Mit digitale vækkeur stod og blinkede grønt..
   Ét blink for hvert sekund..
   Ét tal der skiftede hvert sekund.. Ét tal der skiftede for hvert minut og ét tal der skiftede for hver time. Det var til at blive vanvittig af.
   Det ur havde altid irriteret mig, og nu var det oven i købet gået i stå!
   Jeg prøvede at række armen ud og få fat i det, men min arm løftede sig overhovedet ikke fra madrassen. Jeg prøvede den anden arm.. med samme resultat!!
   Under normale omstændigheder skulle man tro at der ville gå panik i mig, idet jeg har prøvet at være lam i 14 års alderen.....
   Pludselig som et lyn fra en klar himmel var jeg totalt hjælpeløs, og endte i respirator, hvilket var ganske nyt dengang.
   Jeg husker ret tydeligt her 40 år efter hvor forfærdeligt det var ikke at kunne røre sig, og at være afhængig af andre mennesker.
   Men jeg var helt rolig. Koldt og nøgternt besluttede jeg mig til at ligge helt passiv og vente på, at det jeg formodede var en form for sovende lemmer, ville holde op, og alt ville blive "back to normal".
   Jeg overvejede ikke engang at prøve at løfte benene.
   Når jeg nu tænker efter er det egentlig sært.. Ville man normalt ikke altid prøve at røre alle sine lemmer hvis noget som det jeg oplevede indtraf?? Jeg tror det.
   Ikke desto mindre lå jeg bare der og ventede. Når jeg tænker efter tror jeg faktisk at jeg ventede på noget jeg ikke vidste hvad var. Jeg lå der længe føltes det som om. Og når man sådan ligger og er helt afslappet og totalt ligeglad med alt, sker der af og til ( i hvert fald for mig) det at tankerne ligesom får deres eget liv.
   De flytter sig fra tanke til tanke , fra sted til sted. Og det skete også her ved denne lejlighed. Uden noget som helst forvarsel eller ønske fra min side herom, befandt jeg mig pludselig midt på kørebanen i min barndoms gade.
   Jeg stod roligt midt i Århusgade på Østerbro og betragtede Davidskirken.
   Hvis man kigger op igennem Jellinggade fra Århusgade ser man Davidskirken "en face". Den udsigt havde vi fra vores vindue i Århusgade nr. 18 hvor vi boede i en lille lejlighed på 1 sal lige over gennemgangen til baggården.
   Jeg havde en sær fornemmelse af deja-vue eller sådan noget, og det blev ikke bedre af at de forretninger jeg kendte fra min barndom lå der, lige så fint og nærmest ventede på at jeg skulle betragte dem. Der var ingen at se i forretningerne, men der var varer på hylderne og det hele.
   I ismejeriet på hjørnet af Jellinggade kunne jeg endda se spatelen stritte ud, solidt plantet i drittelsmørret.
   Købmand "VELA"'s røde glasfacader på den anden side af Jellinggade var fint pudset og markisen var rullet ud. Kaffemøllerne stod og ventede på kaffe.
   Nu skal lige indskydes at jeg for nogle måneder siden besøgte kvarteret sammen med min kone og min søn for at fremvise gerningsstedet for fars barndom. Og der så det ikke sådan ud.
   Der var faktisk ingen forretninger tilbage.. næsten! Men nu lå de der.
   Jeg tænkte: "Det var dog en livagtig drøm!! "
   Samtidig havde jeg en tydelig fornemmelse af at det ikke var en drøm. Stadig var jeg helt og aldeles rolig og afventende..
   Jeg vendte mig om og betragtede opgangsdøren jeg så tit havde gået ud og ind af som dreng. Mine øjne søgte automatisk opad til venstre for at fokusere på vinduet til vores lejlighed.
   Et vindue stod åbent og et gardin ligesom gled ud og ind igennem det åbne vindue.
   De gardiner lignede umiskendeligt de gardiner jeg har set på billederne i mine forældres fotoalbum. Jeg drejede hovedet og så nu i retning mod Randersgade.
   Nede ved Randersgade men stadig i Århusgade boede min Mormor i nr. 27 da jeg var dreng. Lige til venstre for bageren.
   Og idet jeg stirrede derned ad gik det op for mig at der næsten ingen biler var på gaden!!
   De få biler der var, var biler som jeg huskede dem fra 50'erne. Med sådan en lille arm der svingede ud og viftede op og ned i stedet for blinklys. Små uanseelige forlygter og sorte nummerplader.
   Ingen mennesker var at se. Ikke en gråspurv.... Ikke en lyd.. Kun små lyde fra mig selv.
   Jeg gik over imod opgangen. Jeg kunne høre mine sko ramme asfalt og fliser, men ikke se dem når jeg kiggede ned.
   Stadig var jeg ikke det fjerneste bekymret. Tværtimod var jeg på en måde lykkelig og forventningsfuld ved tanken om at gense de steder og ting jeg levede iblandt som barn.
   Jeg åbnede døren ind til opgangen. Den gik let og ubesværet op.
   Stadig ikke en lyd. Kun mine fodtrin på den slidte linoleum. Det var en sær fornemmelse at gense gelænder og repos. Det lignede sig selv fuldstændig, hvilket glædede mig umådeligt.
   Jeg nærmest svævede op til første sal, og stod snart lige uden for vores hoveddør..
   Jo da.. Navnet passede!! Jeg var overhovedet ikke forbavset.
   Nu var jeg så meget inde i denne tilsyneladende meget levende drøm at intet kunne forbavse mig. Selv de to store slebne ruder der sad i hoveddøren var de samme. De var meget smukke, og fra den tid hvor man gjorde noget ud af tingene.
   Døren stod åben og jeg gik forventningsfuld ind. Jeg vidste på en måde godt at der ikke ville være nogen derinde, og blev derfor ikke skuffet. Tværtimod stod jeg stille og beundrede stuen i al dens herlighed.
   Alt var som da vi flyttede: Sofaen i uopskåren mekka. De to lave lænestole der passede til. Gardinerne. Tapetet. Gulvtæppet. Børge Mogensen spisebordet med stole til ( De eneste dyre ting mine forældre nogensinde anskaffede sig) og alt nipset.
   Intet manglede. Jeg sugede det hele til mig. Gemte det på harddiscen så at sige!!
   Nu kom turen til soveværelset hvor vi unger holdt til.
   Også her var alt som det skulle være..
   Og ligesom for at glæde mig var rullegardinet rullet ned ,og det smukke gule lys jeg så tit havde nydt om morgenen når solen skinnede igennem rullegardinet var også tilstede.
   Kors hvor var jeg lykkelig lige her og nu.
   Jeg havde den der søndagsfornemmelse fra min barndom. Den dér hvor man er helt rolig og tryg som kun et barn kan være..
   Jeg sad længe på en af sengene og prøvede at suge til mig. Jeg havde dog en helt klar fornemmelse af det det ikke kunne holde ret længe med al denne lykke. Jeg fik ret!!
   Efter at have siddet på sengen, i noget der føltes som et kvarter gik jeg ud i køkkenet.
   Også her var alt som det så ud før vi pakkede alt vores habengut, og flyttede ud i en større og bedre lejlighed med altan og bad i Bellmansgade.
   Jeg gik hen og kiggede ud af vinduet og ned i gården.. Her gik det brutalt op for mig at det var slut. Helt og uigenkaldeligt slut.
   Der var intet..Absolut intet at se nede i gården. Ingen retirader. Ingen skraldespande, ingen plankeværker og ingen tørresnore. Der var bare helt uigennemsigtigt gråt.
   Som om nogen havde fjernet alt i hele denne verden undtagen vores lejlighed.
   Jeg løb igennem lejligheden og ind i stuen for at se ned på gaden. Måske kunne jeg se Davidskirken. Det var det samme her.!!!!
   Det mærkelige er, at jeg ikke blev bange.. Den følelse var jeg ikke engang i nærheden af.. Nej jeg blev ulykkelig. Ulykkelig ud over alle grænser. Jeg satte mig i lænestolen med udsigt til vinduet hvor alt var gråt og græd. Græd et helt hav af tårer over en tid der aldrig kommer igen., og aldrig rigtig kan genfindes. Uanset hvad man gør.. Uanset hvad...
   Kun et eneste sted findes fortiden. I vores tanker. Og af og til får vi et lille glimt af den når vi allermindst venter det, og sekundet efter er det væk. Og næste gang man prøver at genkalde sig det samme glimt er det alligevel anderledes.
        
   12:11:21

Det skide ur stirrede mig stadig lige i øjnene. Jeg var forundret over hvor klar jeg var i hovedet, selvom jeg da vistnok lige havde sovet og drømt en mærkelig drøm.
   Jeg prøvede igen at løfte armen.. igen uden held, og igen uden at prøve at bevæge resten af kroppen. Det eneste jeg syntes at have grund til at foretage mig i den anledning var at døse lidt og afvente slagets gang.
   På en måde er det rigtig rart bare at lade stå til og flyde med strømmen. Man ved aldrig rigtig hvad det ender med. Måske falder man i søvn og drømmer vidunderlige drømme. Måske er man vågen igen efter noget der minder om et sekund. I værste fald sover man bare stille ind for aldrig at vågne mere..
   I mit tilfælde ved jeg ikke rigtig hvad der skete.. Et fakta er at jeg sad lige over for min Far i en stol.
   Min Far sad i en anden stol og var på en måde meget meget levende.
   Jeg stirrede intenst på ham. Han så godt ud. Havde klare og levende øjne. Han kunne på sine bedste dage godt ligne Julemanden med sit fine hvide hår og skæg.
   Han stirrede forventningsfuldt på mig. Jeg var noget forvirret over situationen, og havde slet ikke forventet skulle møde ham her og nu.
   Jeg forholdt mig afventende.
   Han sagde stadig ikke noget, men lænede sig frem ligesom om han ville sige noget.. Men han gjorde det ikke. Jeg sad bare og nød at se på ham.
   Min Far var en nydelig mand. Til det sidste havde han et eller andet. Man kan vel kalde det en form for karisma.
   Jeg glemmer aldrig da jeg skulle ud på hospitalet for at besøge ham efter at han var blevet indlagt for kræft første gang.
   Han gik op og ned af gangen med sin stok. En knortekæp jeg havde købt til ham på en rejse til Irland. Han elskede den stok, og den gjorde i hvert fald også noget for ham.
   Den dag sad jeg og ventede på ham ude på gangen og to meget ældre kvinder sad og sludrede ved siden af mig . Da så min far kom hen ad gangen hviskede den ene kvinde til den anden: ( Her er det nok værd at bemærke at de var på gravens rand begge to) " I guder der kommer han.. Er han ikke en flot mand?".
   Den dag var jeg utroligt stolt af ham!
   Hvor mange kan få kvinder til at stirre efter sig når man lige samme dag har fået at vide at man skal dø af kræft?
   Der var så mange ting jeg gerne ville sige til ham, nu jeg havde ham på tomandshånd her i stolene, men ikke et ord kom over mine læber.
   Jeg havde virkelig brug for at fortælle ham at jeg elskede ham, og at jeg var ked af at jeg ikke havde besøgt ham og mor noget mere imens de levede.
   Det var ligesom når man har mareridt og råber nytte og lydløst på hjælp. Det var fortvivlende, og jeg blev desperat.
   Jeg rakte armen ud for at røre ved ham, give hans hånd et klem, men kunne ikke mærke ham.
   Vi stirrede på hinanden fra hver sin stol. Der var en evighed imellem os. Vi vidste det begge to, og den der udefinerbare fornemmelse af gener og lige linier helt tilbage til urtiden ramte mig lige i hjertekulen.
   Jeg lovede ham uden ord noget jeg ikke vidste hvad var. Vi sad bare der i hver sin stol og så ind i øjnene på hinanden indtil alt blev sløret og han forsvandt.
   Igen følte jeg en uforklarlig sikkerhed for at intet uden vores følelser og hukommelse er af virkelig værdi her i denne verden. Og så var øjeblikket forbi..
        
   12:11:21

Tilbage igen. Alt var ved det efterhånden gamle! Armene kunne ikke bevæges uanset hvor meget jeg anstrengte mig.
   Jeg var faktisk også bare ligeglad. Efterhånden var min døsige tilstand mere virkelig end tanken om at der var en verden lige uden for døren til mit soveværelse. Jeg kunne kun vente på hvad det næste sekund ville bringe.
   Idet tanken om sekunder ramte mig, gik det op for mig at jeg ikke kunne fornemme min hjerterytme!! Jeg gjorde mig så umage med at lytte som jeg nu orkede i min døs.
   Intet.. Absolut intet. Helt og aldeles stilhed. Intet som helst at mærke.
   Nogen gange kan man, hvis man ligger helt stille, også mærke pulsen i halsen eller håndledene. Der var bare ikke noget at komme efter her. Ikke engang på dette tidspunkt blev jeg bekymret eller bange. Jeg konstaterede det bare.. Sært!!
   Var det det det handlede om? Skulle jeg dø? Var jeg død?
   Jeg var faktisk ligeglad og ventede bare. Ventede bare på hvad der skulle ske nu! Og jeg kom ikke til at vente længe.
   En sand kavalkade af begivenheder startede kort efter.. Nu var jeg helt tilbage i min barndom igen. Gennemlevede et par større svigt op igennem ungdommen. Nogle tragiske tab i mit voksenliv, men så sandelig også nogle af de mest lykkelige ting et menneske kan opleve. Og lige som jeg var allermest taknemmelig over de smukke ting jeg også har oplevet i mit jordiske liv fik jeg ud af øjenkrogen øje på uret der blinkede grønt til mig!!
        
   12:12:50

Du godeste.. Uret var gået igang igen. Jeg rakte armen ud efter det. Ingen problemer her. Jeg vendte mig om på siden for bedre at kunne nå.
   Den uforklarlige lammelse var væk. Det samme var min mærkelige ligegyldighed.
   Hverdagen væltede ind over mig med alle dens lyde og skingre påvirkninger.
   Jeg studerede uret indgående.
   Det gik helt upåklageligt. Jeg var nødt til at finde mit armbåndsur frem for at checke tiden.
   Det havde jeg lagt i min bukselomme da jeg lagde mig for at sove til middag ( En ting jeg ellers aldrig gør)
   Der var beviset: Alt havde jeg drømt eller oplevet på lidt over et sekund.
   Fantastisk!!! Man taler ofte om det der med at hele ens liv "passerer revy i brøkdele af et sekund!" Det var der slet ikke tale om her.
   Det eneste jeg lå og var vidne til i min underlige diffuse tilstand, var det man måske kunne kalde højdepunkter og skelsættende begivenheder igennem mit liv indtil nu. Der var kun tale om de ting der virkelig betyder noget når man tænker efter. Det at miste og det at få. Og her var der ikke tale om at få eller miste det vi så fint kalder jordisk gods.
   Næhh.. det var stærke følelser og savn eller lykke.
   Jeg gennemlevede hele registret på "no time".
   Tænk hvis man huskede at værdsætte hver eneste dag man får her i denne verden??? Både de gode og de dårlige!! Jeg vil ihvertfald prøve..