Det var kort tid efter anden verdenskrig og han skulle ud på sin første vagt. Han skulle være med til at bevogte et våben- og ammunitionsdepot, og der var skarpe skud i geværet.
Depotet lå i en skov, med bunkere gravet ned i jorden, med store volde og pigtråd omkring. Der gik nogle stier som vagten skulle følge efter en bestemt rute, og skifte nogle mærker forskellige steder. Det var for at kontrollere at man nu havde gået ruten på det rigtige tidspunkt, og ikke bare lagt sig under et træ, og ventet på morgensolen.
Hvert vagthold bestod af 3 soldater, hvoraf den ene stod ved skilderhuset indenfor hovedvagten; mens de andre 2 gik en runde. Der var 3 runder til 2 timers vagt, og man skiftede således at hver fik en standvagt og 2 runder.
Hans første skift havde været mellem kl. 19 og 21 og da var det dejligt at gå i skoven og høre fuglene synge, for det var i juni måned.
Men nu var kl. blevet 1 og skiftet skulle vare til kl. 3. Vejret var godt med drivende skyer og skiftende mellem månelyst og næsten helt mørkt. Det var lidt uhyggeligt, men her var der ingen kære mor der hjalp.
Nogle steder var stien så smal, at de 2 kammerater måtte gå i gåsegang for at komme frem. Han havde tabt lodtrækningen om hvem der skulle gå forrest - det var sgu lidt uhyggeligt.
Med nerverne uden på tøjet travede han hen ad stien, da han pludselig hørte et klik, ligesom et våben der bliver afsikret. Han stivnede og prøvede at lokalisere lyden indtil det gik op for ham, at det var kammeraten der var synderen.
Så stod han helt af. Skreg og skabte sig, at han ville fandme ikke gå lige foran et skarpladt afsikret gevær. Nu kunne han (kammeraten) bare gå foran resten af turen.
Da han pure nægtede det; måtte han så i det mindste hænge geværet over skulderen. Det kunne ikke passe, at det eneste man skulle gå og være bange for, var ens egen kammerat.
De fortsatte med hjertet helt oppe i livet og så drejede stien om et hjørne - Et øjeblik stod hjertet helt stille, for dernede for enden af stien sad der en person i knælende skydestilling, og det så ud som om han sigtede denne vej.
Geværet røg til skulderen og han trykkede af - her var ikke tid til at anråbe endsige varselsskud - men der skete ingenting! Han havde glemt at afsikre geværet.
Nå men chokket havde fortaget sig lidt, og han tænkte som så, at hvis denne ukendte "skytte" virkelig ville have skudt, kunne han have nået mindst 5 skud i den tid. Da de kom nærmere viste "skytten" sig at være en busk. Det var da godt han ikke havde skudt på den. Han var bare blevet totalt til grin.
De nåede ruten rundt, og kammeraten skiftede til standvagt, mens han selv fik en ny makker med på turen. Denne var ikke så nervøs så de gik og sludrede og hyggede sig.
Det var en helt anden tur. Den var fredelig og vejret var godt, og han havde da selv lige klaret et par prøvelser. Og hvem skulle også finde på at komme her. Det var da Danmark man var i.
Men alligevel. Var der ikke en gren der knækkede og en til! Kammeraten havde også hørt det; men de lod som ingenting eller rettere had lod som om han skulle lade vandet og gik ind mellem træerne.
Der stod han så og ventede, men ikke ret længe for så kunne han svagt skelne en skikkelse der listede efter dem.
Han ventede til skikkelsen kom forbi ham, så trådte han frem og stak bøssepiben i ryggen på vedkommende og råbte: "Hænderne op" - "Kendeord".
Staklen blev så forskrækket at han stammede noget uforståeligt, Men nu var kammeraten vendt om, og lyste på den pågældende "fange"
Stor var deres forbavselse de så hvem det var. Han var Sergent og deres vagtinspektør. I det daglige var han delingsfører for en anden deling; men de kendte ham udmærket.
Sergenten havde nu overvundet sit chok, og ville til at gå, da vi jo kendte ham. Men han kunne stadig ikke huske kendeordet, så de var nødt til at arrestere ham, og føre ham op til vagtlokalet.
Sergenten brokkede sig og korporalen som var vagtkommandør brokkede sig; men de 2 vagter holdt stædigt på deres. Nemlig at det blev ført til protokols, at de havde pågrebet en person der ikke kunne legitimere sig med gyldigt kendeord, og derefter overgivet ham til vagtkommandøren, som derefter måtte foretage det videre fornødne.
Sagen er jo, at hvis de havde ladet ham gå uden at følge proceduren, var de selv blevet knaldet uden nåde.