Året var 1962 og de blev gift på Rådhuset en lørdag formiddag i marts måned. Hun var gravid i fjerde måned og hun havde en lille datter i forvejen.
Han var 28 år gammel, og ovenud lykkelig, da han næsten havde opgivet at finde en pige der ville have ham. Og tillige var han helt vild med den lille pige, som han nu betragtede som sin egen.
De boede en kort tid hos hans forældre; men fandt så en lille lejlighed ude på landet. Det vil sige, det var faktisk bare et par værelser i overetagen i en gammel villa; men det var deres og de var lykkelige og glædede sig til den forestående fødsel og det nye barn.
De købte møbler på afbetaling - spisebord og 6 stole + 1 dækketøjsskab, 1 sovesofa, 2 senge og som en luksus 1 skrivebord for det havde han altid ønsket sig. Og han havde jo godt arbejde og tjente godt, især om sommeren, hvor der var meget overarbejde med bøndernes traktorer og høstmaskiner.
Det gik rigtig godt. I juli fødte hun en lille dreng, og til oktober kunne de betale det sidste afdrag på møblerne, og endda få råd til at købe en ny lænestol og betale den kontant. Jo den lille familie var ovenpå.
Meeen lejligheden var jo ikke for stor, og på hans arbejdsplads var der stor rivalisering blandt hans kolleger. Så skulle man nu ikke slå 2 fluer med et smæk. Han søgte en ny stilling, måske som værkfører eller ledende montør. Måske ville det gøre det lettere at finde en lejlighed også.
Projektet lykkedes. Han fik tilsyneladende et godt job som ledende montør, og der fulgte en stor 3 værelses lejlighed med. Ganske vist langt oppe i Vendsyssel langt fra familien; men hvad gjorde det - de havde jo hinanden og børnene, og der var endnu 1 barn på vej.
Men også på denne arbejdsplads var der skjulte spøgelser. Der var 2 værkførere der indbyrdes ikke kunne enes, og de var ikke blevet rådspurgt, da han blev ansat. Så klimaet blev hurtigt lidt køligt, eller rettere direkte chikanøs. Efter et lille årstid var det åbenlyst for en hver at det ikke kunne fortsætte, så han blev bedt om at finde noget andet. Chefen kunne ikke fyre den værkfører som var grunden til problemerne, så som den yngste i jobbet måtte han ud. Og dermed også af lejligheden.
Nu var der 3 små børn, hvad der bestem ikke gjorde det let at finde en lejlighed. Men det lykkedes igen at finde et job - nu i Vesthimmerland - hvor der også var husrum. Ganske vist kun for sommeren, for det var et gammelt hus der skulle rages ned for at give plads til en udvidelse af værkstedet.
Det var et gammelt faldefærdigt hus med lokum i gården; men det var hyggeligt. Og så var det jo lige ved arbejdet. Og de havde stadigvæk hinanden - det meste af tiden.
For nu kom der af og til perioder, hvor hun kunne blive urimelig og umulig at snakke med. Så måtte han ikke røre børnene, og måtte tillige høre en masse om hvor lidt han hjalp til, og hvor hårdt det var for hende at skulle passe børnene helt alene.
Det var åbenlyst uretfærdigt, for han hjalp hvor han overhovedet kunne. Han badede børn, han vaskede op, hængte tøj til tørre og tog det ind igen og lagde bleer sammen (det var før engangs-bleernes tid).
Men der begyndte at tegne sig et mønster. I 3 uger havde de stadig hinanden; men så begyndte hun at skælde ud over, at hun sikkert var gravid igen, og hun ville ikke have flere børn, og så stod den på ufred og skænderier i en 4-5 dage. Det var så tydeligt, at hans kolleger på værkstedet, begyndte at drille ham med det. Det var nemlig sådan til daglig brug, at hun og børnene hver aften gik over på værkstedet til fyraften, for at hente ham hjem, og for at sludre og hygge sig med de andre.
Men når ufreden stod på udeblev de til fyraften og så måtte han tåle nogle skoser. Få dage senere når de kom over gården igen, kom skoserne igen i en anden toneart.
Han slog sig til ro med, at det måtte være noget med hormonerne og den kvindelige cyklus, og foreslog hende at søge læge og evt. få p-piller. Hun nægtede pure, at der skulle være noget galt med hende, så det blev ikke til noget.
Sommeren svandt, og de havde endnu ikke fundet en lejlighed. De havde søgt mange; men når de troppede op for at se på en lejlighed, ledsaget af deres 3 små børn var der ikke noget at gøre.
De var blevet gode venner med den lokale Gasmand, der kørte rundt på landet og holdt landboerne forsynet med flaskegas. Han kom en dag og fortalte, at der ude i en lille landsby lå en nedlagt skole, og at den ene af bygningerne måske kunne lejes. Så den tog de ud at se på.
Skolen der bestod af 2 bygninger: Den store skole og den lille skole + 1 stor lade og 3 hektar landbrugsjord, var blevet købt samlet af en lokal maskinstationsejer, og han ville ikke leje noget ud. Han ville udstykke det og sælge.
Det ville dog ikke være noget problem, for hans bank havde lovet ham, at han bare kunne komme med en køber, så skulle de nok finde ud af det.
De ville gerne have den lille skole, hvor der jo var rigeligt med plads, centralvarme og badeværelse for slet ikke at snakke om den store skolestue, hvor børnene kunne lege, når der ikke var vejr til at være ude. Den skulle koste 30.000 kr. og der skulle betales 5.000 kr. i udbetaling. Det blev de hurtigt enige om, så der blev aftalt et møde i banken.
Og her sluttede den drøm. De var ikke kendte på egnen, havde ikke den fornødne indtægt og desuden havde banken ikke ret mange penge. Så NEJ!! Men de kunne vende tilbage til foråret, så var der måske bedre tider.
Ejeren der i grunden var en rigtig flink fyr, var nærmest knust, for han kunne godt se, at de ikke kunne bo i det gamle hus om vinteren - slet ikke med de små børn - så han kom med et tilbud, der ikke var til at afslå. De kunne leje huset om vinteren, og den husleje de skulle betale ville blive modregnet i købsprisen, når de om foråret kunne låne de fornødne penge til at købe huset. De sagde ja, på den udtrykkelige betingelse, at de ikke kunne opsiges før første maj året efter, og kun hvis de til den tid, alligevel ikke kunne låne til udbetalingen.
Så en lørdag i oktober 1964 læssede de alt deres jordiske gods på gasmandens lastbil og flyttede ind i skolen. En nabo havde fyret op i centralfyret, så der var varmt og dejligt og der var varmt vand.
Meget belejligt, for det viste sig, at der midt i skolegården havde været en gammel brønd eller lignede; for pludselig forsvandt det ene af børnene ned i det. Heldigvis var der en der så det, og fik ham hevet op drivvåd.
Af med tøjet og op i badekarret med det varme vand, og så ville de 2 andre selvfølgelig med. Det blev til en rigtig festdag. Og flytningen gik også meget nemmere end den slags vanligvis gør. De læssede bare det hele ind i skolestuen, hvor der var god plads, og derfra kunne man så hente tingene efterhånden, som man skulle bruge dem.
Nu havde de igen hinanden, og det gik rigtig godt; men lykken varer jo ikke evigt. En søndag formiddag i februar mødte ejeren op, sammen med et par unge mennesker, som gerne ville se på huset og evt. købe det. De kiggede oppe, de kiggede nede og de slæbte mudder rundt på alle gulvene, og så forlod de huset igen, sammen med ejeren.
Han vendte dog tilbage kort efter for at forklare, at han manglede penge, og de unge mennesker vil give 28.000 Kr. kontant for huset, men så ville de overtage det første marts.
Der blev helt stille; men kun ganske kort tid. Så nærmest skreg HAN:
"Jamen Du lovede jo, at vi ikke kunne sættes ud før maj, og kun hvis vi så stadig ikke kunne låne pengene."
Ejeren var en reel mand, så det indrømmede han. Men han stod altså og manglede penge, så det var jo fristende. Næsten i desperation foreslog han så, om ikke de kunne forsøge sig i banken igen næste dag.
Hvilket de gjorde med samme magre resultat. Men nu blev det for meget for den unge familiefar. Han blev temmelig ophidset, og råbte op om brudte løfter m.v. så at de andre kunder i banken begyndte at lytte med.
Det afgjorde vist sagen, for nu kunne det så godt lade sig. De drog til advokaten samme eftermiddag og skødet blev skrevet. Pyhah - Det havde været et par nervepirrende dage; men nu tegnede alting lyst. Lejligheden var god, grunden var stor, så der var plads til både legeplads og have og der var nok at tage fat på med fantasi og kreativitet. De anskaffede en gammel bil, og efter at de havde fældet en masse træer og brændt dem i centralfyret, fik de købt et oliefyr. Vaskemaskine blev det også til, så nu gik det fremad.
Men efter en tid begyndte de månedlige skærmydsler igen at sætte sit præg på livet i det lille hjem; men nu mente han at han kendte årsagen, og desuden kunne han jo bare gå ud når hun blev for slem. Der var jo nok at tage sig til. Han anlagde have med 2 store græsplæner + en køkkenhave hvor de dyrkede alskens grønsager, og han fik raget deres del af den gamle lade ned. Murstenene knuste han med en hammer og brugte derpå brokkerne til at fundere en god og fast indkørsel til huset.
Det gik fortsat godt, som dagligdagen nu går i et almindelig hjem, hvor økonomien til tider var lidt presset.
For hende blev det dog lidt trivielt, og da der en dag var 2 annoncer i ugebladet fik hun en idé. Den ene annonce var fra et nærliggende fjerkræslagteri, og den anden var fra en anden nedlagt skole ca. 20 km derfra. De tilbød børnepasning - mod betaling forstås - så nu kunne hun selv få et job, og komme lidt hjemmefra. Hun blev ellevild, og der var ikke langt fra ord til handling.
Drømmen blev dog kort. Samlebåndsarbejdet på slagteriet, var hverken særlig behageligt eller vellønnet.
Børnepasningen kostede næsten ligeså meget, som hun tjente, og så turde de slet ikke regne ud på, hvor meget kørselsudgifterne ved at bringe og hente børnene løb op i. Og skat skulle betales året efter, for det var før kildeskattens indførelse.
Men det var dog da de erfarede at deres ældste barn, pigen der nu var blevet 6 år, blev sat til at passe de mindre børn i ordningen, at de fik nok. De ville ikke finde sig i, at man sætte så lille et barn til at have ansvar og pligter. At de oven i købet måtte betale for at hun var der, fik det bare til at virke mere grotesk og gridsk. Senere fik hun så aften- og weekendarbejde som servitrice på en kro. Det gav gode penge; men det var hårdt.
Økonomien var stadig lidt presset, og hun kom nu i tanke om de første år, og det gode arbejde han havde da de blev gift: Ville han ikke prøve at søge tilbage dertil?
Ihukommende hans afrejse derfra 8 år tidligere, havde han ikke det store håb om, at firmaet ville genansætte ham; men han kunne da altid sende en forespørgsel. Efter 3 dage kom der imidlertid et brev, der spurgte om, hvornår han kunne begynde, og han skulle være meget velkommen.
Nu blev de nødt til at flytte for det nye job var jo i Midtjylland. Skolen skulle sælges.
Næste dag (tirsdag) opsøgte han en ejendomsmægler han kendte fra sit job. Mægleren virkede lidt åndsfraværende; men lovede dog at komme ud at kigge på huset. De fastsatte en pris på 75.000 kr. Så var der lidt at fire på.
Der gik et par dage, og hver dag når han kom fra job, spurgte han, om mægleren havde været der, hvad han ikke havde. Men om fredagen han kom hjem, havde der været et par der var potentielle købere. Og hans kone, havde lovet dem, at huset ikke ville blive solgt, før de havde været der igen. Det skete allerede om lørdagen, hvor de beså det hele endnu en gang, hvorefter man satte sig om bordet for at gøre handlen færdig.
Fruen i huset gik og belavede sig på at tage på arbejde på kroen; men hun lyttede alligevel med. Den gang var det almindeligt, at man foruden udbetaling og den faste prioritetsgæld, måtte tage private pantebreve som en del af betalingen. Ligeledes var det skik og brug, at man tingede om prisen, og hvor meget man kunne slå af på det forlangte beløb, kom meget an på hvor stor udbetaling man blev tilbudt, og hvilket pantebrev man fik i stedet.
Så da spørgsmålet om hvor meget der kunne fires på prisen, var svaret naturligvis:
"Det kommer an på, hvor meget i vil give i udbetaling, og hvor stort pantebrevet skal være på."
Da køberne dertil svarede, at der skulle sandelig ikke noget pantebrev til; men de ville lægge pengene på bordet, røg det ud af fruen i huset:
"Så kan I få det for 70.000 kr." Han supplerede med at sige at så kunne de få det med 50.000 kr. i kontant udbetaling, idet den faste gæld var på omkring 19.000 kr.
De tog hjem, og samme aften måtte køber aflevere sin kone på sygehuset, hvor hun fødte en velskabt dreng i løbet af natten.
Næste tirsdag, mødte mægleren så op sammen med køberen, og vi skrev slutseddel. På spørgsmålet til mægleren om, hvorfor han ikke havde vist sig på arenaen før, kunne han fortælle, at netop samme lørdag, som handelen blev indgået, og de lille dreng var blevet født, havde han holdt stort bryllup for sin eneste datter, så han havde ikke haft tid.
Mæglerens salær var på 1.000 kr. hvad der forekom dyrt i forhold til indsatsen: Men da de havde fået 5.000 kr. mere end de havde været villige til sælge for, var der ikke grundlag for at gøre vrøvl. Desuden inviterede mægleren senere på er stort og flot lidkøb på et hotel, hvor han samlede de sidste 3 måneders kunder til en festlig aften.
Nu gik det rigtig godt.
Fortsættelse følger...