Det var tredje søndag i juli i det herrens år 1952.
   2 små piger blev dræbt kun få kilometer fra hvor jeg befandt mig. 2 familier jeg kendte blev ramt på det frygteligste. Jeg hørte det; men registrerede det næsten ikke. Og ikke ret mange ud over familie og nærmeste naboer og venner tog sig af det.

Vi var optaget af et andet drama, der udspillede sig på samme tid.

Jeg var dengang 19 år og jeg boede på kanten af Mossø, sammen med mine forældre og min lillebror Kaj på 14 år. Dagen før var mine bedsteforældre og min kusine Kirsten på 17 år, kommet på besøg.
   Dagen var startet med strålende sol, og en fuldstændig blank sø, der indbød til en kanotur sammen med Kirsten. Men jeg havde været til bal det meste af natten, så jeg spurgte Kaj om han ikke ville overtage for mig, hvad han gladelig gjorde.

Målet for turen var en lille tur op i Tåning å indtil man kom op til Fuldbro Mølles sluseværk og ikke kunne komme længere. Det betød at de en god stund var uden for vor synsvidde; men det tog vi os ikke af, så længe der var blikstille. Da det imidlertid begyndte at blæse op, begyndte vi dog, at spejde efter dem, og da der pludselig kom 3 kraftige vindstød lige efter hinanden, blev vi urolige.

Min storebror Dan på 20 år, og jeg blev enige om at cykle rundt langs søen, for at se om de havde søgt land; men da vi nærmede os åens udmunding i søen, fandt vi et voldsom opløb af mennesker og der holdt også en ambulance. Nede på stranden var kanoen drevet i land; men der var ingen spor af Kirsten og Kaj.

Vi styrtede hjem med det triste budskab, og derefter i vores gamle solide robåd, for at komme ud at lede efter dem. Nu var søen blevet rigtig hård, og vi magtede ikke en gang at tvinge båden derhen hvor vi skulle og ville; men blev tvunget til den modsatte side af søen (der er 11 km lang og 3 km bred) hvor en fisker havde sin motorbåd fortøjet.
   Den prøvede vi at "låne" men ejeren opdagede os og kom farende, og overtog styringen, da han hørte om årsagen. Vi nåede frem, og sejlede rundt der resten af dagen, dog uden at finde noget.
   Efterhånden var alle bådføre mænd med både i Mossø kommet til, og Falck var der også; men stadig uden resultat, og det stod klart at Kaj og Kirsten var omkommet.

Om aftenen tog vinden af og det atter blikstille. Ved 23-tiden tog de forskellige frivillige hjem; men vi havde lånt en vandkikkert af Falck, så vi lå hele natten og stirrede ned i dybet, der sine stede var ca. 30 meter.

Næste morgen vendte alle de frivillige tilbage, og tillige hjemmeværnsfolkene fra Ry - DSB Folkene fra Alken - adskillige medlemmer fra Skanderborg Sejl- og Motorbådsklub med deres både - Lottekorpset der sørgede for at bespise de mange mennesker. Jeg ved ikke hvor mange mennesker der var; men det var mange.

Og vi mødte en utrolig varme og hjælpsomhed fra alle sider. Der blev skrevet i aviser om tragedien og eftersøgningen blev nævnt i Radioavisen.

Torsdag formiddag fandt vi Kaj. Han var pæn og så ikke ud til at have lidt. Eftersøgningen gik i stå indtil Kaj var blevet kørt til hospitalet; men fortsatte så for fuld styrke.

Søndag formiddag lige inden middag, kom Hjemmeværnschefen hen og foreslog at vi (familien) skulle tage hjem og spise til middag sammen, hvad vi jo ikke havde prøvet hele ugen.

Vi var dårligt blevet færdig før han kom hjem til os, og kunne fortælle at Kirsten var blevet fundet og kørt til hospitalet.
   Jeg har ham mistænkt for, at nogen allerede havde set hende, før han foreslog os at tage hjem. Jeg tror han ville skåne forældrene for at skulle gense deres datter, for øjnene af alle disse mennesker. Nu kunne de i fred og ro tage afsked med Kirsten på hospitalet.

Om Tirsdagen begravede vi Kaj fra en stuvende fuld Skanderup Kirke, og umiddelbart derefter fulgte det samme følge Kirstens Båre ud af byen, og et betragteligt antal biler fulgte hende den lange vej til Ålborg, hvor hun skulle begraves.


Efterspil
   Normalt ville tragedien ende her, vi ville langsomt vænne os til, at de to var ikke mere. Knibe en tåre i ny og næ, for efterhånden at acceptere tabet, og fortsætte det liv, som vi jo stadig havde.

Men en gang sidst i 1990'erne, da Alken st. og Vestbanen fra Århus kunne fejer 125 års jubilæum, var der nogen der fandt på at lave en videofilm om Alken og dens udvikling. Min mor der nu var over 90 år var et oplagt emne til et indslag, og det blev til et 45 minutters resumé, af hendes mange år ved søen. Hun kom der til i 1946 og bor der stadig, nu 96 år gammel.

Da filmen var færdig var det jo oplagt at vise den på omegnens plejehjem, og da den skulle vises på plejehjemmet i Ry, fandt man på at spørge mor, om hun ville være til stede, og evt. supplere lidt eller svare på spørgsmål. Det syntes hun, at hun var blevet for gammel til; men foreslog at jeg kunne træde i hendes sted.

Så en eftermiddag sad jeg så sammen med ca. 50 ældre mennesker, der næste alle huskede begivenheden, og så filmen, og blev så bedt om at sige et par ord til afslutning.

Jeg valgte at tale om den store redningsaktion, og om den varme og medfølelse vi havde mødt, og som alligevel havde gjort tragedien tålelig. Som det hører sig til åbnede jeg for, at folk kunne stille spørgsmål.

De første par stykker voldte ingen besvær; men så rejste der sig en synligt bevæget dame sig og præsenterede sig som Moster til én af de små piger, der var blevet dræbt samme dag.

Hun og hendes familie havde selvfølgelig set og hørt om al den opmærksomhed vi var blevet tildelt; mens familierne til de 2 piger havde måtte sørge i ubemærkethed, og hendes spørgsmål lød kort og godt: "Hvorfor" og om jeg syntes at det var retfærdigt?

Til det sidste kunne jeg kun svare, at det syntes jeg selvfølgelig ikke. Jeg syntes overhovedet ikke, at det var retfærdigt at nogen af de unge mennesker skulle dø så alt for tidligt.
   At det ikke var retfærdigt, at jeg havde bedt min lillebror om at sejle i stedet for mig, bare fordi jeg havde lidt ondt hovedet. Men at retfærdighed ikke altid udregnes eller tildeles efter noget system, som vi mennesker er i stand til at påvirke.

Til spørgsmålet om hvorfor der var den store forskel, i den bevågenhed vore familier fik, kunne jeg klart svare, at det var fordi, at deres små piger allerede befandt sig på hospitalet, så de vidste hvor de var, og at de ikke kunne hjælpes.
   Vores 2 befandt sig stadig et sted ude i vandet, og der kunne og ville folk gerne hjælpe. Og de fleste der havde hjulpet, deltog også i begravelserne.

Hun sagde, at den forklaring kunne hun godt acceptere; men jeg tvivler på, at hun følte sig hjulpet eller lettet.