Udflugten (Indianerkvinde 3)


21 år siden 1 kommentar Noveller

3Et bankende hjerte
Et bankende hjerte kan skyldes glæden ved livet. · Forelskelse, for... [...]
Digte
11 år siden
4Sandhedens time for soldaten Gordon
Efter at de mere eller mindre tilfældigt mødtes ved kassen i det ... [...]
Noveller
12 år siden
33Jærens Rev Sydvest
Efter radioavisen kom farvandsudsigterne. Østersøen omkring Bornh... [...]
Noveller · storm
15 år siden
7Terroristens øjne
Terroristens øjne · ser ikke mennesket. · Kender ikke glæden ved liv.... [...]
Digte
15 år siden
6Tankens flugt
Tankens flugt er ikke frihed. · Når lænken holder kroppen fast.
Aforismer og gruk
15 år siden
9Sult
Et sultent menneske · er farligere end en mæt soldat.
Aforismer og gruk
15 år siden
7Sjælens tårer
Sjælens tårer, · kan være kærlighedens styrke. · Lykken, dens fordærv... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
4Rejse
At se mod fjerne horisonter, · gør ikke nogen rejse.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Poetens armod
Poetens daglige armod, · giver ordet dets rigdom. · Kulden om hans hå... [...]
Digte
15 år siden
1Om en stor poet
Jeg læser en bog. · Nihundredeoghalvtres sider. · Eller er det 950 si... [...]
Digte
15 år siden
0Oceanets dyb
Havets storhed, sjæl, · ses kun i oceanets dyb. · Hvor bunden · ikke f... [...]
Digte
15 år siden
1Mørke
Bag smilet, · lurer tragediens håbløse mørke. · Dødens skygge bliver ... [...]
Digte
15 år siden
2Morgenkys
Knap vågen, ser jeg på dine små faste bryster. · Som en provokation... [...]
Digte
15 år siden
1Morgenbarbering
Under morgenbarbering · mødes vore øjne i spejlet. · Du smiler, række... [...]
Digte
15 år siden
0Menneskelighed
Menneskelighed! · Er ikke kun ømhed, følelser. · At rejse en falden. · ... [...]
Digte
15 år siden
2Livets mening
Livets mening · ses i det øjeblik, · hvor døden banker på.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Fristelser
Din vuggende gang · giver min hjerne voldsomt input. · Dine flagrend... [...]
Digte
15 år siden
1Frihed
Frihed i et diktatur, · er som et skib i Saharas ørken
Aforismer og gruk
15 år siden
1Fantasiens vinger
Det er på fantasiens vinger, · vi når de højder. · Hvor poesiens ydmy... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
0Et tilfældigt møde
Dit lyse hår flagrer levende i vinden. · Dine øjne er som havets bl... [...]
Digte
15 år siden
0Den smukkeste rubin
Under dit flagrende skørt · er den smukkeste rubin jeg kender. · At ... [...]
Digte
15 år siden
0De nye tænder
De er ej blot til lyst, de nye tænder. · Og selvom jeg har købt og... [...]
Digte
15 år siden
3At frydes
At frydes ved månens stråler, · giver ikke solens lindrende varme.
Aforismer og gruk
15 år siden
14Dødsengles arbejde
Dødsenglen Gabel så ned på den unge engel, Christel. Hun sad bøje... [...]
Kortprosa
15 år siden
2Min Muse!
Dit navn sender tankerne på rejse. · Tænder kærligheden. · Knuger det... [...]
Digte
15 år siden
4Smerte rimer på hjerte
Under din hud gnaver sorgen, · den væver gange der smerter. · Bag din... [...]
Digte
15 år siden
4Leg med ord
Hjerte, · smerte, · forfatter, · pjatter. · Døden, · nøden, · glæde, · græde. · H... [...]
Digte
15 år siden
4Feriefilosofi
Under fremmede himmelstrøg · bliver danskheden mere fremtrædende. · ... [...]
Digte
15 år siden
1Du, min elskede
Du kom til mig som en ven, · gav mig som gave din kærlighed. · Du ga... [...]
Digte
15 år siden
1Drengen og krigen
Erik skød genvej over engen. Familiens hus lå ved Jodaelven og sn... [...]
Noveller
15 år siden
3Dengang du forlod mig!
Når natten falder på, bliver timerne lange. · Sekundviserens tikken... [...]
Digte
15 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michael Threms (f. 1942)
Foråret var kommet, og vi var på vores første tur ud i naturen. Vi gik østpå, med hver sin hest i tøjlerne. Klipperne var regnvåde af tøsne iblandet regn. Jeg gik forrest. Vi var i højderne, og Rhea, min smukke indianske hustru, havde fortalt om området vi havde kurs imod. Det var bjergrigt, men havde en natur så hjertet måtte frydes over dets skønhed. Om to timer, ville vi have passeret de sidste forhindringer af små bjerge, og ville opleve et storslået udsyn over dale og sænkninger.
   Rhea kaldte, jeg stoppede op og vendte mig. Hun kom hen til mig, og fortalte at vi nu kun manglede at runde det forbjerg der lå lige fremme, men at vi skulle følge en naturlig vej på klippen, der på sine steder kun var én meter bred, og skrånede svagt udefter. Flere steder var der et lodret fald på mere end halvtreds meter. Hun insisterede på at gå forrest nu, da hun kendte området godt. Hun havde i sine unge dage boet på den anden side af bjerget, der var målet for vores udflugt, hendes tidligere hjem.
   Vi byttede plads, Rhea satte i gang. Da vi rundede et hjørne, så jeg hvad det var hun mente. Den naturlige sti vi skulle følge, strakte sig flere kilometer langs bjerget, og bugtede sig ud og ind mellem klipperne. Vi stoppede op. Rhea vendte sig, så på mig og sagde:
   "John, hold ikke hesten for stramt i tøjlen. Hold afstand til den, så hvis den glider eller falder, tager den ikke dig med i dybet. Gå forsigtigt, og se dig for, om der er glat, is på klippen der hvor du træder." Hun var alvorlig, hendes øjne smukt mørke.
   Jeg nikkede og smilede beroligende til hende. Så omsorgsfuld hun var. Jeg elskede den kvinde af hele mit hjerte.
   Vi fortsatte i tavshed. Det gik langsomt fremad. Rhea undersøgte hvert fodtrin hun tog, og hver meter af klippens overflade for is. Langsomt snævrede stien ind, blev to meter bred, og udvidede sig så igen. Ud og ind mellem klipperne gik vi med hestene efter os. Det var små Mustanger, der var vant til at færdes i det uvejsomme terræn, så for dem var det ikke besværligt. Kun ren is, kunne få deres hove til at glide.
   Jeg var meget spændt, og det var anstrengende for mig, hele tiden at koncentrere mig om hvor jeg satte mine støvlebeklædte fødder.
   På en platform der var ti til tolv meter bred, stoppede Rhea op, drejede hesten, og førte den ind under et udhæng af klippe. Et tag der ville yde læ for den finregn der i mellemtiden var begyndt at falde. Hun smilede til mig, og slap hestens tøjler.
   "John, før vi fortsætter, vil jeg lige rekognoscere lidt. De næste og sidste fem hundrede meter, er de vanskeligste at passere. Flere steder er klippestien kun lige akkurat bred nok, til at hestene kan passere. Jeg ved det, fordi jeg ofte som ung pige benyttede denne sti, når jeg skulle til Torrell Creek for at møde veninder og familie. Før jeg går, skal vi lige have et måltid mad, og et godt krus te. Vil du sørge for ild og kedel?"
   Jeg fandt brænde og kedel frem fra bagagen, og tog dunken med rent vand hen til det sted hvor jeg ville arrangere et mindre bål. Vi medbragte altid grene til bål, og vand på en lille dunk. To liter var nok til både mad, kaffe eller te.
   Et kvarter efter, havde Rhea arrangeret maden, koldt kød med rødder der lignede gulerødder, og brød til, som hun selv havde bagt. Vandet kogte, jeg lavede te til os, af blade Rhea havde samlet ude i naturen. Vi spiste i tavshed, nød maden, og slappede af i hinandens selskab.
   Rhea gav hestene lidt hø, og gjorde sig klar til at tage af sted. Hun bøjede sig over mig, og gav mig et varmt kys på kinden, smilede til mig og sagde:
   "Elskede, jeg er tilbage om en lille time, vær ikke urolig, jeg skal nok klare mig."
   Hun kontrollerede sin colt, kaliber 45, og tog riflen, kontrollerede den også, slængede den over skulderen, og smilende gik hun raskt hen ad stien.
   Jeg fulgte hende med øjnene, til hun forsvandt om et hjørne af klipperne. Nu var det bare at vente. Jeg strakte mig, så på hestene der roligt stod og ventede, med det meste af oppakningen siddende på deres rygge.
   Nej, tænkte jeg, en lille time mere, ville være unødigt trættende for hestene, så jeg besluttede mig for at tage al oppakningen af dem, og lade dem gå frit. Der var kun enkelte små grene at nippe til, så de blev sikkert hvor de var.
   Efter ti minutter, var de befriede for oppakningen, og stod sammen inde ved klippevæggen. Jeg strakte mig på det skind jeg havde lagt under mig, og døsede.
   Et skud rev mig brat ud af mine drømmerier. Ekkoet væltede mellem bjergene frem og tilbage, for så at dø hen. Jeg satte mig op, kontrollerede min colt, og tog haglbøssen ind til mig, satte fem patroner i magasinet, tog ladegreb så en patron kom i kammeret, sikrede våbnet, og spejdede mod det sted, hvor jeg håbede Rhea om lidt ville dukke op. Var det bjørn hun havde mødt? Eller bjergløve? Jeg var urolig, ventede spændt. Endnu et skud bragede, men det var umuligt at stedfæste hvor det kom fra. Jeg ventede, meget anspændt.
   Så kom hun, slentrende stille og roligt rundt om klippefremspringet. Jeg gik hende i møde, var nervøs. Havde det været hende der havde skudt? Eller?
   Rhea smilede til mig, da vi mødtes.
   "John, det var bjergløver, to stykker, unge hanner der var sultne, og som mente at jeg ville være et let bytte, et godt måltid." Hun kluklo og fortsatte.
   "Jeg har skjult dem lidt oppe på en lille afsats, og håber de bliver der til i morgen, hvor vi kan komme videre. Det har ikke noget formål med at fortsætte i dag, da stien er for is belagt til at færdes på." Hun smilede.
   Jeg tog om hende, knugede hende ind til mig.
   "John, du klemmer luften ud af mig, hvad er du så ophidset over?" Hun grinede højt.
   "Jeg var bare så nervøs," sagde jeg og så ned.
   "Vidste jo ikke hvorfor du skød."
   "Stakkels dig, men jeg kan altså godt klare mig selv her ude, og det ved du godt, ikke?"
   "Jo!" Sagde jeg stille, "men jeg holder så meget af dig, og jeg var bange for der skulle tilstøde dig noget." Hun smilede, drejede mit hoved, og så mig ind i øjnene.
   "John, jeg takker for din omsorg, ved du mener det... Skal vi gøre klar til at overnatte her på denne afsats?"
   Jeg nikkede.
   En time senere havde vi lavet en lille lejrplads, af de for hånden værende materialer. Et lille telt var rigget til, oppakningen var lagt i en kreds, og der hvor kredsen ikke nåede rundt, var der udspændt et reb, så hestene blev indenfor kredsen. Rhea så op på skyerne, sagde stille, at hun behøvede lidt varme til at smelte isen, for at vi kunne komme sikkert videre.
   Som om hendes Ånder hørte hende, brød solen frem mellem skyerne. Der blev længere mellem dem, og jeg bare stirrede på hende. Rhea grinede højt, da hun så mit ansigtsudtryk.
   "John, jeg kan meget med mine Ånder, men dette har jeg ikke nogen indflydelse på, det er helt tilfældigt at solen kommer frem nu, men den skal vide, at den er meget velkommen. Håber bare at skyerne kommer igen, så vi ikke får barfrost i nat, det ville være meget uheldigt, og ville sinke os en dag eller to."
   Jeg nikkede, for at fortælle at jeg forstod hende. Men det gjorde jeg ikke, jeg havde ikke hendes fortrolighed med det hun kaldte sine Ånder. Hun holdt ceremonier, tændte bål, brugte en lille tromme, og spiste og drak af og til mærkelige planter og en besk te, der satte hende i trance. Men jeg var tryg ved det hun gjorde, da jeg følte hun altid havde det bedre, når hun havde holdt ceremoni. Men jeg forstod det ikke.
   Hele natten regnede det nærmest i tove. Vi lå tørt og godt under den klippe hvis fremspring virkede som et tag. Også hestene stod tørt og godt, ved siden af vores lille telt.
   Vi gav os god tid om morgenen. Regnen var aftagende. Vi håbede den ville holde op inden for en time, og at det stadig ville vedblive med at være tøvejr. Rhea mente, at al isen nu var regnet væk.

Op ad formiddagen, begav vi os videre. Rhea stadig forrest, og meget opmærksom på hvad det var vi trådte på af underlag. Enkelte små strømme af vand ramte os som små vandfald når vi passerede dem, men vi kunne med forsigtighed sagtens gå på stien.
   Isen var væk, men det våde føre, gjorde sine steder klipperne glatte og farlige. Efter små to timer, var vi endelig på fast og bred grund igen. Rhea smilede og sagde, at nu måtte vi hellere se, om de to bjergløver stadig lå på den lille afsats, hvor hun havde efterladt dem.
   Vi tøjrede hestene, og begav os tilbage ad stien. To hundrede meter inde pegede Rhea op, jeg kunne tydeligt se, at på en lille afsats et par meter oppe, var der et gult skind. Rhea kravlede der op, og langede dem forsigtigt ned til mig. De vejede vel knap femten kilo stykket, og var som en lille ulv i størrelse. Krager og andre fugle fulgte os. De havde allerede taget for sig af retterne, men havde ikke kunnet nå at ødelægge noget.
   Rhea havde ramt dem perfekt, de to skud havde været nok til at aflive dem med det samme. Jeg bemærkede at de begge var åbnet ved brystbenet, vidste at hjertet var fjernet, begravet, og at Rhea havde bedt dem hjem til de evige jagtmarker.
   Vi bar dem tilbage til hestene og slog lejr. Rhea gik i gang med at flå dem, for at bruge skindet til tøj, og kløerne til smykker. Hun tog også to hjørnetænder fra den største, og sagde at dem ville hun bruge til et smykke til mig. Jeg var værdig til at bære et så smukt og kraftigt dyrs mærke.
   Mens hun talte, fik hendes øjne et mørkere skær, og blev fraværende. Rhea afsluttede mumlende med ord jeg ikke forstod, bevægede sine hænder i en bue over sit hoved, og puttede hjørnetænderne i sin lomme.
   Hun var ikke lang tid om at flå begge dyr, og ville selv. Det var kvindearbejde, havde hun leende sagt, da jeg ville hjælpe hende med det grove arbejde.
   Jeg fulgte interesseret hendes arbejde med dyrene. Kroppene slæbte vi lidt væk fra stien, og overlod dem til naturens kredsløb. Vi brød lejren ned for at fortsætte vores tur til hendes gamle hjem.

Tre timer senere, var vi ved en vidunderlig dal, hvor en lille faldefærdig hytte stod midt ude på en eng. En mindre elv snoede sig forbi, for til sidst, ude i horisonten, at løbe over i en større flod.
   "Det er mit barndomshjem," sagde hun og holdt hænderne skærmende for solen, der var kommet frem, og hvis stråler var meget stærke.
   Vi fortsatte ned mod hytten, og gik raskt til, var vel begge spændte på hvad vi ville finde. Rhea slap hesten og løb de sidste halvtreds meter til hytten. Foran døren hævede hun armene, og fremsagde ord på sin stammes sprog, som jeg ikke forstod.
   Jeg stoppede op, tog begge heste, og gik om på siden af hytten, for ikke at forstyrre hende. Her læssede jeg vores oppakning af, og ledte hestene ned til det lille vandløb der var mindre end tyve meter fra hytten. Jeg slap hestene, vel vidende at de ville blive i nærheden af os. Altid når vi var på rejse, var hestene løse, og de fjernede sig ikke fra hvor vi var, mere end tyve til tredive meter.
   "John!" Rhea kaldte på mig.
   Jeg gik op til hende, og blev modtaget af åbne arme og et varmt smil. Hun omfavnede mig, og fortsatte:
   "Velkommen til mit barndomshjem. Her er jeg vokset op sammen med min mor og min far, og mine to brødre. Er her ikke smukt?" Jeg gengældte hendes smil, og svarede:
   "Jo, Rhea, her er meget smukt. Her kan vi vel blive i nogle dage, ikke?"
   Rhea så sig omkring, smilede og svarede:
   "Jo, John, jo her vil jeg gerne være i nogle dage, og vise dig alle de steder jeg legede med mine brødre. Vise dig mit hjem, vise dig hvor jeg i hele min barn- og ungdom var lykkelig, og hvor jeg mødte Gule Hånd, min mand, med hvem jeg har to dejlige børn."
   Hun vendte sig og så på mig. Hendes øjne skiftede igen farve, de blev mørkere og lidt triste.
   "John, er det forkert af mig at sige og føle sådan?"
   "Nej! Rhea, det er det ikke. Jeg forstår din glæde, og vil gerne dele den med dig."
   Rhea kastede sig i mine arme, kyssede mig lidenskabeligt.
   "Tak, John. Jeg elsker dig, af et varmt hjerte, og takker den Store Ånd, Kitchi Manitou, for han har givet os til hinanden.
   På en måde, fornemmede jeg at Rhea var kommet hjem.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/12-2003 10:40 af Michael Threms og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2209 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.