På det brede Nørrebro, hvor der ifølge en gammel populærmelodi er dejligt, lå der en reprisebiograf med det prangende navn Hjerter Dame. Biografen svarede ikke til navnet, den var et mesterværk i spartansk indretning. På Nørrebrogade få skridt fra den katolske Sakramentkirke med de to tårne klemt inde mellem boligkarreerne lå den lille biograf med en mørkegrøn facade med navnet malet i sorte bogstaver over indgangen. Trådte man ind var der en billetluge på venstre hånd, men foyeren var ikke andet end et par træstole man lige kunne sidde på, hvis man følte trang til det. Der var ikke så meget som en slikkiosk, ville man traditionen tro have noget mundgodt med ind til filmen, måtte man gå i en kiosk på Nørrebrogade. Heller ingen billeder på væggen, kun lige en enkelt plakat med den kommende film.
Så trådte man ind i salen, der var malet i mørke farver, med almindelige spisebordsstole på et plant gulv. Når det alligevel kunne lade sig gøre at se lærredet var det fordi der var højt til loftet og lærredet hang højt. Der var kun en operatør til at betjene fremviseren, jeg mindes en gang at operatøren af en eller anden grund ikke kom, og samtlige, der sad i salen, måtte så gå ud og få billetterne refunderet, for hverken billetsælgeren eller kontrolløren kunne betjene apparatet.
Trøstesløs kunne den virke, især med den på det tidspunkt dårligt holdte del af Nørrebrogade udenfor, og hvis det så var aften og måske oven i købet regnvejr, så var den helt gal. Her kunne man fristes til at tro, at Bob Dylan fik inspiration til sin sangtitel Desolation Row, trøstesløse vej.
Men er minder om sådan en biograf da noget at skrive om?
Ja, for i min allermest filmforslugne periode i teenagetiden gik jeg ind og så en meget dyster film, der passede som hånd i handske til den dystre biograf. Det hele passede som hånd i handske med min sindsstemning denne dag. Årsagen til denne stemning lader jeg stå hen, men kender vi ikke det: når vi er langt nede, kan vi ikke klare højt solskin. Så er det faktisk rart det regner, det passer til det, man bærer indeni. Det var en befrielse for mig den aften at være et sted, der passede til min stemning, og se en film, der også passede perfekt. Det hjalp, paradoksalt nok. For nu at citere Bibelen: syng ikke muntre sange for en nedtrykt.
I lighed med andre reprisebiografer var det her man samlede de film op, som man ikke nåede at se i premierebiografen. Når jeg tænker over hvilke film jeg har set i denne biograf, så er det mange der passer til det dystre interiør: Køterne, den rekordvoldsomme film med Dustin Hoffmann i kamp mod en lynchhob, Soldier Blue, den chokerende antiwestern om en autentisk massakre på en indianerlejr, og flere andre film af samme stemningsleje. Dog mindes jeg også mere opmuntrende oplevelser som Zorba Grækeren med Anthony Quinn i sin glansrolle og Afrikas Dronning, hvor Humphrey Bogart og Katherine Hepburn er i glad topform. Det er jo trods alt oplevelserne, der strømmer ud fra lærredet, der er det vigtigste.
En ekstra god grund har jeg da til at mindes denne primitive biograf med glæde. Da jeg var sytten og lige færdig med folkeskolen, fandt jeg på biblioteket en brochure for Romansk Filmklub, der dengang holdt til i denne biograf. Det var en filmklub, der få år forinden var startet på Det Franske Institut på Universitetet for at vise film fra lande som Frankrig, Italien og Spanien og andre romansksprogede lande.
Jeg var på det tidspunkt ved at være godt træt af masseprodukter og var åben for, hvad de kendte franske og italienske instruktører var for nogen. I denne filmklub kunne jeg få dem at se, så jeg tegnede straks medlemskab. Den første film jeg så var Truffauts Ung Flugt, der bevægede mig dybt, fordi jeg genkendte meget af min egen barndom i den. Det blev til en livslang passion for især Truffaut, men i det hele taget fransk film, navnlig den såkaldte nye bølge fra de tidlige 60'ere, der langt på vej kunne ligne vores nyere tiltag med dogmefilm. Jeg blev hængende i filmklubben, der i dag holder til i Vester Vov Vov på Vesterbro og indleder filmene med foredrag og nu også har mere socialt samvær end dengang.
Så selv den mest primitive biograf kan have nogle gode minder og føre noget godt med sig.