Sekretæren nægtede at bede ejemdomsmægleren ringe igen, efter at han var færdig med sin undervisning. Andreas gik irriteret ud for at tage i mod telefonen, som hun holdt klar. Det havde været en dum dag, og han havde på fornemmelsen, at den ville blive ved sådan. Emma hans teenagerdatter, havde slet ikke villet tale med ham, da han kørte hende i skole i morges. Hun havde set så skrøbelig ud, da han satte hende af på hjørnet af vejen, hvor gymnasiet lå. Emma gik i 1.g, og han var så stolt af hende. Hun havde haft det højeste gennemsnit til 9.kl afgangseksamen på hele sin skole.
   Ejendomsmæglerens stemme førte ham tilbage på sporet. Han loø oprørt, og sekretæren havde også set så skræmt ud. Ejemdomsmægleren fortalte, at han lige havde fremvist deres hus, men at døren til det ene badeværelse havde været låst. Han var kravlet op på vasken på det andet badeværelse for at kigge ind og se hvorfor, at han ikke kunne få døren op. På det hårde flisegulv lå husets teenagerdatter med et blodigt håndled og et kæmpe glas piller. Ejendomsmægleren havde hurtigt fået kunderne ud af huset.
   Telefonrøret føltes glødende varmt i hans hånd, og han havde lyst til at smide det fra sig men holdt det kramagtigt fast, så hans knoer blev helt hvide. Hånden rystede lidt, og han gjorde alt for at trække vejret roligt og ikke flippe ud. For sit indre blik, så han sin elskede Emma ligge livløs på gulvet, og det krævede alle hans kræfter ikke at flippe ud. Samtalen var hurtig slut. Sekretæren lagde sin hånd på hans arm og spurgte, om han var ok. Nej han var ikke ok, alt i ham sitrede, og han følte, at han stod midt i sit livs værdste mareridt, som han aldrig ville vågne op af. "Jeg må hjem nu", fik han sagt, og sekretæren nikkede.
   Ude i bilen beroligede han sig selv med, at ejendomsmægleren havde sagt, at der ikke var meget blod, men pilleglasset var tomt, og det var et af de store. Han ville huske på aldrig at købe et så stort glas igen. Men det var længe siden, at de havde købt det, så det kunne kun være højst halvt fyldt. Skulle han allerede ringe efter en ambulance, nej han ville skynde sig hjem. Andreas ønskede, at han kunne klare det hele selv, at Emmas håndled bare havde en lille skramme, og at hun kun havde taget et par piller. Det ville være så meget nemmere og rarere, hvis han kunne slippe for en ambulance, slippe for at andre skulle involveres mere, end de allerede var. Andreas var en sky mand, og han ønskede ikke, at andre skulle involveres i, at hans datter havde problemer.
   Bilens dæk hvinede, da han kørte ud fra parkeringspladsen. Han kørte hurtigere end nogensinde før og glemte alle færdselsregler. Det eneste han kunne koncentrere sig om var at komme hjem til Emma med lynets hast. Hjem og få styr på det hele, så alt kunne blive som før. Men kunne alt blive som før, når ens datter gør noget så dramatisk? Andreas håbede det, for han elskede faste rammer og en forudsigelig hverdag. Da han næsten var hjemme tog han cykelstien i stedet for villavejen. Han bad til Gud om, at han ikke ramte en cykelist. Hjertet hamrede løs, og adrenalinen pumpede i hans krop.
   Han parkerede bilen og løb ind i huset. På badeværelsesgulvet lå Emma. Det virkede så forkert, Emma skulle være hans blide søde datter, der stod klar med maden, når han kom træt hjem fra arbejde. Hans lille pige, der altid havde lovet at være der for ham, også når han blev gammel og grå. Han tog hende op og ruskede hende og råbte hendes navn ind i hovedet på hende. Det her var slet ikke godt, han ville ikke kunne rode sig ud af det her uden hjælp. Emma havde brug for hjælp, det indså han nu måske for sent.
   Hun åbnede øjnene og så på ham med et sløret blik. Så sagde hun, "gå væk, lad mig dø". De ord skar ham i hjertet, og han følte en fysisk smerte i hele kroppen. Nu kunne han ikke holde tårerne tilbage længere, de sprang ud af hans øjne og ramte Emma, der nu sad på gulvet for hans fødder. Hun så så livløs ud, det her kunne ikke være virkelighed, om lidt ville han vågne op badet i sved, og gå ind og kigge på Emmas værelse og konstatere, at hun lå og sov i sin seng. Han havde altid været så bekymret for sine børn. Da de var små, havde han altid tjekket, om de trak vejret, hvis han vågnede om natten.
   Andreas greb et håndklæde og viklede det om Emmas håndled, der heldigvis kun var flænset med et rustent barbarblad. Hvorfor Emma, tænkte han. Pulsåren var heldigvis ikke ramt. Tænk, at han havde troet, at han kunne klare det her alene. Håndleddet skulles syes, og hun var alt for livløs og sløret i blikket til, at han kunne klare sig uden en ambulance. Igen trøstede han sig med, at der umuligt kunne have været særlig mange piller i glasset. Desværre kunne han slet ikke huske, hvor mange piller, der havde været tilbage i glasset.
   Ambulancen var på vej nu. Andreas baksede Emma ud i køkkenet og tvang mælk i hende. Hun var heldigvis så slap og sløv, at hun ikke kunne gøre meget modstand. Nogle gange prøvede hun at sige noget, men han forstod ikke, hvad hun sagde, men ordet dø og død kom hele tiden frem i mellem hendes utydelige ord. Det føltes som om, han holdt hende i armene og hældte mælk i hende i en evighed. Hele tiden kredsede hans tanker om hvorfor. Han forstod det ikke.
   Endelig kom ambulancen. Han så forstenet til, mens de fik hans unge søde datter op på en båre. Hvorfor, tænkte han igen. Han havde mærket, at der var noget galt men ikke, at det var så slemt, at hun ikke ville leve mere. Hun var jo så fuld af liv og havde hele livet foran sig.
   Ambulancen kørte afsted, og han fuldte efter i sin egen bil. Sirenerne skar i hans ører og blinkene slørede hans syn. Han havde bedt dem om at køre afsted uden, men de ville have både blink og lys. Hun havde ikke fået så mange piller, beroligede han ambulancefolkene med, men de ville ikke høre på ham og nu ilede de afsted i en øredøvende larm. Alle naboerne ville høre det og tænke deres. Han havde fået et glimt af nabokonen i hendes køkkenvindue, da ambulancen kørte. De boede i en lille by, så sladderen skulle nok gå sin egen gang. En køne skulle hurtigt blive til tusinde eller endnu flere. Det var godt, de snart skulle flytte. Han gruede for at se naboerne i øjnene efter dette.
   På Hospitalet stod læge og sygeplejerske klar. Han havde lyst til at vende om, da han genkendte lægen, som en gammel studiekammerat. Lægen nikkede som hilsen, de havde genkendt hinanden, hvorefter lægen og sygeplejersken brugte alt deres energi på Emma. Emma strittede i mod med vilde øjne, som han slet ikke kunne genkende. De puttede slanger i hende og syede hendes håndled. Der ville komme et ar, tænkte han. Mens de baksede med hende, måtte han ringe til hendes mor. Hun var også på arbejde men kom hurtigt til telefonen. Han nåede kun at nævne ordet selvmordsforsøg, før hun smækkede røret på med besked om, at hun var på vej.
   Lægen kom ud til ham på gangen, efter de havde fået Emma kørt på intensivafdelingen. Han tog ham med ind på sit kontor og bad ham sidde. Hans toneleje var alvorligt. Da de begge sad ned, fortalte han, at Emma havde rigtig meget gift i kroppen, og hvis ambulancen var kommet bare et kvarter senere, havde de ikke kunnet redde hende. "Så havde der været mange piller i det glas", sukkede Andreas. Nu så det lovende ud fortsatte lægen, vi skyller hendes indre organer i gennem med vand, og såret på håndleddet er ikke slemt. Jeg er ked af, vi skulle mødes sådan her igen Andreas, fortsatte lægen og klappede ham på skulderen. "Er du stadig sammen med smukke Anna", spurgte han og mumlede, "pigen kunne godt ligne hende lidt". Andreas nikkede, han havde ikke meget at sige og ville bare gerne tilbage til Emma. Mens han sad der på lægens kontor, følte han det pludselig som om, han fik en mavepuster og alt luft forsvandt ud af ham, og han snappede efter vejret. Lægen spurgte, om han skulle hente et glas vand, og Andreas nikkede med øjnene fylde af tilbagepressede tårer. Andreas kæmpede, alt hvad han kunne for at holde tårerne tilbage. Det her var en smerte, han aldrig havde oplevet før, hele kroppen gjorde ondt og billeder af hans søde blide dejlige datter flimrede rundt i hans hoved. Emma der som lille gav ham et knus og lovede altid at være hos ham. Emma der stod klar med aftensmaden, når han kom træt hjem om aftenen og hjalp med alt det huslige. Hun var ikke som andre teenagere. Han havde aldrig skændes med Emma, som han havde med Liva og Martin hendes ældre søskende. Emma var fars pige, og hendes knus kunne stadig gøre ham helt varm. Lægen kom med vandet, og han nippede til det. Lægen begyndte at tale om sidste gang de sås, den gang de begge studerede i København på hver deres studie. Før det havde de gået i gymnasiet sammen. Sidst de sås havde Andreas lige mødt Anna, og han havde været vildt misundelig på ham, men nu var han selv gift og havde børn. Andreas nikkede, men hans tanker var hos Emma. "Nå Andreas", sagde lægen, "du har vist ikke lyst til at tænke på gamle dage, du vil hellere se din datter, så nu skal jeg vise dig derhen".
   De gik sammen gennem et par lange hvide gange og ind gennem en glasdør. Der var dødstille på denne afdeling, kun lyden fra iltapparaterne brød den tyngende tavshed. Mens de gik tænkte Andreas på Anna som ung, den gang de lige havde mødt hinanden, alle havde syntes Anna var for smuk til ham, det havde han kunnet se i deres øjne. Emma lignede Anna med en blanding af ham selv, hun kunne ikke løbe fra at være deres datter.
   Da de kom ind på Emmas stue, lå hun i en seng med ledninger og slanger stikkende ud fra sig. En enkelt tåre sneg sig ned af Andreases kind. Han tørrede den hurtigt væk. Lægen klappede ham på ryggen og gik. Nu stod han alene og så på sin livløse datter der i den store hospitalsseng. Han følte sig så ensom, magtesløs og alene. Lidt efter kom Anna heldigvis og lagde straks armene om ham og tryggede sig ind til ham. Det var længe siden, at hendes nærhed havde været så dejlig. "Hvad har vi dog gjort forkert", hviskede hun. "Jeg ved det ikke Anna", hviskede han som svar. De stod sammen og betragtede deres datter.
   Pludselig slog hun øjnene op og udbrød, "Hvorfor er jeg i live?". De så begge forbløffede på hende og skyndte sig hen til hende. "Vi er så lettede og glade for, at du er i live skat", sagde Anna og Andreas nikkede. "Mit hoved gør så ondt", sagde Emma og kiggede på dem med store sorgmodige øjne. De følte begge, at deres hjerte blev knust af de øjne, hun sendte dem. Anna satte sig og tog hendes kolde hånd.
   Andreas lod mor og datter sidde sammen og gik ud for at ringe til Liva og Martin. Han fik først fat i Liva. Da han fortalte hende det, begyndte hun at grine med et mærkeligt forvrænget grin. Hun undskyldte sin reaktion og ville komme og se til Emma, så snart hun kunne. Martin blev rasende og kaldte sin lillesøster en dum forkælet tøs. Andreas sagde til ham, at det ikke hjalp at være vred, men at de i stedet måtte gøre alt hvad de kunne for Emma. Martin ville også komme med det samme.
   Da Andreas kom tilbage til stuen, var en laborant i gang med at tage en blodprøve, hvilket han havde fået fortalt, at de ville gøre hver time for at sikre sig, at hendes organer blev renset. Emma havde et tomt blik og sorte rander under sine smukke øjne, dem der mindede så meget om Annas. Hendes lyse lange hår hang tjavset ned og klisterede til hendes ansigt. Normalt ville Emma aldrig se så forpjusket ud. Hun lignede en skygge af sig selv, og han håbede hun ville blive helt rask og glad igen.
   Da laboranten var gået blev de enige om at lade Emma hvile sig. Hun ville alligevel ikke tale med dem, og hendes øjne var matte og sorgmodige. De forlod Hospitalet arm i arm uden et ord. Andreas kunne ikke huske, hvornår de sidst havde gået arm i arm. De havde levet sammen men alligevel hver for sig.
   Hjemme i huset bag lukkede døre lod de smerten få frit løb. De sad og holdt om hinanden og græd. Deres tårer gjorde deres tøj vådt, men nu de først var begyndt at græde, kunne de ikke stoppe igen. Det gjorde så ondt, og deres tanker kredsede om hvorfor, for ingen af dem forstod hvorfor, hun havde gjort det. Andreas tog Anna ind til sig og oversåede hende med kys. Det var så længe siden, de havde kærtegnet hinanden. Det var som om årene havde lagt sig som en kæmpe afgrund i mellem dem. En afgrund de lige nu hoppede over og lige ind i hinandens arme. De havde glemt den store samhørighed, de havde følt som unge men lige nu mærkede de den igen. Måske var det kun lige nu de hang sammen, men ingen af dem havde lyst at give slip på hinanden igen.