Året var 1993, jeg var lige blevet enkemand, fyret og kommet på efterløn, så humøret trængte til lidt vitaminer. AF tilbød et inspirationskursus - 3 uger - så gik den tid da.

Samtidig måtte jeg beskæmmet se på, hvordan høsten forløb, tilsyneladende ubesværet helt uden min medvirken. Høsten med tilhørende maskineri, havde jo været mit levebrød gennem en menneskealder, og når jeg tænker på alle de hurtige udrykninger, de timevis af overarbejde, og de mange kørte kilometer gennem landet, for at holde maskinerne i gang, så bønderne kunne få høsten sikkert i hus. Ja så var det jo ubegribeligt, at de ikke sendte bud efter mig..

Tjae - måske hun havde ret, min bedstemor, når hun sagde: Vil du vide hvor hvor uundværlig du er, så stik fingeren ned i en spand vand - og mål så hullet når du har taget den op igen.

Det var nedtur. Jeg blev nødt til at holde avis for at finde ud af, hvilken dag i ugen det var. Lør/søndag kom den om morgenen, resten af ugen om eftermiddagen.

Men så lysnende det, en fabrik der lavede køkkenudstyr kunne godt bruge en mand til at lave et sidste afpudsning og klargøring til aflevering, af de færdige elementer, og jeg måtte jo ha’ de der 200 timer.
Jeg måtte se at gøre mig uundværlig, så jeg kunne få lov til at blive mindst et halvt år. Så kunne jeg komme op på de højeste efterløn igen.

Det tegnede fint, jeg syntes om jobbet, og mester syntes også om mig og mit arbejde, så humøret kom sig - en kort tid!. For de udløbet af de 200 timer nærmede sig, viste det sig at det turde mester ikke love mig. Altså et ½ års arbejde. Han var bange for, at han måske var gået konkurs forinden, og hvis jeg havde haft mere end 200 timer og mindre end et ½ år, ville jeg ryge lige ud på kontanthjælp.

Nedtur igen!!!
Men så ringede min søn en dag. Han havde fået job hos en vognmand der kørte fragtkørsel til Tyskland, og nu skulle han af sted på sin første tur. Om jeg havde lyst, at tage med? Jeg havde jo ikke andet at lave, og han havde aldrig kørt i udlandet før. Så det kunne være meget godt, at have en med. Og så var der jo også lige det med fartskriveren og skiven. Bilen kunne jo køre dobbelt så langt når vi var to til at skifte.

Det blev en mindeværdig tur. Bilen - en gammel spand; men dog med sovekabine; var udstyret med en forvokset feltflaske til brændstoftank.

Vi blev sendt af sted lidt før midnat en søndag aften, og da vi havde passeret Hamburg var Bo træt. Han slængte sig i kabinen og jeg fortsatte så kørslen. Næste destination var en tankstation i Basel, hvor vi skulle tanke.

Jo tak - hvis vi nåede så langt. Tankmåleren sank og sank og sank indtil den nåede bunden og jeg havde ikke fundet den forbandede tank endnu.
Vi havde jo ikke mange kontanter med, og kun et dieselkort, der kun gjaldt til en 10 - 12 tanksstationer i hele Tyskland. Til sammenligning var der på det tidspunkt 52 i Danmark.

Nerverne kom på højkant. Det var mørkt og ingen at spørge om vej, og vi var bare nogle forbandede amatører, der ikke anede hvad vi lavede.
Men vi fandt tanken trods alt, og fik tanket op. Og vi satte kursen mod syd, og senere mod vest for vi skulle til Saarbrüken, og vi skulle også finde ud af hvor vi kunne finde den næste tank.
Nu lysnede det, og jeg kom til rattet igen, da vi nærmede os byen. Trafikken øgede, folk skulle på arbejde., og pludselig holdt jeg der i et T-kryds og skulle til venstre - men hvordan. Der var en stadig strøm af biler i begge retninger, og ingen lysning, så langt som jeg kunne se, til nogen af siderne.

Jeg havde jo ikke kørt i Tyskland før, så jeg blev noget overrasket, da trafikken stoppede, så jeg kunne komme frem. Endda med en venlig hilsen i stedet for fingeren, som jo var mere normal i Danmark.

Næste stop var en kommunal oplagsplads i Karlsruhe, hvor vi skulle læsse nogle varmerør af.
Vi var der 16:05 men de havde fyraften og lukket kl. 16:00, så vi måtte sove på parkeringspladsen udenfor.
Det kunne køreskiven jo godt lide.

Derfra gik sydpå. Vi skulle ganske vist længere østpå over mod Bodensee; men vi var nødt til at skulle til Fredrichstadt (tror jeg den hedder) for at tanke op, og det var en gevaldig omvej.
Men vejret var godt, og vi havde god tid, og blev måske lidt sløsede med orienteringen, for pludselig kørte vi over en grænse og blev stoppet af nogle Schweitzere der vil se papirer på lasten, og vi måtte vende op igen.

Men nu gik turen østover langs nordsiden af Bodensee en flot tur i strålende solskin og vi endte i München, hvor vi parkerede og overnattede på parkeringspladse til det olympiske Stadion.

Nu kom der en dag i tomgang, hvor vi bare skulle vente på ordrer hjemmefra. De kom om aftenen. Vi skulle hente gods i Nürnberg og levere dem i Landshut langt sydpå.
Endnu en gang natkørsel hvor sønnen snorkede og styrede ud af de små snoede veje, kørte forkert et par steder. Mødte en viadukt der var en ½ m. for lav og sendte mig ud på en slags orienteringløb, inden jeg omsider fandt den rette vej..

Resten af turen foregik efter samme recept; men vi kom store dele af Tyskland igennem på en uge. Blev kun stoppet af politiet én gang og nåede hjem lørdag formiddag.
God og lærerig tur. Jeg lærte, at anskaffe de rigtige kort, og planlægge turen lidt i forvejen til et punkt, hvorfra jeg så kunne planlægge næste etape. Det skal man lige vænne sig til.
Og så lærte jeg en anden ting. Det hændte at vi spurgte om vej hist og pist. Bo vadede ind og spurgte på engelsk, og han fik sgu aldrig noget ordentligt svar. Jeg måtte gerne træde til, med mit jyske samt lidt fagter og mimik, og så var der ingen problemer.

Nu kunne jeg så gå og hygge mig med disse minder derhjemme, og så vente på om knægten skulle på en ny tur, som jeg kunne tage med på.
Det blev til en 3 dages tur, og ved hjemkomsten mødte jeg så vognmanden, og faldt i snak med ham. Han fik at vide jeg var mekaniker; men ikke lastvogns.

Nu gik der ikke lang tid før vognmanden ringede. Om jeg kunne køre en tur til Skagen og rundt i Vendsyssel næste dag. Varene ville være i Århus og skulle så være delt ud i Vendsyssel inden næste dag kl. 13:00.

Fin tur. Jeg begyndte at vejre morgenluft. Måske kunne jeg fedte mig ind til et fast job, så jeg kunne komme på den høje efterløn igen. Jeg ville i hvert fald forsøge.

Så da vognmanden næste uge ringede om, hvad jeg ville sige til en tysklandstur på egen hånd, betænkte jeg mig ikke. Men mødte op mandag morgen.
Der fik jeg besked på, at jeg lige skulle undersøge den bil jeg skulle køre i. Den brugte vist lidt vand. Et hurtigt tjek afslørede en defekt toppakning, så den måtte på værksted. Men nu var jeg jo mødt op, og så kunne jeg jo ligeså god bestille noget.

Det viste sig, at det meste af godset der skulle transporteres var sengetøj for jysk sengetøjslager, som det hed dengang.

Det var pakket fra fabrikken og mærket med modtager; men blev leveret dagligt, og skulle så sorteres og fordeles i de forskellige vogne. Det var et forfærdeligt virvar, og det gav sved på panden. Vogmanden gav udtryk for, at det nok lige var et job han kunne bruge mig til; men det måtte vi snakke nærmere om.
Tirsdag var ligeså travl som mandagen; men ved aftenstid kom vognmanden og sgade vi kunne hente lastvognen vi havde sendt på værksted. Den var færdig.

Da vi kom hjem med den, måtte jeg bakke den til perronen, for nu skulle den lastes. 97 kubikm. Sengetøj er meget, så der var ikke fuldbragt før kl. 23 og jeg var begyndt at tænke på hvordan jeg kom hjem til min lune seng.

Men så kommer stodderen sgu med en stak fragtbreve og en mobiltelefon, og siger: Ja så kan du godt køre. Fragtbrevene ligger i den rigtige række følge. Første stop er Bremehaven.

Jeg ville jo gerne fedte mig ind, så jeg protesterede ikke men satte kurs sydover. Nå jeg kunne jo ikke læsse af nogen steder for butikkerne havde åbnet, så det blev lige til et par timers søvn næste morgen, inden første butik. Det var nemt. Og den der skide sladreskive tænkte jeg ikke så meget på. Det var vel altid ”de andre” der blev stoppet. Hvorfor skulle de dog stoppe mig.

Det gik også mægtig godt den dag. Ja altså bortset far, at da jeg skulle fra Bremerhaven, forvildede jeg mig ind i frihavnen. Fik at vide, at jeg godt kunne køre igennem, så jeg kunne komme på den rette vej igen.
Jo tak. Ham der stod ved udkørselen var ikke helt enig, og var ved at sende bud efter både told og politi; men min troskyldige bedrøvede øjne (det var ikke sproget, for det kunne jeg ikke) blødgjorde ham så meget, at han lod mig køre.

Nu kørte jeg så rundt i nordvesttyskland og delte sengetøj ud. Jeg husker ikke præcis alle de steder jeg var; men efter planen skulle jeg besøge 18 butikker på den tur.

En af dem husker jeg dog så længe jeg lever.
Jeg kom til en lille by og fandt ud af, at butikken lå et godt stykke oppe ad gågaden, hvor jeg ikke måtte køre før næste morgen.
Jeg parkerede, og gik så op i butikken for at høre om der var andre muligheder. Og det var der da.
Butikken strakte sig gennem hele blokken, og nede ved den anden side var der en lille parkeringsplads, hvor man plejede at levere varerne

Okay - det måtte jeg så prøve. Men dels er jeg ikke verdens bedste ratholder og dels var pladsen ikke ret stor. Det var bilen til gengæld -15 m. Men på mirakuløs vis lykkedes det mig at krøje den derind. Og jeg begyndte at læsse af.

Men efter første tur ind i butikken mødte jeg en arrig tysker ude ved vognen. Han var embedsmand ved kommunen, og han havde fra sit kontorvindue på den anden side af gaden, overværet mine manøvrer. Han var stensikker på, at jeg havde vædret en telefonboks der stod der på pladsen. Jeg siger jer han var gal - han var rasende.

Så rasende, at jeg ikke forstod et ord af hvad han sagde. Jeg forstod udmærket meningen; men det behøvede han jo ikke at vide.
Og så gik han gudskelov. Og jeg fortsatte aflæsningen.

Næste gang jeg om ud stod der så 2 betjente - flinke folk der godt kunne se det komiske i situationen.

Da de havde konstanteret, at telefonboksen ikke havde lidt overlast, undersøgt mit kørekort, pas og sladreskiven forsøgte de så, at dirigere mig ud fra pladsen igen.
Det ville være nemt, hvis jeg bare kunne bakke op på fortovet og den vej væk; men der stod plantet et solidt skilt; med al indkørsel forbudt.

Betjentene dirigerede - jeg flåede i rattet og svedte, og overvejede om jeg skulle lade bilen stå og tage toget hjem. Efterhånden havde der jo samlet sig en anseelig flok tilskuere der morede sig højlydt, og jeg tror faktisk, at nogle af stod der og lavede væddemål. Om hvad vidste jeg ikke, men det var tydeligt at det havde noget at gøre med mig.

Der stod en stor mand midt i det hele, og han morede sig vældigt. Til sidst forbarmede han sig dog over mig, og slentrede hen til det famøse skilt der stod i vejen - og hev det op af jorden, så der blev fri passage Tak Gud, der må have hørt mine bønner.

Så var der kun et rosenbed der skulle forceres inden jeg var ude på gaden igen; men betjentene vinkede mig bare hen over roserne, og ønskede mig gute reise - tror jeg nok.

Nu burde jeg være blevet klogere. Næste butik lå også midt i én gågade; menn her var heldet med mig. Indkørsel var tilladt mellem kl. 14 og 15, så jeg kunne køre lige ind. Forkert igen! Vareindleveringen var på den anden side af bygningen - Hvorfor helvede skrev de så ikke den adresse på ordren.

Nå men en sur bydreng blev sendt ned på gaden for at tage imod varerne, så det gik let. Men da jeg så spurgte ham, om jeg kunne fortsætte igennem gaden rystede han skadefro på hovedet og pegede bagud. Og så forsvandt han.

300 m baglæns ad en fyldt gådade, hvor folk gik på kryds og tv ærs helt vilkårligt. Jeg tænkte igen på, om jeg kunne nå toget; men så kom jeg til at se ud af vinduet.
På hver side stod der en tysker parat til at vinke mig baglæns ud af mit kaos. Stille og roligt kom vi til en sidegade, hvor den ene tysker gik ned og stoppede trafikken til jeg havde fået vendt, og kunne komme væk.

Nu måtte jeg vel have lært det. Jeg havde ikke lyst til flere dumheder og pinlige situationer. Men næh nej - da jeg ringede hjem sidst på dagen, fik jeg at vide, at den næste butik, kunne jeg komme til om aftenen. Den var ved at blive nyindrettet, så der ville sikkert være personale hele natten.
Nå så måtte jeg jo se om jeg kunne finde den snoldede butik, så jeg gik ind på en servicestation og spurgte om vej. Ingen problem. Jeg skulle bare køre sådan og sådan - ikke til at tage fejl af. Han glemte bare at fortælle, at han sagtens kunne køre den vej i personbil.

Min Mercedes på 4 m i højden kunne bare ikke komme igennem. I tilgift var der byfest i byen så der var trængsel til alle sider og ovenover - gudskelov ikke underneden; men nu var jeg ikke engang sikker på at kunne spørge om finde vej til banegården og toget hjem.

Men på den tur var jeg efterhånden blevet helt religiøs, for Gud hørte igen mine bønner, så der dukkede en lille parkeringsplads op, som jeg lige kunne snige mig ind på, og det så også ud til at retræten var sikker nok..
Så smed jeg mig om i kabinen og sov de uskyldiges søvn, Næste morgen købte jeg et bykort og fandt ud af, at jeg kunne have taget ringvejen hele vejen udenom byen. Så kunne jeg ha’ gjort turen på 15 minutter.

Jeg fandt butikken. Der var en dansk bestyrer. Han grinte godt, og kunne så fortælle at rygterne om mig var løbet rundt til alle Danische bedmarken dernede, men at det havde sat humøret i vejret blandt personalet. Det havde virket komisk; men uskadeligt.

Klog af skade - ja skulle man ikke tro det; men næh nej. Næste by jeg kom til kørte jeg ind til den første tankstelle i byen og spurgte mig for. Stadig ingen problemer - bare tværs gennem byen, lidt til højre og lidt til venstre. Der var ikke noget at tage fejl af.
Han overvurderede min stedsans.

Midt inde i byen var jeg igen i panik; men fandt så lige en plads at holde på udfor en anden tankstelle. Der stod 4 mand i en klynge som jeg henvendte mig til. De forstod ikke mig, og jeg ikke dem, så det var surt.

Men en taxachauffør der netop havde tanket op, kom så og spurgte om han kunne hjælpe Gud igen.
For da han så adressen sagde han, at jeg bare skulle følge efter ham, så skulle han vise vej.
Sikke en lettelse. - eller hvad: Pludselig smækker han bremserne i og kommer hen til mig, mens han betænkelig kikker op på taget af min bil.
Der var endnu en bro. Angiveligt 15 cm for lav efter den højde jeg havde fået opgivet på min bil. Fandens! (undskyld Gud); men så vinkede han mig forsigtigt igennem og det gik glat.
Derefter dirigerede han mig helt hen til aflæsningsrampen som var mit mål.

Nu skulle det gøre godt med lidt mad og.en masse søvn; men sådan skulle det ikke være.
Jeg blev ringet op hjemmefra, og nu skulle jeg pludselig afbryde tyren, for at køre langt pokker med i midttyskland.
Der holdt en af de andre chauffører med noget gods der var for langt til, at han kunne fragte det.

Nu kom min orienteringsevne alvorligt på prøve. Mørk aften ud på de små veje og landsbyer for at finde et industrikvarter og en lastbil, var lidt af en opgave - i hvert fald for sådan en som mig.
Men som min gamle læremester sagde: Det vanskelige laver vi med det samme. Det umulige tager lidt længere tid.
Jeg fandt Willy og hans gods, og så gik turen hjemad. Jeg kom hjem næste formiddag; men jeg måtte aflyse, at komme til min svigersøns 40 års fødselsdag.

Jeg kørte et par småture mere og fungerede lidt som en slags lager og fordelingsmand hjemme på lageret; men min lid til firmaet svandt ind.

Det var et firma der ikke kunne finde på, at ansætte en ordentlig chauffør og give ham hverken en ordentlig løn eller rimelige arbejdsvilkår. Bilerne blev heller ikke holdt ved lige, så det var slet ikke mig. jeg sluttede.
Så mente vognmanden heller ikke, at han behøvede at betale mit tilgodehavende, så det kostede mig lige 5000 kr.
Dyre lærepenge; men gode oplevelser.
Men aldrig mere sort arbejde.