Nej, ikke endnu, kaffen er for varm. Jeg puster let på den, kærtegner kruset, helt klart for varm.
"Han er faktisk mægtig flink, vi kunne jo måske finde ud af noget sammen en dag?"
Hun smiler, hun er sikker på at der er prikket hul på bylden, det værste er overstået.
Drikke kaffe, med ham??! Aldrig. Han er sikkert et eller andet yuppie pjok, han er typen der ville bære blazer til kaffe, helt klart.
"Det ville være vidunderligt!"
Jeg gengælder hendes smil. Jeg er skam ikke såret, jeg forstår. Hvorfor skulle jeg være god nok? Jeg sidder bare her, i min slåbrok, og drikker kaffen, ingen blazer. Jeg kan ikke engang drikke kaffen, den er alt for varm. Hun kan godt drikke kaffen, ingen problemer der. Så kommer katten også spankulerende ind, høj i røven som sædvanlig. Arrogante møgdyr, det smyger sig op ad mit ben. Det var hendes projekt, ikke mit!
"Du må godt få Sofus, Henrik er allergisk."
"Hvis han er det, må jeg hellere gøre det. Jeg ville elske at beholde Sofus."
Nå, så han hedder Henrik. Forfærdeligt navn.
"Tak, tak fordi du forstår, du en kæmpe hjælp... Du gør det så nemt, du forstår mig jo."
"Jeg forstår..."
Jeg forstår ikke! Henrik, hvorfor Henrik? Henrik...
Hun begynder at vride sig, hun går efter flugten. Hun varmer op nu, til en vaskeægte galop fra gerningsstedet.
"Jeg nød til at smutte, Henrik venter på Café Bella."
Jeg tog hende aldrig med på Café Bella, det derfor! Der sidder de, i deres yuppie blazere og drikker skoldhed kaffe, de hedder sikkert allesammen Henrik.
Hun smiler igen, hun er sluppet godt fra det, og hun ved det. Vi krammer, hendes hår dufter bedre end nogensinde før. Så jeg står der, med Sofus under armen og kaffen i hånden, ser hende gå ned af opgangen, hører hoveddøren lukke, for sidste gang. Jeg åbner lågen til affaldsskakten, og putter nænsomt Sofus derind. Nyder det øresønderrivende skrig, og tager en tår kaffe. Pis! Stadig for varm, den ryger samme vej som Sofus. Et blødt dump, et skoldhedt plask, stilhed.