Jeg mærkede ham i rummet før jeg hørte ham.
   Det var som om at det sekund jeg blev klar over hans tilstedeværelse, slappede han af, og trak vejret lydeligt igen.
   "Du er tilbage?"
   "mmh" Jeg kunne høre på ham at han nikkede.
   "Jeg bryder dig ikke om at du er her..." Min stemme var alene i stilheden. Som at tale til sig selv.
   "Du ved godt at jeg ikke kan holde mig væk" forklarede han. Hans stemme var uden følelse, men ikke kold. Han var bag mig, men jeg vendte mig ikke om. Vidste allerede godt hvordan han ville se ud. Jeg kunne høre at han satte sig ned.
   "Har du slet ikke savnet mig?" Hans stemme var prøvende. Der var en klang i jeg ikke havde hørt før.
   Jeg stoppede det jeg var igang med.
   ".... savnet dig..?" Jeg smagte på ordene.. Savnet ham.. Hvordan kunne han.. Jeg lukkede øjnene.
   Stilheden var øredøvende.
   Han flyttede rundt i stolen. Jeg kunne høre hvordan han gned mod læderet da han skiftede stilling. Men det var ikke et selvsikkert skift. Det var den slags der ville opstå under pinlig tavshed. Ligesom nu.
   "Du har savnet mig?" prøvede jeg.
   "ja" Hans svar kom lidt for hurtigt. Jeg lukkede øjnene. Slap af i nakken, sænkede hovedet.
   "Bekymrer det dig??" Spurgte han.
   Jeg nikkede, stadig med hovedet nede.
   "Du kan ikke blive ved med at komme". Min stemme var en hvisken, men han hørte den. Han rejste sig bag mig. Jeg kunne høre læderet give efter.
   "Jeg prøvede at holde mig væk" Hans stemme var tøvende. Han var trådt tættere på, stemmen kom fra højere oppe end før.
   Jeg vendte mig om, stadig med øjnene lukkede. Facede ham. Jeg kunne høre på hans åndedrag at han nu var tættere på. Ca. 3 meter gættede jeg ud fra lyden.
   Han gentog og fortsatte: "Jeg prøvede at holde mig væk, men jeg kunne ikke.."
   "Jeg var glad, da du var væk. Forstår du det?" Jeg lukkede øjnene op og mit blik sendte lyn afsted mod ham. Han krympede sig under blikket, men gik ikke hverken væk eller kom tættere på. Han stod bare. Med kroppen hældt en smule til den ene side. Hovedet lidt på skrå.
   Stilheden lagde sig over rummet. Jeg stirrede længe vredt på ham, men tilsidst blev mit blik opgivende. Jeg kiggede på hans skikkelse. De alt for dybe øjne. Hældningen på hans holdning. Den bløde kurve hvor hans underlæbe mødte overlæben.
   "..ønsker du ikke at jeg skal være glad..?" Min stemme var blot en hvisken. Luft over læberne, men ingen lyd. Jeg kiggede bedende på ham.
   Nu var det hans tur til at lukke øjnene. Lukke indtrykkene ude, blot et øjeblik.
   "Jeg har jo sagt... at jeg ikke kan.... Jeg har prøvet"
   "Så prøv vildere!" afbrød jeg ham. "Der MÅ findes en måde". Mine ben blev svage under mig. Han trådte et skridt tættere på. Jeg ville protestere, men orkede det ikke. Han kom tættere endnu.
   Tilsidst var han så tæt, at jeg mærkede kulden fra ham som en blid brise over hele kroppen. Denne gang gav benene efter under mig, og jeg kæmpede ikke imod. Lod mig glide ned. Lænet op af væggen. Lagde hovedet i hænderne. Lukkede ham ude med mørket. Men hans kulde omsluttede mig stadig.
   Næsten lydløst satte han sig ved min side. "Jeg er ked af det.." hviskede han.. og hvilede hovedet på min skulder.