I et land langt herfra var der en trold, der så fæl ud som trolde jo skal gøre. Men dens største glæde var at sidde hjemme i sin hule med en god øl, en pibe tobak og en god bog. Den havde verdens største bogsamling, derfor kaldte man ham Bog-Peter.
   Men en stor del af denne bogsamling gjorde den gal i skralden, og det var eventyrbøgerne. Altid skulle troldene hænges ud som grusomme, sadistiske væsener, der skar remme af huden på folk og åd små børn, og altid skulle det ende med et grusomt endeligt for disse trolde.
   En dag besluttede han at finde ud af, hvorfor trolde blev sat i et så dårligt lys blandt menneskene. Han drog af sted og overvejede først at finde nogle mennesker at spørge. Men da de flygtede rædselsslagne hver gang de så ham, besluttede han at finde en af sine egne og spørge ham.
   I den fjerne ende af skoven boede der en anden trold, og det var den eneste af sin egen slags trolden kunne finde i miles omkreds. Så han opsøgte ham.
   Den anden trold var lige så fæl som Bog-Peter, men ikke så belæst. Han modtog ham fyrsteligt, for han følte sig ensom.
   - Hvorfor tror du menneskene hader os så meget? spurgte Bog-Peter, da de sad og talte over et glas øl.
   - Fordi vi er så store og grimme, svarede den anden trold.
   - Men er det kun derfor? Jeg har læst så mange historier, der fremstiller os som grusomme væsener.
   - Jamen, det er jo tradition blandt troldene, at det skal vi være, svarede den anden trold.
   - Lever du efter disse traditioner? måtte Bog-Peter spørge.
   - Ja da, se her, svarede trolden, åbnede en lem i gulvet og pegede ned. Da Bog-Peter kiggede ned, så han en yndig ung pige med langt skinnende mørkt hår og sorte øjne.
   - Det er prinsessen, forklarede trolden.
   - Hvorfor holder du hende fangen?
   - Det er tradition. Kender du den ikke fra de mange eventyr, du har læst?
   - Jovist gør jeg det, svarede Bog-Peter, men hvorfor? På et tidspunkt vil der komme en og hugge hovedet af dig for at befri prinsessen.
   - Men det er ærefuldt for en trold at dø på den måde. En trold, der ældes og dør af alder, er en ynkelig trold.
   - Så forstår jeg bedre, vi lægges for had, svarede Bog-Peter.
   Den anden trold brummede og så lidt på Bog-Peter.
   - Men det er naturens orden. En fisk må svømme, en fugl må flyve.
   - Men hvad så med mig, der aldrig har ønsket noget sådant?
   - Du opnår aldrig den gunst at få dit afhuggede hoved vist frem på kongeslottet. Du vil bare dø som en gammel, affældig nar.
   - Det kan jeg leve med, sagde Bog-Peter.
   Nu var det sådan, at kongen havde udlovet prinsessen og det halve kongerige til den, der kunne befri prinsessen fra fangenskab. Og i den nærmeste menneskelandsby boede der en mand, der havde to sønner. Den ældste arbejdede på marken og blev altid rost af sin far for sin flid. Han var så stærk, at han trak ploven ved egen kraft. Han skulle være arving til gården.
   Den yngste sad med næsen i bøgerne altid, og faren skældte ham altid ud for at være en blødagtig slapsvans. Der for kaldte de ham SlapHans.
   Nu hørte de buddet fra kongeslottet og faren besluttede, at hans ældste søn skulle gå ned og slagte trolden. Den ældste søn var først ikke meget for det, han var bange for trolde, men faren sagde: "dig, der er så stærk, burde ikke være bange for den smule trold." Så den ældste søn tog af sted.
   SlapHans sagde, at hvis det ikke lykkedes for hans storebror, ville han prøve. Faren lo ad ham og sagde, at sådan en slapsvans ikke burde indlade sig på dette. Men SlapHans var ligeglad, han tog af sted få skridt bagefter sin storebror for at følge slagets gang.
   Oppe i troldens hule kunne Bog-Peter og den anden trold nu se den ældste søn komme. Trolden udstødte nu et højt brøl, der fik den ældste søn til at flygte op i det nærmeste træ.
   - Jeg tror nu, vi kommer længst med det gode, sagde Bog-Peter.
   - Tror du det?
   - Ja, hvis du frivilligt giver ham prinsessen, så kan det være at han, når han er konge, belønner dig fyrsteligt.
   Udsigten til dette virkede mere tillokkende på trolden end det at få sit hoved vist frem på slottet, så han fik prinsessen op ad lemmen og gik med hende ud til den ældste søn, der sad og skælvede oppe i træet.
   - Min dreng, du får hende uden kamp. Kom bare ned fra træet og tag hende med dig.
   Den ældste søn kravlede forbavset ned.
   - Mener du virkelig det, trold?
   - Ja, der er en, der har overbevist mig om, at man kommer længst med det gode.
   - Men så er det jo en let sag for mig at få prinsessen og det halve kongerige, sagde den ældste søn og huggede hovedet af trolden.
   - Feje svin! Skreg prinsessen og hamrede løs med begge næver på den ældste søn.
   Da Bog-Peter så, hvad der var sket med hans medtrold udstødte han for første gang i mange år et rigtigt troldebrøl, der fik den ældste søn til at flygte i rædsel.
   SlapHans kom nu frem fra sit skjul og hilste på prinsessen og trolden. De tre satte sig nu ned og talte sammen. Bog-Peter fortalte om sin store bogsamling. Den gad SlapHans nok se. Det gad prinsessen også. Hendes far havde forbudt hende at læse bøger, det sømmede sig ikke for en rigtig prinsesse. Bog-Peter foreslog nu SlapHans at pakke troldens hoved ind i et klæde og tage det og prinsessen med til slottet. Så fik han prinsessen og det halve kongerige. Både prinsessen og SlapHans syntes det var en god ide og med troldens hoved i svøb tog de af sted til kongeslottet.
   Kongen blev vældig glad og gjorde en stor fest, hvor SlapHans fik den kønne prinsesse til brud og blev kronet til konge over det halve rige.
   Men da nyheden nåede den fædrene gård, blev den ældste søn meget vred. Det var jo ham, der havde hugget hovedet af trolden. Han klagede nøden til sin far, der sagde, at han burde tage til kongeslottet og fortælle sandheden til kongen.
   Den ældste søn tog først til SlapHans og bad ham om at fortælle, hvad der var sket. SlapHans fortalte ham alt om Bog-Peter, og hvordan det hele var gået til. Derefter henvendte den ældste søn sig til kongen og fortalte sandheden. Kongen tvivlede på drengens ord, men ville lade det komme an på en prøve. Hvis han kunne bringe ham hovedet af en anden trold, ville han tro på ham.
   Det syntes den ældste søn om, for han regnede med, at Bog-Peter var en slap trold, som han sagtens kunne få hovedet hugget af. Han tog af sted til Bog-Peters hule med et sværd og rykkede ind klar til kamp.
   Men da Bog-Peter så det dragne sværd vaktes hans troldeinstinkter og med et stort troldebrøl rev han den ældste søn i stykker og åd ham. Og da faren hørte dette, græmmede han sig til døde.
   SlapHans fik nu sagen forelagt og frikendte Bog-Peter, der havde handlet i selvforsvar. Han gav ham sin fædrene gård og sørgede for alt for at han kunne opretholde den.
   Således blev en trold til en borger i menneskenes land, og prinsessen kom regelmæssigt på troldens gård for at læse de bøger hendes far aldrig gav hende lov til at læse.