Stemmer. De synger fra et fjernt sted. En fjern galakse, måske fra et fjernt univers. Hvor mon? De synger til dig. Kun til dig.
Du mærker kulden mod din bare hud. Hvor er du? Du ligger på maven med en kold jævn flade. Du ved ikke hvor du befinder dig henne. Du åbner øjne, et kort øjeblik tror du faktisk, at du ikke kan åbne dem. Alt er sort. Du sætter dig op og først nu går det op for dig du er nøgen.
Stemmer. De drager dig. Du føler dig betaget af mystikken som omgiver disse stemmer. De prøver at forføre dig, men til hvad?
Du føler dig ensom i dette store mørke rum, du er ikke bange, bare utilpas. Du mærker noget bevæge sig på din ryg. Det er dig og alligevel er det ikke. Du fører tøvende en hånd om til ryggen og mærker straks at noget stikker ud lige under dit skulderblad. Det føles blødt og varmt i forhold til din iskolde hud.
Stemmer. De synger om et fredeligt sted uden smerte. Et sted med lys og varme, Et sted hvor man ikke behøver at være alene. Hvor?
Du stryger hånden hen til den mærkelige gevækst på din ryg. Det føles som fjer. Du fører den anden hånd om til din ryg og mærker til din overraskelse, at du har to af disse fjerbelagte gevækster. De er begge varme, bløde og af fjer. En tanke slår ned i dag, det må være vinger.
Stemmer. De lokker, men til hvad? De fortæller, men om hvad? Du forstår og alligevel forstår du ikke? Du vil og du vil ikke?
Men hvad skal du med vinger? Det er fugle der har vinger, ikke et menneske som dig. Medmindre du selvfølgelig ikke er et menneske mere. Er du så død? Er dine smerter endelig forbi? Den sygdom som ødelægger så mange mennesker, som langsomt æder sig ind i det inderste og ødelægger en, men alligevel prøver man at holde humøret højt indtil lægen kommer og fortæller en at nu kan de ikke gøre mere for dig. Du gyser ved erindringen om den kedelige og triste meddelelse.
Stemmer. Overalt. Inde i dit hoved, men samtidig kommer De også udefra. De fylder din krop. De er stærke. Høje.
Du lægger armene om dine knæ og mærker hvor stærke de er blevet. Du er ikke længere en grønsag som er lænket til en seng. Det er stadig koldt, men du mærker det ikke mere. Du lukker øjne et øjeblik. Det giver et sæt i dig, du åbner øjne og ser at der faktisk er kommet et lille lys.
Stemmer. De kommer derfra. De synger fra lyset.
Du rejser dig op, dine ben ryster under dig. Du rækker armen hen mod lyset, den ser bleg ud. Du tager et par skridt mod lyset, men tøver. Dette er måske det sidste valg du selv får lov at træffe.