Jeg tager den samme trøstesløse cykeltur hver eftermiddag efter dagens gøremål. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, da jeg flyttede fra provinsen til storbyen. Storbyen er måske så meget sagt, men i forhold til flækken i Midtjylland, hvor små 400 beboeres hverdag kredser omkring en Superspar i centrum, er det trods alt større. Storkøbenhavn er vel den rette betegnelse. Cykelturens kongeetape fører mig hele vejen gennem Buddingevej: en korridor af forladte butikker indhyllet i smog og motorlarm. Med skyklapper for øjnene tramper jeg gennem storbyens ligegyldige vortex af gøremål, og når mine er ovre, bevæger jeg mig gennem Buddingevej. Halvvejs hjemme rammer jeg det værste sted. Et kryds hvor ivrige bilister kæmper om at komme ned på Motorring 3. Som vrede tyre flår de asfalt op; hidser sig op for at få et forspring på motorvejen for neden. Det er et tilbagevendende ritual, at jeg rammer det kryds, når trafiklyset stopper mig. Som en enøjet rød kyklop bebuder det mig at stoppe, og jeg adlyder. Ved dette kryds er der et hjem for sindssyge, og uden for det står der en bænk. Mest af alt slår det mig, at det er et fjollet sted at placere en bænk, men ikke desto mindre står den der. En udkigspost hvor man kan betragte de travle myrer på vej hjem.
Det er på denne udkigspost, han er udstationeret; en fjern vogter af krydset som alle beboere i Storkøbenhavn tilsyneladende skal igennem.
Hver eftermiddag når jeg begiver mig gennem krydset, sidder han der med et virkelighedsfjernt blik, som skuer ud over hele verden. Hans øjne er slørede og mælkehvide og ser direkte igennem de mennesker, cykler og biler, som ræser forbi ham. En gang imellem lander en nysgerrig gråspurv ved siden af bænken og nipper til de tilsyneladende kroniske brødkrummer omkring hans fødder. Disse krummer forekommer ud af den blå luft - vil jeg tro - eftersom han aldrig spiser noget. Han sidder der bare - i sin mørkeblå kedeldragt med det lyseblå Mærsk logo - og kigger.
Måske har han engang set hele verden. Som maskinarbejder har han rejst verden tynd. Han har gået i land i hver eneste havn, spist hver eneste egnsret, knaldet hver eneste eksotiske pige. Inde på sindssygehjemmet har han sikkert en silkekimono fra Singapore, stammemasker fra Mombasa, små statuetter fra Lima, en gammel Beach Boys LP fra San Diego og et par dekorede spisepinde fra Shanghai, som han aldrig har fået brugt. Da han kom hjem fra sit eventyr, blev han vel gift og fik 2 børn. Han ligner en type, som har været gift; det kan man se på de mælkehvide øjne. De, ham og konen, købte derefter et parcelhus i det mondæne Søborg. Han begyndte sikkert at kede sig og længtes efter oceanernes kærlige favntag. Et eller andet sted hoppede kæden vel af, og han endte på sindssygehjemmet. Nu sidder han bare uden for sindssygehjemmet og venter på, at bølgerne kommer til ham; venter på at det grumme saltvand igen når hans tæer.
Det startede som et eventyr for mig at komme til byen, men hurtigere end jeg selv kunne registrere, blev jeg fanget af en trummerum ligesom alle andre. Det gik op for mig, at illusionen om at folk lever mere i byen ikke er mere end netop blot en illusion, og illusionen brister med den evindelige cykeltur hjem.
Sommeren gik. De saftige hotpants og nedringede bluser forsvandt med bladende på træerne. Lyset måtte vige og efteråret ligeså. Vinteren kom og Kong Vinter forstenede mit ansigt med iskolde vinde. Så faldt sneen og de forbipasserende var nu ikke blot på vej hjem: de prøvede også at overleve i en labyrint, de havde memoreret. Den eneste beskyttelse mod den kolde virkelighed blev den tykke dynejakke, som var så tæt snøret ind, at kontakten med omverdenen om muligt blev mindre. Gråspurvene lå døde i den meterhøje sne; begravet under klimaets grusomme omskiftelighed. Måske gemte de sig bare i de nøgne buske, hvem ved? Men de havde i hvert fald forladt bænken, der trodsede den dybe sne og stod som et fyrtårn midt i en is belagt korridor. Bænken var halvvejs dækket af sne på nær den plads, hvor han sad. En tyk jakke dækkede nu hans mørkeblå kedeldragt, men hans ansigtsudtryk var mere uforanderligt end nogensinde før. Nogle gange når det sneede, kunne han blive dækket fuldstændigt som et iskoldt monoment over København. En sen december eftermiddag kunne jeg i mørket ane, at noget havde ændret sig. Hans tidligere tomme hænder var beskæftiget, da der nu var et objekt fæstnet i dem. Det lignede en bog, men dette virkede tvivlsomt, da han altid holdte det fast i hans skød. Det blev holdt fast med kærlige kløer, men aldrig taget op. Det lå som et dødt spædbarn i hans skød. Det var under alle omstændigheder svært at identificere igennem mørket, vinteren havde lagt over verden som et slør.
Men vinteren forsvandt ligesom sommeren og efteråret - ikke bestandigt, men i den allermest bogstavelige forstand.
Pludselig en dag var han der bare ikke mere. Jeg kiggede hver gang, jeg holdte for den rødøjede kyklop og tænkte over, hvorvidt han ville komme tilbage. Bænken så nøgen ud uden sin evindelige vogter; ingen andre turde placere sig på den. Men min besættelse af ham gjorde mig blind, og jeg så ikke engang, at objektet han havde holdt i sine hænder nu prydede hans plads. De næste dage når jeg cyklede forbi, prøvede jeg at identificere det. Og da februar lige så stille gik forbi, følte jeg mig sikker. Fra min hukommelse fandt jeg minder frem om en knitrende lyd, et sløret billede og gamle episoder af Disney Sjov. Det var et VHS bånd.
Jeg overvejede aldrig at tage båndet. Hvad skulle jeg dog med det? Jeg ejer ikke engang en DVD og i endnu mindre grad en VHS. Men tankerne svirrede omkring dette bånd; nøglen til at forstå den ensomme vogter af krydset mellem Buddingevej og Motorring 3. Det var nok ikke Marvick eller Frækkere end politiet tillader 5. Det her bånd var noget særligt. Det var sikkert en hjemmevideo. Hans sidste forbindelse til hans fortid. En bryllupsvideo hvor han danser vals med sin kone. Jeg kunne tydeligt se hendes strålende ansigt dækket af et exceptionelt 80'er-agtigt blondeslør og fødderne skjult af et vulgært slæb. Han svinger hende omkring, men mistimer sine fødder, og de falder begge. De griner lystigt på det kolde laminatgulv i det afdankede festlokale, de har lejet i dagens anledning, mens familien hujende hepper på dem.
Eller måske er det en sommervideo, han engang har filmet af børnene i et skrigende turkist oppusteligt svømmebassin. De leger voldsomt, og den mindste begynder at græde, da hun får vand i øjnene, hvorefter hans kone iler derhen og trøster hende og også den ældste, da han i den grad angrer. Derefter får de begge sodavandsis hentet fra den store kummefryser i kælderen, og de griner af, at solen lyser så stærkt lige præcis i dag.
Men en dag forsvandt VHS båndet pludseligt. Var det ham, som endelig var kommet ud af sit hi og hentet det, eller en anden nysgerrig forbipasserende? Væk var det i hvert fald, og min gyldne chance for at forstå denne ensomme vogter var nu forsvundet for evigt. Jeg forbandede mig selv: hvorfor havde jeg ikke bare lånt en VHS et sted? Jeg vil med garanti have kunnet finde en på den Blå Avis, men nu var det for sent.
Foråret ramte nu den asfaltglaserede Buddingevej endnu engang, og min evindelige cykeltur blev varmere. Hver eneste dag var dog som en pinsel, og uvisheden om den forsvundne vogter nagede mig. Hvem skulle nu holde styr på krydset, på porten til København? Bilerne var løbet løbsk, og de forårskåde cyklister tog chancer som aldrig før. Krydset manglede sin vogter, som med sit stille blik dømte de evige forbipasserende. Uden ham kunne krydset ikke fungere, og selv den rødøjede kyklop tog nu fridage.
Men engang i maj kom han tilbage med den velkendte kedeldragt sløseligt lagt om de hensynkende skuldre. Efterkommerne fra sidste sommers kuld gråspurve var ligeledes kommet tilbage og nippede igen til de kroniske krummer om hans ben. Krydset faldt igen til ro, og med ham ved styrpinden kom dagens trummerum tilbage på sporet.
En dag, hvor solen stod særlig højt, stoppede jeg ved den lille og suspektudseende kiosk længere oppe ad Buddingevej. Jeg gik ind og blev hilst velkommen af en umiskendelig dunst af hvidløg og en mere usikker duft af noget fremmed. Bag disken stod en høj mørklødet mand med et overskæg, som på trods af hans højde ikke havde nået længere end pubertetsstadiet. Jeg pegede på to halvliters Tuborg dåser, der prydede køleskabet bag ham og smagte på ordene, mens jeg sagde dem. Han forstod ikke ordene og hentede to halvliters dåser med den gyldne dame, hvilket jeg vurderede, var tæt nok på. Jeg betalte og forlod den faldefærdige kiosk med et "hav en god dag", men det trak han bare på skuldrende af. Om han ikke forstod mine ord, eller om han blot vurderede, at den høje forårssol ikke fortjente andet end et træk på skuldrende, fandt jeg aldrig ud af.
Jeg stoppede ved den rødøjede kyklop og stillede min cykel op ad et visnet elmetræ. Jeg satte mig med mine øl ved bænken. Mit hjertets banken overdøvede Motorring 3 ved min side, og jeg følte en gudfrygtighed, jeg aldrig har følt siden: jeg sad ved at helligt alter. Jeg rakte den ensomme vogter foran sindssyg hospitalet den ene gyldne dame og åbnede i samme bevægelse min egen med venstre hånd. Uden at løsrive sit mælkehvide blik fra vejen tog han imod den og førte den øjeblikkeligt til læberne.
Jeg havde lyst til at spørge ham om alt. Om hans kone, om hans børn, om hans rejser, om hvordan han endte på sindssygehjemmet, om hvordan han med sit blik kunne styre al trafik nord for København. Mine læber levede sit eget liv, mens min hjerne kortsluttede: "dejlig dag", sagde jeg nærmest hviskende. Han reagerede ikke, og jeg forbandede mig selv på at opbruge vogterens tålmodighed med så triviel en sætning. Foran os udviklede trafikken sig, og en 3x34 dyttede liderligt af bagenden af en lille Fiat 500. Jeg betragtede nu blot verden ligesom ham: stille, dømmende, betragtende. De vilde dyr fra asfaltjunglen var underlagt os - de ukronede vogtere af porten til København. I mine hænder kunne jeg mærke, hvordan den gyldne dame blev lunken, mens han fiskede en sammenkrøllet pakke rød Cecil frem. Han rakte mig en hullet smøg, og jeg affærdigede den med min højre håndflade. Han tog den derefter selv til sine læber og lod den sidde der uden at suge ind. Den hullede smøg prydede nu hans ansigt, og med sneglefart brændte den ned uden, at han inhalerede: en urban røgelsespind hvis stank konkurrerede med dieselbilerne fra patriciasletten foran os. Da den lange askestump nåede filteret, knækkede den af og landede i hans mørkeblå skød, hvor der måneder forinden havde ligget et dødt spædbarn af et VHS bånd. Han rejste sig fra bænken uden at værdige mig et blik og gik. Han gik direkte ligeud og henover den brede Nil, der var Buddingevej: en asfaltflod, som tilførte næring til København om morgenen og Patriciavillaerne om eftermiddagen. Krokodillerne i den brede Nil snærrede og dyttede, da han upåvirket begav sig henover vejen. De bremsede og drejede og gjorde alt for at undgå at ramme ham, mens han forsvandt over på det modsatte fortov. Derefter fortsatte han ind gennem de uendelige villaveje på den modsatte side. Uforstående betragtede jeg dette utrolige scenarium, tog den sidste tår af den flade gyldne dame og kiggede hen imod sindssygehjemmet på min side.
Han kom aldrig tilbage til bænken ved krydset, hvor Buddingevej møder Motorring 3. Men det gør jeg, og hver eftermiddag på vej hjem stopper jeg ved den rødøjede kyklop, jeg stiller cyklen op ad det døde elmetræ og sætter mig på bænken foran sindssygehjemmet. Vogteren er for evigt forsvundet, men gråspurvene har accepteret mig og nipper stadig til de kroniske og brødkrummer.