"Hvorfor græder du?"
   "Det ved jeg ikke."
   Jeg kunne se at han mente det. Håbløsheden lyste ud af ham. Et par dybe hulk steg op fra hans vibrerende brystkasse og udmundede sig i en klagende jammer. Gråd med et formål er én ting, men dette var noget andet. Dette var et nytteløst manifest over hans liv.

Han græd i flere timer og jeg lod ham gøre det. Dybe skrig, frustrerende knytnæver i bordpladen mellem os, endeløse vandfald af tårer - et ansigt i opløsning. Det var som tårernes baner havde givet hans ansigt et aristokratisk skær. Som havde tårerne skåret sig ind i hans ru hud. Havde jeg set ham i en film ville jeg gætte på at han var greve.
   Det var blevet mørkt udenfor da gråden stoppede.

Da han stoppede rykkede jeg stolen hen til hans side. Jeg aede hans knudrede knæ, som kunne mærkes på trods af de grove cowboybukser. Stilheden som fulgte hans gråd var altid det værste. Hvis en, som var mere poetisk end jeg, havde beskrevet scenen, ville denne vel betegne situationen som stormens øje. Et øjebliks stilhed efter gråden; før det som givet måtte følge. Jeg strøg mine fingrer igennem hans fedtede hår og opdagede hvordan de overraskende nemt smuttede fra hårgrænsen til nakken med forbløffende hastighed. Hans udstående hage var det første jeg kyssede - Det virkede blot naturligt.

Jeg slikkede ham derefter opad ansigtet. Først begærede jeg hans hage, derefter de hule kinder og til sidst resten af hans furrede ansigt. Hans hud smagte salt. Tårerne havde nu for længst forladt ansigtet og smagen var nu et monument for dem. Hans stilhed var knusende.

Jeg kiggede ham i øjnene - ikke overraskende var de væk. Hans isblå iris kiggede direkte igennem mig og så mig ikke. Måske fortsatte de videre igennem væggen - ud i verden for til sidst, endnu en gang, skuffede at finde hvile i hans øjenhuler.
   Min foragt for ham var støt voksende - og jeg samlede kræfter.
   Jeg spyttede ham i begge hans vandrende øjne. Han lukkede ikke engang øjnene. Spyttet flød fra øjnene og fulgte tårernes kanaler ned ad hans aristokratiske ansigt. Til sidst landede de to klatter på hans bukser med et fugtigt klask.
   Han forblev en statue.

Lussingen genlød i det lille lokale. Lyden cirkulærerede rundt i det lille rum som en forvirret due, for at lande tilbage på hans ansigt samtidig med at jeg gav ham den næste. Mine hænder bevægede sig i pendulfart fra hans ene kind til den anden. Da han stadig ikke reagerede, knyttede jeg mine hænder og ramte hans ansigt, med sådan en kraft at jeg et øjeblik frygtede han var knust for bestandigt. Han skreg ikke, men faldt blot fra stolen ned på de splintrende gulvplanker som et dødt egetræ. Hans øjne var lukkede - eller var de åbne? Det var altid svært at vide med ham. Han så aldrig på mig, kun igennem. Om de var åbne eller lukkede spillede ingen rolle. Jeg sparkede ham i mellemgulvet.

Hans gurglen var den første lyd en af os ytrede siden han var holdt op med at græde. Alle hans organer var nu blevet flydende og i aggressive ryk flød de ud af hans evigt forseglede mund. Det mørkerøde blod blev suget op af de tørstige gulvbrædder i grådige drag. Jeg slog ham igen, igen og igen, mens jeg sad overskrævs på ham. Den ophovnede hud føltes som sandpapir mod mine udmagrede næver. Åh hvis blot han ville skrige.

Jeg flåede hans bukser ned i andet forsøg. Blodet som nu truede med at drukne os begge gjorde al bevægelse til en delikat ballet. Mine hænder gled simpelthen væk ved første forsøg.

Han stønnede ikke engang da jeg trængte op i ham. Jeg gjorde stødende dybere, rykkene hårdere, rytmen hurtigere. Ikke en lyd. Min sved blandede sig med hans blod på gulvet og gav hele rummet et gulligt skær i det sidste månelys. I den anden ende af rummet spænede en kakerlak, som i det gullige lys havde en magisk bronzefarve, fra den ene side af rummet til køkkenskabene på den anden side. Midt i det lille rum blev dens ene ben fanget af en revne i gulvbrædderne- men den rev sig med en kraftanstrengelse løs fra benet. Den magiske fembenede bronzekakerlak løb videre mens den lod det sidste spjættende bagben blive i gulvet som et minde om dens færd.
   Natten var nu oplyst af manisk begær og hvert af mine stød bragte mig dybere ind i ham. Til sidst flækkede han og jeg kravlede ind i ham. Han sagde ikke et ord mens jeg lå i ham i den reneste fosterstilling. Da jeg kom ud af ham var jeg endnu en gang født.
   Jeg hev ham tilbage på stolen ved håret. Blandingen af sved, blod og det fedtede hår bevirkede dog at jeg tabte ham og han slog hovedet ind i bordkanten. Efter yderligere et par minutter på gulvet kravlede han selv op med guddommelig styrke. Hans ansigt var ødelagt. Blodet var størknet efter timerne på gulvet, men hele hans ene side af ansigtet var revet op. Gamle sår fra sidst blødte på ny og frisk blod piblede igen ud fra hans grevefjæs. Blodet så rosa ud ved siden af de brune klatter af størknet blod. Jeg huskede mig selv på at hans ansigt skulle vende til den anden side næste gang. Jeg kunne ikke holde ud at se på hans blodige ansigt og rejste mig. Tænk at så forfinet et væsen ikke engang bløder blåt.

Det spæde morgenlys gav de uåbnede rødvinsflasker i køkkenskabet en glorie af helligt lys. Bagerst i skabet gemte den fembenede kakerlak sig og jeg tog både den og en uåbnet flaske med tilbage til bordet. Kakerlakken sprællede hysterisk og kom med små melodiske skrig. Jeg knuste den med min pegefinger og tommelfinger. Jeg kastede den tilbage mod dens efterladte ben - men kastede den for hårdt og langt. Den blev knust til atomer mod bagvæggen og dryssede som kødfyldt konfetti nedover det efterladte ben. Han smilte, da jeg fyldte hans glas op med den glødende bordeux farvede vin.

Vi smilede samtidig med at vi i stilhed tømte den ene flaske efter den anden. Jeg betragtede hans ansigt med interesse. Under den høje middagssol var hans ansigt en regnbue af rød. Den bordeux vin, det friske rosa blod og det brune størknede blod, rammede hans ansigt ind og fremviste hans kindben med stolthed. Han lignede en falleret kejser, som han sad der i al sin vælde og værdighed.
   Han sagde ingenting mens vi sad der og jeg hadede ham for det. Han sad blot og smilte en smule for sig selv, hvilket jeg ligeledes hadede ham for. Han var så forbandet smuk - noget jeg hadede ham mest for.

Jeg elskede ham udelukkende fordi jeg hadede ham.

Jeg hadede ham udelukkende fordi jeg elskede ham.

Hans opløste øjne var spjældet som en dag ville åbne min sjæl. Men hvordan? Hvordan når man ind?

"Hvorfor græder du?"
   "Det ved jeg ikke."

Jeg var ærlig. Jeg græd vel af samme grund som han gjorde. Håbløsheden var ligegyldig. Gråden var alt opslugende.
   Det var blevet mørkt da jeg var holdt op med at græde.
   Han trak sin stol hen til mig. Først slikkede han de resterende tårer væk fra mit ansigt. Derefter gav han mig lussinger og slag indtil jeg faldt fra stolen som et såret dyr. Han sparkede og slog mig til min hud sprak. Han trængte op i mig, flækkede mig og blev født på ny. Han hev mig op i håret, tabte mig ind i bordkanten og jeg kravlede selv op akkompagneret af det spæde morgenlys. Kakerlakken var væk.
   Han hentede flere flasker med vin.

Vi drak til vi begge brækkede os ved synet af hinanden.

Den røde farve var det eneste tilbage.

Stanken overdøvede alt andet.