Jeg havde en mærkværdig drøm.

Baren var fyldt til randen, men jeg sad ved langbordet omgivet af venner, ugeneret. Musikken var høj, men samtalerne flød ubesværet, ubemærket, hen over den ru bordplade. Man kunne skære i luften, men alles øjne lyste som krystaller i det dunkle lokale. Sprutten galoperede i en lavine af virkelighedsflugt og fyldte alle med en ukendt varme. Varmen eksploderede i ømme kærlighedsord. Vi klappede hinanden på skulderen og sang: "Du er god nok."

Vi var en familie.

Gulvet var fedtet og hver et skridt op imod bartenderen var en evighedsvandring, som krævede hver enkelte fibers samarbejde. Da jeg satte mig tilbage ved bordet gik det op for mig. Hvert blink lukkede mine frænder omkring bordet ude - og nye dukkede op. Jeg anstrengte mig for at huske de forgangne, men hver gang jeg blinkede forsvandt de og nye tog deres plads. Dette kalejdoskop af minder gjorde mig syg. Mit indre vendte sig og den varme følelse forsvandt - afløst af bidende kulde. De ømme ord blev stadig skudt af sted som torpedorer henover langbordet, men bevidstheden om at jeg ikke kunne huske afsenderen gjorde ordene ligegyldige.
   Det hele snurrede rundt og blev udtværet.

Jeg skuede ud over resten af baren i frustration over langbordets evindelige forandrelighed. Lokalet var fyldt med gamle lærer, bekendte og folk jeg ikke kunne huske, men som ikke desto mindre vinkede og smilede kærligt. Da jeg så hende, vidste jeg at det ikke var tilfældigt. Der var en grund til min plads i denne kvalmende scene.

Øjenkontakten var ulidelig. Alle rundt om langbordet, alle i lokalet, de havde ikke set mig. Hun så mig. Hendes mandelformede smaragder skar igennem min dovne iris og hvilede i mit sind. Hendes høje kindben trak hende op og gjorde hende højere, end hun i virkeligheden var. Hun tårnede op omkring hendes selskab og jeg opdagede først nu at hun ikke var alene. Hendes udstråling bevirkede at hun altid var alene - man ænsede ikke folk omkring hende. Det kornblonde hår strømmede ned ad hendes velformede kranium og stoppede først ved barmen. To plukkemodne æbler prydede den skulptør formede krop. Sådan perfektion kan ikke skabes af naturen - hun var en engel. Men smilet var stift og unaturligt - ikke som alle de andres; deres kærlige, barmhjertige, bedrageriske og falske smil. Hun var ikke tilfreds. Håbet om at plukke æblerne og kærtegne hendes blide konturer forsvandt.

Hun så mig som jeg var: Et barn. En drengekrop, en drengebevidsthed, men en voksen udstråling. Jeg havde altid været voksen, aldrig været barn. Nu var jeg blot en parodi på mig selv, utro overfor min selvrespekt. En kujon, en simpel nar. Hun så det hele - det smagte hende ikke.
   Før jeg kunne overbevise hende om andet, mit sædvanlige skuespil, stod hun ved døren. Ivrig forlod jeg mit evigskiftende kamæleonsselskab, men benene eksede under min vægt.

Gulvet var hårdt og lugtede surt.

Baren var tom da jeg rejste mig.

Tænk at jeg gad jagte hende? Nogle ting er dømt til at mislykkes.

Udenfor stod sneen kilometer høj og herreløse hunde løb omkring mine frosne ben. De bed efter hinanden og en stor schæfer gjaldede triumferende, efter dens gab løsnede sig fra en forsvarsløs hvalps strube. Langt væk flænsede fyrværkeri natteluften, eller var det et stalinorgel? Hvis bomben sprang, ville jeg stå tilbage - forstenet. Et vindstød blæste køterne væk og dannede en korridor i sneen for mig. Jeg måtte vandre alene. Bevidstheden om hende et sted derude, drev mine livstrætte ben fremad. Stormen over mit hoved truede med at knuse mig hvert øjeblik. Hendes ansigt stod klart for mig, men hendes intentioner var slørrede. Ville hun frelse mig eller ødelægge mig? Uvisheden tvang mig imod svar.

Støvlernes tunge dump når de trådte gennem sneen og ramte brostenene var, om ikke andet, bedre end den dundrende stilhed, som kun lejlighedsvist blev brudt af gøen fra køtere og fjerne brag. Hendes ferskenhud ville varme mine gennemfrosne fingre, genoplive mit hjerte - hendes negle mod min hud ville være en defibrillator. Men håbet om en flygtende engel kan kun holde for en stund. Udmattet stoppede jeg op ved en knøs.

Hans krop var gusten og øjnene glasklare. Han lå i fosterstilling, i den dybe sne, som truende tårnede sig op omkring hans sammenkrøbne korpus. Tøjet var laset, ansigtet beskidt. Det glatte ansigt stod i kontrast til de alvorlige folder det lå i. Da jeg på knæ betragtede hans døde øjne, var jeg så opslugt af hans håbløshed, at jeg ikke kunne genkende hans hasselnøds iris - det var de samme jeg havde fundet på bunden af glassene i baren. Jeg studererede de selvsamme øjne, som jeg hver morgen studerer i spejlet, mens jeg forbander mig selv.
   Med et suk tvang jeg mig ned i den dybe sne ved hans side.
   Havde jeg blot aldrig set hende. Havde jeg blot aldrig forladt langbordet. Havde jeg blot ikke stoppet op ved denne fortabte knøs.

Havde jeg blot haft modet og fortsat ud i natten for at finde min engel.

Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage i sneen - lod den omfavne mig.

Sikke et limbo af en drøm jeg har forvildet mig ud i. Jeg er faret vild.