Hun satte sig i sin stol på stranden. Solen var på vej ned og søen var spejlblank. Det havde været en lang; men god dag. Hendes 96 års fødselsdag.
Dagen var begyndt rigtig godt, da de første gæster mødte op kl. 10 om formiddagen, medbringende 4 små børn, samt proviant til et større fødselsdagsgilde. Solen skinnede allerede, og inden længe havde de små frigjort sig fra overflødige klædningsstykker og soppede rundt i vandkanten under behørigt opsyn af de voksne, der heldigvis kunne finde skygge under de store bladfulde kastanietræer, der voksede næsten helt ud i søen.
En tøjret gummibåd, lidt badedyr + en håndfuld fiskenet var alt der skulle til for at børnene morede sig, hvilket var det bedste hun vidste.
Men nu var hun træt, og sad bare og lod tankerne flyde; mens øjnene ubevidst holdt øje med børnene og søen. Så fik hun øje på en Andemor med 10 ællinger der var på vej ind mod stranden, det eneste der manglede for at gøre dagen fuldendt.
Hun kaldte på det største af børnene, og bad hende hente den pose med gammelt brød, hun altid havde stående til samme anledning.
Børnene fordelte brødet mellem sig og begyndte fodringen, og de små dunede ællinger huggede i sig, næsten direkte fra børnenes hænder.
Nu kom der imidlertid en ny Andemor ligeledes med 10 ællinger, der dog var lidt større, og for at det ikke skal være løgn, arriverede endnu en flok på samme størrelse, samt en flok enlige Andrikker, der alle gerne ville have dele i godterne.
Men det ville Andemor nr. 1 absolut ikke finde sig i. Hun farede rundt for at jage alle de formastelige uindbudte væk, alt imens hun dog holdt sig i nærheden af serveringen og tog for sig af retterne.
Overmagten syntes for stor; men hun må have været opfyldt af retfærdighedens vrede og de andre ænder syntes på en måde at respektere hende, for det lykkedes hende at holde dem fra fadet, indtil serveringen hørte op.
Dog ikke uden at bruge grove midler, såsom at prøve på at drukne såvel store som små fjender. Hun hakkede næbbet ned i ryggen på dem, og pressede derpå, den uheldige ned under vandoverfladen.
Heldigvis havde hun så travlt, at hun aldrig fik tid til at fuldføre sit forehavende. Da fodringen var forbi, svømmede de alle hver til sit, og idyllen var tilsyneladende genoprettet.
Nu var solen helt nede og gæsterne tog afsked og mindet om en god dag med hjem, og hun gik til ro.
Næste dag der var en lørdag, fortsatte som fredagen slap. Dejligt solskin og nye gæster også med små børn. Denne gang næsten bedre endnu, idet det var sidste skud på stammen, Tipoldebarnet, der var med.
Dagen gik efter samme opskrift som dagen før, til og med slaget i Andedammen. Eneste skår i glæden, var at alle 3 ællingeflokke var blevet reduceret med 1 eller 2 ællinger hver.
Antagelig på grund af en eller flere sultne Gedder.
Idyl eller drama - Det sete afhænger af øjet der ser - men dybest set er det vel bare Natur på Naturens præmisser.