Tavsheden har druknet min stemme
stilheden i min hjemmeisolation
har spiddet alle ordene
kun skærmens flaksende ansigter taler
små billeder af dem jeg gerne ville møde
flimrer for mine øjne
der spiles op og samler sig
i ensomheden
de evigt bevægelige larmende pixels
æder min stemme.
Ensomheden har stivnet min krop
hænderne der som farlige små befængte virusser
famler ud over den stivnede krop
for at holde den i gang
trods angsten
der drypper fra skærmens lysende maskinansigt
en lille lyd bryder tavsheden
ikke alt er stilhed og ensomhed
snart åbner der sig en sprække af normalitet.