andre midler måtte tages i brug, og det var nu en mission at score ham. Jeg gik tilbage til Jane og rapporterede.
***
"Måske var den veninde hans kæreste?" Spurgte jeg eftertænksomt Jane. "Skal jeg finde ud af det for dig?" Svarede hun. "Ja!" Sagde jeg mens jeg tænkte på hvor glad jeg var for at have en så behjælpelig veninde. Jane kom tilbage med gode nyheder. Pigen var bare en veninde, og han var ledig. Jeg havde altså frit lejde til at angribe ham. På vej hen mod mit nye bytte, mødte jeg Laust. Laust var alt andet end pæn, han mindede ærligtalt lidt om en hobbit fra en Ringenes Herre film. Vi faldt i snak, og der gik det op for mig hvor lidt udseende betyder sammenlignet med udstråling. Ikke at jeg var interesseret i ham på den måde, men jeg kunne sagtens bruge timevis på at snakke med ham om alt og ingenting. For at gøre mine intentioner klart for ham, fortalte jeg ham om den blondhårede fyr som jeg da gerne ville score. Vi spejdede begge efter ham, og mine øjne fangede ham inde i lokalet ved siden af. Byttet var i sigte.
Med min vedvarende drukudløste tilstand, gik jeg endnu engang til angreb på drengen med det blonde hår. Jeg ville gøre mine intentioner klart for ham. Han kunne jo se på min påklædning hvor velsignet min krop var, min mave var udækket og mine bryster, trods tildækket, havde tydelige store, runde former. Han var jo ikke andet end endnu et offer. "Jeg vil gerne score dig." sagde jeg med et selvsikkert udtryk. Han kiggede på mig i et par sekunder før han begyndte at grine. Mit selvsikre udtryk ændrede sig til et nervøst smil, i det jeg måtte indse at jeg havde spillet mine kort forkert. Affyret patronen i den forkerte retning, så at sige. Spørgsmålet var om fuglen var fløjet ud af syne? Jane stod ved siden af, "Hallo, kan du da ikke se hvor lækker hun er?!" Han fortsatte med at grine lidt, stoppe, og så grine lidt igen. Det var ikke et hoverende eller ondsindet grin, men det kunne ganske vidst have trampet mit selvværd i gulvet havde jeg blot været ædru. Som om jeg havde fortalt en rigtig dårlig joke. Han gik hen i den anden side af det lille snuskede lokale. I samme sekund kom hans veninde hen til mig, jeg havde snakket med hende tidligere samme aften. Jeg kiggede over på den tabte fangst. "Åh jeg ville nu gerne score ham min ven der, men han er sådan lidt socialt akavet," sagde hans veninde. Det var altså efterspørgsel på mit bytte. Jeg følte mig nødsaget til at opgive, og tage en afvisning for en afvisning. Det var trods kun måneder før jeg stod i samme situation med en fra arbejdet, og den akavede stemning var endnu ikke lettet. "Jeg har lige prøvet." svarede jeg hastigt, "Han var ikke særlig medgørlig." I det samme kommer Jane hen og fortæller mig at min strategi kunne trænge til en væsentlig finpudsning. Laust kom hen, og Jane forklarede ham situationen med mig og den blondhårede fyr. Laust kiggede på mig med dyb forståelse i blikket. "Jeg kan sagtens redde den her for dig, du skal bare gøre som jeg siger." Først tøvede jeg, "Jamen det ville jo være så underligt at imødekomme ham igen." "Du kan sagtens gøre det. Bare gå hen til ham, sig undskyld for det før, og lad mig føre ordet." Jeg tænkte over det. Trods alt var jeg påvirket af alkohol, og jeg ville jo nok ellers aldrig se ham igen ellers. Hvad havde jeg at tabe? "Okay." Sagde jeg fastbesluttet.
Udenfor stod Mie sammen med en anden pige og kyssede. Der var mange der stod og slappede af med en smøg i munden, inklusiv ham den høje, mørkhårede dreng. Mie gik straks i gang med at fortælle mig en ubehagelig episode hun lige havde haft med den bulgarske udvekslingsstudent. Han havde kysset hende, og noget hvidt pulverlignende snask var spontant løbet fra hans næse ned på hendes ansigt. Jeg husker svagt hvordan den selv samme udvekslingsstudent så småt havde aet mig omkring mit inderlår, men at jeg valgte at ignorere det i en naiv tro om at hans hånd ikke havde placeret sig der med vilje. Jeg kiggede bag mig og så Jane med et bredt smil mens hun hastigt løb hen imod mig. "Laust har totalt fikset det for dig! Han er så meget din!" "Er du sikker?" sagde jeg med en overrasket glæde der udtrykte mine følelser meget præcist. "Ja, bare gå ind til ham, og tag det stille og roligt." Nu følte jeg mig lettere ekstatisk.
***
Da jeg gik ind fandt jeg den blondhårede fyr. Festens gæster vrimlede rundt, og det var svært at komme til. I det at han så mig, trak han mig hen imod sig. Han smilede, på en sød og overbevisende måde. Jeg smilede tilbage. Det var i det sekund jeg vidste at Laust havde lagt et rigtig godt ord ind for mig, uden at jeg havde nogen idé om hvilke fraser der blev udvekslet. Der var proppet af mennesker hvor vi stod, og vi blev enige om at gå ind i rummet ved siden af. "Hvad var det du hed?" spurgte jeg nysgerrigt. "Lasse" svarede han. Vores næste mange ordvekslinger bestod af hvem vi var, hvad vi læste til og det typiske dagligdagsfnidder. Jeg følte mig uforklarligt tiltrukket af ham. "Ryger du?" spurgte han "Nej, altså... Jo, men kun til fester... Og selv da er det sjældent", "Jeg ryger ikke..." Jeg kunne ikke lade være med at smile over den uskyldighed jeg følte kom til udtryk, indtil han fortsatte "Ja, altså jeg ryger hvert fald ikke cigaretter, jeg bryder mig ikke om deres smag... Jeg ryger kun grønt." Fra det øjeblik forandredes forestillingen jeg havde gjort af ham, men min attraktion til ham forblev uændret. Fra det ene øjeblik til det andet, stod vi og krammede intenst. Laust stod smilende og kiggede på mig få meter bagved os. Jeg smilede tilbage, og gav ham et hurtigt blink med øjet. Hvad end han havde sagt eller gjort, virkede det perfekt. Det varede ikke længe før Lasse og jeg stod med tungerne gravet ned i hinandens hals. Det føltes en smule tomt, men alligevel så rigtigt at det overskyggede enhver negativ følelse.
Pludselig skete der noget helt uforventet, og festen lukkede brat. Der var politifolk udenfor. Vi blev bedt om at gå stille og roligt ud i samlet flok. Der var åbenbart nogle nynazister der havde bevæget sig ind i området, og det var farligt at gå alene. Jane stod knuget ind til Lukas, og jeg til Lasse. Vi valgte dog til sidst at ignorere eskapaderne og gå på egen hånd ud for at komme hjem. Jane havde ringet til sin far for at hente os så vi kunne komme sikkert hjem. Resten af forsamlingen tog i byen for at drikke videre. Planen var jo at jeg skulle sove hos Jane, men med Lasse måtte planen ændres. "Hvor skal i hen?" spurgte Janes far. Jeg kiggede over på Lasse. "Gellerup," svarede han. Jeg var betaget af Lasse, og han var betaget af mig. Der sad vi under bilens tag og kyssede som et nyforelsket kærestepar.
Det varede ikke længe før vi var der. Vi sagde farvel til Jane og Lukas, og tak til Janes far for liftet.
Lasse og jeg stod ude i kulden. Den bed til mig så det føltes som små kanyler overalt på min hud. Mine tænder klaprede. "Vi er der snart," forsikrede Lasse mig. Der småløb med mig da han så hvor meget jeg frøs. Resten af vejen gik med snak om alt og ingenting, men mest om den bitre kulde. Vi trådte ind i hans lejlighed. "Her bor jeg så. Dog ikke alene, men sammen med to veninder," forklarede han. Han åbnede døren til et soveværelse, og lagde sin taske derinde. "Det her er mit værelse." Jeg tog mine ting med derind. Der duftede af en blanding af blomster og nyhugget træ. Jeg hverken tænkte eller sagde noget før jeg selv befandt mig i sengen. Den var så blød, at idet samme jeg lagde mig i den følte jeg en behagelig ro i min forfrosne krop.
Han kastede sig ned ovenover mig som et vildt dyr, og gav sig til at kæle med mig. Det varede nogle minutter før han afbrød det. "Skal jeg sætte noget musik på?" sagde han. "Tjoh..." "Her." Han gav mig en musikafspiller. "Find noget du kan lide, jeg går lige ud og siger til de mine veninder at jeg er kommet hjem." Jeg kiggede ned ad mig selv, og mit tøj som kun dækkede de væsentligste dele af min krop. Jeg betragtede værelset, og mærkede min krop som langsomt genvandt en udholdelig temperatur.
"Nå, de er vidst ikke hjemme" sagde han, mens han var på vej ind i værelset igen. Hans blik var nu sat fast på mig som et sigtekorn. "Du fandt ikke noget musik?" Spurgte han. "Jeg orkede det bare ikke lige." "Det er også i orden," svarede han og satte noget musik på selv.
***
Han kiggede igen over imod mig, og fortsatte: "Jeg har ét mål i aften og jeg kan fortælle dig, at det involverer dig uden tøj." Jeg smilede mekanisk, og han smilede tilbage. Som en slange, krøb han hen imod sengen. Imod mig. Han begyndte at tage mine sokker af. Langsomt. Jeg kunne huske at have fået at vide, at hvis man blev bidt af en slange, skulle man helst ligge helt stille. Der lå jeg så, blottet for anstændighed og armering og kunne ikke længere gøre noget. Jeg havde givet magten til mit eget liv væk uden videre modstand. Han kiggede med et stift blik lige ind i mine øjne og smilede. Han snoede sig videre rundt om mig, og jeg fulgte hans bevægelser. Det var for det bedste. Rollerne havde skiftet, og jeg var nu ikke længere jageren. Den ret havde jeg tabt. Som en fortabt fugleunge lod jeg ham gøre med mig, hvad skæbnen nu havde bestemt der skulle ske. Han snoede sig ovenpå mig, og jeg kiggede lige ind i hans skarpe blå øjne. Fra den vinkel jeg lå i, så hans smil nærmest ondt ud. Hans hånd pressede sig ind på mit bryst, og han var nu så tæt på mig som det var fysisk muligt. Mit hjerte pumpede hastigt, og jeg lukkede øjnene.
Jeg er et andet sted nu, på en smuk dal langt herfra. Tanken fik mig til at smile, og jeg åbnede øjnene. "Er det godt?" spurgte han selvsikkert. Han fik et frækt smil som svar, og jeg lukkede atter øjnene. På dalen lå vi to, du og jeg. Det var dét jeg altid havde længtes efter, dét som jeg altid havde drømt om. Forvildet i mine tanker, pressede jeg øjnene mere sammen. Han stødte til, og det gjorde lidt ondt. Jeg måtte tage kampen op, jeg kunne ikke bare lade ham vinde så let! Med et fast greb, tog jeg fat i hans arm, og vendte ham rundt. Han så næsten overrasket ud, men også spændt. Vores tunger mødtes og de havde deres egen lille gladiatorkamp. Jeg rettede mig op mens min krop stædigt og fortsat gyngede ovenpå hans. Jeg kiggede sejrrigt ned på ham, selvom jeg inderst inde godt vidste at det var ham der havde vundet. "Fuck. Klokken er 4:12. Jeg tror det er bedst vi lægger os til at sove nu." uden en stor finale trak han sig ud af mig, og gav sig til at holde om mig. "Du har nok ret." svarede jeg. Mine tanker blev ved med at kredse om ligegyldige ting. Ting som jeg slet ikke burde tænke på. Hvordan kommer jeg hjem herfra? Var det her nu også en god idé? Hvad skal jeg egentligt have til aftensmad i morgen? - Det ville ikke stoppe. Hans åndedrag lød tungt i mine øre, og det var nok det der i sidste ende gjorde at jeg selv faldt ligeså stille til ro, sammen med mine tanker.
Det var morgen. Jeg vågnede med hans arme omkring mig, og duften af pot fyldte rummet.
Alkoholens rus havde bevæget sig væk og var blevet til småirriterende tømmermænd.
"Er du sulten?" Spurgte han.
"Tjo, lidt er jeg vel."
"Skal jeg gå ud og lave toast?"
"Det ville være dejligt."
Der sad vi så i hans køkken, spiste toast, og snakkede om alt og ingenting. Primært ingenting.
Min krop var udkørt, og min hjerne ligeså. "Vil du blive her endnu en nat?" spurgte han venligt, og uden at lyde særlig forventningsfuld.
"Det kan jeg desværre ikke, jeg har rimelig travlt her til aften."
"Jeg forstår."
Det var nu jeg forventede akavet stilhed, men det skete ikke. Vores ligegyldige dialoger fortsatte, indtil det endelig blev eftermiddagstid.
***
Vi havde nu bevæget os udenfor. Han smilede og greb fat i min hånd, imens vi med hastige skridt gik imod busstoppet. Vi snakkede, grinede og svingede med armene så alle omkring os måtte have fået den idé at vi var sammen. Da vi stod derhenne krammede vi og kyssede indtil bussen endelig kom. "Nå, vi skrives..." sagde han med et troværdigt smil. "Ja det gør vi da!" svarede jeg ivrigt. Jeg vendte mig om, og gik ind i bussen. Efter at have tænkt lidt tilbage på dagens forløb, blev jeg enig med mig selv om at det nok var bedst at slette hans nummer... Samt hændelsen fra min hukommelse.