Det hele er egentlig hans skyld ...
Ja.
Jeg suger hårdere på cigaretten og lader den kolde efterårsmorgen bide i mine nøgne skuldre.
Det er helt sikkert hans skyld. Han kunne også bare have ringet, ikke.
Jo.
Så står man her. På total forladt dansegulv med en håndbajer i den ene hånd og en utændt smøg i den anden. Forbandede rygeforbud. Desuden er mine sko ikke af den dansende variant. De er tunge, mudrede og af totalt ukendt mærke. Har stedet mistænkt for at have en form for dresscode, for alle bærer gennemsigtige silkeskjorter, stramme jeans og håret sat i perfekt sjusket knold.
Mændene må gemme sig i skyggen. Jeg ved det ikke. Jeg er her bare.
Båsene langs væggene summer af forstummet snak. Et par piger slentrer forbi. De dufter af hårlak og parfume.
Hvorfor er jeg her? I alt for mudrede sko og daggammel make-up?
Har hverdagsrester under neglene, gråtonede minder i huden.
Tænker på ham. Om han mon er gået i seng eller om han mente det med at skride til Sjælland? Jeg håber det næsten.
Fisker min telefon frem ...
"Husk at lukke døren bag dig!" Sletter udråbstegnet. Kommer frem til at det lyder bedst sådan. Indsætter tre punktummer i stedet. Ja. Det ser bedre ud. Send.
Fortryder straks og håber han kan fornemme den desperate tone. Og så strømmer vreden med fornyet styrke i blodet igen. Fucking idiot!
"Jeg håber, han er taget af sted" mumler jeg ud i neonlysets verden. Bassen pumper højt og krævende fra hvert et hjørne, alle lyde flyder sammen. Dette må være det mest ensomme sted på jorden. Hvad fanden laver jeg her?
Hvis han nu bare havde skrevet.
En ubeslutsom tåre byder en tarvelig oktobersol velkommen. Tørrer den irriteret væk og skyder skoddet fra mig.
"Du fryser".
Kigger op fra egen navle, udover eget syn. Han er høj og iklædt hættetrøje med ærmerne trukket op om albuerne. Tatoveringerne er som alle andres. Farverige sleeves på den metroseksuelle måde. Har aldrig brudt mig om at indrømme, at de faktisk er røvsexede.
"Du kommer aldrig ind i det der", svarer jeg og tænder endnu en smøg. Han smiler. Jeg hader at han smiler og blotter hvide perfekte tænder. En ikke-ryger, tænker jeg, og bliver pludselig meget bevidst omkring min egen røg.
"Her", han rækker mig en lighter. Grøn. " ... Hvis jeg ikke kan komme ind, så kan du sgu heller ikke!" Han griner, peger på mine sko og fisker så en smøg frem. Af ren og skær ligegyldig lettelse smiler jeg.
"Alex", siger han så og rækker hånden frem. Tyder bogstaverne på hans knoer; Just do it. Kan ikke lade være med at grine lidt små hysterisk. Klemmer hans hånd, varm og ru, "Amaya", lyver jeg.
"Amaya? Hedder du virkelig det?" han griner forundret og suger på sin smøg. For helvede. Sexet. Just do it.
Telefonen er stadig tavs.
Prøver at genkalde vreden indeni. Prøver at vende fokus og vinde mig selv tilbage. Men har alt for travlt med at drukne resterne af, hvad jeg var i går, i stædige tårestrømme.
Begraver hovedet i nøgne arme. Kan ikke længere mærke min krop. Ikke som man bør. Alt virker fjernt - virkeligheden, som jeg kendte den, forsvinder væk og alt der er tilbage, er dette nye, sorte nu.
"Undskyld... Undskyld" hvisker hulkende ud i ingenting. I alting.
Hiver telefonen frem. Taster hans nummer - det eneste nummer, jeg nogensinde har kunnet udenad.
Hans lejlighed dufter af ham. Frisk og ren og måske lidt af sommer. Har ham mistænkt for at være homoseksuel. Eller i hvert fald bi. Mindst!
"Nå Amaya", han smågriner, "tænk at du hedder det, det er det fineste navn, jeg længe har hørt ..." Jeg siger ingenting. Hvad skal jeg sige til en løgn? Alex er forresten et tvivlsomt navn. Ja. Det bekræfter helt sikkert skjult seksualitetteorien. Får det bedre. Det er okay at gå med en homo hjem. Det er ikke forbudt.
"Okay, med fare for at lyde rimelig tøse-hej-vi-har-været-i-et-forhold-for-evigt-nu-agtig, men ... Hvad tænker du på? Du har det særeste udtryk malet tværs over ansigtet."
"Har besluttet mig for, at du er homoseksuel. Vil ikke vide, om det er rigtigt. Sådan blev det nu. Det er bedst". Han slår en latter op. En af dem, der starter helt nede fra maven. Lader det vandre langs fremmede, cremefarvede vægge. Griber det og griner med.
"Det er mig", hvisker jeg ned i røret.
Han lyder træt, distræt, men ikke vred. "Jeg ... " Jeg kan ikke finde ordene. Hvad siger man?
"Er du okay?"
"Nej. Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget".
Verden vågner, biler kører i gaderne, lys kastes gennem byens vinduer.
"Kys mig. Kys mig uden at sige noget!"
Han sidder i skrædderstilling på gulvet med nøgne arme og alt for klare øjne. Han blinker ikke, men læner sig frem, tager fat i mit hår på den hårde måde. Et kort øjeblik fanger han mit blik, inden vi simultant lukker ned for verden, forsvinder væk i fælles mørke og hans læber rammer mine. Blødt og krævende.
Og jeg tænker, det er forkert. Det er så forkert og dumt og jeg kysser videre. Vælter ham ned på ryggen, sætter mig overskrævs og lader håret falde ned over hans hoved. Hvis ikke man kan se verden, kan den heller ikke se en. Det er reglen.
Trækker lange rivemærker over hans skuldre, tænker at det måske vil få ham til at skubbe mig væk. Forstår ikke, hvorfor jeg ikke selv kan stoppe det, hvorfor det er op til ham, men sådan er det. Han griber fat om min hals, presser mig hårdt op. Stadig ikke et ord.
Jeg gisper svagt, hiver efter vejret. Det er for sent. Fornuft og lyst - det er en ulige kamp, så jeg lader ham bære mig ind i et fremmed soveværelse, med fremmede dyner og dufte ...
Just do it.
"Jeg har gjort noget dumt." Græder hysterisk nu, vugger frem og tilbage. Har desperat brug for at høre ham sige, det hele nok skal gå. At uanset, hvad der er sket, vil det hele blive okay igen. Som han plejer, når jeg er urimelig.
"Hvad har du gjort?" ordene siver koldt. "Hvad har du gjort?!" råber han i den anden ende. Holder tavsheden i lang tid. For lang tid, men alligevel længe nok til at stoppe tårelarmen i hovedet og give plads til stemmen, der fornægter al skyld.
"Det er din skyld", hvisker jeg så. Køligt. "Jeg har knaldet med en anden, og det er din skyld. Hvis du havde ringet, skrevet, bare givet en eller anden form for lyd, så var jeg kommet hjem. Du har gjort det her ved os. Forstår du, hvad du har fået mig til? Jeg tilgiver dig aldrig. Din skyld!".
Smider telefonen ud på vejen. Lader hverdagen køre min fortid i stykker. River i hår, i sjæl og skriger ud i forbipasserendes lykke.
... Og så ...
Stilhed.